Prædiken – Septuagesima

Prædiken holdt i Måløv Kirke i 2018.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«

Matthæusevangeliet 25,14-30


I dagens Evangelium fortæller Jesus os en lignelse om en mand, der giver sine tre tjenere nogle talenter, altså penge, inden han rejser væk. To ud af de tre tjenere investerer pengene og giver deres herre afkastet, da han vender tilbage. Den tredje graver, af frygt for sin herre, sin del ned i herrens fravær, i stedet for at prøve at tjene flere. Og som tak får han skældud.

Men inden vi gør videre vil jeg fortælle Jer en lille historie om en mand, der ikke er bange og om nogle huller i jorden .

En ældre mand af italiensk afstamning, der boede alene i New Jersey, ville plante sine årlige tomatplanter. Men det var hårdt arbejde. Jorden var i området var ganske hård, og hans eneste søn – Vincent, der var medlem af mafiaen, der plejede at hjælpe til, sad i fængsel. Den gamle mands største ønske var at besøge sin søn i fængslet med friske tomater, men da han ikke kunne få dem plantet skrev han følgende til sønnen:

Kære Vincent,

Jeg ville ønske, jeg kunne besøge dig og give dig nogle tomater fra haven, som vi plejede at plante og spise sammen, da du var hjemme. Men jeg er blevet for gammel og orker ikke at grave haven op. Jeg ved, at du ville hjælpe mig med det, hvis du havde været hjemme. Kærlig hilsen Papa.

Få dage senere modtog manden et brev fra sønnen.

Kære Far,

Du må for alt i verden ikke forsøge at grave tomatbedet op. Det er der ligene af Store Sal og Lucky Paul ligger begravet. Kærlig hilsen Vinnie.

Allerede dagen efter brevet var kommet – kl. 4 om morgenen dukkede FBI – forbundspolitiet – og det lokale kriminalpoliti op hos den gamle mand. De havde opsnappet brevet i fængslet og var nu på sagen. Og i deres søgen efter de to lig omtalt i brevet gravede de hele den gamle mands tomatbed op. Men de fandt intet, undskyldte for besværet og forlod den gamle mand.

Dagen efter kom endnu et brev fra sønnen:

Kære Far,

Nu skulle bedet være klar til, at du kan plante dine tomater.

Jeg er ked af det, men det var det eneste jeg kunne gøre under omstændighederne.

Kærlig hilsen, Din Vinnie.

***

Se, jeg skal komme tilbage til, hvad denne lille historie har at gøre med dagens Evangelielæsning. Men lad os først se på, hvad der sker i Evangeliet.

Vi befinder os kort tid før Jesu lidelse og død. Og Jesus prøver gennem en række lignelser at forberede sine disciple på tiden som kommer; det vil sige, hvad de har i vente og hvordan de bør handle i Hans fravær.

Og da Han sidder med dem, fortæller Han dem lignelsen om de betroede talenter.

Lignelsen går i korthed ud på, at de tre tjenere får henholdsvis, fem, to og en talent. En talent er en målenenhed for ædelmetal eller møntenhed, der svarede til ca. en årsløn i det antikke Judæa og altså en stor sum penge.

Den første af tjenerne, ham der havde fået fem talenter, går straks hen og handler og tjener det dobbelt, og det samme gør den anden tjener, ham der havde fået to talenter. Men den tredje tjener vælger derimod, at grave den ene talent som han har fået betroet ned og gemme den til hans herre kommer tilbage.

Da husets herre vender tilbage, roser han de to tjenere, der har fordoblet pengene, men skælder ud på han, der har gravet den ned. Tjeneren undskylder sig med, at han var bange for herrens reaktion, hvad nu hvis hans investering var gået galt? Men han bliver irettesat og hans talent givet til en anden tjener, og bliver derefter som der står: kastet ud i mørket udenfor.

***

Umiddelbart lyder det som en historie om en mand, der forventer at hans tjenere skal fordoble hans formue, mens han selv er væk.

