Fra dette Livs Bekymringer og Forvirring samles vi, Herre og Frelser! under dit Kors. O drag os ind i dine Lidelsers Samfund, at vi hos Dig maae lære at afdøe fra Verden, lære naar Timen kommer, at døe Guds Børns Død formedelst Troen på dit Navn. Men giv Du os ogsaa at stride den gode Strid, saalænge det endnu kaldes i dag for os, stirde den gode Strid efter din Forjættelse: Bliv tro indtil Døden, da vil jeg give Dig Livsens Krone. Amen.

Luc. 23, 44-49

     Fader! i dine hænder befaler jeg min Aand! Dette er vor Herres og Frelsers Ord på Korset; og den romerske Høvedsmand, som stod under Korset, gav Gud Æren og sagde: Sandelig denne var et retfærdigt Menneske; og Mængden, som var udgangen til at see dette Syn, sloge sit på deres Bryst og vendte tilbage til Staden. Men vi, christelige Tilhører, vi som i Aanden med de Troendes Menighed ere forsamlede under vor Herres og Frelsers Kors, vi ville ihukomme den hellige Sangers Ord: det er kosteligt for Herrens Øine, naar hans Hellige døe.¹⁾ Thi naar den Helliges, den Frommes Død altid er dyrebar, kostelig fremfor nogen, hans den Enebaarnes af Faderen, som blev lydig indtil Døden, ja indtil Døden på Korset, hans, hvis Liv var dyrebart fremfor alle, og som for vor Skyld blev hengiven i Døden. Men saa er ogsaa denne Død dyrebar for Menneskers Øine fremfor nogen, for troende Menneskers Øine, for vore Øine, som med takkende, bedende Hjerter sætte alt vort Haab og al vor Fortrøstning til denne Død, efterdi vor Frelse, vor Saliggjørelse, vort Liv er indbefattet deri. Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand! Hvor trøstefuldt er det dog for os, at vi have en Frelser, et Forbillede, der endnu på Korset, i de sidste Lidelser har talet det evige Livs Ord; og hvor Meget, hvor usigelig Meget vilde Christi Menighed ikke maatte undvære, dersom vi ikke havde Herrens de syv Ord på Korset; thi ethvert af disse indeslutter et Rigdoms Dyb af Sandhed og Naade. Og hvor trøstefuldt er det ikke for os, at vi have en Frelser, et Forbillede, som er død med fuld Bevidsthed, Kjærlighedens fulde Bevidsthed, og derved efterlod os Kjærlighedens Forbillede i Døden! Der er en forskjellig Mening iblandt Mennesker angaaende det Spørgsmaal, om det er det Ønskeligste for os Mennesker at døe med fuld Bevidsthed, eller at borttages fra denne Verden i en bevidstløs Tilstand, ligesom at bortslumre fra denne Verden. Det staaer til Herrens Viisdom og Villie, hvilken Dødsmaade, der skal beskikkes for Enhver iblandt os; men dette vide vi med Vished, at ham, vor Herre og Frelser, ham, som i alle Ting skulde aabenbare os det Fuldkomne, ham burde det at døe med fuld Bevidsthed, i Aandens fulde Klarhed. Der berettes, at da han var kommen til Golgatha, hvor han skulde korsfæstes, da rakte de ham en bedøvende Drik, som de pleiede at række dem der skulde korsfæstes, at de mindre skulde føle deres Smerter. Men han vilde ikke tage den, vilde ikke døe i bedøvelse. Og viselig, havde han taget den bedøvende Drik, da havde han ikke kunnet fuldkomme vor Frelses Værk, havde ikke som vor evige Ypperstepræst kunnet bringe det fuldkomne Kjærligheds Offer for Verdens Synd, havde ikke kunnet sige det store: Det er fuldbragt, havde heller ikke kunnet efterlade Menneskeslægten, ikke kunnet efterlade sin Menighed et Fuldkommenhedens Forbillede, ikke blot for Livet, men ogsaa for Døden. Saa lader os da i denne stille Time i vore Hjerter indføre vor Herres og Frelsers sidste Ord på Korset. Thi er der dog Nogen iblandt os som ikke af Hjertet maa ønske, at det maatte gives ham at døe med dette Ord i Hjertet, at blive delagtig i de Helliges Død, Guds Børnes Død! Lader os da paa denne stille, alvorlige Dag med hverandre tale om en christelig Død, om Døden i Christi Efterfølgelse.

     Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand! Ved første Øiekast kan det synes, at dette kun er et fromt Menneskes Ord, og at vi her savne det som er eiendommeligt for Verdens Frelser. Og virkelig er dette ogsaa et Ord af det Gamle Testamente, et Ord af David, som Herren gjentager i sin Dødsstund. Den hellige Sanger udtalede det ikke i sin Dødsstund, men midt i Livet, da han var omsnæret af sine Fjender i en stor Fare. Her siger han, idet han betænker sin farefulde Skjæbne, men ogsaa betænker Guds Trofasthed: I dine Hænder vil jeg befale min Aand, Du forløste mig, Herre, Du trofaste Gud!²⁾ Det er dette Ord, vor Herre og Frelser gjentager i sin Dødsstund, idet han indtil det Sidste levede og aandede i de hellige Skrifter, der jo alle vidnede m, hvad der paa ham skulde opfyldes. Men lader os vel agte det, idet han gjentager det Gamle Testamentes Ord, da foretager han en Forandring i Davids Ord, eet Ord tilføier han som et nyt, der ikke hører til den gamle, men til den nye Pagt, som han var kommen for at stifte, det Ord: Fader! Thi Ingen i den gamle Skabning, hverken nogen Engel eller noget Menneske, kan saaledes, kan i denne Betydning sige Fader, som han kan det, der er den Faderens Eenbaarne, der havde Herlighed hos Faderen, før Verdens Grundvold blev lagt, der for vor Skyld fornedrede sig selv til Tjenerskikkelsen, at han maatte blive en Midler mellem Faderen og os! Og idet han sidste Ord paa Korset er dette: Fader! i dine Hænder – da bekræfter han endnu paa det Sidste Alt hvad han tilforn har vidnet om sit Forhold til Faderen, bekræfter det: Jeg udgik fra Faderen³⁾; og idet han befaler sin Aand i Faderens Hænder, da befaler han ogsaa i Faderens Hænder alle deres Sjæle, som formedelst Troen skulle følge ham efter, befaler ogsaa vore Sjæle i Faderens Hænder. Dette er det store Evangelium, det glade, det trøstefulde Budskab, som udspringer ogsaa af dette Ord, at de, som annamme ham, dem giver han Magt til at blive Guds Børn; dem giver han Magt til i Dødens Time at sige: Fader! til at døe med dette Ord i Hjertet: Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand! Og hvor mange af Christi Efterfølgere ere der ikke, hvis sidste Time vi kjende, og om hvilke vi vide, at de endogsaa fik Naade til inderligt at udtale dette Ord, eller at udtale et andet Ord, som hermed er saa nær beslægtet, det Ord som Stephanus, den første christne Martyr, udtalede i Døden: Herre Jesus! Annam min Aand!⁴⁾ Hvor salig er dog Guds Børns Død og hvor forskjellig er den dog fra deres Død, som døe med Verden og Vantroen i deres Hjerte. Ha hvor forskjellig er dog Dødens Skikkelse i denne Verden! Der ere dem som døe i stor Fortvivlelse, i Frygt, i Angster, Frygt for Tilintetgørelsen, og ikke blot for Tilintetgørelsen, men ogsaa for det Dunkle, det Ubekjendte, som følger efter Døden. Der ere dem, som døe i Trods, i Ligegyldighed, fordi alle høiere Følelser hos dem ere udslukte, som vi faae det hos hiin ubodfærdige Røver på Korset, der endogsaa spottede i Døden. Der ere ogsaa dem, som have hævet sig til den Viisdom, at Døden er en uundgaaelig Nødvendighed, hvilken den Vise roligt og stolt bør underkaste sig, uden Frygt, men ogsaa uden Haab; thi den Guddom, under hvilken denne Viisdom bøier sig, er en altfødende, men ogsaa altopslugende Natur, og alle Væsener, som ere fødte af dens Skjød, ere bestemte til efter en stakket Tid at nedstige i Intethedens Nat; og over detr Uundgaaelige er det unyttigt og uværdigt at klage. Men hvor forskjellig fra disse Skikkelser af Døden er dog Guds Børns Død, hans Helliges Død, naar de sige i Jesu Navn og efter hans Forbillede: Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand; Du som  forlader mig mine Synder, Du som for din Søns Skyld udsletter mine Overtrædelser: Du vil ikke slippe dit Barn i Døden, Du, som annammede mig i min Daab med den Forjættelse, at saa haver Du elsket Verden, at Du hengav din eenbaarne Søn, på det at hver den som troer på ham ikke skal fortabes, men have et evigt Liv, paa det, at hver den, som troer paa ham, skal vorde deelagtig i den Forjættelse, hvilken han paa Korset gav den bodfærdige Røver: Sandelig jeg siger Dig, i dag skal Du være med mig i Paradis! Fader i dine Hænder – til Dig, Du evige Kjærlighed, Du evige Forbarmelse, befaler jeg min Aand, til Dig, som in din Viisdom beskikker Tid og Time, og altid kalder dine Børn til Dig i den Time, som i Sandhed er den betimelige, hvad enten Du kalder dem i Alderdommens Time, eller i Livets Midte eller i Ungdommens friske Blomster, den betimelige Time, selv om den for Menneskenes Øine synes ubetimelig. I dine Hænder, din Almagts Hænder, befaler jeg min Aand; thi hvor er det Sted i Himlen og paa Jorden og under Jorden, hvorover disse Hænder ikke udstrække sig? Seer jeg op til Himlen, saa er Du der, og reder jeg Seng i Helvede, saa er Du der; vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe hos det yderste Hav, da skulde ogsaa der din Haand føre mig og din høire Haand holde mig fast. Saa veed jeg da, at Du ogsaa vil holde mig fast i Døden, veed, at Du har beredt mig et Sted; og i Dødens Time holder jeg fast ved det tilbudne Haab som ved Sjælens faste og trygge Anker, der gaaer indenfor Forhænget, hvor Jesus vor Forgænger er indgangen for os! O, mine Tilhørere, naar vi betænke Guds Børns Død, Guds Helliges Død i Lyset af Herrens sidste Ord paa Korset, maae vi da ikke sige med vor Kirkes gamle Sanger:

Det Ord, det Ord sig trænger ind

Udi mit Hjerte, Sjæl og Sind,

Gid det og blive sidste Ord,

Jeg tale skal paa denne Jord!

Men idet vi bede dette for os selv, da bede vi ogsaa for vore Brødre i Verden, som bortfaldes fra denne jordiske Menighed, at de maae døe Guds Børnes Død! Og da ville vi også tænke paa dem af vore Brødre, som ere døde paa Valpladsen, forsvarende Fædrelandet, ville indeslutte dem under dette Haab, at der dog blandt dem maa have været Mange, som ere døde Guds Børns Død, døde med dette Ord i Sjælens inderste Grund: Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand! Døde Guds Hellige Død. Thi visselig, Guds Hellige, Guds Børn, de findes ikke blot blandt dem, der ere i Fredens Gjerning, men ogsaa blandt dem, der ere i Valpladsens Tummel, hvor Pligten kaldte dem; Guds Hellige, Guds Børn findes allevegne, hvor der er Kjærlighed af et reent Hjerte og en god Samvittighed og en uskrømtet Tro. Fader! i dine Hænder befale vi vore Døde!

Men ville vi betænke vor Herres og Frelsers sidste Ord paa Korset, da lader de os ogsaa betragte dets Forbindelse med de andre Ord, han talede paa Korset. Vi kunne ikke gjennemgaae dem alle, men derom vil jeg minde, at forinden Herren befalede sin Aand i den himmelske Faderes Hænder, da sagde han ogsaa dette Ord: Det er fuldbragt! Hvorved han tænkte paa det Værk, som Faderen havde givet ham at fuldføre. Og naar jeg nu siger, at de, der skulle døe Guds Børns Død, de Helliges Død, ogsaa i en afbilledlig Betydning maae kunne gjentage dette: Det er fuldbragt! Da tænker jeg vistnok ikke paa hvad vi have arbeidet, hvad vi have fuldbragt. Thi skjøndt vi vistnok skulle tragte efter med Troskab at arbeide vort jordiske Dagværk, dog bliver vort Livs bedste Gjerning herneden jo kun saa ufuldkommen, bliver kun et Brudstykke, et Stykkeværk. Men hvad det kommer an paa for os Mennesker, det er ikke blot, hvad vi gjøre og udrette, hvad vi fuldbringe, men først og fremmest hvad der i os fuldbringes, hvad der i os bliver fuldbragt ved Guds Aands, Guds Naades Virkninger, virkes i os ved Guds Førelse i vort Liv, ofte ved Lidelser og Prøvelser, ved Savn og Smerter, at vi maae bederes for Guds Rige. Hvad det kommer an paa for os Mennesker, det er, at vi i vort Hjerte tilegne os Frelserens det store: Det er fuldbragt, den Forsoning, den Forbindelse imellem Himlen og Jorden, som han har stiftet, og hvorpaa han har givet os et blivende Pant i sin hellige Nadvere, det Nye Testamentes Kalk i hans Blod, som blev udgydt til vore Synders Forladelse! Hvad det kommer an paa, det er, at vi; naar Frelseren siger: Det er fuldbragt, dog kunne sige: Det er begyndt, o Herre, det er begyndt det nye Liv, som Du har stiftet i os, det Liv, som ikke er af denne Verden, og som her er omspændt af Synd og Forkrænkelighed, men som dog ved sin Kraft igjennem Døden skal udfolde sig til Salighedens Frugt. O, maatte det da gives os at befale vor Aand i Faderens Hænder i den Bevidsthed, at der i vore Hjerter er en levende Begyndelse til det Liv, som ikke er af denne Verden! – Og da lad mig ogsaa minde om et andet Ord, vor Herre og Frelser talede paa Korset, at vi rettelig maae betænke hans hellige og fuldkomne Død, det Ord, han talede til sin Moder Maria og til sin Discipel Johannes, som stode under Korset med sorgbetyngede Hjerter! Thi til sin Moder sagde han om Johannes: Det er Din Søn! Og til Johannes sagde han: See din Moder! Og, tilføjes der, fra denne Time tog Disciplen hende til sig i sit Huus. Ogsaa dette hørte med, naar Herren skulde efterlade os Fuldkommenhedens Forbillede i Døden, og vel maae vi her udbryde: O Rigdoms Dyb paa Kjærlighed i Døden! Han, som udtaler det Store: Det er fuldbragt! Han, hvis Kjærlighed omfatter hele Menneskeslægten, Han, som bærer al Verdens Synd og al Verdens Nød paa sit Hjerte, hans store Hjerte har ogsaa Rum for det mindre, det ringere Kjærlighedsforhold, og endnu på Korset taler han Kjærlighedens Ord til sin Moder og sin Discipel, føler for sin eenlige, sin forladte Moder, der i ham har tabt sit Alt, giver hende en Søn i Johannes, der fra nu af skal være hendes Støtte. Han, hvis Kjærlighed er aabenbaret for i Menneskeslægten at grunde det himmelske Samfund, grunde det Guds Rige, som ikke er af denne Verden, grunde den Kirke, som skal omfatte de fjerneste Slægter, hans store Hjerte har ogsaa Rum for den lavere, den jordiske Samfundsforbindelse. Hans himmelske Kjærlighed er ikke ligegyldig for det jordiske Kjærlighedssamfund, er ikke ligegyldig for Venskab, og endnu paa Korset ligesom beskikker han sit Huus, efterlader dem et Kjærlighedens Testamente i Henseende til de jordiske Anliggender. Og naar nu vi, christelige Tilhørere, tænke paa Guds Børns Død., paa Døden i Christi Efterfølgelse, skulle vi da ikke ogsaa betragte det som en himmelsk Naade, dersom det i vor sidste Time, forinden vi befale vor Aand i Faderens Hænder, dog maate gives os at efterlade vore Nærmeste en Kjærlighedens Velsignelse, et Kjærlighedens Ord, en Kjærlighedens Formaning, et Kjærlighedens Testamente til at befæste det indbyrdes Kjærlighedssamfund! Men hvad enten det gives os at udtale dette eller ikke, dog maa Kjærligheden være i vort Hjerte, naar vi virkelig skulle befale vor Aand i Faderens Hænder. Thi kun da forlade vi denne Verden efter hans Forbillede, naar vi forlade den med Kjærlighedens Farvel, Kjærlighedens Farvel til vore Nærmeste, dog ikke blot til disse, men til Alle, med hvilke vi have været forbundne  ved det store, det almindelige Samfunds Baand. Ja, ville vi forlade Verden efter hans Forbillede, da maa ogsaa dette Ord være virksomt i vort Hjerte, hans første Ord paa Korset, i hvilket han bad for sine Fjender: Fader! Forlad dem, de vide ikke hvad de gjøre! Som Han, den Hellige og Rene, udtaler det, kan ingen Anden udtale det. Men ville vi forlade Verden efter hans Forbillede og i hans Samfund, da maae dette Ord dog være i vort Hjerte: Forlad os vor Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere!

Sandelig denne var et retfærdigt Menneske, sagde den romerske Høvedsmand, da Herren havde udaandet paa Korset. Og Mængden slog sig paa sit Bryst og vendte tilbage. Men naar nu vi vende tilbage fra Korset, hvor vi have betænkt Herrens sidste Ord, og da betænke den Time, som for os selv skal være den sidste, da lader os dog ikke opsætte Anvendelsen af dette Ord til Livets sidste Time. Der er dog Ingen af os, som veed, om det skal gives ham at døe med Bevidsthed, og derfor lader os udstrække Ordet til alle Livets Timer. Thi visselig den bedste Forberedelse til en christelig Død er et christeligt Liv. Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand! Er der dog nogen Tid i den Enkeltes, nogen Tid i den menneskelige Samfunds Liv, hvor vi ikke trænge til at sige dette? Og betænke vi de nærværende Tider, i hvilke Livet endnu kalder os med dets mangehaande Fordringer, kalder os til at arbeide, til at bære og taale, kalder os til Taalmodighed og Udholdenhed, paa hvilke vi kunne anvende Apostlens Ord: For øvrigt, mine Brødre, siger jeg Eder, at Tiden herefter er trang; at de der have Hustruer skulle være som de, der ikke have dem; og de, der græde, som de der ikke græde; og de der glæde sig, som de, der ikke glæde sig; og de, der kjøbslaae, som de, der Intet beholde.⁵⁾ Hvor trænge vi dog netop i disse Tider til at befæste Gudhengivenhedens Sindelag i os, for at vi maae kunne bestaae i vort Livs Strid! Saa ville vi da ogsaa i denne Time befale os selv, vor Saliggørelse i den himmelske Faders Hænder, og dermed Alt hvad der er os dyrebart, vore Samfundsforbindelser, først og fremmest vort Samfund i Christi Kirke, formedelst hvilket vi have Samfund med den Korsfæstede, men da ogsaa vore jordiske Samfundsforbindelser. Thi den Korsfæstede giver os jo selv en Ret til ogsaa at føle for det jordiske Kjærlighedssamfund, bekræfter intet svælgende Dyb mellem det Himmelske og Jordiske. Og naar vi høre hans Ord til Johannes: See din Moder, da føres vor Tanke vistnok nærmest hen til det stille, huuslige Samfund, men føres ogsaa hen til vor fælles Moder, vort jordiske Fædreland, hvilket vi befale i den himmelske Faders Hænder, hans Almagts, hans Forbarmelses Hænder. Men lader os ikke glemme det: Vi gjøre dette kun paa rette Maade, naar vi betænke, at gjennem enhver Lidelse, enhver Trængsel er der Noget, som Herren vil fuldbringe i os til Modnelse for hans Rige, til Syndserkendelse og Forbedring, til Retfærdigheds Frugt, som det ogsaa hedder i det hellige Ord: Al Tugtelse, medens den er nærværende, synes ikke at have Glæde, men Bedrøvelse; men sidenefter giver den dem, som deri ere øvede, Retfærdighedens salige Frugt.⁶⁾ Ja, Retfærdighedens salige Frugt, den er det som Herren vil fuldbringe gjennem vore Trængsler, gjennem Liv og Død, og hvad gavnede det, at vi havde udvortes Fred og gode Dage, dersom vi kun levede hen i verdslig Tryghed, i Hovmod og falske Indbildninger om egen Kraft og Styrke, i Ligegyldighed for det Hellige, i verdslig Adspredelse og Forlystelsessyge, naar det selv i den alvorsfulde Tid maatte siges om os: Folket satte sig ned til at æde og drikke og stod op til at lege!⁷⁾ Retfærdigheds salige Frugt, den er det som Herren vil fuldkomme i baade Folkene og i den Enkelt. Saa være da ogsaa det Sindelag i os, der under alle vore Skjæbner ikke blot spørger om, hvad vi ville gjøre og fuldbringe efter vore egne, menneskelige Planer, men hvad Herren vil fuldbringe i os til Selverkendelse og Selvprøvelse, til Optugtelse i Retfærdighed, ti Opbyggelse af hans Rige indeni os! Er dette Sindelag i os, da skulle vi i enhver af Livets Timer med Sandhed kunne udtale det Ord, hvorom vi i dag have talet for Livets sidste Time, skulle med Sandhed befale Alt hvad der ligger os paa Hjerte i Faderens Hænder. Er dette Sindelag i os, da stride vi ogsaa den gode Strid efter den Forjættelse: Bliv tro indtil Døden, da vil jeg give Dig Livets Krone! Er dette Sindelag i os, da skulle vi ogsaa under de tunge og alvorsfulde Skjæbner med Sandhed kunne sige:

Saa kast da al din Smerte

Paa Herrens stærke Magt

Og haab, o haab mit Hjerte,

Vær trøstig, uforsagt!

Du er dog ei den Herre,

Som Alting raabe bør!

Gud monne Sceptret bære,

Og Alting vel han gjør!

Han som beskikker Glædens og Sorgens Timer, Livets og Dødens Timer, han give os dertil sin Aand og sin Naade! Amen.

1. Ps. 116,5
2. Ps. 31,6
3. Joh 16,28
4. Ap. G. 7,59
5. 1 Cor 7,29-20
6. Hebr. 12,11
7. 1 Cor. 10,7

Kategorier:Højtider, Højtider-Påske, Jesus Kristus, Kirkeåret-Påske, Kirkehistorie, Kristenliv, Prædikener, Prædikener-Historiske

Tags: Biskop H. L. Martensen, Jesus, Jesus Kristus, Johannes, Jomfru Maria, Korsfæstelse, Langfredag, Martensen, Påske