Vi har alle en opgave i Guds plan

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: 

For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. 

Andet Korintherbrev 4,5-10

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Lukasevangeliet 1,67-80

I dagens evangelium hører vi beretningen om Johannes far, Zakarias.

Zakarias var præst ved Templet i Jerusalem. Og ligesom sin kone Elisabeth var han godt oppe i årene. De to havde aldrig fået børn fordi Elisabeth var ufrugtbar, og med deres fremskredne alder var der ikke udsigt til, at der skulle komme børn i hjemmet.

Men da skal Zakarias gøre tjeneste ved alteret og bringe røgelsesofferet i Templet – et hverv der blev afgjort ved lodtrækning – viser en engel sig for ham. »Dine bønner er blevet hørt« – siger Englen – »Elisabeth skal blive gravid og føde ham en søn, og du skal kalde ham Johannes. Og han skal gå foran Elias’ ånd« – altså forudsige Jesu komme. Zakarias tvivler (måske ikke overraskende efter så mange år, hvor de har prøvet at få børn) på englens ord. Og som straf gøres han stum. Og da Zakarias kom ud af Templet og ikke længere kan tale, forstår alle, at han måtte have haft et syn.

Men viser det sig snart, englen talte sandt, og at Elisabeth er gravid og da tiden kommer, føder hun en dreng.

På den ottende dag efter fødslen, hvor drengen ifølge jødisk skik skal omskæres og navngives, spørger de tilstedeværende om drengens navn. Og da Elisabeth fortæller dem, at drengen skulle hedde Johannes, bliver de alle sammen overraskede – for det var tradition at et barn blev opkaldt efter en i slægten. Og der var ingen i deres slægt af det navn. For at være sikre spørger de Zakarias, hvad drengen skal hedde. Og da han jo ikke kunne tale skriver han på en tavle: ”Johannes er hans navn”. Og i det samme får Zakarias atter evnen til at tale, og han lovpriser Gud, som vi hørte i Evangelielæsningen, i det der kaldes Zakarias´ lovsang, hvor Johannes rolle, som den der bereder vejen for Herren, forkyndes.

***

Som I ved betyder ’Advent’ betyder komme – og i adventstiden venter vi på Jesu fødsel. Og vi forbereder vi os på Kristi genkomst. Og her i adventstiden er Johannes Døberen forbilledet for kristne.

***

Igennem hele sit virke peger Johannes Døberen hele tiden andre hen til Kristus – han peger aldrig på sig selv. Selv om han med tiden får samlet en stor skare af følgere, og folk fra nær og fjern kommer til ham for at blive døbt, så gør han aldrig sig selv til centrum. Da nogle farisæere opsøger ham for at finde ud af, hvem denne mand, som alle flokkes om er, svarer han dem: »Jeg er ikke Kristus«…»Jeg er en der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej.« Han er den, der forberede vejen for Kristus. Hans opgave er at gøde jorden for det glædelige budskab, som er Jesus Kristus. Han er ikke vejen til frelsen, men peger på vejen til frelsen Kristus.

***

Som sagt foregriber vi i dag – tredje søndag i Advent – Juleaften og Jesu fødsel, ved at høre Zakarias´ lovsang og om Johannes Døberens fødsel. Og ved begge fødsler ser vi, at Gud bryder naturens love, og dermed varsler begyndelsen på noget helt nyt.

Noget nyt som Johannes i sit virke bereder vejen for med sin forkyndelse og sin dåb af de, der angrer. Ja – allerede Zakarias oplevelse i Templet er forberedelse til Jesu komme. For da Zakarias tvivler på Guds engel, mister han evnen til at tale. Men da han accepterer Guds plan og kalder barnet Johannes – som englen havde befalet ham – får han talens gave igen og lovpriser Gud:

”Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane Hans vej og lære Hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være Guds inderlige barmhjertighed… ”

Du skal gå foran Herren og lære Hans folk at kende frelsen! Igen er det ikke mennesket Johannes, han fremhæver, men den rolle Johannes spiller i Guds plan.

***

For os kan det være svært at se, hvordan vi passer – og om vi overhovedet passer – ind i Guds plan. Men står man en skyfri nat og kigge på himlen over en og ser de utallige stjerner der blinker over os – kan man få følelsen af at være så lille og ubetydelig, at man kan blive grebet af tanken, om man har nogen som helst rolle i dette enorme Skaberværk.

Det kan være skræmmende, men også glædeligt og beroligende. Glædeligt fordi det går op for en, hvor stort Skaberværket i virkeligheden er – eller måske nærmere at det er så stort, at man ikke kan fatte det. Beroligende, for når skaberværket er så perfekt og intet tilfældigt, er der en årsag til, at netop jeg er her. Der er en mening med universet, med jorden – med mig!

Og der er en mening med os –hver eneste af os.  Fordi vi er en del af Guds Skaberværk, har vi værdi – Gud har skabt, fordi der en mening med os.

Og når vi hører om Zakarias, der i sin høje alder, bliver velsignet med et barn, der skal berede vejen for Kristus, eller om den fattige bondepige Maria, der bliver mor til Kristus, så tjener det til at minde os om, at Gud handler gennem mennesker, som ingen ville have regnet med skulle fungere som Guds hjælpere, og som heller ikke selv havde regnet med, at netop de havde en plads i Guds plan for mennesket.

Men Maria og Zakarias er også prototyperne på, hvordan vi som mennesker kan reagere på Guds Ord. Maria svarer da hun opsøges af englen – »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Hun stiller ingen spørgsmål – hun tror!

Zakarias derimod opsøges af englen, men kan stadig ikke tro det. Og mærker i stedet Guds magt, da han gøres stum – men  da Johannes fødes, ser han og han tror og anerkender Guds magt og får atter evnen til at tale.

Når jeg siger de er prototyper på menneskets forhold til tro og Gud, mener jeg selvfølgelig ikke, at vi alle sammen stilles overfor samme udfordringer eller hændelser, som de var ude for; men fælles for Zakarias og Maria og os, er at vi – når vi hører Evangeliet – ængstes eller tvivler, når det fulde omfang af forkyndelsen går op for os. For den sande tro fordrer, at vi prøver at handle som Jesu forkyndelse byder os. Og det er – ved vi alle sammen – ikke muligt til fulde at opfylde. Vi prøver, men vi fejler.

Som Paulus skrev i sit brev til menigheden i Rom

Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.

Romerbrevet, kapitel 7, 15

Men det må ikke hindre os i, som Johannes Døberen gjorde det, at arbejde for at berede vejen for Jesus. Måske kan vi tvivle på om vi kan, når vi møder modgang, men i dåbsbefalingen, der lød ved vores dåb, for vi ud over opgaven om at gå ud og forkynde det glædelige budskab, også løftet om at Jesus Kristus er med os alle dage – også i modgangen. Vi forsikres om, at vi alle har en plads i Guds plan.

***

Som jeg nævnte til en start, venter vi i dag på juleaften – denne tredje søndag i Advent. Vi venter på Jesu fødsel, hvor Gud kom til os som menneske for at frelse os.

Og måske skulle vi voksne, her i adventstiden, kigge på børnene. De kan ikke få nok af ventetiden. De glæder sig. De kan slet ikke vente. Fra de står op om morgenen til de ligger i deres senge, ja selv der – tænker de på, hvor mange dage der er til jul.

Den glæde burde vi finde frem og ikke bare i forhold til julen og Jesu fødsel, men også i forhold til løftet om Hans genkomst.

Den glæde bør overgå alt. Tænk engang. En ny himmel og en ny jord. En ny jord, hvor Gud selv skal være hos mennesket. Og hvor trængsel, tårer og pine ikke skal være mere.

Genkomsten er løftet om, at selv når det ser mørkest ud, skal vi huske, at der er et lys der skinner i mørket. Det lys er Jesus Kristus, som blev født julenat, og en dag skal komme igen.

Og vi kan passende lægge os Sankt Pauli ord på sinde, når han skriver, som vi hørte i epistellæsningen før:

I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme.

Amen!

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din e-mail herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg slås op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Højtider-Jul, Jesus Kristus, Kirkeåret-Advent og Jul

Tags: Elisabeth, Jesus, Jesus Kristus, Johannes Døberen, Jomfru Maria, Zakarias