Men lignelsen er en måde, hvorpå Jesus fortæller os noget om Gud.

Først skal det lige nævnes, at møntenheden talent og vores betydning af ordet talent eller værdi er faktisk forbundne. Vi genkender ordet fra den tyske middelaldermønt thaler og den danske daler. Men det er også en benævnelse for værdi eller talent, som at have talent for noget.

Og når vi hører lignelsen med dette i baghovedet, bliver lignelsen mere klar.

Herren – det vil sige Jesus  – har givet de tre tjenere talenter – og som det er her i livet har folk forskellige talenter af forskellig størrelse – ligesom de tre tjenere.

Og så forlader Herren dem. Og her skal vi huske det er lige op til tiden, hvor Jesus går bort. Men her taler Jesus ikke kun på tiden efter Hans død og opstandelsen tre dage senere. Han taler om den tid, der går fra Himmelfarten til den yderste dag, hvor Han som vi siger i Trosbekendelsen skal komme tilbage og dømme levende og døde.

De tre tjenere – altså de der bekender sig til Kristus – har fået disse talenter betroet af Ham. Og det er nu op til de tre, hvordan de vil bruge deres talent til at sprede budskabet om Kristus.

Den første og den anden tjener har brugt deres talenter, altså deres evner, godt og spredt det glædelige budskab om Kristus, frelsen og det evige liv. Og de bliver belønnet.

Men den tredje tjener holder det glædelige budskab for sig selv. Han deler det ikke med andre. Han gør Himmeriget og Guds kærlighed til noget, der kun gælder ham. Og da Herren spørger ham, hvorfor han har gravet talenten ned – altså ikke brugt sin evner – sit talent – på at fortælle om Kristus, svarer han:

Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er.

***

Tjeneren brugte ikke sit talent af frygt for, hvad der ville ske, hvis han fejlede og måske af frygt for, at talentet ikke rakte langt nok.

***

Og her er den tredje tjener nok ikke så anderledes end mennesket i almindelighed. Vi har alle nogle talenter – nogle styrker eller medfødte evner om man vil.

Tag nu for eksempel organisten der spiller i kirken. Organisten har fået en gave, når det kommer til musik. Når han eller hun sætter sig ved tangenterne, kan hun forvandle de snørklede noder til skøn musik, som vi kan drømme os bort til eller som kan samle os i sang.

Jeg for min del – kan ikke spille på noget instrument. Måske har jeg har talent for at tale – jeg taler i hvert fald meget, ifølge min hustru. Og det jeg taler om, er ikke altid er lige interessant – ifølge mine børn.

Men sagen er at vi alle sammen har et talent eller en gave. Et talent som vi ikke bør lade gå til spilde. Tænk bare på kirken her (Måløv Kirke blev prædikenen holdt i). I historiebøgerne finder vi navnene på dem, der stod bag opførelsen af kirken – vi ved at Hvide-slægten ejede kirken frem til 1286. Hvide-slægten var den slægt som gamle Biskop Absalon kom fra. Og vi ved at en del af kalkmalerierne er udført af det man kalder Jørlundeværkstedet omkring 1150-1175. Men de såkaldte almindelige mennesker, der byggede den, håndværkerne, havde nogle enestående talenter. Men det er de evner som murerne, træskærerne, arkitekten, malerne, stenhuggerne og mange andre  havde, der gør at denne kirke står over 850 år senere, og giver os et sted at samles til gudstjeneste.

Kigger man på menigheder landet over vil man kunne se, hvordan folk bruger deres talenter til gavn for andre. Nogle laver mad til arrangementer, nørkleklubber strikker og hækler ting som de sælger, hvorved der samles penge sammen til julehjælp, i byerne er der frivillige i kirkerne, der driver caféer for hjemløse, der er frivillige der laver arrangementer for enlige, der er frivillige der arbejder i menighedsrådene og er med til at drive de lokale sognekirker.

Men vi er ofte bange for, at udnytter de talenter vi har. Vi er bange for at fejle eller for ikke at gøre det godt nok – eller lige så godt som de andre. Måske er jeg god til at spille fodbold, men måske er du eller du bedre, så frem for at risikere ikke at være lige så god lader jeg helt være.

