Juleprædiken af Rudolph Frimodt

På denne Juledag bringer vi endnu en prædikenen af vores kære gamle ven Rudolph Frimodt (1828-1879), præst ved Sankt Johannes Kirke på Nørrebro fra 1861 og frem til sin død i 1879.

Prædikenen er fra værket Prædikener til Kirkeaarets Søn- og Helligdage, der udkom i 1896.

Som tidligere er teksten afskrevet og forsøgt gjort mere tilgængelig. Således er der udeladt stort begyndelsesbogstav ved alle navneord, samt dobbelt aa (å), dog har jeg bevaret tidens sprog.


Englenes Sang

1ste Juledag

Lukas evang. 2,1-14

Men det begav sig i de dage, at en befaling udgik fra kejser Augustus, at al verden skulde skrive i mandtal. (Denne første indskrivning skete, der Kvirinius var landsherre i Syrien.) Og alle gik, at lade sig indskrive, hver til sin stad. Men Josef gik også op fra Galilæa fra den stad Nazareth til Judæa til Davids stad, som kaldtes Betlehem (fordi han var af Davids hus og slægt), at lade sig indskrive tilligemed Maria, sin trolovede hustru, som var frugtsommelig. Men det skete, da de vare der, blev tiden fuldkommet, da hun skulde føde. Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte Ham, og lagde Ham i en krybbe, thi de havde ikke rum i herberget. Og der var hyrder i den samme egn, som lå ude på marken, og holdt nattevagt over deres hjord. Og se, Herrens engel stod for dem, og Herrens klarhed skinnede om dem, og de frygtede såre. Og englen sagde til dem: Frygter ikke; the se, jeg forkynder Eder en stor glæde, som skal vederfares al folket. Thi Eder er i dag en Frelser fød, som er den Herre Kristus i Davids stad. Og dette skal være Eder et tegn: I skulle finde et barn svøbt, liggende i en krybbe. Og strax var med englen en himmelsk hærskares mangfoldighed, som lovede Gud og sagde: Ære være Gud i det højeste! og fred på jorden og i mennesker en velbehagelighed!


˶Julen har engellyd”; således sang vi, og således ville alle Guds børn vedblive at synge her i verden så længe, indtil vi engang kunne blande  vore stemmer med hærskarernes mangfoldighed og istemme det store Halleluja for Ham, der sidder på tronen og for Lammet; – så længe ville vi vedblive at lytte til de himmelske forsangere, nynne de himmelske toner efter, indtil vi engang af fuldt bryst i den nye himmel og på den nye jord med nye tunger kunne prise Gud og Faderen for frelsen, der er opgået over Zions stad. Ja venner ˶Julen har englelyd”; ikke på den hele jord gaves der sangere og sangmestre, der i rette toner kunde prise Gud og Faderen for den nåde, som er vederfaret den gamle jordens kreds, da Ordet blev kjød og boede iblandt os, – de himmelske hærskarer måtte på deres vinger svæve ned til jordens lave egne for at forkynde det glade budskab: ˶Eder er i dag en Frelser født” – Det var englene, der holdt den første juleprædiken her i verden; thi så inderligt sørgede også disse hellige skabninger over det syndens og affaldets mørke, som har lagt sig over og ruger over den arme menneskeslægt; så inderlig længtes de efter, at Paradisets fred atter skulde vende tilbage til den faldne Adams slægt, at da nu morgenstjernen steg op over Zions bjerge, og nådens sol spredte sine stråler hen over landet, – da forlode de deres boliger, dalede ned til jorden for som de første juleprædikanter at forkynde den store glæde: ˶Eder er i dag en Frelser født”. – De vidste, at vore hårde og forvendte hjærter mangen gang endda vilde være mistroiske og vantro nok til at forkaste frelsen, dom udgik fr det høje, derfor istemte de deres hellige sange, om dog ikke disse toner kunde blødgjøre vore hjærter og lokke vore tanker vort fra verden hen til frelsen, bort fra larmen hen til hvilen. – Se venner, vi have i dag forsamlet os for at helligholde vor julefest, vi ere komme her ind for at knæle ved Hans krybbe, som for vor skyld lod sig føde i en stald og svøbe i klude; hvor gammel verden end bliver, hvor gamle vi selv end blive, bestandig vil det dog være den nyeste g bedste hilsner, vi have at bringe hverandre: ˶Se, jeg forkynder Eder en stor glæde, the Eder er i dag en Frelser født”; bestandig vil dette dog blive den bedste gang, vi have at gå: med hyrderne til Betlehems stald at knæle for den nyfødte Frelser; – så lad os da, idet vi atter ihukomme dette juleevangelium, opbygge vore hjærter ved at knytte, hvad vi i dag have at sige hverandre til den vuggesang, som englen først sang, da de istemte: ˶Ære være Gud i det højeste, fred på jorden og i mennesker en velbehagelighed”.

