Et mysterium vi aldrig helt forstår

Dagens indlæg handler om nadveren, der er højdepunktet i søndagens højmesse. Ved nadveren får vi Jesu legeme og blod. Men hvad betyder det egentlig, hvad gemmer sig bag dette mysterium, hvor brødet og vinen bliver til Hans legeme og blod.

Nadveren er et mysterium, som vi aldrig helt kan forklare eller forstå. Men med udgangspunkt i en prædiken jeg holdt til en nadvergudstjeneste (aftengudstjeneste) vil jeg dog prøve at give en forklaring af nadverens betydning, som jeg oplever den.

Læsningerne til gudstjenesten er fra Skærtorsdag (1. række).

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne:
Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.

Første Korintherbrev 10,15-17

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Matthæusevangeliet 26,17-30

Der er nok ingen, der vil sige at aftenens gudstjeneste ligner den, vi er vant til om søndagen. Tværtimod kan den virke meget fremmedartet. Både fordi liturgien – altså gangen eller rytmen om man vil – i gudstjenesten er anderledes, end vi er vant til. Der er flere korsvar – altså ting som I, menigheden, skal sige. Og når vi går videre i gudstjenesten efter prædikenen her, er der skriftemål og syndsforladelse inden nadveren, hvor formen heller ikke er, som vi er vant til. Og måske spørger man sig selv; hvorfor? Hvorfor er den anderledes? Hvorfor nu alle disse ting vi ikke er vant til?

Vores højmesse om søndagen er grundpillen i vores kirkegang. Her samles vi søndag efter søndag som menighed for at fejrer opstandelsen og modtager nadveren.

Det gør vi også ved denne gudstjeneste, men vi har et særligt fokus på nadveren og fællesskabet på en anderledes måde end ved søndagens højmesse.

Det kan bedst forklares ved at kigge på nadveren, som er centrum i gudstjenesten.

Nadveren er det, vi kalder et sakramente. I Folkekirken har vi to sakramenter – dåb og nadver. Sakramente er et mysterium. Et mysterium er noget som vi ikke kan forklare, men kun opleve. Ikke ulig kærligheden. Vi kan ikke forklare den, men vi kan opleve den eller føle den. Vi ved, når vi er forelskede, men det er straks sværere at forklare, hvordan det føles i ord. Ved nadveren hører vi, at brødet og vinen bliver til Jesu legeme og blod – hvordan det kan ske, forstår vi ikke, men vi tror det. Vi tror det, fordi Jesus har lovet os det, som vi hørte det i evangelielæsningen før:

»Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.«

Og det er også gennem disse ord, at vi får en forståelse af nadverens betydning eller rettere betydninger. Ja, faktisk er nadveren som et kinderæg – det er hele tre gaver i én.

For det første – vi får del i Jesus i nadveren. For det andet – vi får bekræftet at vi har fået syndernes forladelse, og for det tredje får vi del i det kristne fællesskab.

Lad os starte med det første – vi får del i Jesus!

»Tag det og spis det; dette er mit legeme.« »Drik alle heraf; dette er mit blod.« Når vi spiser og drikker Jesu legeme og blod bliver Jesus en del af os. Og Han giver os samtidig et løfte., som vi læser i Johannesevangeliet, hvor Jesus selv fortæller os, hvad det betyder:

»Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.  For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik.  Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham.  Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig.«

Når vi spiser Hans legeme og drikker Hans blod, så lever Jesus i os. Og når Han er i os, arbejder Helligånden for at vi kan blive som Ham.

At få del i Jesus er således, både løftet om at vi tilhører Ham, og at Han arbejder gennem os.

***

For det andet – vi får syndernes forladelse!

»dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til synderens forladelse«. Ved sin død og opstandelse, hviskede Jesus vores synder ud. Vores medfødte fejl eller synder tilgives. Her er et mysterium – hvordan kan man forklare det?

Når jeg forsøger at forklare mine konfirmander dette mysterium, tyer jeg ofte til en historie, som jeg hørte en amerikansk pastor fortælle:

“Forestil dig, at du en dag sidder og spekulerer over alle de gange, du har handlet forkert. Alle de gange du har brudt Guds bud ved at lyve, stjæle eller behandlet næsten dårligt ved at mobbe, skuffe eller bagtale og hvad du ellers kan komme på. Og tankerne om hvordan du har opført dig gør dig nedslået. Og du tynges af skyld, fordi du ikke ved, hvad du kan gøre for at gøre det godt igen. Så du beslutter dig for at melde dig selv til politiet og kræve at komme for en dommer og blive dømt for det du har gjort og tage straffen (i vores verden bliver man ikke straffet af domstolene for de fleste ting som jeg nævnte – men det kan man i denne historie). Du stilles for dommeren, og dommen lyder – livstid. Du får aldrig lyset at se igen og mister friheden. Men idet du er ved at blive ført ud af retssalen for at blive sendt i fængsel, træder en mand ind (der ligner Jesus). Han siger: »Tag hjem – jeg tager straffen for dig!«. Du tager lykkelig hjem, men begynder snart at tænke på Ham, der tog din straf. Og tanken om at Han tog din straf tynger og nager dig. Men en dag du er ude at gå, møder du manden. Han siger: »Nu er du fri – jeg har afsonet din straf!« Og fordi du ser Ham fri, føler du, at du nu kan leve frit og lykkeligt.”

Det er det, Jesus gør for os. Med sin død på korset tog Han den straf, som vi har fortjent, på sig. Og med sin opstandelse løfter Han vores byrde, og lader os få et liv i frihed.

Det er tegnet, vi får ved nadveren, når vi modtager Jesu blod; at vores synder er forladt, hvis vi bekender at Jesus er Herre og Frelser.

Det er derfor, vi læste de ti bud og bad Gud forbarme sig over os, og det er derfor vi om lidt, forud for nadveren, har fælles syndsbekendelse og absolution. Der er erkendelsen af, at ingen af os er uden synd eller fejl. Sådan er det at være menneske – men med nadveren forsikres vi om, at vi er tilgivet, og det sætter os fri til at leve livet uden frygt.

***

For det tredje – vi får del i det kristne fællesskab!

Jesus brugte ofte måltidet som centrum for sin omgang med mennesker.

Tænk bare på brylluppet i Kana, bespisningen af de 5.000, Han spiser med farisæeren Simon, Han spiser med den omvendte Matthæus, vi hører farisæerne, er sure fordi Han spiser med syndere, Han spiser hos Martha og Maria og selvfølgelig den sidste nadver med disciplene.

At spise sammen er fællesskab. Mange af os har de bedste minder fra middage – med venner, familie, kærester. Juleaften, påskemiddagen, nytårsaften, fødselsdage, julefrokoster – når vi spiser sammen, befinder vi os i fællesskabet. Og når Jesus spiser med syndere, er det for at understrege Hans fællesskab med dem og Hans fællesskab med os.

Og når vi snart sætter os ved alterskranken og modtager nadveren, så er det på en måde en ophævelse af tid og rum. For ved nadveren spiser vi sammen med Jesus, ligesom disciplene gjorde det. Men vi spiser også sammen med dem, der er gået forud for os. Hvis man kigger på alterskranken, ser man den udgør en halvcirkel, den anden halvdel af cirklen er usynlig. Og ved den usynlige del af cirklen sidder de der er gået forud for os, dem vi har måtte tage afsked med, og deltager i nadveren sammen med os og Jesus.

Vi får både del i det kristne fællesskab på den måde. Men vi bliver også mindet om, at vi – selv om vi er mange – er en del af samme legeme af Jesu legeme.

Som apostlen Paulus skrev i brevet vi hørte ved den første læsning: »Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.«

Og her vender vi tilbage til formen på gudstjenesten. Denne samtale vi har, hvor præsten læser, og menigheden svarer, er et levn fra tidligere tider. Vi har det stadig ved højmessen, når vi sammen siger Fadervor, Trosbekendelsen eller svarer amen, men i langt mindre grad end før. Og det er en skam. For når vi er til gudstjeneste, er det ikke præstens gudstjeneste, hvor menigheden er passive tilhørere. Det er hele menighedens gudstjeneste, og ved denne samtale understreger vi ikke bare vores fællesskab, men også vores fælles fejring af Guds gerning for os.

Det minder os om, at vi er bundet til Kristus, bundet til hinanden, og bundet til det legeme som Kirken er.

Amen.

Guds fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Vær den første til at få besked, når et ny indlæg offentliggøres. Skriv din e-mail adresse herunder, så er du blandt de første!

Husk – bloggen er stadig igang med at indsamle midler til at vi kan fortsætte driften af bloggen. Så giv et bidrag og vær med til at sprede det glædelige budskab om Jesus Kristus, og støt arbejdet med at informere om kirke og tro.

Tryk her for at gå til støttesiden

Kategorier:Gudstjeneste-Liturgi, Jesus Kristus, Prædikener, Sakramenter, Teologi, Teologi-Kristologi

Tags: Eukaristi, Jesu blod, Jesu legeme, Johannesevangeliet, Matthæusevangeliet, nadver, nadverfællesskab, Prædiken, sakramente, Skærtorsdag