Prædiken af J. P. Mynster (givet Kristi Himmelfartsdag 1845). Da jeg ikke selv prædiker i dag, har jeg valgt at lægge en prædiken af biskop Jacob Peter Mynster (1775-1854), der var biskop over Sjællands Stift i årene 1834-1854, på bloggen.

Prædiken er fra bogen “Prædikener paa alle Søn- og Helligdage i Aaret 1845 Bind 2)”

Jeg har fastholdt datidens sprog og retskrivning, hvorfor det kræver lidt tålmodighed af læseren.

Paa Christi Himmelfarts Dag.

Op fra Verdens Forvirring, op fra al den Synd og Sorg, der besmitter Jorden, hæve vi vor Tanke til dig, o Gud! til din Hellighed og din Salighed. Vi følge den lyse Vei, ad hvilken vor Herre og Frelser svandt bort fra de Dødeliges Øine. Hans Spor i Høiheden lukte sig til, men hans Ihukommelse blev tilbage, og ved sin Hengang til dig minder han os, at vi skulle berede os til at følge ham. O Gud! vær med os, forbind os stedse nærmere med dig, indtil du bryder den Adskillelse, der endnu holder os fierne, indtil du kalder os op ad den samme Vei, ad hvilken Jesus foer hen, og forklarer ogsaa os i din Himmels Herlighed! Amen.

Lectie: Apostl. Giern. 1,  1-11

”Jeg udgik fra Faderen, og kom til Verden; jeg forlader Verden igien, og gaaer til Faderen.” Med disse Ord havde Jesus forudsagt, hvad der nu skeede. Hans Liv paa Jorden var til Ende; den Gierning var giort, som Faderen havde givet ham at giøre, forsaavidt den skulde skee ved hans synlige Nærværelse paa Jorden; han havde stiftet Menneskene Frelse, han havde deelt deres Vilkaar, deelt indtil Dødens Smerter, han havde ført Liv og Uforkrænkelighed for Lyset ved sin Opstandelse; nu skulde han ikke mere see Døden, men paa en saadan Maade, som det sømmede Faderens Eenbaarne, skulde han forlade det Jordiske. Han forsamlede endnu sine Venner omkring sig, han gav dem endnu sin sidste Befaling, sin sidste Velsignelse; da svandt han bort fra deres Øine, en Sky indhyllede ham, og som de stode og stirrede op til Himmelen, der han foer hen, bragte himmelske Sendebud dem endnu en Forjættelse. Og saaledes vendte de tilbage med Tilbedelse og Glæde, for at berede sig til det Ærinde, hvori de sendtes, til den Striid, der endnu forestod dem paa Jorden; men Himmelens Haab var levende og fast i deres Hierter.

Hensigten af denne Festdags Helligholdelse erm at dette samme Haab skal vorde levende og fast i vore Hierter, saa at vi, i det vi tillidfulde skue ud til noget Større og Bedre, skulle vorde stærke til at bruge, taale og nyde det Nærværende. Derfor er det, at vi i Dag tænke os hen til det Sted, hvor Herren sidste Gang stod i sine Disciples Kreds, ikke mere arm og elendig, en Spot for Menneskene, men som den, der skulde ophøies over alt Navn, som nævnes kan, som den, hvem al Magt er given i Himmelen og paa Jorden; vi see ham i Begreb med af forklares med den Herlighed, han havde hos Faderen, før Verdens Grundvold blev lagt, vi forestille os ham forsvindende fra Disciplenes Øine, vi stirre op mod Himmelen, hvor han foer hen. Saaledes maler der sig for vor Siel et Billede, der sikkerligen hører blandt det Herligste, der kan opkomme i Menneskers Forestilling; og saaledes skal og bør det være; Herrens Ihukommelse skal udvide vort Sind og Hierte, hans Fødsel, hans Liv paa Jorden, hans Død, hans Opstandelse, hans Hengang til Faderen skal fylde vore Siele med de liflige Billeder, hvorimod dog Alt, hvad Livet ellers viser os, er som Intet. Hvilken Rigdom giemmer dog en Christens Hierte! Og dersom denne Fylde ikke var tilstede i Hiertet, hvad skulde da sysselsætte vor Betragtning? Hvad kunde al vor Pønsen og Grublen gavne, dersom vi ikke først havde noget ret Stort, ret Fuldt, som vi kunde giøre til Gienstand for vores Tanker? Dersom du kaldte dig syndig i de guddommelige og menneskelige Ting, dersom du kunde skielne mellem alle Begreber og ligesom kløve dem i deres fine Traade, dersom du kunde fortælle os alle Begivenheder i deres Følge, beskrive os Menneskenes Gierninger, men du Intet vidste om den Eviges Gierning, ingen dyb Følelse havde af hans Almagt og Naade, dersom Christi Herlighed ikke lyste dig imøde fra de forbigangne Tider i hine store, levende Billeder, da havde du jo med al din Kundskab ikke den Hiertes Rigdom, som den eenfoldigste Christen har, naar han tænker sig hen i Apostlenes Dage, naar han siger: salige de Øine, som saae, hvad de saae, salige de Øren, som hørte, hvad de hørte!

