Sælges ikke to spurve for en skilling?
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«
Matthæusevangeliet 10,24-31
I dagens Evangelium taler Jesus til sine disciple om frygt – eller rettere, at disciplene ikke skal frygte.
Baggrunden for denne tale skal findes i det der gå forud for teksten, hvorfra dagens tekst stammer.
Her sender Jesus disciplene ud for at forkynde Evangeliet, med ordene:
Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud.
Matthæusevangeliet, kapitel 10,7-8
Det er et stærkt og opløftende budskab; Jesus giver dem magten til at gøre undere. Men snart efter følger advarsler om deres forestående færd:
Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer. Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne.
Og I skal hades af alle på grund af mit navn.
Matthæusevangeliet, kapitel 10, 16-18; 22a
Slog man sådan en jobbeskrivelse op, tror jeg, det ville være småt med ansøgninger.
Og var disciplene opstemte og spændte ved udsigten ved den forestående store opgave, der var blevet dem pålagt, kan man forestille sig, hvordan tvivlen nu sætter ind og begejstringen kølnes en smule. Udsigten til at være får blandt ulve, blive udleveret til domstole, statholdere og konger, blive pisket i synagoger og som bonus oven i købet blive hadet af alle, var nok ikke det de havde håbet at høre.
Jesus ser tvivlen i deres ansigter og mærker uroen i deres hjerter. Derfor opmuntrer Han dem og forsøger at indgyde dem mod. Disciplene skal ikke frygte mennesker, der kun kan slå legemet ihjel, siger Han, men derimod kun frygte Gud, der holder deres sjæl i sin hånd.
Frygt er en underlig størrelse. I Den Danske Ordbog defineres ordet frygt som:
”(en) stærkt ubehagelig følelse fremkaldt af en forestilling om at nogen eller noget er farlig, truende eller vil påføre én smerte, ulykke el.lign.”
Den Danske Ordbog; opslag: frygt
Det er en grundfølelse – eller rettere et grundvilkår – i den menneskelige tilværelse. Når vi står overfor tilværelsen i alle dens facetter, sniger frygten sig ofte ind. Vi kan frygte at miste vores arbejde, vi kan frygte en forestående eksamen, vi kan frygte at se fjollede ud i andres øjne, vi kan frygte ikke at være elsket, vi kan frygte skilsmisse, sygdom, død, vold, krig, naturkatastrofer, familiesammenkomster – ja, der er mange ting vi kan frygte, og denne frygt kan vise sig at være velbegrundet eller irrationel.
Og frygt for det der måske kan ske, kan være lige så invaliderende for et menneskes liv, som hvis det man frygter kan ske – faktisk sker! Det værste der kan ske er, at man overmandes af frygten, så livet går i stå. I USA opstod der som følge af børskrakket i 1929 en økonomisk depression, der også satte sig i befolkningen og deres virkelyst og optimisme og således gennemsyrede hele samfundets syn på fremtiden. Da den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt (1882-1945) i 1933 blev indsat som præsident, talte han direkte ind i denne frygt, der havde sat sig så dybt i folk:
Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv – den navnløse, uargumenterede, uberettigede rædsel, som lammer nødvendige bestræbelser på at vende tilbagetog til fremgang.
Franklin D. Roosevelt, 1933
Det Roosevelt siger er, at det vi frygter, i langt de fleste tilfælde er ubegrundet, men hvis værste konsekvens kan være – ikke opfyldelsen af det vi frygter – men at vi på grund af frygten, holder os tilbage fra at leve fuldt ud og bruge vores potentiale fuldt ud. Det gælder både i mindre grupper; som arbejdspladser, familier, menigheder og i samfundet, så vel som i det enkelte menneskes liv. Hvis vi lader os overmande af frygten, kan vi ikke gøre det, der er nødvendigt for hverken os selv, vore nærmeste eller for det større fællesskab vi er en del af. Og vi kan ikke gøre det, som Gud ønsker af os.
For disciplene, der stod overfor at blive sendt ud i verden og forkynde Evangeliet, var frygten særdeles velbegrundet. Ja, ifølge traditionen led alle disciplene martyrdøden (undtaget Johannes der døde i eksil og Judas Iskariot, der hængte sig selv efter sit forræderi).
Altså: Frygten kunne have afholdt disciplene fra at forkynde Evangeliet frit. Derfor forsikrer Jesus dem om, at de ikke behøver at frygte nogen eller noget med henvisning til Gu almagt;
»Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.«
En spurv var på Jesu tid billig spise for de fattigste jøder. Og for bare en skilling kunne man købe to spurve, hvilket vi også ser i Lukasevangeliet, hvor der står at fem spurve kan købes for to skilling. Så spurven var ikke en særlig værdifuld fugl.
Netop derfor bruger Jesu spurvene som eksempel. For hvis Gud Fader, skaberen af Himmel og jord og alt levende på den, ikke lader selv den mindste spurv dø uden, at Han er med den, så kan vi være forsikret om, at Han er med sine egne udsendinge. Ja, Han er ikke bare med dem. Han har talt, hver hår på deres hoveder. Han kender dem bedre end de kender sig selv.
Og som kristne kan vi bruge den viden til at overvinde frygten. Gud er med os og har omsorg for os. Og vi kan have tillid til at Han, selv i modgangstider, aldrig glemmer os.
De trøstende og betryggende ord skal vi som kristne også huske i dag. For også i vore dag er verden fjendtlig overfor Evangeliet og Kirken. Man forsøger fra forskellig side at afkristne Evangeliet. Man ønsker at reducere det til en moralsk rettesnor, der har bibragt os nogle gode værdier som kærlighed, tolerance og overbærenhed, som vi kan bruge i vores postmoderne samfund.
Men tager vi kun det, som vi kan lide fra Evangeliet og smider resten væk – så er det ikke længere kristendom. At være kristen er at bekende Jesus Kristus som Herre og Frelser og vende os til Gud og stole på Hans nåde og kærlighed. At være kristen er at tro på den Treenige Gud; Faderen og Sønnen og Helligånden. At være kristen er at møde folk med kærlighed og overbærenhed, når man fortæller dem om det glædelige budskab; at døden er overvundet og vi har fået løftet om det evige liv.
Det er det, som vi uden frygt skal forkynde for verden, også når vi møder modgang. Det er den frygtløshed og frimodighed, som vi skal holde hinanden og kirken fast på i tillid til de ord, som vi læser i Hebræerbrevet:
For Gud har selv sagt: »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.« Derfor kan vi frimodigt sige:
Hebræerbrevet, kapitel 13, 5b-6
Herren er min hjælper,
jeg skal ikke frygte,
hvad kan et menneske gøre mig?
Og for det glædelige budskab siger vi:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Kategorier:Andagtsord, Bibel-Matthæusevangeliet, Jesus Kristus, Kirkeåret-Trinitatistiden, Prædikener, Trinitatis
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar