Hvem er Syvende Dags Adventisterne

Dagens indlæg er et uddrag af en bog, der udkom i 1964 i serien Danmarks Radios Grundbøger med titlen ’Kristenhedens Kirkesamfund’. Bogen er en gennemgang af de forskellige kirkesamfund, der er findes i Danmark, skrevet (i det omfang det kunne lade sig gøre) af en repræsentant for det pågældende Kirkesamfund. Tanken bag bogen har været at fremme forståelsen mellem de kristne kirkesamfund.

Vi tager bolden op her, næsten tres år senere, og over de næste par måneder vil jeg bringe uddrag af bogen, så læsere af bloggen kan stifte bekendtskab med de kristne brødre og søstre her til lands.

I dette første indlæg skal det handle om Syvende Dags Adventisterne.

Bidraget til bogen er skrevet af nu afdøde præst i Adventistkirken Kaj Pedersen, der selv arbejde for at fremme den økumeniske samtale, blandt andet ved deltagelse i fælleskirkelige møder.
Og der skal lyde en stor tak herfra til hans søn Arne Pedersen for at give tilladelse til, at jeg kan bringe bidraget her på bloggen.

Jeg bringer hele kapitlet, med undtagelse af et afsnit der bærer titlen ”Ude i verden – hjemme i Danmark”.

Adventismen
Kaj Pedersen

Vi er på besøg i en af syvende dags adventisternes kirker. Linjerne i rummer går fra menigheden op mod prædikestolen og videre op mod Himmelen. Nadverbordet, hvorpå der ligger en opslået bibel flankeret af levende lys, ses neden for prædikestolen, der er centrum i kirken. Dåbsgraven åbenbarer den urkristne menigheds praksis.
Orgelpræludiet ved sabbatsgudstjenestens begyndelse (lørdag formiddag) har til opgave at stemme sindet til andagt. Efter en kort indgangsbøn løfter orgelet menighedens lovsang mod Himmelen. I fællesskab knæler menigheden og tilkendegiver hermed, hvem der er Herre. Den frie bøn bærer et bestemt præg efter dens specielle hensigt. I salmesangen har man tilstræbt at lade melodien underordne sig teksten, så den er en bærer at tekstens ord. Prædikenen er gudstjenestens midtpunkt, som det vil være naturligt for et evangelisk, protestantisk frikirkesamfund. I forkyndelsen fremsættes Kristus som synderes eneste håb. Her lyder ordet om syndernes forladelse. Prædikenen er evangelisk, formanende og belærende. Grundtonen er: Glem nu ikke, at Kristus kommer igen. Se fremad til denne begivenhed som den herligste og altoverskyggende! Gudstjenesten afsluttes med bøn, salmesang og den apostolske eller den aronitiske velsignelse.
Forud for gudstjenesten afholdes der for både børn og voksne »sabbatskole«, hvilket vil sige, at hele menigheden sidder på skolebænk og modtager undervisning ved en systematisk gennemgang af både Det gamle og Det nye Testamentes historie og åndelige lærdomme.

Lidt historie

Syvende dags adventisterne har deres historiske oprindelse i den store vækkelse, der i første halvdel af det 19. århundrede fejede hen over store dele af Amerika og Europa. Navne som den skotskfødte præst Edward Irving, Henry Drummond fra herresædet Albury Park nær London, »bankier, parlamentsmedlem, filantrop – en åndelig sindet mand af høj kvalitet«, og den amerikanske farmer og skriftfortolker William Miller er knyttet til denne adventsvækkelse, hvor tusinder fra forskellige kirkesamfund fejlagtigt var grebet af tanken om at Kristus ville komme igen den 22. oktober 1844. De blev skuffede ligesom de to disciple på vej til Emmaus, der udbrød: »Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel.« Ud af denne skare af skuffede kristne fremstod den bevægelse, som indså, at fastsættelse af tid var forkert.
Der blev i Battle Creek, Michigan, USA, i 1863 organiseret et kirkesamfund, der bestod af kristne, som helligholdt ugens syvende dag, og som troede, at Jesus snart ville komme igen, hvilket navnet syvende dags adventisterne ganske enkelt antyder. Kirkesamfundets første leder var John Byington.
I Danmark begyndte adventisterne deres virksomhed, da den nidkære og viljestærke danske prædikant John G. Matteson kom hjem fra USA i 1877. Han oprettede den første menighed i Alstrup i Vendsyssel året efter. Som ivrig afholdsagitator stiftede han den vistnok første totalafholdsforening i landet. I 1880 blev de daværende 7 menigheder med 91 medlemmer organiseret til Syvende dags adventisternes danske konferens. I dag tæller adventisterne i Danmark mere end 4000 døbte medlemmer foruden ca. 2000 børn og unge, som er tilsluttet junior- og ungdomsforeninger.
Adventisterne har et konservativt bibelsyn. De tro, at »drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud« (2. Pet. 1,21), selv om de ikke hævder verbalinspiration (ord til ord inspiration). De betragter både Det gamle og Det nye Testamente som Guds urokkelige ord til hvert slægtled. Skriften er sin egen fortolker og må læses med tilbørlig hensyntagen til den sproglig-historiske forskning. De understreger stærkt det eskatologiske (læren om de sidste ting). De anser mange skildringer fra Det gamle Testamentes profetiske bøger som tidshistoriske begivenheder på samme tid, som de i lyset af det eskatologiske syn fortolker en del af disse sin nutidige verdensbegivenheder og som begivenheder, der vil indtræffe i forbindelse med Kristi genkomst. Det er deres overbevisning, at dele af Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring er profetiske skildringer af verdens- og kirkehistoriske begivenheder fra disse bøgers affattelsestid og ned til Kristi genkomst.

Bibelen er grundlaget

Bibelen alene danner grundlaget for syvende dags adventisternes troslære. Deres stadigt voksende missionerende arbejde i alle dele af verden udføres i troen på, at når evangeliet under Helligåndens mægtige virken er nået til alle stammer, tungemål og folk, vil Kristus komme igen.
Så at sige alle syvende dags adventisternes trospunkter deles af en eller flere kirkelige retninger. Nogle få er dog helt og holdent karakteristiske for dem. Deres trospunkter kan i forhold til andre kristnes trospunkter klassificeres som følger:

I. I overensstemmelse med konservative kristne og de oprindelige protestantiske læresætninger tror de:
At Gud er universets suveræne Skaber, opretholder og regent, og at han er evig,
almægtig, alvidende og allestedsnærværende.
At Guddommen, Treenigheden, består af Faderen, Sønnen og Helligånden.
At skrifterne er Guds inspirerede åbenbaring til menneskene, og at Bibelen er den
eneste rettesnor for tro og praksis.
At Jesus Kristus er sand Gud, og at han har eksisteret fra evighed af sammen med
Faderen.
At Helligånden er en person, der deler de guddommelige egenskaber med Faderen
og Sønnen.
At Kristus, Guds Ord, blev legemliggjort gennem den mirakuløse undfangelse og
jomfrufødsel, og at han levede et syndfrit liv her på jorden.
At Jesu stedfortrædende forsoningsdød én gang for alle er fuldstændig
fyldestgørende til genløsning af den fortabte menneskeslægt.
At Kristus bogstaveligt og legemligt opstod af graven og bogstaveligt og legemligt
opfór til Himmelen.
At han nu tjener som vor forsvarer ved sin præste- og midlertjeneste hos Faderen.
At Kristi genkomst er menighedens herlige håb og den store begivenhed, som
evangeliet og frelsesplanen peger hen til. Hans komme vil blive bogstaveligt,
personligt og synligt.
At mennesket blev skabt syndfrit, men at dets senere syndefald medførte, at det
kom i en fortabt og fordærvet tilstand.
At frelsen gennem Kristus udelukkende sker af nåde ved tro på hans blod.
At det nye liv i Kristus sker ved genskabelse, den nye fødsel
At mennesket retfærdiggøres ved tro, helliggøres ved Kristi iboen ved Helligånden
og vil blive herliggjort ved opstandelsen eller ved forvandling, når Herren kommer
igen.
At alle mennesker skal for Kristi domstol.
At evangeliet skal prædikes som et vidnesbyrd for hele verden.

Omstridte læresætninger

II. Angående visse omstridte læresætninger, som der er forskellig opfattelse af blandt konservative kristne, tror syvende dags adventisterne:
At mennesket frit kan vælge eller forkaste tilbudet om frelse gennem Kristus; de tror
ikke, at Gud har forudbestemt nogle til frelse og andre til fortabelse.
At moralloven – De ti Bud – er målestok for alle mennesker til alle tider; de tror ikke,
at De ti Bud er blevet hverken forandret eller afskaffet.
At dåben skal foretages ved nedsænkning, og at personlig tro på Kristus må gå
forud for handlingen.
At mennesket ved skabelsen fik skænket betinget udødelighed; de tror ikke, at
mennesket er skabt udødeligt eller har en udødelig sjæl. De betragter døden som
en søvn.
At de gudløse vil blive dømt efter deres gerninger og møde fuldstændig udslettelse i
ildsøen. Adventisterne tror ikke på et endeløst brændende helvede.
At den syvende dag i ugen, lørdag, er sabbat (2. Mos. 20,8-11). De tror ikke, at
sabbatten er blevet afskaffet, forandret til den første dag eller ret og slet er en
vilkårlig syvende del af tiden.
At tiendeprincippet er Guds plan til evangeliets forkyndelse.
At Gud skabte verden i seks bogstavelige dage.
At fodtvætningen, som blev indstiftet ved Herrens nadver, skal praktiseres. TO og to
tvætter medlemmerne hinandens fødder, mændene for sig og kvinderne for sig.
At brødet og vinen ved nadvergudstjenesten er en symbolsk fremstilling af Jesu
legeme og blod. Her ihukommes Jesu offerdød. Nadverbordet er »åbent«.

III. Enkelte kristelige læresætninger er specielle for syvende dags adventisterne. De tror:
At der er en helligdom i Himmelen, af hvilken tabernaklet i ørkenen var et forbillede
(Hebræerbrevet, kap. 8-10).
At den dom, hvor menneskers skæbne afgøres, før Kristus kommer i herlighed i
Himmelens skyer, påbegyndtes ved afslutningen af de 2300 aftenener og
morgener, som de sammen med jødiske bibelforskere helt tilbage i det niende,
katolske i det tolvte og protestantiske i det syttende århundrede, betragter som
en tid på 2300 år. De regner begyndelsen af denne profetiske tidsperiode fra året
457 f.Kr. (kong Artaxerxes’ syvende regeringsår) og får som afslutning året 1844
e.Kr. (Dan. 8, 14; 9, 25; Ezra 7. Kap.(sic)).
At profetiens ånd eller den profetiske gave er lovet menigheden i de sidste dage, og
at den gav sig til kende i syvende dags adventistsamfundet gennem Ellen G.
Whites (1827-1915) gerning og skrifter.
At Guds segl og dyrets mærke, som omtales i Åbenbaringen, er modstridende
kræfter på godt og ondt i den sidste store strid, før Kristus kommer anden gang.
At de tre engle i Åbenbaringens 14. kapitel repræsenterer Guds sidste budskab til
verden som beredelse til Herrens genkomst.

Det vil være rigtigt at sige, at for adventisterne er nåden og troen de afgørende religiøse begreber. Nåden opfattes som Guds sindelag mod mennesket, hans syndstilgivende kærlighed, der møder mennesket i ordet, hvis midtpunkt er Kristus. For at modtage denne nåde må mennesket tro, hvilket vil sige: have tillid til Guds nåde. Bevæggrunden for den troendes gerninger vil da blive taknemmelighed over for Guds uendelige nåde. Guds nåde bliver til Guds magt, der påvirker menneskene således, at de i hele deres adfærd underkaster sig Guds vilje, som er udtrykt i hans lov og vidunderligt åbenbaret i Kristi liv på jorden. Loven afslører behovet for frelse, men Kristi evangelium bringer frelsen.
I de store begivenheder såvel i den politiske som den sociale og religiøse verden ser syvende dags adventisterne en opfyldelse af de af Kristus og apostlene fremsatte forudsigelser om verdens ende (Matt. 24; Mark. 13; Luk. 21).

Forholdet til andre kirker

Adventisterne er taknemmelige for, at ledende mænd fra forskellige kirkesamfund kan tale sammen i en kristelig ånd. De er også enige med kirkeledere i, at det ikke er ideelt, at kristenheden er opdelt i mange forskellige kirkelige retninger, når Kristus ønsker »én hjord« under »én hyrde«. Syvende dags adventisterne har haft frugtbringende kontakt med andre kristne. I USA, hvor der i de forskellige byer findes en præsteforening, bestående af præster fra forskellige kirkesamfund, er adventistpræster også at finde som aktive medlemmer. Overalt i verden søger adventisterne nært samarbejde med andre kristelige afholdsforeninger og gennem en fælles gerning for medmennesker i nød, knyttes der stærke bånd med kristne af forskellige trosbekendelser. Med glæde er de også med finansielt, når det gælder bibelselskabernes store gerning og forskningsarbejdet på missionsmarkerne.
I USA er de medlemmer af en del komiteer, der sorterer under The National Council of Churches, som er de amerikanske kirkesamfunds økumeniske råd.
Hvorfor undlader adventisterne at være medlem af Kirkernes Verdensråd? De ønsker at være fair både over for deres egne medlemmer og Kirkernes Verdensråd. Hvis medlemskabets grundlag skulle være den venlighed og kristelig ånd, som Kirkernes Verdensråds ledere lægger for dagen, ville det være let for adventisterne at tilslutte sig den økumeniske bevægelse og at være medlem af Kirkernes Verdensråd. Spørgsmålet om tilslutning afgøres imidlertid ikke i forholdet til personer, men i forholdet til læresætningerne. De hævder dette bl.a. fordi ledende mænd fra Kirkernes Verdensråd har erklæret, at fuld og hel kirkelig enhed for en stor del må grunde sig på enighed om læresætningerne.
Selv om adventisterne har mange læresætninger fælles med andre protestantiske kirkesamfund er det dog en kendsgerning, at de afviger i læren om f.eks. sjælens udødelighed, hviledagsspørgsmålet og begivenhederne i forbindelse med Kristi genkomst. De kan således ikke antage læren om sjælens udødelighed, fordi de tror, » at Gud har udødelighed« (1. Tim. 6,16).
De kan ikke opgive deres tro på sabbatens betydning. De føler, at de med fuld styrke må forkynde deres tro på. at sabbaten er et helligt minde om, at Gud skabte jorden på seks bogstavelige dage, som det er beskrevet i 1. Mosebog, og som et tegn på forløsningen i Kristus (Ez. 20,20).
De fastholder deres tro på Kristi bogstavelige, personlige og synlige genkomst og deres syn på de dermed følgende begivenheder.
De er klar over, at hvis de tilsluttede sig den økumeniske bevægelse, ville det ikke for nærværende blive krævet af dem, at de skulle opgive deres læresætninger. De føler dog, at dersom de tilsluttede sig den økumeniske bevægelse og skulle tilstræbe en hel og fuld forening, måtte følgen blive, at de i det mindste ville være nødsaget til at dæmpe deres vidnesbyrd om specielle læresætninger. Dette kan de ikke gøre, fordi de tror, at de kun har eksistensberettigelse som et protestantisk frikirkesamfund, hvis de forkynder det budskab »for alle stammer, tungemål og folk«, som findes fremsat i Åbenbaringens 14. kapitel. De tror, at Gud har kaldet dem til denne opgave, og det er deres dybeste overbevisning, at budskabet fra Åbenbaringens Bo vil styrke de kristnes forvisning om Gudsrigets endelige sejr. Med glæde vedgår syvende dags adventisterne, at troen på Kristi snare genkomst er den brændende fakkel, som er drivkraften i deres verdensomspændende missionsvirksomhed.
De vil altid være at finde i et varmt samarbejde, når det gælder forkyndelsen af frelsen i Jesus Kristus. De holder fast ved deres mål: »Adventsbudskabet til hele verden i denne slægt. »Under mottoet: »Kristi kærlighed tvinger os« og i troen på, »at her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus« (Åb. 14,12), lever de i en uafladelig forventning om Kristi genkomst.

Jeg håber, at I blev klogere på Syvende Dags Adventisternes lære og praksis.

Vil du læse mere om Adventistkirken kan du besøge deres hjemmeside her: www.adventist.dk

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Diverse, Gæsteindlæg, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Mission, Serier, Teologi

Tags: Adventister, Adventistkirke, Økumeni, Kaj Pedersen, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Serie, Syvende Dags Adventister