Dog skal Eftertanken ogsaa vaagne, den skal gaae ud fra Hiertets Følelse og vende tilbage dertil, den skal stræbe at nærme sig Helligdommene i Naturens og i Naadens Rige, at vi maatte besidde Alt i klare Tanker, hvad saaledes kan besiddes. Disse Andagtstimer ere bestemte, som til at føle Christi Herlighed, saa til at tænke derover; og saaledes skal da ogsaa nu Tanken tilligemed Følelsen henvende sig til Herrens Bortgang til Faderen.

Han foer hen –  vi sige dette ikke, som om vi meente, at han nu er afsondret fra os, thi endnu fylder hans Kraft og Guddom alle Ting, han er med os alle Dage indtil Verdens Ende; men hans synlige Bortgang drager os dog mægtigen hen til Forestillingen om Guds Himmel, vi sige, at der ere bedre Steder, hvor han har beredet os Indgang, Steder, hvor Gud er nærmere, eller hvor han aabenbarer sig klarere, lyse Boliger i vor himmelske Faders Rige, hvor de Fromme frelses fra Jordens Nød, hvor Retfærdighed har sit Sæde, Kierlighedens og Salighedens Hiem. Ofte stræber Tanken op derhen, ønskede vistnok gierne at kunne trænge bag ved Forhænget, som adskiller hvad der er hisset og hvad der er her. Men hvis endog Anelsen, hvis endog enkelte Glimt af Guds Aabenbaring lade os skimte Noget af det, som i Befrielsens Time skal aabne sig for os i fuld Klarhed, saa er dog Talen derom snart ilende, og Intet ville vi kunne vide eller formode derom, dersom der ikke var en Sammenhæng mellem Hisset og Her. Men det er den samme Gud, som her aabenbarer sin Magt og Guddom, i hvis Rige vi her befinde os, hvis Haand ogsaa hisset skal holde os fast, og føre os ind i den nye Verden, hvilken han ogsaa fylder; det er den samme Herre, som her søgte os i Kierlighed, som her var vort Lys, vor Trøst, vor Frelse, som ogsaa hisset skal modtage os; det er den samme Aand, som her virkede i os, der ogsaa hisset skal udgyde sin Fylde i vor Aand; og hvor stor endog Forvandlingen maa være, som foregaar med os, i det vi optages til det Høiere, dog bliver vor inderste Væsen det samme, den Spire er allerede nu i os, som skal udvikles giennem Evigheden. Thi hvor stort endog det Svælg er, som adskiller Her fra Hisset, dog er der

