Kristus er opstanden!

Ja, Han er sandelig opstanden!

Sådan lyder opstandelsesråbet verden over denne Påskemorgen, hvor vi fejrer Jesu sejr over døden og synden.

***

Omkring de fleste danske kirker ligger der en kirkegård, ligesom her i Ledøje. Og sidder man herude på en af bænkene på en dejlig forårsdag som denne er det første der slår en stilheden og roen som omgiver en. En gang imellem vil man høre den fortrolige lyd fortrin i gruset fra folk de besøger deres døde, vandkander der fyldes ved vandposten, lyde af folk der passer de grave der betyder noget for netop dem. Der hviler en stilhed og en ro over kirkegårdene, som ingen andre steder.

Dagens Evangelium tager også sin begyndelse ikke på en kirkegård, men ved gravene, hvor jøderne begravede deres døde. Tre kvinder – Maria Magdalena og Maria, Jakobs mor og Salome – begiver sig i den tidlige morgen, kort før solen står op, afsted til den grav, hvor Jesus blev lagt efter sin død på korset Langfredag. Flokken der havde fulgt Jesus er i opløsning – sønderknuste af de forfærdelige begivenheder, der udspillede sig Langfredag. Simon Peter der, som Jesus havde forudsagt, fornægtede Ham tre gange var knust – for da det virkelig gjaldt, svigtede han. Judas Iskariot, der havde forrådt Jesus, havde hængt sig selv, da det gik op for ham, hvad han havde gjort. Deres Herre og Mester var pludselig revet fra dem – Ham som de troede ville ændre verden viste sig at være dødelig. Han var død, men ingenting var egentlig blevet ændret.

Med eet var alle deres håb og drømme blevet knust. Alt de havde troet og håbet på var væk. Deres fortvivlelse har været grænsende til det opgivende. Men denne søndag morgen, hvor Langfredagens sorg ligger som en tung dyne over de elleve disciplene, der af frygt for myndighederne holder sig skjult, er det kvinderne der drager kvinderne til graven for at salve deres Mester.

At de går ud til graven i de tidligste morgentimer skyldes, at det er første mulighed, de får for at begrave Jesus ordentligt. Normalt ville man salve liget inden gravlæggelsen, men det havde ikke været muligt. For Jesus korsfæstes Langfredag, og da den jødiske hviledag, sabbatten, begynder ved solnedgang fredag aften, haster det for Hans følgere at få Ham lagt i graven. Kun fordi en af Jesu tilhængere, Josef fra Arimatæa, går til Pilatus og beder om lov til at tage den korsfæstede ned, når de at få Ham gravlagt – men ikke salvet som det var skik og brug. Første mulighed for at salve Jesu lig er altså denne morgen, da sabbatten er overstået. På vejen til graven taler de om, hvem de skal få hjælp af til at rulle den tunge sten fra gravens indgang væk. Men da de kommer til graven, ser de til deres overraskelse, at stenen allerede er rullet bort.

Kan I forestille Jer deres forbavselse og frygt! Det svarer til, at vi kommer til kirkegården her i Ledøje, og pludselig ser en grav, der er gravet op og en tom kiste. Og det bliver værre endnu, for da de kigger ind i graven, ser de, at Jesus er borte. I stedet mødes de af en ung mand i hvide klæder, der fortæller dem at Jesus er opstanden og, at de skal gå til Peter og de andre disciple og fortælle, hvad de har set.

Men hvorfor bliver Simon Peter fremhævet af englen?

Hvad gør Simon Peter til noget særligt. Tænker vi tilbage på Skærtorsdag, så husker I måske, at Peter lover Jesus, at han aldrig vil svigte Ham: »Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden!« Men Jesus svarer ham: »Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.« (Luk 22,33-34). Og rigtig nok – da Jesus føres for rådet, genkender nogle af de tilstedeværende Peter, som en af Jesu disciple. En tjenestepige udbryder »Han dér var også sammen med ham.«  Men Peter nægter det. En anden siger »Du er også en af dem.« igen nægter Peter. Og endelig er der en der siger; »Jo, sandelig var han også sammen med ham; han er jo også fra Galilæa.«  Og igen benægter Peter: »Menneske, jeg ved ikke, hvad du taler om!« (Luk 22, 54-62). Og da hanen galer indser Peter, at han fornægtet Jesus tre gange og svigtet sin ven og mester.

—

Med menneskelige øjne var Peter ikke noget særligt. Ja, faktisk lidt ussel! Han løb fra sit løfte og svigtede sin Mester og ven, da det virkelig gjaldt! Burde Jesus ikke bare have kasseret ham, som en kujon?

Simon Peters svigt gjorde nok, at han af alle disciplene, oplevede Langfredagens lidelser og død med endnu større sorg. Han ser jo nemlig ikke bare Jesus lide og dø men har også svigtet Ham i Hans sidste timer. Han må have følt det, som alle hans håb, forventninger – ja, hans liv og selvopfattelse – hans værdighed – var lagt i graven med Jesus Langfredag.

Evangelisterne fortæller os ikke, hvordan Peter har haft det mellem Langfredag og Påskemorgen. Jeg forestiller mig, at han har undgået de andre disciple, sønderknust over sine handlinger. Han har følt sig skamfuld.

Men det er netop derfor, at englen befaler kvinderne at opsøge Peter – særlig Peter – og de andre disciple og fortælle dem, at graven er tom og Kristus er opstanden.
Jesus vidste, at den der havde allermest brug for budskabet om opstandelsen var Peter. Han var tynget af sorg over Jesu død og over sit eget svigt. Men Peter var, trods sine svigt, udset af Jesus til at spille en særlig rolle i discipelkredsen. Han var jo den første, der bekendte om Jesus, at Han var den levende Guds Søn (Matt 16,16) og blev siden en af ledere i den første menigheden.

Den tomme grav – tegnet på opstandelsen – er for Peter tegnet for genrejsningen af hans liv. Nu forstår Han alt det, der er sket gennem de tre år, han har fulgt Jesus. Nu ser Han det hele i et nyt lys.

—

At Jesus vælger Simon Peter, der har svigtet ham, viser os også Hans kærlighed til de, der følger Ham. Han viser os, at ingen står uden for Hans frelse.

Uanset om vi opgiver os selv, så opgiver Han os ikke.

Med Opstandelsen fik Peter – ja, vi får alle – muligheden for at blive omsluttet af Guds nåde og kærlighed. Det er en kærlighed så stor, at Han ofrede sin egen søn for vores skyld. Med opstandelsen kan angsten for, at vi ikke er elsket af Gud, smides væk.

Opstandelsen konfronterer os med vores liv hidtil – den smerte vi bærer på og vores fejl og den smerte, vi må have påført andre – men opstandelsen tilbyder os samtidig at træde ud af det hidtidige livs skygger og træde ind i Guds lys. Nogle tror, ligesom Peter gjorde det, at de ikke er gode nok til Gud. At de ikke kan gøre sig fortjent til Guds kærlighed. De tror, at de først skal være helt fri for fejl og synd, før Jesus vil have noget med dem at gøre. Men det er lige omvendt – det er Ham – der gør os rene. Jesus tager imod alle, der er villige til at tage imod Ham.

Så hvis du tror, du ikke er god nok – så tro om igen. Hvis du vender dig til Ham, tager Han imod dig!

Men opstandelsen er meget mere end et nyt liv i denne verden. Med Kristi opstandelse får vi løftet om, at vi, hvis vi holder os til Ham, også skal få del i det evige liv! Ligesom Han opstod fra de døde, således skal vi også. Vi får med opstandelsen et glimt af vores egen fremtidige opstandelse. Det er løftet om, at vi ikke skal smage døden, men leve med Kristus i evigheden. Og med det løfte kan vi gå livet i møde uden frygt, fordi vi ikke længere er bundet af angsten for slutningen på livet her på jorden. Vi sættes fri til at leve livet fuldt ud og nyde Guds gode gaver. Et liv, hvor vi ikke lever for os selv og vores eget, men et liv hvor vi tjener for næsten og Gud.

Det er i sandhed et glædeligt budskab.

Og det er det påsken er; glæde. Påskedag er glædens dag – ingen opstandelse – ingen frelse.

Derfor har glædesråbet, fra den tidligste kirkes tid, lydt: Kristus er opstanden – Ja, Han er sandelig opstanden.

Jeg vil til slut give jer nogle af de ord, den gamle ærkebiskop Chrysostomos (død 407) har lagt ind i Påskedag:

Træd alle ind i jeres Herres glæde;

 de første som de sidste modtager lønnen;

 rige og fattige, jubler sammen med hverandre!

 De, som har fastet og de, som ikke har fastet, glæd jer i dag på samme måde.

Ingen græde over sin fattigdom, for riget, som er fælles for alle, bryder frem.

 Ingen sørge på grund af synden, for tilgivelse stråler frem fra graven.

 Ingen frygte døden, for Frelserens død har forløst os.

 Den, som steg ned i dødsriget, har lænket Helvede.

 Kristus er opstanden, og dæmonerne styrter.

 Kristus er opstanden, og englene glæder sig.

 Kristus er opstanden, og livet er levende.

 Kristus er opstanden, og de døde er ikke mere i graven.

 For Kristus opstod fra de døde som den første af dem, som sover dér.

 Ham være ære og herredømme i evighedernes evighed!

KRISTUS ER OPSTANDEN!

JA, HAN ER SANDELIG OPSTANDEN!

Og for det siger vi: Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

Rigtig glædelig Påske til Jer alle, Guds Fred og husk: Gud elsker Dig!
Pastor Schønberg

Skriv din e-mail adresse herunder og få besked, når et nyt indlæg slås op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Gudstjeneste, Højtider, Højtider-Påske, Kirkeåret-Påske, Prædikener

Tags: Jesus Kristus, Opstandelse, Påske, Påskedag, Prædiken, Simon Peter