Kristuskransen – et redskab til bøn

Jeg har i et tidligere indlæg om bøn nævnt Kristuskransen og Rosenkransen som værktøj til et rigere bønsliv.

I dagens indlæg ser vi nærmere på, hvad Kristuskransen er og hvordan man kan bruge den. Jeg blev introduceret for den af Morten Miland Samuelsen, præst ved Haraldskirken i Gladsaxe, og har været utrolig glad for den.

Kristuskransen er skabt af den svenske biskop emeritus Martin Lönnebo, som en bedekrans der er ikke-konfessionel (dvs. ikke beregnet til en bestemt kristen retning).

Kristuskransen består af 12 runde perler og 6 aflange perler. Hver perle i kransen har sin egen bøn.

Der er blevet forfattet mange forskellige bønner til Kristuskransen. Jeg har i dette indlæg valgt at bringe to eksempler på bønner, der kan bedes med kransen. Den ene bøn kommer fra Martin Lönnebos egen bog om Kristuskransen (med samme navn – se nedenfor) og den anden er Fadervor-bønnen tilpasset Kristuskransen.

Det tager måske noget tid, før man får lært Martin Lönnebos bønner til Kristuskransen udenad, men når først man kan huske dem, kan man fordybe sig i bønnen. Og fordelen er at Kristuskransen nemt kan ligge i lommen eller bruges som armbånd, så man, hvad enten man er i bussen, ude at gå eller andet, kan finde den frem og lade perlerne glide gennem fingrene, mens man beder.

Martin Lönnebos bøn med Kristuskransen

Jeg har som nævnt lavet denne vejledning med udgangspunkt i Martin Lönnebos egne ord og har tilføjet egne kommentarer til bønnerne. Skriftstederne i parentes henviser til skriftsteder, der kan knyttes til bønnen.

Inden man begynder at bede slås korset tegn (fra hoved til bryst, fra venstre til højre skulder) og man siger ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Herefter begynder man med ”Gudsperlen”, der er den største af perlerne på kæden, hvorefter man går perlerne igennem en efter en og beder den bøn, der er knyttet til hver enkelt perle.

Min egen Kristuskrans
Gudsperlen (den store i toppen) er lidt slidt.
Man begynder med Gudsperlen og går mod højre.

Gudsperlen (guld)

Du er grænseløs,
du er nær,
du er lys
og jeg er din

Her takker vi for at Gud, trods Hans allestedsnærværelse som universets Herre, også kom til os i Jesus Kristus og stadig er hos os ved sin Helligånd. Vi takker for, at Han blev lyset i menneskers mørke, og vi bekender, at vi tilhører Ham.

Stilhedsperle (aflang af træ)

Jeg udånder min ensomhed
Jeg indånder at jeg er din
Jeg udånder min opgivenhed
Jeg indånder dit livsmod

Vi takker for, at vi aldrig er alene. Ensomheden, som vi til tider kan føle, kan vi give slip på i visheden om, at Kristus aldrig lader os alene. Hos Ham kan vi også finde styrke til at møde livet, selv når vi er ved at give op.

Jegperlen (perlemor)
Jeg er lille, men dog stor,
for i mit hjerte Gud bor

Selv om vi kun er små brikker i Guds store Skaberværk, så er vi, fordi vi er skabt i Hans billede og fordi vi er villet af Ham, alligevel store og har enorm værdi for Gud.

Dåbsperlen (hvid)
Herre, vis mig din vej
og giv mig mod til at gå den.

Dåbsperlen minder os både om vores dåb, men også om efterfølgelse, som eksempelvis; hvordan Jomfru Maria tog den store opgave, som Gud gav hende på sig eller buddet om efterfølgelse af Kristus om vi får ved dåben.


(Luk 2,1-20, Matt 3,13-17, Luk 9,46-48, Joh 3,1.-7)

Stilhedsperle (aflang af træ)

Ørkenperlen (træ)

Rens mig, Herre, så jeg bliver ren

Vi beder til, at Gud vil tilgive os og rense os fra vores synd. Ørkenperlen giver os mulighed for at meditere over mislykkethed, at gøre eller lide ondt og tilgive og søge tilgivelse.

(Matt. 4,1-11, Salme 51)


Stilhedsperle (aflang af træ)

Bekymringsløshedsperlen (blå)

Ingen er så tryg i fare
som Guds lille børneskare
fuglen ej i skjul bag løvet
stjernen ej højt over støvet

Her kan vi lægge vores bekymringer hos Gud med vished om, at vi er sikre i Hans varetægt, som små børn er det hos deres forældre.


(Matt 5,1-10, Matt 6,24-34, Fil 4,4-9, 1 Pet 5,7)

Stilhedsperle (aflang af træ)

Kærlighedsperlen (rød)

Du som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet.

Vi beder til, at det offer Jesus Kristus gjorde for os på korset, gør at vi sætter pris på det nye liv, som vi er blevet skænket; et liv i frihed.


(Luk 23,32-46, 24,13-43, Joh 3,16, Rom 5,1-11)

Offerperlen (rød)

Alle mine ord og tanker;
Jesus, lad dem glæde dig.

Vi beder til, at vi gennem vores livsførelse – i tanke såvel som tale – glæder Jesus. At vi lever et liv i overensstemmelse med Hans bud og i efterfølgelse af Ham, hvor vi hjælper andre, både næsten vi møder i hverdagen og mennesker over hele verden.

(Joh 19,25-30, Joh 21,15-19, Joh 15,8-13)

Hemmelighedsperler (3 perlemor)

Hemmelighedsperlerne er tilegnet dine helt egne bønner; dem eller det du tænker på.

Nattens perle (sort)

Nu lukker jeg mit øje,
Gud Fader i det høje,
i varetægt mig tag.

Bønnen retter sig mod modgangen vi møder; sorg, død, ensomhed, forladthed, lys i mørket.

(Luk 22,39-46, 1 Mos 28,10-19)

Stilhedsperle (aflang af træ)

Opstandelsesperlen (hvid)

Jeg er din og du er min
evig er din kærlighed

(Joh 20,1-21, Åb 21,1-6, 22,1-5)

Her rettes tankerne mod opstandelsen, det evige liv, nyt liv i denne verden, håb, påske og nye muligheder.

Stilhedsperle (aflang af træ)

Gudsperlen (igen)

Her afsluttes med Fadervor:

Fader vor, du som er i Himlene
Helliget blive dit navn
Komme dit Rige
Ske din vilje
Giv os i dag vort daglige brød
Forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere
Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde, thi Dit er Riget og magten og æren i evighed. Amen
!

Fadervor med Kristuskransen

Fadervor med Kristuskransen kan bruges til fordybelse i vores mest kendte og elskede bøn. De syv individuelle bønner, der udgør Fadervor-bønnen, bedes ved hver perle. På den måde kan man ved, hver bøn stoppe et øjeblik og tænke over netop den individuelle bøns betydning.

NB: (De to kærlighedsperler udgør en bøn)

Gudsperlen: Fader vor, du som er i Himelene
Jegperlen: Helliget blive dit navn
Dåbsperlen: Komme dit Rige
Ørkenperlen: Ske din vilje
Bekymringsløshedsperlen: Giv os i dag vort daglige brød
1. Kærlighedsperle: Forlad os vor skyld
2. Kærlighedsperle: som også vi forlader vore skyldnere
Nattens perle: Led os ikke i fristelse
Opstandelsesperlen: Men fri os fra det onde
Gudsperlen (igen): Thi Dit er Riget og magten og æren i evighed. Amen.


Man kan købe Kristuskransen hos Bibelselskabet.dk

Der er også lavet en Kristuskrans med en grøn perle, der retter tankerne mod omsorg for Skaberværket.

Herunder er nogle bøger om Kristuskransen, som er værd at læse for folk, der vil prøve kræfter med denne bønsform.

Kristuskransen, den første bog, som introducerede kransen (kan købes hos eksistensen.dk)

Livets perler, en introduktion til Kristuskransen for folk, der slet ikke kender til kristen spiritualitet endnu. (Kan købes hos saxo.dk)

Kærligheden og Livets perler, en fortsættelse til ovennævnte med lidt mere bibel og salmevers. (Kan købes hos saxo.dk)

Bibelens perler, en otte ugers gennemgang af centrale bibeltekster med Kransen. (Kan købes hos Bibelselskabet.dk)


Tusind tak til Morten Miland Samuelsen for introduktionen til Kristuskransen og for materiale til dette indlæg.

Har du nogle erfaringer med Kristuskransen, eller bønner du selv har lavet eller bønner andre har lavet, som du bruger med Kristuskransen, så del dem med os andre i kommentarerne herunder.

God fornøjelse!

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg


Tilmeld dig herunder med din email-adresse og få besked ved nye indlæg.



Kategorier:Bøn, Debat, Diverse, Gør det selv, Jesus Kristus, Kristenliv, Mission, Teologi

Tags: , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

katolskliv.dk/

Katolsk Liv │ EWTN Danmark │ Livet som katolsk kristen

Brother Schoenberg

Faith - Bible - Church - Liturgy - Society

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: