Selv om Påsken er den største fest i Kirken, så fejres den langt fra med samme iver som julen. Var vi lige så optaget af påsken som af julen var butikkerne allerede fyldt med påskevarer, vi ville begynde at gå og nynne de kendte og elskede påskesalmer, medens vi planlagde påskemiddagen og påskefrokosten og utålmodigt talte dagene til dagen for Kristi opstandelse.
Og burde det ikke være sådan!? Som Paulus skriver det i sit første brev til menigheden i Korinth:
…er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves.
1. korintherbrev, kapitel 15, 14-17
Det er opstandelsen der er fundamentet for kristendommen. Det er med Kristi opstandelse, at vi gives løftet om det evige liv.
Derfor fejrer vi også opstandelsen hver søndag i kirken.
Men burde vi ikke være mere opmærksomme og optaget af at forberede os på påskens glædelige begivenhed – Opstandelsen!?
Herunder har jeg samlet nogle forslag til, hvordan du kan forberede dig på Påsken.
1) Deltage i Fastetidens gudstjenester
Det er næsten for oplagt, men jeg har taget den med på listen alligevel.
Der er ikke nogen bedre måde at forberede sig på opstandelsesdagen på end at lytte til Guds ord og deltage i messens fejring. Det er ved gudstjenesten, at vi hører det glædelig budskab om Frelsen i Kristus og ved nadveren får del i Ham.
Har du svært ved at nå søndagens højmesser, så hold øje med de lokale kirker og se om de har aftengudstjenester.
2) Faste
Formålet med faste er at give afkald på hverdagens goder og i stedet rette sin opmærksomhed mod Kristus. Det er en måde, hvorpå vi er opmærksomme på Jesu ord:
Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Johannesevangeliet, kapitel 6,35
I dag er det de færreste, der faster som vi gjorde i middelalderen – blandt andet på grund af at vores arbejdsliv og hverdag er anderledes. Men ved at give afkald på noget retter vi blikket væk fra vores egen lyst og mod Kristus.
Man kan eksempelvis i fastetiden afstå fra søde sager, alkohol, cigaretter eller andet man sætter pris på. Nogle vælger at sætte forbruget af deres ”laster” ned eller afstå fra det én dag eller to dage om ugen.

3) Faste fra sociale medier
Sociale medier og streamingtjenester fylder meget i vores hverdag. Vi bombarderes konstant med notifikationer på telefon og computere, der kræver vores opmærksomhed – og fjerner den fra verden omkring os; venner, familie og ikke mindst Gud.
Fasten er en kærkommen mulighed for at skrue ned for de sociale medier. Man kan slukke sine notifikationer og sætte en halv time af om dagen til at tjekke sin Facebook, instagram eller andet. Eller man kan være ekstra ”cool” og skrive til sine bekendte og venner ”jeg faster fra sociale medier frem til påske” – og lur mig, om der er sket særlig meget i den tid man har været væk. Jeg tror, de fleste vil opdage at de egentlig ikke går glip af noget.
4) Lav påskepynt
En god idé at bruge tid med familien eller alene, hvis man holder af håndarbejde, er at lave påskepynt til at pynte hjemmet til påske.
Man kan låne mange bøger på bibliotekerne med idéer til påskepynt. Man kan også benytte en internettjeneste som Pinterest, hvor brugerne deler idéer og instruktioner til eksempelvis påskepynt. Gå ind på Pinterests hjemmeside, skriv påske i søgefeltet og så er der masser af idéer. (BEMÆRK: Dette er ikke en reklame for Pinterest. Man skal vist oprette en profil for at få adgang – det har jeg i hvert fald gjort).
5) Velgørenhed
En måde at forberede sig på Påsken er at støtte et velgørende formål. Man kan vælge at give et bidrag til kirkens sociale arbejde, nødhjælpsorganisationer eller deltage i frivilligt arbejde.
Forslag: Gør det til en familiedag. Ryd op på loftet, kælderen og resten af hjemmet og tag alle de ting som ikke bruger mere eller man har i overskud og give til en velgørende organisation som Kirkens Korshær. Man får ryddet op i hjemmet, hjælper andre og lærer samtidig børnene, at de også kan være med til at hjælpe ved at dele ud af deres overskud.
På Kirkens Korshærs hjemmeside finder du nærmeste butik – se deres hjemmeside her.
6) Bøn
Bøn er en vigtig del af troslivet, men i en travl hverdag kan det være svært at finde tid til fordybelsen.
Sæt tid af hverdag – evt. flere gange om dagen – i toget eller i bilen (når man holder stille inden eller efter man har nået sit bestemmelsessted – hold fokus på vejen, når du kører) på vej på arbejde, i en pause, inden sengetid.
Forslag: Tag din telefon, kør igennem dine kontakter, stands ved en vilkårlig kontakt og bed en bøn for personen. Du kan også skrive lave en liste over venner, bekendte og familiemedlemmer og bede for en hver dag.
Forslag: Er dit Fadervor blevet lidt rustent kan fastetiden bruges til at genopfriske det. Du kan finde det her.

7) Bibellæsning
Afsæt tid til at læse i Bibelen hver dag.
8) Andre idéer – de lidt skæve
Bad kun i lunkent vand
Sov uden hovedpude
Læs et indlæg på bloggen her du ikke har læst før – der er over hundrede at vælge imellem.
Jeg håber, at I kan bruge nogle af ovenstående idéer.
Har du nogle idéer, som du selv har prøvet eller hørt om, så tøv ikke med at dele dem med bloggens andre læsere ved at oprette en kommentar.
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Gå ikke glip af nye indlæg på bloggen! Skriv din e-mailadresse herunder og få besked hver gang et nyt indlæg slås op.
Kategorier:Bøn, Bibel, Diverse, Gør det selv, Højtider, Højtider-Påske, Kirkeåret-Faste, Kirkeåret-Påske, Kristenliv
Skriv et svar