Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet 16,1-8

Kristus er opstanden!

Ja, Han er sandelig opstanden!

Sådan lyder opstandelsesråbet verden over denne Påskemorgen, hvor vi fejrer Jesu sejr over døden og synden.

***

I dag tager evangelisten Markus os med tilbage til begivenhederne, der udspiller sig Påskemorgen i en af de mest fantastiske beretninger i evangelierne, hvor kvinderne kommer ud til den tomme grav. En fantastisk beretning, fordi den vender op og ned på det hele. Tænk bare at det er kvinderne, der kommer først til graven og er de første vidner til den tomme grav. I antikkens Judæa blev en kvindes vidneudsagn ikke regnet for så meget som en mands, så var Markus’ beretning bare et forsøg på at overbevise folk om opstandelsens rigtighed (som nogle mener beretningerne om opstandelsen i evangelierne er), ville Markus have sat mænd ind i kvindernes roller. Markus ville aldrig have nævnt, at det var kvinder, hvis det bare var en historie opfundet for at snyde folk. Alligevel er det netop, hvad Markus fortæller os; de første der kommer til graven, er to kvinder; Maria Magdalena og Maria, Jakobs mor. Det er ikke nogen af de elleve mandlige disciple, men derimod de to kvinder!

Tidligt om morgenen går de to kvinder ud til graven for at salve Jesu lig. Normalt ville man salve liget inden gravlæggelsen, men det havde ikke været muligt for Jesu følgere. For Jesus korsfæstes Langfredag, og da den jødiske hviledag, sabbatten, begynder ved solnedgang fredag aften, haster det for Hans følgere at få Ham lagt i graven. Og kun fordi en af Jesu tilhængere, Josef fra Arimatæa, går til Pilatus og beder om lov til at tage den korsfæstede ned, når de at få Ham gravlagt – men ikke salvet som det var skik og brug. Den første chance kvinderne har for at salve liget af Jesus er altså lørdag morgen, da sabbatten er overstået. Og her om morgenen på vej til graven taler de om, hvem de kan få hjælp af til at rulle den tunge sten fra gravens indgang væk. Men da de kommer til graven, ser de til deres overraskelse, at stenen allerede er rullet bort, og deres forbavselse bliver endnu større, da de kigger ind i graven og ser, at er Jesus borte. I stedet mødes de af en ung mand, der fortæller dem at Jesus er opstanden og, at de skal gå til Peter og de andre disciple og fortælle, hvad de har set.

Det er en fantastisk beretning. Men i dag vil jeg ikke fokusere på de to kvinder, men derimod på Peter. For man må undre sig, hvorfor er Peter så vigtigt, at netop han fremhæves af englen.

—

Hvis I tænker tilbage på begivenhederne, der udspillede sig Skærtorsdag, så husker I måske, at Peter lover Jesus, at han aldrig vil svigte Ham: »Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden!« Men Jesus svarer ham: »Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.« (Luk 22,33-34). Og da Jesus føres for rådet, genkender nogle af de tilstedeværende Peter, som en af Jesu disciple. En tjenestepige udbryder »Han dér var også sammen med ham.«  Men Peter nægter det. En anden siger »Du er også en af dem.« igen nægter Peter. Og endelig er der en der siger; »Jo, sandelig var han også sammen med ham; han er jo også fra Galilæa.«  Og igen benægter Peter: »Menneske, jeg ved ikke, hvad du taler om!« (Luk 22, 54-62). Og da hanen galer indser Peter, at han fornægtet Jesus tre gange og svigtet sin ven og mester.

—

Peter oplevede nok Langfredagens lidelser og død med endnu større sorg end de andre disciple. Han ser ikke bare Jesus lide og dø, men han har også svigtet Ham i Hans sidste timer. Det var som Peters håb, forventninger – ja, hans liv og selvopfattelse var lagt i graven med Jesus Langfredag.

Vi kan kun gætte på, hvordan Peter har haft det i dagene efter. Jeg forestiller mig, at han har undgået de andre disciple, sønderknust over sine handlinger.

Og det bringer os til begivenhederne Påskemorgen, hvor englen befaler kvinderne, at opsøge Peter og de andre disciple og fortælle dem, at graven er tom og Kristus er opstanden. For hvorfor er det så vigtigt, at netop Peter skal vide det?
Jesus vidste, at den der havde allermest brug for budskabet om opstandelsen var Peter. Han var tynget af sorg over Jesu død og over sit eget svigt. Men Peter var, trods sine svigt, udset af Jesus til at spille en særlig rolle i discipelkredsen. Han var jo den første, der bekendte om Jesus, at Han var den levende Guds Søn (Matt 16,16) og blev en af ledere i den første menigheden.

—

I Johannes- og Lukasevangeliet hører vi, hvad der sker efter, at kvinderne kommer tilbage til disciplene med nyheden om den tomme grav. Peter skynder sig ud til den tomme grav og så skriver Johannes:  Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde.  Disciplene gik så hjem igen (Johs 20,9).

Den tomme grav – tegnet på opstandelsen – er for Peter tegnet for genrejsningen af hans liv. Nu forstår Han alt det, der er sket gennem de tre år, han har fulgt Jesus. Nu ser Han det hele i et nyt lys.

For den tomme grav betyder, at Jesus har overvundet synden og døden. Opstandelsen gav Peter, og os alle, mulighed for at få Guds tilgivelse og blive omsluttet af Guds nåde og kærlighed. En kærlighed så stor, at Han ofrede sin egen søn for vores skyld. Så angsten for at vi ikke er elsket af Gud – kan smides væk. Opstandelsen konfronterer os med vores liv hidtil – den smerte vi bærer på og vores fejl, og ikke mindst den smerte vi har påført andre – men den tilbyder os samtidig, at træde ud af det hidtidige livs skygger og træde ind i Guds lys. Og med Kristi opstandelse får vi et glimt af vores egen fremtidige opstandelse. Det er løftet om, at vi ikke skal smage døden, men leve med Kristus i evigheden.

Med opstandelsen gør Jesus alting nyt (Åbn 21,5). Noget nyt der er os alle til del. Ikke bare i det hinsides, men også i denne verden. For uanset hvem du er eller hvor du er i livet eller hvad du har gjort, så lyder budskabet fra den tomme grav, at enhver, der ønsker det kan komme til Kristus og begynde et nyt liv i Ham. Det er i sandhed et glædeligt budskab.

Jeg vil til slut give jer nogle af de ord, den gamle ærkebiskop Chrysostomos (død 407) har lagt ind i Påskedag:

“Træd alle ind i jeres Herres glæde;

 de første som de sidste modtager lønnen;

 rige og fattige, jubler sammen med hverandre!

 De, som har fastet og de, som ikke har fastet, glæd jer i dag på samme måde.

Ingen græde over sin fattigdom, for riget, som er fælles for alle, bryder frem.

 Ingen sørge på grund af synden, for tilgivelse stråler frem fra graven.

 Ingen frygte døden, for Frelserens død har forløst os.

 Den, som steg ned i dødsriget, har lænket Helvede.

 Kristus er opstanden, og dæmonerne styrter.

 Kristus er opstanden, og englene glæder sig.

 Kristus er opstanden, og livet er levende.

 Kristus er opstanden, og de døde er ikke mere i graven.

 For Kristus opstod fra de døde som den første af dem, som sover dér.

 Ham være ære og herredømme i evighedernes evighed! ”

KRISTUS ER OPSTANDEN!

JA, HAN ER SANDELIG OPSTANDEN!

Og for det siger vi: Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen!

Glædelig Påske, Guds Fred og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Markusevangeliet, Højtider, Højtider-Påske, Jesus Kristus, Kirkeåret-Påske, Kristenliv, Prædikener

Tags: Jesus, Jesus Kristus, Opstandelse, Påsemorgen, Påske, Prædiken, Sankt Peter