     ˶Ære være Gud i det højeste”; – det er det første vers i englesangen, og dermed er det også, al lovsang i himlen og på jorden skal begynde, med et Ære være Gud i det højeste; Ære være Ham den almægtige, evige Gud, Kongernes Konge og Herrernes Herre, der har skabt og styrer alt, som bor i et lys, hvor ingen kan komme; han, som taler, og se, det sker, som byder, og se, da står det der; Han, ˶hvis usynlige væsen og evige kraft beskues fra verdens skabelse og forstås af Hans gjerninger 1). Men i den grad ere deres uforstandige hjærter blevne formørkede, at millioner og atter millioner af hedningefolk bøjer deres knæ for dyr og fugle, for sten og træ, som er dannet i lighed med et menneske; i den grad have menneskene glemt at give Ham æren, ˶at de forvende Guds sandhed til løgn og dyrke og tjene skabningen over Skaberen”; dyrke sol og måne og stjerne i stedet for Ham, som have skabt alle disse ting. – Men ikke hedningefolkene alene have glemt at give Gud æren, ikke alene de mange folkeslag, som trindt om på jorden sidde i dødens mørke og skyggedal; men er ikke den samme lovsang forstummet og glemt af mangfoldige i dette folk, iblandt os, som kaldes kristenfolk. Have ikke de vise dårer iblandt os fundet en ny Gud, som de kalde ˶de evige naturlove”, for hvem de bøje knæ, og hvem de give æren? – Når markerne dufte i skov og eng, se, da sige disse vismænd, det er de evige naturkræfter, de evige naturlove; fødes et menneskebarn til verden, da sker dette, – sige de samme vismænd, ifølge disse samme evige naturlove. – Men at der er en herre over kræfterne, en herre over lovene, hvem æren tilkommer i evighed, nej, det ville disse vismænd intet høre om. O venner, mon ikke englesangen skulde havebedre klang for vore øren end disse vismænds ord, mon ikke vore fædre kunde være værd at ligne i dette, at de om morgenen, når de rejste sig sunde og styrkede af søvnen, bøjede deres knæ og gave Ham æren, som, havde holdt nattevagt ved deres leje; at de om  aftenen, når de lagde sig til hvile, atter gave Ham æren, som havde styrket dem i deres arbejde og gjerning og mættet dem med dagligt brød; – mon det ikke skulde være værdt af hjærtet at istemme et ˶Ære være Gud i det højeste”; sandelig jeg tror, at der er mange iblandt os, som gjøre det, som fornemme, at i Ham ˶leve, røres og ere vi alle” 2). – Men dog, hvor dybt mennesket end er faldet, hvor langt det end har fjernet sig i synd og i vantro, hvor meget det end har forvildet sig på den brede fortabelsens vej; dog går der gjennem hele den store menneskeslægt er dybt og mægtigt suk efter det tabte paradis, en længsel efter samfundet med den almægtige Skabergud, en rædsel for helvede, et råb efter Frelsen. Derfor væde disse mægtige blodstrømme af de slagtede oxer og bukke og mennesker, som frembæres på altrene, derfor væder dette offerblod endnu den dag i dag jordens sider; derfor opslide tusender og atter tusender deres sjæls og legems kræfter ved valfarter, ved selvpinsler, ved fasten, ved bønner, ved løfter, ved bodsøvelser af den forskelligste art. – Men ak, alt er dog forgjæves, alt er spildt, alt er håbløst, keruben med sit flammesværd står dog for Paradis. Mennesket kan ikke redde sig selv, mennesket kan ikke sone sin egen brøde. Hør det da, o jord, hør det, du arme, fortabte og sukkende menneskeslægt, hør englenes julesang: ˶Ære være Gud i det højeste”. Ham, den almægtige Skabergud, Ham alene æren, Ham er det alene, der i sin usynlige barmhjærtighed har ladet nåde gå for ret; ham var det, der ynkedes over sin arme elendige Skabning, og lod frelsen udgå over jorden, på det at al verden skal vide, at frelsen kommer fra Herren; – ham alene er det, æren tilkommer, at Han ville give sig fadernavn iblandt menneskene, thi ˶så elskede Gud verden, at hengav sin Søn den enbårne, på det at hver den, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv”.3) Nej, end ikke sin egen Søn sparede Han, Han, som er ˶Hans herligheds afglans og Hans væsens udtrykte billede”, som havde fra evighed været ét med Ham, end ikke Han var Faderen for dyrebar, til at Han jo lod Ham føde til verden som et fattigt, spædt barn af en kvindes liv, for at Han kunde oprette en evig og gyldig forsoning for alle vore synder. – Derfor synge vi højt og lydt: ˶Ære være Gud i det højeste”, fra Gud er frelsen og fra ingen anden, kun Han alene er det kjærligheds dyb, ˶som intet øje har set, om hvilket intet øre har hørt, og som ikke kunde opstige i noget menneskes hjærte”, men dog åbenbar for alle dem, som Ham elskte.