Se bare på lignelsen. Den ene har fem talenter – en anden to – begge fordobler de deres indsats. Alt efter evne eller overskud bruger de deres talenter. Men den tredje gemte sit talent. Han valgte at holde sig til det sikre ved ikke at gøre noget.

Han brugte ikke sit talent til at sprede budskabet om Jesus Kristus. Og vi hører at Herren siger til ham:

Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.

Det vil sige, at den der arbejder for Gud, skal få af Gud.

***

Se, jeg lovede at vende tilbage til gangsteren Vincent og tomatplanterne.  Vincent var jo tydeligvis ikke Guds bedste barn, siden han tilbringer tiden i fængslet. Men alligevel er han netop eksemplet på, hvordan vi bør handle. Det han gjorde, da hans far havde brug for det, var at udnytte den viden han havde – måske hans talent kunne man sige – om hvordan systemet fungerer. Han vidste at ethvert brev, der blev sendt fra fængslet ville gå gennem censuren – altså blive åbnet og læst af myndighederne – og han vidste, at de straks ville reagere på det, og dukke op for at grave bedet op i deres søgen efter beviser – og dermed gøre jorden klar til at der kunne plantes tomatplanter. Han gjorde det, som han havde mulighed for – det der var muligt efter omstændighederne – for at hjælpe sin far.

Man kan sige, at det er en lille lignelse i sig selv. Vincent er elsket af sin far, ligesom vi er elsket af Gud, og han ved, at hans far har brug for ham. Og selvom han sidder i fængsel – selvom han har problemer – elsker hans far ham stadig og vil dele frugterne fra planterne med ham. Så Vincent gør alt, hvad han kan for sin far, derfra hvor han befinder sig og med de muligheder han har.

***

Det både Jesu lignelse og historien om Vincent fortæller os er, at vi – når vi deler budskabet om Jesus – ikke skal være bange. Vi skal ikke være bange for ikke at slå til – for ikke at gøre det godt nok. Vi skal ikke gøre som tjeneren der gravede sin talent ned. For vi gør det godt nok, hvis vi prøver. Ja, vi har en pligt til det. Det er Gud der har skabt os med de talenter, vi hver især har fået. Og at lade være med at bruge talenterne, er det samme som ikke at lade Guds Skaberværk udfolde sig. Det gælder både i troen og i hverdagslivet.

Og vi skal heller ikke være bange for at bruge vores talenter af frygt for, at der går noget fra os selv, når vi gør det. For det at dele budskabet betyder ikke, at vi selv mister det eller at det mister værdi. Forestil Jer at vi alle sammen her har et stearinlys. Men kun et af dem er tændt. Hvis en anden tænder sit lys ved flammen på det ene lys, og en tredje tænder der ved flammen på det andet lys osv. osv. vil lyset fra skæret fra lysene skinne stadig kraftigere, men lysskæret bliver ikke mindre på nogle af lysene.

Vores kærlighed bliver ikke mindre af at vi deler den. Det eneste der kan ske, er at der bliver mere kærlighed i verden – og det er jo ikke så skidt endda, vel? Og det samme kan siges om Evangeliet og vores kærlighed til Gud. Den bliver ikke mindre af at dele den med andre og lade andre få del i troen. Vi skal ikke være bange for at tale om Gud, men derimod glædes ved at kunne dele vores tro med andre.

Og Guds kærlighed er grænseløs. Der er nok til alle. Der er ikke nogen, der hvis de bekender Kristus som Herre og Frelser, ikke er omfattet af Hans kærlighed.

Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.

Amen

***

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din e-mail adresse herunder, så er du sikret besked, hver gang et nyt inlæg lægges op på bloggen!



Kategorier:Andagtsord, Bibel-Matthæusevangeliet, Mission, Prædikener

Tags: , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Brother Schoenberg

Faith - Bible - Church - Liturgy - Society

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: