Den fortabte søn vender hjem

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Lukasevangeliet 15,11-32

Hovedanliggendet i lignelsen, som Jesus fortæller i dagens Evangelium, kan koges ned til to korte budskaber: Budskabet om Guds tilgivelse af den angrende og budskabet om advarsel mod hovmod.

I lignelsen hører vi om en bondes to sønner; Begge arbejder hos deres far, men den yngste rejser, efter at have fået sin arv udbetalt på forskud, ud i verden for at nyde det søde liv. Den ældste søn derimod bliver hos sin far og er lydig mod ham. Men efter at have levet nogen tid i sus og dus har den yngste søn snart formøblet hele sin arv. For at klare dagen og vejen tager han arbejde som svinehyrde, men kan ikke engang spise sig mæt i svinenes mad, og beslutter sig for at vende hjem til sin far og bede om tilgivelse.

Brødebetynget vender han hjem med et håb om, at få lov at blive og om ikke andet kunne spise sig mæt som daglejerne. Men da han vender hjem venter en overraskelse; hans far ikke bare tilgiver ham, men lader ham iklæde den fineste festdragt og slagter fedekalven for at fejre hans hjemkomst. Men da festen for den før fortabte, nu hjemvendte, søn er i fuld gang, vender den ældste søn tilbage fra marken. Han konfronterer sin far og klandrer ham for ikke at give ham samme gode behandling; han er dog trods alt forblevet hos ham og tjent ham trofast. Men faren svarer ham: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.

Lad os prøve at udlægge lignelsen. Faderen i lignelsen er Gud og de to brødre er de troende. Den yngre bror lader sig friste af verdens goder og forlader gården – altså vender ryggen til Gud. Den ældre bror bliver hos Gud, forbliver i troen, og arbejder for Gud.

Efter noget tid går det op for den yngre bror (troende), at det liv, som han havde forestillet sig som værende frit og meningsfyldt, i realiteten er hult og fattigt uden Gud. Han vender sig derfor atter mod Gud og beder om tilgivelse – men tror ikke han kan få den. Men Gud ikke bare tilgiver ham, men glædes over, at han er vendt tilbage.

Da den ældre bror – der er forblevet tro mod Gud – ser hvordan den yngre bror fejres, trods hans tidligere frafald, bliver han misundelig. Hvorfor bliver han ikke fejret – han har jo hele tiden gjort, hvad Gud ventede af ham? Gud fortæller ham, at fordi han jo netop er blevet hos Ham, har han allerede del i alle Guds goder, hvorimod den yngre søn, før var død – det vil sige, ikke have del i det evige liv – nu igen har valgt livet.

Lignelsen viser os på en gang Guds nåde og tilgivelse, og er samtidig en advarsel mod at tro, at vi er bedre end andre troende og har en særlig status hos Gud, der berettiger os til mere hos Ham end andre.

Lad os tage tilgivelsen først: Det er nemt for os, som troende, at blive fristet som den yngste bror, eller for at blive i vores udlægning, den nye troende. Der er mange ting, man kan blive fristet af. Og til tider er det ikke verdslige goder, der får os til at vende os bort fra Gud; det kan være magt, forfængelighed, stolthed blandt meget andet. Disse fristelser kan få os til at vende os bort fra Gud. Når vi lyver, er utro, bagtaler, sladrer, overser næsten, der har behov for hjælp eller i vores optagethed af os selv gør andre ondt – ja, når vi ignorerer alle de ting, som vi ved, Gud ønsker af os, synder vi. Selv om det umiddelbart kan virke uskadeligt eller ligegyldigt, så sker det (forhåbentligt) for os, at vi, som den yngste bror, indser alvoren i vores synd og igen ønsker at komme ind i et ret forhold til Gud. Men vejen tilbage kan synes lang, og man kan tænke, at det ikke kan lade sig gøre. Man kan overbevise sig selv om , at man er kommet for langt væk fra Ham til at komme tilbage. Jeg valgte jo trods alt selv, at gøre det jeg gjorde! Så hvorfor skulle Gud tilgive mig?!

Men det er netop det, der er det glædelige budskab! Han er altid klar til at tage imod os – selv hvis vi fejler – hvis vi angrer af et oprigtigt hjerte, står Han klar til at tage imod os!

Den anden lære vi kan drage af lignelsen er en advarsel mod hovmod. Det hovmod det er at tro, at vi har en højere stjerne hos Gud end andre troende – at tro vi er bedre kristne end andre! Og det er ikke så ualmindeligt, som man skulle tro. Man ser f.eks. ofte på sociale medier, hvordan nogle kristne har travlt med at nedgøre andre, der ikke tror nøjagtig på samme måde som de selv, eller irettesætte og skose andre, der ikke lever et liv, som de mener er i overensstemmelse med deres udlægning af Bibelen. De glemmer, at Kristus selv netop kom de mennesker der var fanget i synd, i møde med kærligheden og tilgivelsen. Han ønskede, at de vendte sig til Gud, og fordømte dem ikke på forhånd. Dem Han fordømte var de, der ikke forstod ånden i Loven. Jesus var barmhjertig – det skal vi også være, hvis vi vil kalde os efterfølgere af Kristus. Vi hjælper ingen ved at fordømme dem, men derimod ved at tage imod dem, som Jesus ville have gjort. Hvis vi kun ser på bogstavet og ikke ånden, ender vi som farisæerne, der ærede Gud med munden, men ikke med hjertet.

Den måde at tænke på, hvor vi sætter os i Guds sted og dømmer andre, fører til hovmod, om hvilket der i Ordsprogenes Bog står:

Hovmod går forud for ulykke,
overmod går forud for fald.
Hellere være beskeden blandt ydmyge
end dele bytte med hovmodige.

Ordsprogenes Bog, kapitel 16, 18-19

Vi har som Jesus-troende af Ham selv fået til opgave at føre folk – både de der ikke kender Ham og de der har mistet Ham af syne – tilbage til Gud. Og vi skal glæde os over enhver, der finder hjem til Gud.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Kategorier:Andagtsord, Bibel, Bibel-Lukasevangeliet, Jesus Kristus, Kirkeåret-Trinitatistiden, Kristenliv, Mission, Prædikener, Trinitatis

Tags: Andagtsord, Den fortabte Søn, Jesus, Jesus Kristus, Lukasevangeliet, Ordsprogenes Bog, Prædiken