I denne søndags korte andagtsord kigger vi på søndagens Evangelium, hvor spørgsmålet er; Hvem er den største i Himmeriget?

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.« 

Matthæusevangeliet 18,1-14

Hvem er den største i Himmeriget?

»Hvem er den største i Himmeriget?« Sådan lyder spørgsmålet, disciplene stiller Jesus i dagens Evangelium. Men set i konteksten burde spørgsmålet rettere lyde: »Hvem af os, disciple, er den største i Himmeriget?«

Disciplene stiller spørgsmålet flere gange i Evangelierne (Markus 9,33-39; Lukas 22,24; Matt 20,28). Og spørgsmålet følger altid i kølvandet på Jesu forudsigelser om sin egen død. For straks disciplene hører, at Han ikke længere vil være blandt dem, begynder kampen om, hvem af dem, der skal efterfølge Ham.

Deres spørgsmål afslører to ting om disciplene; for det første; nok forstår de, at Jesus er Guds søn, men de forstår ikke til fulde, hvem Han er før Påskemorgen, hvor Han overvinder døden og gør det klart, at Han er Gud; og for det andet viser deres spørgsmål, at de hver især er optaget af at være den vigtigste i Jesu øjne og, at de er optaget af deres status i menneskers øjne.

Når man læser Jesu svar, hvor Jesus kalder et barn til sig og taler om børn, kan man forledes til at tro, at det er børn, der er i centrum Evangelielæsningen i dag. Men faktisk er Jesu tale om ‘børn’ en metafor for disciplene og det kristne menneske. Jesus kalder et barn (som måske er Peters – samme handling udspiller sig i Markus 9,33, hvor vi får at vide at de er i Kapernaum, Peters hjemby og er inden døre, hvilket kunne være hos Peter ) til sig; »Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget« siger Jesus til disciplene. Det Han siger er, at hvis disciplene (og vi andre, der kalder os kristne) vil være Guds børn, så må vi først blive som børn; vi skal vende os til Gud med samme tillid, tro og ikke mindst den lydighed, som et barn har overfor sine forældre. Og Han fortsætter; »Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.«

Man kommer til at tænke på lignelsen om pladserne ved bordet (faktisk kæder Jesus selv spørgsmålet om at være den største sammen med denne lignelse i Lukasevangeliet, kapitel 22, 24-27), hvor gæsten, der anser sig selv for at være så betydningsfuld, at han sætter sig på den bedste plads, efterfølgende må indtage den ringeste plads, medens gæsten, der ydmygt sætter sig på den nederste plads, bliver ophøjet ved at blive indbudt til den bedste plads ved bordet. Altså: Hvis man virkelig vil ophøjes hos Kristus, skal man ikke stræbe efter at være den mest betydningsfulde, men derimod tjene andre i ydmyghed. Hvis disciplene (og igen vi) vil være store i Himmerig, må de aflægge enhver ambition om magt og status, og i stedet stræbe efter at være den mindste og mest ydmyge. Og i samme ombæring skal de også tage »imod sådan et barn« i Jesu navn. Det vil sige møde andre med kærlighed i Kristi navn, dvs. møde andre kristne (ja, det gælder alle, men husk at Jesus her til disciplene om deres kald som kristne) som var de Jesus selv. Du skal tjene dine medkristne, som du ville tjene Jesus.

Men lige så vigtigt er det, som følger. For det er ikke nok, at tjene andre, man skal også passe på ikke at bringe andre til fald; »den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.« Hvis vi, som kristne, gennem vores opførsel bringer andre til fald skader vi vores forhold til Gud, ja, vi gør skade på Kristi selv. For Kristus er kommet for at tilbyde alle frelsen. Og det er Hans inderligste ønske, at flest muligt tager imod den. Derfor skal vi huske, at den frelse Han tilbyder os, ikke udelukkende er tiltænkt os, men derimod en frelse, der rækkes til alle mennesker, der vil tage imod den. Og som kristne har vi, som Guds børn og tjenere, til opgave – gennem vores gerninger mod andre og vores forkyndelse for andre – at gøre, hvad vi kan for at få flest mulig til at vende sig til Kristus og få del i Hans frelse.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Det Nye Testamente, Bibel-Matthæusevangeliet, Jesus Kristus, Kristenliv, Mission, Prædikener

Tags: 22. søndag efter Trinitatis, Andagtsord, Matthæusevangeliet, Prædiken