en Forbindelse mellem himmel og jord,

og denne Forbindelse mellem Himmelen og Jorden: dette tænke vi os først saaledes, at det Himmelske stiger ned til os, aabenbarer sig for os paa Jorden. Himmelen er Retfærdigheds og Kierligheds, er Ordens og Skiønheds Hiem; dette er det Evige og Uforgængelige, og hvergang dette aabenbarer sig i de forgængelige Former, da viser hiin Forbindelse sig for os; Himmelen er Guds Sæde, og hvergang Guds evige Magt og Guddom aabenbarer sig – den virker altid, men vi skue en ei altid – hvergang ved Synet af det, som er eller foregaaer paa Jorden, den Følelse paatrænger sig os: see her er Gud! da træder Forbindelsen frem mellem Himmelen og Jorden. Naar saaledes nu Foraaret vender tilbage, naar Liv og Fylde og Skiønhed ligesom opstaaer af den Grav, hvori det sank, da Vinterens Taager udbredte sig over Jorden, da viser dette os jo, at Gud ikke er langt borte, han giver sig selv Vidnesbyrd, i det han virker, skaber, danner, thi al den Herlighed, som nu aabenbarer sig, tilhører jo dog ikke den døde Jord, som intet Liv har i sig selv, som Intet veed om sin Skiønhed, som ikke kiender de Levendes Trang, som visseligen ikke saaledes er deres Moder, at den med Kierlighed skulde give Hver af os, hvad vi have behov. Men naar Livet vaagner i den hele Natur, skulde det da ikke vaagne i Menneskets Bryst? naar Taagerne adspredes, naar Alt i Naturen løses af sine Baand, skulde da ikke ogsaa Menneskets Øie oplades til at skue, ikke blot det Enkelte, men det Hele, skulde Følelsen ikke bryde sit trange Fængsel og ligesom møde Guds Aabenbarelse, og svar den Røst, hvormed den Evige taler til os fra sine Gierninger? O! hvor nær er Gud os, naar vi kun ville aabne vore Hjerter for ham! Han findes ikke blot af dem, der søge Indsigt paa Grandskningens møisommelige Vei, men af Enhver, hvis Siel er dannet for Tilbedelse og Taknemmelighed. Thi hvis du endog kaldtes syndig i Naturen, hvis du kunde bregne Himmelens Løb, og nævne os dens enkelte Stierner ved deres Navne, hvis du kunde beskrive os alle Væxter og alle Dyr efter deres Slægter, men du aldrig med fuldt Hierte, med tilbedende Andagt havde beskuet Stiernernes Hære, hvorledes de tindre ned fra den umaadelige Hvælving; dersom de kun ved den natlige Lampe havde taget de enkelte Stykker frem, men aldrig havde skuet ud over den blomstrende Eng, aldrig havde hviilt under det løvtætte Træes Skygge, aldrig havde agtet paa de Levendes Forsamlinger, Fuglenes Skarer syngende i den høie Sky, Hiorderne i den græsrige Mark, eller de selsomme Skabninger i Havets vrimlende Grunde, hvor meget gavnede dig da din Kundskab? Du manglede dog det Skiønneste, det, som et tilgængeligt for Enhver, hvem Gud gave et Øie til  at see og et Hierte til at føle.

Guds Herlighed stiger ned herovenfra at smykke Jorden med Skiønhed, at fylde den med Frugter, og naar vi sige, at han fører Stiernerne frem paa deres Baner, og han lader Aarets Tider oprinde i deres Følge, da tale vi ikke uegentligen, thi det er dog alene Guds Magt, der holder alle Ting, og hans Viisdom, der i den hele Skabning anviser hvert Led dets Plads og dets Orden. Men saaledes aabenbarer han sig ogsaa i Begivenhedernes Gang, styrer og ordner ogsaa Menneskenes Gierninger og deres Skiebner. Skuer ikke ethvert redeligt Menneske under Livets Forviklinger op til Himmelen, og venter, at den Høiestes Haand skal gribe ind deri, skal løse den sammenslyngede Knude, og at der skal skee Retfærdighed paa Jorden? Og hvergang vi see, at dette skeer, naar den Uskyldige udfries fra Miskiendelse og Forfølgelse, naar hans Ret kommer for Lyset, naar der kommer Ære og Hæder og Fred over Den, som vilde og giorde det Gode, paa den anden Side, naar Bedrageren beskæmmes i alle sine Rænker, den Snedige i al sin Klogskab, naar den sildige, men stærke Straf træffer den Skyldige: see vi da ikke Forbindelsen imellem Himmelen og Jorden, imellem den evige Retfærdighed, og denne Verdens vexlende Skikkelser og Skiebner? Hæver ikke ethvert fromt Menneske sit Øie til Himmelen, og venter, at Naade og Forbarmelse skal aabenbares? Og hvergang dette skeer, hvergang vi sande det gamle skiønne Ord, at naar Nøden er størst, er Hjelpen nærmest, hvergang vi see, at Den, der lægger Korset paa, atter tager Korset af, da sige vi jo dog ikke, kunne og tør ikke sige, at dette er Tilfælde og Hændelse, men vi prise Ham, der forbarmer sig over dem, der frygte ham, som en Fader forbarme sig over Børn, vi tilbede den Evige, som lader os skue sine Veie paa Jorden.

En endnu lysere og klarere Forbindelse mellem Himmelen og Jorden kiende vi som Christne. Gud kan ikke aabenbares for de Dødeliges Øie i sin evige Majestæt og Guddommelighed, der taaler ikke at see ham, ja end ikke Tanken formaaer at fatte ham i hans evige Væsen. Men efterdi han dog ikke vilde blive os forborgen, aabenbarede han sig for os i Ham, der kom som et Menneske iblandt Mennesker, som en Broder iblandt Brødre, og i hvem det dog behagede Gud, at al Guddoms Fylde skulde boe. Det bliver vel stedse sandt, at Ingen tilfulde kiender Sønnen uden Faderen, at ingen menneskelig Forstand udgrunder Christi Væsens Hemmelighed, men med hvilke Ord vi endog, efter Skriftens Veiledning, efter hans eget Udsagn, tale om ham, da viser det sig stedse, at han kom for at stifte Forbindelse mellem Himmelen og Jorden. Kalde vi ham Guds Udsendte, da forestille vi os ham jo som den, der kom fra Himmelen for at lade Lyset oprinde for dem, over hvilke Dødens Nat udbredte sine Skygger, for at samle Menneskenes vildfarende Slægter, for at søge og frelse det, som var fortabt. Kalde vi ham den evige Faders eenbaarne Søn, hvad giver da hans Komme tilkiende, uden at Gud vilde aabenbare sin evige Kierlighed, og gav ham hen, paa det at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv? Sige vi, at Jesus Christus, da han var i Guds Skikkelse, forringede sig selv, og tog en Tierners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig; sige vi, at Gud i Christo forliigte Verden med sig selv, da give jo disse Ord paa det Klareste tilkiende, at der er en Forbindelse mellem Himmelen og Jorden. – Ingen farer op til Himmelen, uden Dem, som foer ned af Himmelen, Menneskenes Søn, som er i Himmelen. Disse Herrens egne Ord, som vi vel maae komme ihu paa denne Høitidsdag, og hine Apostlenes Ord: dette, han opfoer, hvad er det, uden at han først nedfoer, til Jordens lave Egne? vise de os ikke hiin Forbindelse ligesom synlig? Naar en Christen overveier de Forkyndelser, som saa længe forud beredede Herrens Vei og bebudede hans Komme, og som jo sandeligen ikke kunde være Fostere af blot menneskelige Tanker, og ikke være af jordisk Oprindelse, naar han kommer Jesu Fødsel ihu, hvor himmelsk Glands omstraalede den dybe Fornedrelse , og hans Gierninger som Faderens Eenbaarnes, og hans Ord, fulde af Naade og Sandhed, og hans Død, hvori Menneskene fandt Liv og Frelse, og hans Forherligelse allerede for Menneskens Øine – naar, siger jeg, en Christen tænker sig alt dette, da er det jo dog, som saae han Himmelen aaben, og dens Herlighed stigende ned til Jorden.

Ogsaa i vort Inderste er der en Forbindelse mellem det Himmelske og det Jordiske, thi gielder det ikke i Særdeleshed her, at al god Gave er herovenfra? Naar du skuer ind i din egen Siels Dybder, finder du da ikke der en hellig Lov indpræget med uudslettelig Skrift? Den har ikke sin Oprindelse fra Kiød og Blod, thi den fordømmer ofte dettes Begiering den er ikke et Foster af jordiske Tanker, thi den fordrer, at det jordiske Menneske skal fornegte sig selv; men det er den evige Retfærdighed, som skrev sine Bud i vore Hjerter, for at forbinde vort Liv i Støvet med det høiere Liv i Herligheden. De finder en Længsel, et Haab, udviklende sig dybt af dit Inderste, som ikke gaaer paa jordisk Nydelse, men som higer mod Udødelighed og Fuldkommenhed; hvo lagde dette i dit Hierte? Er det ikke Ham, som dannede Fuglens Vinger, fordi han bestemte den til at udbrede dem i den frie Luft, som ogsaa gav Sielen Drivt mod det Høie, fordi den i sit inderste Væsen er forbunden dermed, og stunder derhen, hvor dens Kræfter skulle udfolde sig i fri Virksomhed? Fornam du ikke ofte i dit Sind en Paamindelse, hvis Herkomst du ikke kunde forklare? Den var ikke fra Verden, og ikke fra den Deel af dit Væsen, der hører denne Verden til, men du kunde kun sige, at din Samvittighed blev rørt herovenfra. Fornam du ikke en Straf, ikke som Verden truer og straffer, men som en Indkaldelse for en høiere Domstol, hvor de skiulte Gierninger, hvor Hiertes lønlige Tanker føres for Lyset, og hvor der ikke er Persons Anseelse? Fornam du derimod ikke ogsaa en Fred, som Verden ikke skienker den; naar du i Bod, i Tro, i helligt Forsæt forliigte dig med Gud, sank den da ikke ned som en fri Gave fra det Høie? Oprandt der ikke mangen Gang en Trøst i dit Hierte – mellem Farer og Bekymringer, mellem Miskiendelse og Forfølgelse- en Trøst, med hvis Sødhed Verdens Nydelser ikke ere at ligne? Og alt dette, er det ikke den hellige Aands Samfund? Den udgaaer fra Faderen, den kommer i Menneskets Hierte, den bereder sig dette til et Tempel, og vi erfare paa den umiddelbare Maade, at det Himmelske stiger ned til det Jordiske, til os, Støv og Aske, som vi ere.

Ak! men vi bære det Herlige i skrøbelige Kar. Efter Udvidelsen synker vort Væsen igien sammen, vort Øie taaler ikke det Guddommeliges Straaler, vor Tanke udholder ikke at dvæle derved, ak! og vor Kraft fuldbringer det ikke, formaaer ikke at fremstille det i Livet, som dets Fordring lyder til os, som det i store, herlige Billeder staaer os for Sielen. Er da denne paa alle Sider saa mangelfulde, saa indskrænkede Tilværelse Alt, hvortil vi bestemtes? Blev det os kun givet at hilse det Himmelske langtfra, at se det i enkelte Timer, og da, med fortærende Sorg over hvad vi erholdt og hvad der lev os negtet, over Alt, hvad vi anede, haabede, stræbte efter, men ikke opnaaede, at synke tilbage i Intet? – O! Gud være lovet, som gav os en bedre Forvisning! Naar vi sige, at der er en Forbindelse mellem Himmelen og Jorden, da mene vi ikke blot, at det Himmelske stiger ned til det Jordiske, men ogsaa at det Jordiske stiger op til det Himmelske, der ar fuldendes og forklares.

Allerede her forundes det stundom Sielen at aabne sit Fængsels Dør, at aflægge sine Lænker, og naar Himmelens Herlighed stiger ned til Jorden, da kommer Sielen den ligesom imøde, hæver sig op til de høiere Egne, hvor den aander friere, opløftet over Jordens qvalme Taager. Hvad der vederfores Apostlen i hiin højtidelige Stund, da han ikke vidste, om han var i Legemet eller udenfor Legemet, det kan ogsaa, om end vistnok i langt ringere Maade, vederfares enhver Christen i de salige Timer, naar Synd og Sorg flygte, naar Vantro og Tvivl adspredes, naar den tilkommende Verdens Kræfter røre sig i ham. Men alt dette er dog kun som en svag Begyndelse. Engang slaaer Fuldendelsens Time, naar Prøverne ere til Ende, naar Sielen er modnet til Frihed og Fred, og som Spiren, i det Kornet forraadner i Jorden, bryder sin Skal for at udfolde sin skiulte Fylde, som Sommerfuglen bryder det Dække, under hvis mørke Skiul den krybende Orm forvandledes til at kunne hæve sig i den frie Luft, saaledes bryder ogsaa Menneskets indre Væsen sin trange Indhylning, Her henregnedes han til de jordiske Ting, her var han Forkrænkelighedens Trældom underkastet, men i sit Væsens skiulte Dybder forvandles han efterhaanden, indtil Tiden er der, at hans egentlige, Selv, den udødelige, uforkrænkelige Spire i hans Inderste kan vikle sig løs, indtil Aanden kan stige op til sit rette Hiem, til de Egne, for hvilken den skabtes, til Frihed og Lys og Salighed i Guds Himmel. Derhen stege I op, I, hvilke vi saa smerteligt favne paa Jorden; ad de lyse Veie, som forbinde Jorden med Himmelen, droge I hen. Vi staae tilbage, og stirre op mod den Himmel, hvor dog kun Haabet, men ikke Øiet kan følge Eder; men hvergang! Andagten brænder i vor Siel, hvergang de dybe, uundgaaelige Kræfter i os kæmpe imod Indskrænkningen, hvergang Kierligheden længselsfuld stræber op til Gud og til Eder, da staaer Troen trøstende ved vor Side, og siger os med sin milde, men faste Stemme, at Fuldendelsen ogsaa vinker os, at der ogsaa for os er en Forbindelse mellem Jorden og Himmelen.

Naar mindes vi høitidligere, mere levende herom, end paa denne festlige Dag? Synlig opstod Jesus fra de Døde, synlig steeg han op fra Jorden, paa det Tro og Haab skulde fremgaae desto klarere. Som giennem Lidelser, saa giennem Seier og Ære burde det ham at fuldendes, at vi i hans høie Forbillede skulle see, hvad der ogsaa er skienktet os, i det han har værdiget os, at vi skulle kaldes hans Brødre. Dersom vi ville bære Navn af Christne, da lader os dog troe paa, glæde os ved Christi Herlighed. Allevegne, desværre! møde vi Vantro og Hiertes Haardhed, og selv i Herrens Menighed ere der de, som mere elske Tvivl, end fast og glad Overbeviisning. Saaledes indvende de os, at ikke alle Vidner om Herrens Lidelser og om hans Opstandelse ogsaa have efterladt os udtrykkeligt Vidnesbyrd om hans synlige Bortgang til Himmelen. Men have vi ikke den om stændige Beretning, som i Dag forelæses i de christelige Menigheder, og de øvrige Vidnesbyrd fra dem, som vare Apostlenes Ledsagere, som nøie havde udforsket Alt i Sammenhæng, og nedskreve det saaledes, som det var blevet dem overantvordet af dem, der fra Begyndelsen vare Øienvidner og Ordets Tienere? (Luk. 1, 2. 3). Dersom nogle andre skrivtlige Vidner forbigaae den udtrykkelige Fortælling om denne store Tildragelse, da var der ikke deres Hensigt at nedskrive Alt, hvad Enhver allerede vidste, som havde modtaget Underviisning i Christendommen, eller at gientage Alt, hvad allerede var nedskrevet.

Og naar Johannes beretter Jesu Ord: Ingen farer op til Himmelen, uden den, som foer ned af Himmelen, (Joh. 3, 13.) eller hine; hvad om I da saae at see, at Menneskenes Søn farer op, hvor han var før? (Joh. 6, 62.) naar Paulus siger: han opfoer til det Høie, og dette: han opfoer, hvad er det, uden at han og først nedfoer til Jordens lave Egne? (Eph. 4, 9.) naar Petrus skriver om Daaben, at den er en god Samvittigheds Pagt med Gud formedelst Jesu Christi Opstandelse, og han da føier til: hvilken, efter at han er faren til Himmelen, er hos Guds højre Haand, og Englene og Magterne og Kræfterne ere ham underdanige (1 Petr. 3, 22): hvor turde vi da sige, at det fattes os paa udtrykkelige Vidnesbyrd? hvor turde vi negte, at den christne Kirke, som den og fra de ældste Tider har gjort, til den Bekiendelse om sin Herre, at han er korsfæstet, død og begraven opstanden fra de Døde, endnu skal føle denne: opfaren til Himmelen? Naar Apostlene tale om Herrens Tilbagekomst for at dømme Levende og Døde, er det da ikke stedse, som stode de endnu og stirrede mod Himmelen, hvor han foer hen, og hørte denne Forjættelse: denne Jesus, som er optagen fra Eder, skal komme igien saaledes, som I have seet ham fare til Himmelen? Hvilken anden Udgang skulde og Jesu Liv paa Jorden have havt end denne? Skulde den Opstandne atter have været givet hen i sin Fienders Hænder, at de atter kunde forhaane og hudstryge og korsfæste ham? Eller skulde han maaskee, efter at han atter havde viist sig levende i sine Disciples Kreds, have skiult sig for dem, draget hen i en eensom Afkrog, saa at Ingen af dem havde vidst, hvor han var, eller hvad der var ham vederfaret, og der have hendraget sine øvrige Dage i Mørket, og omsider atter smagt Døden? O den vanhellige, bespottelige Tale! Og dog ere der de, som hellere ville annamme den, end de mange, saa aldeles troværdige Vidnesbyrd, der bekræfte os, at ligesom Jesus havde herliggjort Faderen paa Jorden, saaledes herliggjorde Faderen ogsaa ham! Vil du endnu indvende, at han jo dog ikke i sin menneskelige Skikkelse kunde gaae ind i Himmelen, da læs hvad der staaer skrevet: en Sky tog ham bort fra deres Øine. Der afklædtes han fra dette Jordiske, thi Kiød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ei heller kan Forkrænkelighed arve Uforkrænkelighed; der udviklede sig i fuld Herlighed det himmelske Legeme, den Skikkelse, hvori hans Disciple forud saae ham ved hans Forklarelse paa Bjerget, men hvis Glands de ikke kunde taale.

Saaledes viser denne Dag os paa det Skiønneste Forbindelsen mellem Himmelen og Jorden, men i det Samme paaminder den os ogsaa, at vi skulle befordre og befæste denne Forbindelse. Thi vi kunne giøre Udskikkelsen større ved Vantro, ved Letsindighed, ved jordisk Sind og jordisk Levnet; da skiuler den himmelske Morgenrøde sig, og al Skiønhed paa Jorden indhylles i Taage og Mulm, eller den henvisner for en brændende Middags hede Aande, som fortørrer Væxterne ned i deres dybe Rod, og lægger sig lummer og trykkende paa Menneskets Bryst. Men vi kunne ogsaa giøre Forbindelsen nærmere; vi kunne berede vor Aand Guds Aand til et Tempel, og naar den fylder, helliger, styrker os, da kunne vi ogsaa omkring os fremkalde Spirer af det Himmelske, som Gud skal give beleilige Tider, at de maae voxe og blomstre og bære Frugt, at hans Rige maa komme til os.

For dette ville vi arbeide – ja, Herre, du Opstandne, du til Himmelen Opfarne! vi ville aflægge Vantro og Hiertes Haardhed, vi ville aabne vore Øine, at vi maae see, hvorledes det Himmelske stiger ned til os, og da ville vi i dit Navn gaae ud, og arbeide i din Gierning, og fare fort, og tikke trættes, saalænge det hedder: i Dag, indtil den Time kommer, da vort Haab opfyldes, og vi stige op til det Himmelske! Amen.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Højtider, Højtider-Kristi Himmelfart, Kristenliv, Prædikener, Prædikener-Historiske, Teologi

Tags: J. P. Mynster, Kirkehistorie, Kristi Himmelfart, Prædiken