˶Fred på jorden”; det er det næste vers i englenes julepsalme og det var også det næste, som skulde ske. Fred på jorden, det var det, som den menneskeblevne Guds Søn skulde bringe, det er det, som Han har bragt, det er det, som Han endnu bestandig bringer og vil bringe, så længe jorden står. Fred på jorden; der gives vel få ord, som have en bedre klang for vore øren end ordet fred; jeg behøver ikke atter i dag at føre Eder ind i den strid og kiv og krig og had og bagtalelse og misundelse og trætte og tvedragt, hvormed den ganske jord er opfyldt; nej venner, derom høre, derom tale vi så ofte, og se, alt dette er Jesus kommen at råde bod på, fred er Han kommen at give, Han, den store fredsfyrste. – Men, indvender du mig, er Han virkelig kommen at bringe fred på jorden? Vi høre daglig om krige, og rygter om krige; endog imellem såkaldte kristenfolk og kristenlande føres der jo krige, grusomme, ødelæggende krige. Jeg vil hertil svare: Navnet er endnu ikke manden, og navn- og mundkristne vil der findes til dagenes ende, og længe vil det vare, inden Hans Ånd får lov at råde i folkenes råd og i herskernes sale; – længe vil det vare, inden Hans ord: ˶hvo som drager sværdet, skal omkomme ved sværdet”, bliver hørt og elsket af verdens store og mægtige. Og vist er det, at vi, så mange som elske den Enbårne fra Faderen og den fred, som Han bringer vil blues og skamme os ved at krige og kampe og strid skal høres og føres blandt Hans folk her på jorden. Men frem for alt den fred, som Han er kommen at bringe på jorden, den er og bliver dog en anden fred end den, som verden taler om, det er hjærtets fred, det er samvittighedens fred med Gud og Faderen det er den fred, som overgår al forstand, den fred, der som et uendeligt vindstille lægger sig over ore synders brusende bølger, når vore tanker indbyrdes anklage og dømme hverandre. Det er den fred, som taler stille og trøstende, når synden og Djævelen vil gå i rette med os; det er den fred, der på det sidste skal lægge sig på alle deres bristende øjne, som elske Herren og trøste sagtelig: ˶Sov sødt i fred, det barn er gjemt i Herrens fred”. – Men fordi denne hjærterts stille fred er så dyrebar og så kostelig, derfor véd vi jo, at den ikke kan fås uden kamp her i verden, ja kamp på liv og død mod syndens og kjødets de stridige og stærke magter; – men fås den hos Jesus vor Frelser, hos Ham alene, den nyfødte Kongesøn, sine gaver og løfter sviger Han aldrig, og Han har sagt: ˶Fred lader jeg Eder, min fred giver jeg Eder” 4); – derfor istemme vi med englene: ˶Ære være Gud i det højeste, fred på jorden”.

˶Og i mennesker en velbehagelighed”, dermed slutter englesangen; og i sandhed, der kan heller ikke tænkes nogen måde, hvorpå den almægtige, evige Gud rigere og tydeligere kunde vise, at Han atter med velbehag vil skue ned på sin tabte og faldne skabning, end derved, at der kan holdes jul her i verden, end derved at Han lod sin Søn blive et menneskebarn. – ˶I mennesker en velbehagelighed”. ˶Hvad er et menneske, at du kommer ham i hu, og et menneskebarn, at du besøger Ham” , således sukkede kong David i den gamle pagt, og således må vi med ydmyghed gjentage det i den nye pagt, ˶hvad er et menneske, at du kommer ham i hu”; thi se, således har Herren kommet mennesket i hu, et sådant velbehag har Han vist i mennesket, at den Helligånd kom over, og den Højestes kraft overskyggede den fattige, fromme jomfru Maria, at hun, den kydske kvinde fødte til verden Kongesønnen, al verdens Frelser. Et sådant velbehag har Han i menneskene, at Han lod sin søn blive menneske, på det at vi ved Ham kunne blive Guds børn, ja Guds børn; blive dem, der ikke længere som syndens og verdens og Djævelens trælle frygtsomt og skelende se opad til den strenge og hårde Herre, der møder os med flammeblik, men blive børn, der kunne tale med Gud som vor Fader sukke til Ham og være visse på, at Han nådig låner øre til vor nød. Et sådant velbehag har Han i menneskene, at Han lader sin Helligånd overskygge os, lader i dåben sin Helligånd sænke sine duevinger ned over os, så at vi, så mange iblandt os, som i troen ville annamme nåden, kunne istemme: ˶Guds kjære børn vi blev på ny; skal holde jul i Himmelby, halleluja!” – Dette er den Helligånds værk, at Guds velbehag atter har taget bolig ii menneskeslægten og menneskehjærterne, det er den Helligånd, der tager frygtens og trældomsånden bort af vore hjærter og lægger det velsignede Abba fadernavn på vore læber; thi ˶der er ingen, som kan kalde Jesus Herre, uden ved den Helligånd” 5). – Så hører da, kjære tilhørere, hvorledes disse himmelske sangere, hvorledes de hellige engle i deres julehymne bringe dejligt budskab om den hellige treenige Gud, for hvis åsyn de stode, bringe al verden vidnesbyrd om det evige, guddommelige væsen, som er, og som skal dyrkes som Fader, Søn og Helligånd. Faderen, af hvem alle ting ere, både al Skaber- og Forløsergerning, Ham tilkommer æren; Sønnen, ved hvem alle ting ere, ved hvem verden er skabt, og ved hvem Forløsningen er fuldbyrdet, Han er den store fredsfyrste; den Helligånd, sin fordum svævede over vandene da verden skabtes, som endnu svæver over hver den sjæl, som skal få del i den fred, som er stiftet ved Faderen og Sønnen i Ham er det, at velbehageligheden er opgået over alle troende menneskebørn. – Se, derfor synge englene netop som de synge: ˶Ære være Gud i det højeste, fred på jorden og i mennesker velbehagelighed”, synge ved julen om den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd. O, måtte vi dog, kjære venner, lære af dem ret af hjærtet at synge denne sang, lære her på jorden at istemme vore julesange, da skulle vi visselig engang blande vore stemmer med de hellige engles stemmer, når vi fremstilles for den treenige Guds trone. – Men ak, hvor langt er det ikke endnu herfra, at menneskene rettelig ville låne øre til det juleevangelium om Jesus, Guds Søn, som blev sjunget ind i verden af engle. Hvor ofte må vi ikke endnu sige som sangeren: ˶Vor Jesus kan ej noget herberg finde u Betlehem, sin egen fædreby”; endnu går Han husvild om og banker på de hovmodige og vantro menneskehjærter, og finder kun hist og her en stald og en krybbe, hvor Han bliver annammet og svøbt i kærlighed. Lad os kun vedgå det for hverandre, at Jesus endnu går husvild iblandt os; vel er der i denne tid tændt mange julelys i mange huse, både høje og lave, her i vor stad, men det rette frelseslys, det eneste julelys, som kan overstråle- alle vore synder og belyse vor elendighed, det vil man ikke lade tænde, i dets lys vil man ikke glæde sig. – Vel give menneskene hverandre mange gaver i denne tid, men den rette eneste gave som vor Fadergud rækker, og af hjærtet under hvert menneske, fred i samvittigheden og syndernes forladelse denne gave den vrages af mangfoldige ad den smiler tusender iblandt os; om den gave er der kun få, der have bedet den Helligånd. – Men jeg véd det, der er dog dem iblandt Eder, som bede, at eders hjærter må være et sandt og ydmygt Betlehem, der kan huse den nyfødte Frelser; måtte det dog ske for Eder alle, – her er ikke en eneste herinde, uden at jeg jo af hjærtet ønsker Ham, at det ˶velbehag i mennesker”, om hvilket englene have sjunget, det velbehag, som er freden i Kristo Jesu, freden, som overgår al forstand, må komme og få blivende sted hos Eder. Gud velsigne Eder hertil; det vil ske for alle dem, som ere af sandhed; og da ville I kunne synge: ˶Dejlig er jorden”, kunne istemme: ˶Ære være Gud i det højeste, fred på jorden, og i mennesker en velbehagelighed”.
Amen.

1) Romerbrevet, 1,20

2) Apostlenes Gjerninger 17

3) Johannesevangeliet ,

4) Johannesevangeliet 14,27

5) 1 Korintherbrev 12,3

Glædelig jul og med ønsket om Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg


Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!



Kategorier:Andagtsord, Bibel-Lukasevangeliet, Højtider-Jul, Jesus Kristus, Jomfru Maria, Kirkeåret-Advent og Jul, Prædikener, Prædikener-Historiske

Tags: , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

KATOLSK LIV

Et frivilligt medieprojekt om livet som katolsk kristen

Brother Schoenberg

Faith - Bible - Church - Liturgy - Society

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: