Det levende vand
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«
Johannesevangeliet 4,5-26
Hvor stor er Guds kærlighed? Det viser Jesus os i dagens evangelium. Her ser vi, at det ikke betyder noget for Gud, hvem vi er: mand, kvinde, sort, hvid, ung eller gammel – det gør ingen forskel for Gud. Vi tilbydes alle sammen det levende vand.
Da vi møder Jesus i dagens Evangelium, er Han kommet til byen Sykar i Samaria. Samaria er et bjergrigt område, der strækker sig fra vest for Jordanfloden til den nordlige del af vestbredden. Og hovedbyen Samaria var engang hovedstad i kongedømmet Israel. Samaritanerne opfattede sig selv om jøder, men blev ikke betragtet som sådan, af de omkringboende jøder.
For samaritanerne havde i de andre jøders øjne begået en synd, der ikke kunne undskyldes. Samaritanerne nedstammede nemlig fra de jøder, som assyrerne, der århundrede forinden besatte landet, ikke sendte i eksil i Babylon i 720 f.Kr. Og da jøderne kom tilbage fra eksilet i 538 f.Kr. og fandt ud af at samaritanerne havde giftet sig med erobrerne, undgik de dem, selv om samaritanerne ellers gik ind for en streng overholdelse af Moseloven. Derfor udelukkede man dem blandt andet fra Templet i Jerusalem. Denne synd, at gifte sig med fremmede, betød for jøderne at samaritanerne var urene.
Så på vej til Galilæa kunne Jesus have gjort det, som enhver god jøde ville have gjort, simpelthen gået uden om samaritanernes område – men nej! I verset inden dagens Evangelietekst læser vi:
»så forlod han Judæa og vendte tilbage til Galilæa. Han måtte tage vejen igennem Samaria.«
Johannesevangeliet, kapitel 4, 3-4
Han måtte gå den vej, fordi det var det, Han var kommet for.
Og her møder Han en samaritaner. Og ikke bare en samaritaner, men en kvindelig samaritaner. Endda en kvinde der blandt sin egne blev betragtet som uren, fordi hun, som det kommer frem under mødet med Jesus, har haft fem mænd. Og derfor er kvinden er ude at hente vand midt på dagen, hvor varmen er allerværst, og de andre i byen holder sig inden døre – for at undgå de andres blikke og hån.
Og alligevel så gøre Jesus det utænkelige. Jesus indleder en samtale med hende. Og det er ikke bare høflighedsfraser, der udveksles mellem de to. De to taler sammen. Faktisk er det den længste samtale, vi hører Jesus føre med nogen i Evangelierne.
Jesus ved alt om kvinden, men Han tilbyder hende stadig det levende vand, sandhedens Ord og tager imod hende med åbne arme uden nogen fordømmelse.
Se, jeg bryder mig ikke meget om øvelserne som denne jeg nu vil bede jer om. Men for at understrege min pointe vil jeg gøre det alligevel. Hvis I kigger på de andre, der er til stede i Kirken.
Forestil Jer, at de andre vidste alt om Jer. Alle Jeres hemmeligheder, alle de ting I har gjort forkert. Jeres inderste, dybeste – ja, mørkeste – tanker. Hvordan ville de så reagerer? Hvordan ville Jeres egen familie reagere? Måske ville du blive behandlet som den samaritanske kvinde – bliver udstødt og set skævt til.
Så næste gang du selv bliver fristet til at dømme nogen ud fra farven på deres hud, deres køn, deres måde at leve på, så gå hjem og kig dig selv i spejlet. Tænk på, hvordan andre ville opfatte dig, hvis de vidste alt om dig.
For det billede du vil se i spejlet, er den samaritanske kvinde.
Men her er den glædelige nyhed. Den der kender alle vore tanker og handlinger er Jesus. Og vi ved, hvordan Han reagerer -Han viser os det igen og igen i evangelierne – Han tager imod os med kærlighed uanset, hvem vi er, og hvad vi har gjort!
Vi bliver alle tilbudt det levende vand. Du bliver også tilbudt Guds tilgivelse og kærlighed. Du bliver også taget imod med åbne arme, hvis du vil tage imod Ham.
Og når vi tager imod det levende vand, så skal vi lade det vand strømme over til vores næste. Vi skal se dem for det de er – en del af Guds skaberværk – en der er ligeså lige for Gud som vi er. Det er det der sker for den samaritanske kvinde. Hun flyder over af det levende vand.
***
Se dagens Evangelium stopper ved vers 26. Men jeg gå lidt videre i evangeliet, fordi det næste stykke i beretningen netop viser, hvad der sker, når vi lader det levende vand fylde os og flyde over.
»Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: »Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?« De gik ud af byen og gav sig på vej ud til ham.
Johannesevangeliet, kapitel 4,28-30
Læg mærke til, hvad den samaritanske kvinde gør. Hun går ud og spreder budskabet om Kristus. Hun bliver den første ikke-jødiske evangelist.
Hvad siger I så!?
Den første ikke-jødiske forkynder var en syndig kvinde, der var udstødt af samfundet og blev set ned på af de religiøse ledere – ikke bare af jøderne i Jerusalem, men også af samaritanerne.
Hun var langtfra perfekt, og hun vidste udmærket, hvad hun havde gjort galt – men i mødet med Jesus blev hun for første gang accepteret, for den hun var.
Og videre I beretningen står der:
»Mange samaritanere fra den by kom til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: »Han har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort.« Da nu samaritanerne kom ud til ham, bad de ham om at blive hos dem. Han blev der i to dage, og på grund af hans ord kom mange flere til tro.
JOhannesevangeliet, kapitel 4, 39-41
De kom ikke til tro, fordi hun nu var bedre end dem, hun var stadig en synder. Men de troede, fordi de kunne se en forandring. De så nu noget anderledes ved kvinden og blev nysgerrige.
Det er det, vi skal gøre i vores hjem, på vores arbejdspladser, i vores skoler, i vores lokalsamfund og i vores kirker. Vi skal gøre folk nysgerrige. VI skal ved vores eksempel føre folk til Kristus.
Vi skal se os selv i spejlet og erkende, at vi ikke er hverken bedre eller værre, end nogen anden Gud har skabt – men at også vi er Hans kære børn. Og så vil vi måske blive lidt forandret – opfører os lidt anderledes – være lidt mere overbærende og tolerante – og måske vil andre mærke det og vil vide, hvad der er sket. Og så kan vi fortælle dem – med ord om nødvendigt – om Jesus Kristus, der tager imod alle.
Amen
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Kategorier:Andagtsord, Bibel, Bibel-Johannesevangeliet, Jesus Kristus, Kirkeåret-Helligtrekongerstiden, Prædikener
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar