Prædiken – 3. søndag efter Helligtrekonger

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.« 
Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«  Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time.

Matthæusevangeliet 8,1-13


Evangelielæsningen i dag er fra Matthæusevangeliet. Frem til dette tidspunkt i Evangeliet har Matthæus fortalt os om Jesu fødsel, hans dåb i Jordanfloden, fristelsen i ørkenen og at han, medens han vandrede omkring i Galilæa, forkyndte og helbredte.

Men dagens læsning er første gang Matthæus går i detaljer om disse helbredelser – nemlig helbredelsen af en spedalsk og en officers tjener.

Lad os først kigge på helbredelsen af den spedalske mand. Umiddelbart efter den såkaldte Bjergprædikenen opsøger den spedalske mand Jesus. En ting man skal være opmærksom på her er, at begrebet spedalskhed på Jesu tid dækkede over en lang række hudsygdomme. Fælles for dem var, at de blev betragtet som et tegn på, at den spedalske havde syndet. Altså at spedalskheden var en straf fra Gud på grund af den ramtes syndighed. Af samme grund blev en spedalsk betragtet som uren og var udelukket fra at deltage i religiøse eller sociale sammenhænge. I 3. Mosebog i Det Gamle Testamente er der sat hele to kapitler af til emnet spedalskhed. Således skal den spedalske for eksempel bære iturevne klæder, håret skal hænge løst, de skal tilhylle deres ansigter og råbe: »Uren, uren!«  når de nærmer sig andre ”rene” mennesker. Og så længe man er angrebet af sygdommen, anses man som uren, og skal bo isoleret og opholde sig uden for byen.

Vi må antage, at den spedalske på afstand har hørt Jesus prædike, og han forstår, at Jesus ikke bare er en religiøs lærer – en rabbi -, men har en magt som ingen anden; at Han er den eneste der kan helbrede ham – eller gøre ham ren – fjerne hans synd. Derfor kaster han sig ned for Jesus og bønfalder Ham; »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.«

Læg mærke til at den spedalske siger: »Hvis du vil«. Han aner, at han står overfor Gud og anser ikke sig selv som værdig. Han tvivler ikke på Jesu magt, men om han som uren er værdig til at Jesus vil opfylde hans bøn. Men Jesus rækker hånden ud – uden tøven og siger; »Jeg vil, bliv ren«.

Det er ikke bare en helbredelse af spedalskheden – men også af mandens urenhed – hans synd. Manden blev ren på både legeme og sjæl, da han bønfaldt Jesus.

I vores prædikegruppe, der mødes hver 14. dag, talte vi om det besynderlige i, at Jesus efterfølgende forbyder den spedalske at fortælle det til nogen, at han er blevet helbredt. Derimod siger Jesus, at han skal gå til templet og bringe et offer i overensstemmelse med jødisk lov. Årsagen til forbuddet mod at sige det, er nok for det første, at Jesus nok vidste, at med alle tilhørerne, der stadig har været der, ville rygtet spredes, og for det andet, at Han dermed udviser respekt for den jødiske lov. Men i endnu højere grad en måde, at sige på: Jeg har meget mere at sige – det handler ikke kun om mirakler. Hvis du kun kommer for miraklernes skyld, så forstår du ikke, hvem jeg er!

*************

Lad os kigge på det næste mirakel. Jesus kommer til Kapernaum, der ligger i det nordlige af vore dages Israel. Her opsøges Han af en romersk officer, hvis tjener ligger lammet i store smerter derhjemme. Ligesom den spedalske bliver officeren anset som uren, fordi han ikke er jøde – han er ikke en af Gud folk.

Historien om officeren og hans tjener findes også i Lukasevangeliet. Her fortæller Lukas os, at officeren er bekendt med jødedommen, og at han endog har givet penge til byggeri af en synagoge og er kendt i de lokale jødiske kredse. Det var ikke unormalt for romerske soldater, der blev sendt til fremmede egne at dyrke guderne i de lande, de kom til, da de mente det var vigtigt at stå på god fod med landets guder. Og officeren synes at have tilsluttet sig jødedommens lære – uden dog at have konverteret. Det ville heller ikke være muligt for en romersk soldat at være jøde, fordi jøderne ikke anerkendte kejserens guddommelighed, hvilket ville føre til afskedigelse.

Men bekendt med jødedommen og de hellige skrifter i jødedommen forstår officeren, at Jesus er mere end bare en hellig mand eller skriftklog – han ved, at Jesus er den Frelser, der er forudsagt i Det Gamle Testamente. Derfor bønfalder han Jesus om at helbrede sin tjener. Men da Jesus vil følge med ham, afviser officeren med ordene; »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt.«

For det første er det et tegn af respekt for Jesus. For som nævnt er officeren ikke jøde, og hvis Jesus, som jøde, går ind i hans hjem, vil Jesus selv blive anset som uren af de andre jøder. Dernæst ved officeren, der jo selv er vant til at kommandere, at Jesus som Herre og Himmel og jord alene ved sit ord kan helbrede – trods afstanden.

*************

Når man kigger på de to helbredelses-beretninger, er der umiddelbart stor forskel på de to mænd – den spedalske og officeren. Den ene er jøde og den anden ikke-jøde. Den ene beder om hjælp til sig selv, medens den anden gør det for en anden. Men de har det til fælles, at de står uden for samfundet pga. af deres urenhed. Den ene er rituelt uren og den anden etnisk uren. Og endnu vigtigere – så kommer de begge to til Jesus i troen på, at Han er Guds Søn og i blind tillid til, at Han kan hjælpe dem.

Men det handler ikke kun om de to mænds tro.

Beretningerne fortæller os noget grundlæggende om Jesus og vores forhold til Ham. For det vi ser er, at Jesus aldrig afviser dem, der tager imod Ham. Han afviser ikke dem, som samfundet afviser. Han står klar til at tage imod dem, der tager imod Ham – uanset hvordan verden ser på dem.

Men beretningen viser også, at Han afviser dem, der ikke vil tage imod Ham. Jøderne mente, at de i kraft af deres afstamning – som efterkommere af Abraham, Isak og Jakob – det man kalder patriarkerne, havde et særligt forhold til Gud. De mente, at Guds nåde var særlig bestemt for dem.

Da officeren siger til Jesus, at Han bare skal sige et ord for at helbrede hans tjener, udbryder Jesus: »Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« 

Det Jesus siger i et mere jævnt sprog er: Gud vil tage imod folk fra hele verden – ikke kun jøderne. Gud tager imod alle dem, der tror. Og hvis du tror, at du er sikret en plads i Himmerig, på grund af din nationale eller etniske tilhørsforhold tager du fejl. Hvis du tror, at du er sikret en plads i Himmerig, fordi du overholder reglerne og udadtil er from, så tager du fejl!

Det er lige meget om du, som jøde overholdt de i alt 613 bud som står i Moseloven om at bede på de rigtige tidspunkter, spise bestemt mad eller gå klædt på den rigtige måde, hvis du ikke tager imod Gud med hjertet – hvis du ikke tager imod Jesus som Herre og Frelser.

Men Jesus taler ikke kun til jøderne på sin tid – Han taler også til os, der er her til stede i Ledøje Kirke i dag. Han taler til alle, der kalder sig kristne. For vi kan også vugges i søvn i troen på, at vi er sikret Frelsen. Vi kan fejlagtigt tro, at vi som medlemmer af Folkekirken – eller andre kristne kirkesamfund – har en særlig status i Guds øjne i forhold til andre. Vi kan tro, at livet som kristen er gjort med, at vi blev døbt som børn, som det er tradition for de fleste, at vi betaler vores kirkeskat, at vi kommer i kirken en gang imellem, at vi synger med på salmerne og vi kan Fadervor udenad.

Men at være kristen er mere end bare et medlemskab af en kirke, en dåb eller at komme i kirken. At være kristen er at have et levende og oprigtigt forhold til Gud.

For kristendommen er aldrig statisk, men derimod en konstant bevægelse mod en forening med Gud. Det er en vej at gå på.

Da Jesus taler om sin egen bortgang til disciplene spørger disciplen Thomas, ham der også kaldes Thomas Tvivleren, Ham; »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«. Og Jesus svarer ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet.«

Af samme årsag kaldte de første kristne kristendommen for Vejen. Troen på Jesus Kristus, Guds Søn, er vejen til Gud Fader. Og som kristne må vi vandre ad denne vej. Og selv om vejen ikke altid går lige ud, men kan sno sig, selv om den kan være hård at gå – fuld af forhindringer og stejle stigninger, selv om man til tider kan fare vild og miste den af syne, så kan vi altid finde tilbage på rette vej igen, når vi vender os til Jesus.

På den måde er vejen både udtryk for rejsen og målet – vi rejser med Jesus, Gud Sønnen, for at komme til Gud Faderen.

Så uanset, hvor du er i livet; om du lige er begyndt at lære Jesus at kende og træder de første spæde skridt sammen med Ham på vejen, eller du har gået på vejen noget tid, eller om du prøver at finde vejen igen – så husk på Jesu ord til den spedalske og til officeren efter Han havde bønhørt dem: »Gå!«

Sådan lyder ordet fra Jesus også til os i dag: »Gå med mig. Så er jeg med dig – altid!«

Og for det glædelige budskab siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg



Kategorier:Andagtsord, Bibel-Matthæusevangeliet, Jesus Kristus, Kirkeåret-Helligtrekongerstiden, Prædikener

Tags: , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

KATOLSK LIV

Et frivilligt medieprojekt om livet som katolsk kristen

Brother Schoenberg

Faith - Bible - Church - Liturgy - Society

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: