Så blev det endnu engang tid til et uddrag af bogen ‘Kristenhedens Kirkesamfund’ – denne gang handler det om vores brødre og søstre i anglikanske Kirke. Bogen der udkom i 1964 i serien Danmarks Radios Grundbøger gennemgår de forskellige kirkesamfund der er eksisterer i Danmark.

Uddraget er skrevet om Svend Borregaard.

Den Anglikanske Kirke

SVEND BORREGAARD

Den måde, hvorpå reformationen gennemførtes i England, gav den engelske kirke et særligt præg, der blev yderligere understreget gennem de følgende århundredes udvikling.

Selve ordet anglikansk er egentlig blot den latinske glose for engelsk, men in tidens løb har ordet fået en særlig klang, så at man nu kun bruger ordet om det kirkesamfund, Church of England, der siden reformationen har været Englands nationalkirke, og som tillige har en lang række større og mindre datterkirker jorden over, dels i de lande, der hører, eller har hørt. Til det britiske statssamfund, dels dér, hvor der har været anglikansk ydre-mission. Hertil kommer, at der ligesom der i mange af udlandets større byer findes danske kirker, er der et endnu langt større antal byer, hvor man har en anglikansk kirke.

Det er meget vanskeligt at sige bestemt, hvor mange anglikanere, der egentlig er. Der findes ikke nogen virkelig statistik, og alle opgørelser er derfor skønsmæssige.

I det egentlige England – hvortil Skotland og Wales ikke regnes – er den anglikanske kirke den officielle kirke, The Established Church, der er nært knyttet til staten. Men selv her har den aldrig virkelig omfattet hele befolkningen. Det anslås, at godt halvdelen, altså ca. 25 millioner, er anglikanere, medens resten tilhører dels den romersk-katolske kirke, dels en række forskellige frikirker af reformert tilsnit. Lutheranere findes næsten ikke i England, bortset fra de skandinaviske og tyske menigheder i London og andre større byer.

I Wales, hvor den anglikanske kirke var statskirke til 1920, omfatter den antagelig en lignende del af befolkningen som i selve England. I Skotland er kun nogle få procent »biskoppelige«, som anglikanerne kaldes her. Skotterne, der næsten alle er reformerte (presbyterianere), har, siden englænderne i begyndelsen af det 17. århundrede prøvede på at gøre den anglikanske kirke til statskirke med magt, haft en dyb uvilje mod det bispeembede, der, som vi senere skal se, spiller en meget stor rolle i den anglikanske kirke. I Irland, der er en af den romersk-katolske kirkes højborge, har ikke destomindre den anglikanske kirke igennem tre århundreder, indtil 1869, med statens midler været hævdet som statskirke. Endnu bærer den det stolte navn »Irlands Kirke«, men kun en lille brøkdel af befolkningen slutter sig til den. Modsætningen til romerkirken har medført, at »Irlands kirke« er langt den mest protestantiske del af anglikanismen, med en puritansk enkelhed i sine kirkebygninger og gudstjenesteformer, som står i stærk modsætning til den liturgiske rigdom, der eller præger den anglikanske kirke de fleste steder.

De største anglikanske datterkirker er »den protestantiske biskoppelige kirke« i USA med ca. tre millioner tilhængere, »Canadas anglikanske kirke« med to millioner, »Englands kirke i Australien« med tre og en halv million, »New Zealands kirkeprovins« med 800.000 og »Sydafrikas kirkeprovins« med 600.000 medlemmer. Hertil kommer otte andre anglikanske kirker eller kirkeprovinser i forskellige oversøiske lande, bl. a. Indien, Kina og Japan. Desuden er der en halv snes bispedømmer, der ikke er tilsluttet nogen kirkeprovins. Den engelske kirke i København, Sct. Albans kirke, hører til et område i Nord- og Centraleuropa, der står under tilsyn af en af London-biskoppens assistenter, der bærer titlen Biskop af Fulham.

Alle disse afdelinger af den anglikanske kirke, som vi i det følgende vil kalde kirkeprovinser, er organisatorisk uafhængige af hinanden og af hinanden og af kirkestyrelsen i England. Men de er bundet sammen ved den fælles kirkelige arv og det fælles bispeembede. De føler sig som en enhed. Ærkebiskoppen af Canterbury betragtes som det fælles overhoved, og han samler hvert tiende år alle anglikanske biskopper fra hele verden til den såkaldte Lambeth-conference, der er opkaldt efter ærkebiskoppens gamle borg i London, hvor mødet holdes. Dette møde har ingen egentlig besluttende myndighed, men dets drøftelser og udtalelser har meget stor betydning for den anglikanske kirke – og også i andre trossamfund lyttes der altid med interesse til, hvad der siges i Lambeth.

Der er i alt op imod 350 stifter i den anglikanske kirke, deraf de 43 i selve England. Nogle stifter er kæmpemæssige, som f.eks. London, der skønt det kun omfatter en del af byens nuværende område tæller over 4 millioner indbyggere, og hvor der foruden den egentlige biskop er 4 vicebiskopper og næsten 800 præster. Andre stifter, især i missionslandene, har måske nok større afstande, men til gengæld kun ganske få anglikanske biskopper og et encifret præsteantal.

Det samlede antal anglikanere kan anslås til at være op imod 40 millioner.

Den anglikanske kirkes særpræg

Få kirkesamfund frembyder et så broget billede som den anglikanske kirke. I kirkeforfatningen og ikke mindst i bispeembedets stilling er meget af det middelalderligt katolske bevaret. I gudstjenestelivet har der været en stadig brydning mellem katolske former og reformert indhold. I løbet af de sidste hundrede år er katolske former og ceremonier i vid udstrækning blevet genoptaget. I læren er anglikanerne derimod på mange punkter nærmere ved de reformerte end ved lutheranerne. Dette gælder ikke mindst de såkaldte 39 artikler, der er mere præget af Zwingli og Calvin end af Luther. De 39 artikler er en kortfattet opsummering af den anglikanske kirkes lære på reformationstiden. Alle anglikanske præster i England skal aflægge løfte på disse 39 artikler. Men de udlægges i praksis meget forskelligt indenfor den anglikanske kirkes »retninger«. De »lavkirkelige« er meget reformerte i deres opfattelse og kalder sig protestanter. De »bredkirkelige« har i højere grad været åbne for luthersk indflydelse. De »højkirkelige« er stærkt påvirket af den romersk-katolske kirke, og de kalder sig katolikker.

Men i virkeligheden spiller det læremæssige en forbløffende ringe rolle i den anglikanske kirke. En tysk luthersk biskop fortalte for nogle år siden om, hvilken forvirring det frembragte på en luthersk-anglikansk teologkonference; at tyskerne til stadighed henholdt sig til anglikanernes 39 artikler, som anglikanerne selv knap kunne huske indholdet af.

En langt større rolle spiller brydningerne mellem de forskellige synspunkter med hensyn til gudstjenestens og forkyndelsens for, kirkens vækkende og missionerende arbejde, dens sociale omsorg og dens sjælesørgeriske virksomhed. På disse områder går bølgerne tit meget højt. Der er forekommet tumulter i kirker, hvor lavkirkelige »protestanter« har villet forstyrre en gudstjeneste, der forekom dem for »katolsk«. For et par år siden ankom en biskop med politikledsagelse til en kirke, hvor alt for yderligtgående ceremonier skulle bringes til ophør.

Så dramatisk går det naturligvis ikke til i almindelighed. De stærke spændinger udløses i de fleste tilfælde gennem et intenst kirkeligt arbejde i sognene, hvor præster og menigheder med liv og sjæl går op i gudstjenesten og kristenlivet.

Den anglikanske kirkes historie

Baggrunden for den anglikanske kirkes brogede fremtoningspræg er den engelske kirkehistories stærkt bevægede karakter. I 1534 gjorde Henrik VIII sig selv til »kirkens jordiske overhoved« uden dog at nære nævneværdige reformatoriske interesser. Men adskillige engelske teologer var stærkt påvirket af Zwingli og Calvin, hvis tanker under den følgende konge fik stor betydning i England. Men under Maria den Blodiges regeringstid (1553-58) kom en voldsom katolske reaktion, der brat afløstes af en ligeså voldsom tilbagevenden til reformationen under Elisabeth I (1558-1603), der dog prøvede at finde en middelvej mellem det katolske og det yderligtgående protestantiske. I det 17. århundrede kom under blodige kampe Cromwells forsøg på at gøre England helt protestantisk og Stuarternes anstrengelser for at gøre det helt katolsk. I det 18. århundrede stabiliseredes den anglikanske kirke, men sank til gengæld ned i en tilstand af åndelig dvaskhed, der søger sin lige – og som affødte en stærk reaktion bl. a. i den vækkelsesbevægelse, som førte til dannelsen af den metodistiske kirke. I det 19. århundrede opstod den store, højkirkelige vækkelse, den »anglokatolske bevægelse«, hvis første betydelige navn er John Henry Newman (1801-90), der i prædikener og bøger betonede den anglikanske kirkes katolske arv, både med hensyn til læren, bispeembedet og liturgien, så stærkt, at der opstod et voldsomt røre. Selv gik han i 1845 over til Romerkirken, hvor han til sidst blev kardinal. De fleste højkirkelige gejstlige forblev dog i den anglikanske kirke, hvor de virkede med en nidkærhed og ensidighed, der satte sindene i voldsom bevægelse – og fik hele det åndelige liv i den anglikanske kirke, både hos tilhængere og modstandere, til at tage et enestående opsving. Munke- og nonneordener genopstod, og man satte energisk ind på at forny gudstjenesten, missionsarbejdet og sjælesorgen.

Selv om den yderligtgående højkirkelighed kun udgør en lille minoritet, har mange af dens tanker dog præget hele den anglikanske kirke. Den nuværende biskop af Canterbury, dr. A. M. Ramsey, hører til den store kreds af mådeholdne højkirkelige.

Common Prayer Book

Når vi nu har set, at den anglikanske kirkes historie har været så blodig og omtumlet – flere gange er samtlige sognepræster blevet udskiftet med mænd af modsat observans, ærkebiskop Cranmer blev brændt på bålet i 155, fordi han var for protestantisk, ærkebiskop Laud blev halshugget  1645, fordi han var for katolsk – kan det undre, at den anglikanske kirke alligevel kan fremtræde som en enhed, der har et virkeligt åndeligt fællespræg.
Når fællespræget og enheden er blevet bevaret, skyldes det bl. a. at interessen for gudstjeneste og sjælesorg altid har været større end interessen for teologiske diskussioner. De sidstnævnte er i den anglikanske kirker er ikke noget, man kommer i alt for voldsom strid om, medens den førstnævnte interesse giver sig udslag i de to »ting«, der mere end noget andet har været samlingsmærkerne i den anglikanske kirke. Den ene »ting« er en bog, den anden et embede. Bogen er »Book of Common Prayer«, dvs. »Den almindelige Bønnebog«, og embedet er bispeembedet.
Common Prayer Book er den engelske alterbog. Dens indhold svarer stort set til, hvad vi har i tekstdelen af Den Danske Salmebog samt i Ritualbogen.
Medens man ved reformationen i de lutherske kirker, som f.eks. Danmark, kun langsomt og gradvis ændrede de overleverede gudstjenesteformer, fik man i England en reformatorisk liturgi med ét slag. Denne bratte overgang var sikkert en af årsagerne til, at den engelske reformation blev så blodig, men samtidig betød dét, at man straks fik en komplet engelsk liturgi, at der kom en helstøbthed over anglikansk gudstjenesteliv, som blev af enestående betydning.
     Common Prayer Book er væsentligt et værk af en enkelt mand, ærkebiskop Cranmer (1489-1556), der, som allerede nævnt, måtte bøde med sit liv for sin reformatoriske indsats. Cranmer var en fremragende stilist, der formåede at forme det engelske sprog på en måde, der på én gang var naturlig og værdig. De bønner og formularer, som han skrev, har kunnet bevare deres livskraft gennem århundrederne.

     Cranmers alterbog bygger i henseende til de liturgiske former helt igennem på de gammelkirkelige ritualer, således at den liturgiske vekselsang og kirkeåret med dets faste tekster og bønner er bibeholdt. Men i sit hjerte var Cranmer Zwinglis tilhænger, hvilket satte sit præg på indholdet af adskillige af bogens bønner og liturgiske direktiver. De ydre ceremonier forenkledes stærkt. Messeklæderne indskrænkedes til den hvide messeskjorte, alteret med krucifix, lys og altertavle erstattedes med et bord, der helst skulle stå nede i kirken. Uden for domkirkerne blev største delen af liturgien ikke sunget, men fremsagt vekselvis af præst og menighed. Cranmer fulgte også de reformerte deri, at han ikke tillod det, som vi kalder salmesang. Digterens salmer var menneskeord, der ikke måtte lyde ved menighedens gudstjeneste.
     Til gengæld har bibellæsningen spillet en enestående rolle i den anglikanske kirke. Man har i England bevaret tidebønnen i levende brug siden reformationen. Den omstændighed, at man i de almindelige kirker ikke sang, men læste liturgien, var medvirkende til, at man kunne holde daglige morgen- og aftengudstjenester også i mange almindelige sognekirker, og at disse gudstjenester i al fald om søndagen kunne gennemføres foruden nadvergudstjenesten. Ved morgen- og aftengudstjenesterne læses hver gang et helt kapitel af både Det gamle og Det nye Testamente. Desuden læses eller synges Davids salmer har medført et bibelkendskab, der har præget hele den angelsaksiske kultur.
     Den anglikanske gudstjeneste har således altid været præget af bibelsk tilbedelse og bøn, ikke mindst på grund af den udstrakte brug af Davids salmer.
     Den højkirkelige vækkelse i forrige århundrede medførte, at altre med krucifix og lys igen fik plads i de anglikanske kirker. Messehagelerne holdt deres indtog på ny. Sangen fik en stigende betydning – man kom ind på at anbringe sangerne foran alteret iført hvide korskjorter, så at koret også bidrog til at festliggøre gudstjenesten for øjet. I de fleste sognekirker er der mindst én daglig gudstjeneste. I domkirkerne er der normalt tre daglige gudstjenester (morgen- og aftensang samt nadvergudstjeneste), der selv på hverdage ofte udføres med stor musikalsk ceremoniel pragt. Den engelske sans for at udføre ceremonier værdigt medfører, at man næppe i noget andet land oplever gudstjenester, der i så høj grad som den anglikanske forener æstetisk skønhed med ånd.
     Men hele denne liturgiske fornyelse har, som allerede nævnte, også voldt megen strid – og en liturgisk forvirring, som der ikke findes magen til noget andet sted. Dette gælder selve England, hvor parlamentet hidtil har forhindret en revision af Common Prayer Book, der sidste gang har fået en lempelig revision for 300 år siden. Uden for England, hvor de anglikanske kirkeprovinser er uafhængige af staten, har man reviderede udgaver af Common Prayer Book. Men det ejendommelige er, at både i England, hvor der på mange måder i praksis afviges fra bogen, og uden for England, hvor man har revideret den, er den anglikanske gudstjeneste helt igennem præget af bogens oprindelige ånd og ord.

Bispeembedet

Den anden »ting«, som har givet den anglikanske kirke dens særpræg og dens sammenhold, er bispeembedet, der spiller en overordentlig stor rolle. Hele den kirkelige organisation er opbygget omkring bispeembedet. Men biskoppen er ikke blot administrator, han er tillige i høj grad præsters og menigheders sjælesørger.
     Især den højkirkelige bevægelse lægger meget stærk vægt på den »apostoliske succesion«. Dette ord betyder »apostolisk rækkefølge«; og meningen er, at biskoppernes popgave er at videreføre apostlenes lære og arbejde. Derfor skal en biskop for det første stå som et led i sit stifts rækkefølge af retmæssige biskopper. For det andet skal han forkynde og værne kirkens apostoliske tro. For det tredje skal han være rettelig indviet, normalt af en anden biskop. Oprindeligt lå hovedvægten på de to første punkter, men forholdene på reformationstiden medførte, at det tredje punkt kom til at spille en meget stor rolle.
     I England var der nogle af de gamle biskopper, der sluttede sig til reformationen, og som kunne indvie de nye biskopper. Uheldigvis skete dette efter et ritual, hvor de ord, der ledsagede selve indvielsesakten, var holdt i så almindelige, opbyggelige vendinger, at det ikke fremgik klart, at meningen var at indvie biskopper. Dette har medført, at den romersk-katolske kirke, og til dels den ortodokse kirke, har været utilbøjelig til at betragte de engelske biskopper som rigtige biskopper. Dette har igen fået de højkirkelige anglikanere til så kraftigt at understrege deres egen bispevielses gyldighed, at de har svært ved at anerkende f.eks. biskopperne i de lutherske kirker, hvor der også på reformationstiden forekom nogle uregelmæssigheder ved indvielsen, om end af anden art.

 I selve England har biskopperne en meget fremtrædende position. Ærkebiskoppen af Canterbury kommer i rang lige efter dronningen. Der lyttes til ham og de andre biskopper, ikke bare, når de udtaler sig om religiøse spørgsmål, men også når de taler om samfundsforhold o. l. Ærkebiskopperne af Canterbury og York samt 24 af stiftsbiskopperne har på embeds vegne sæde i overhuset. Da det alene er biskopperne, der må forrette konfirmation, er der i de fleste stifter vicebiskopper, for at arbejdet ikke skal blive uoverkommeligt. Men i øvrigt betyder denne konfirmationsordning, at biskopperne til stadighed kommer i nær kontakt med menighederne. Uden for England, hvor stifterne omfatter meget færre mennesker, er båndet mellem biskoppen og menighederne endnu stærkere.

Kirkeforfatning

Den engelske kirke har en lovgivende forsamling Church Assembly, hvis love dog skal godkendes af parlamentet og dronningen, hvilket har voldt en del vanskeligheder, og som nævnt bl. a. hindret revision af Common Prayer Book. Church Assembly er delt i tre »huse«, biskoppernes, præsternes og lægfolkets. De to førstnævnte »huse« består ganske simpelt af de biskoppelige og præstelige medlemmer af de gamle gejstlige provinssynoder, convocations, for henholdsvis Canterbury og York ærkesæder. Hver convocation holder endnu selvstændige møder, hvor visse læremæssige og kirkeretslige spørgsmål behandles. Biskoppernes »hus« består af samtlige stiftsbiskopper, præsternes af samtlige domprovster og ærkediakoner samt et antal valgte repræsentanter for hvert stifts almindelige præster, lægfolkets af repræsentanter valgt af menighederne. Der kræves tilmelding til valglisterne på lignende måde, som det tidligere var tilfældet i Danmark.
     Kirkeprovinserne uden for England, har alle lovgivende forsamlinger, der på samme måde som Church Assembly består af tre »huse«, men som er uafhængige af statens godkendelse af kirkelige bestemmelser.
     Et af de punkter, hvor den engelske kirkes tilknytning til staten føles stærkest, er bispeudnævnelserne. Nominelt vælges en biskop af stiftets domkapitel. Men domkapitlet er under strafansvar forpligtet til at vælge den, som premierministeren foreslår, og som dronningen derefter udnævner. Ærkebiskoppen er, ligeledes under strafansvar, pligtig at bispevie den udnævnte. I praksis går det imidlertid meget godt, og »kvaliteten« af engelske biskopper er meget høj.
     Den anglikanske kirke har i England i større udstrækning end den danske folkekirke beholdt de gamle kirkelige jordejendomme og kapitaler. Til gengæld får den ikke økonomisk støtte af staten, og der er ingen kirkeskat. Derfor er præstelønningerne nu lave, og mange steder har man måtte opgive de gamle bispeslotte eller omdanne dem til kontorer og mødelokaler. Men kirkens finanskomité har i de senere år med stor dygtighed rationaliseret de kirkelige midlers anbringelser, så at de nu giver langt større udbytte end før. Og menighedernes offervillighed er stor.
     I en lang række sogne opretholdes særlige kirkelige skoler. Statens nye krav til skolebygningerne og undervisningsmateriellet har gjort det meget vanskeligt at bevare disse skoler, selv om der nu fås statstilskud til dem på visse betingelser. Det er disse kirkeskoler, der er baggrunden for, at Englands kirke opretholder en lang række lærerseminarier, der uddanner 25% af alle engelske folkeskolelærere.

Forbindelser med andre kirker

Inden for den økumeniske bevægelse har den anglikanske kirke altid spillet en meget stor rolle. Et kirkesamfund, der inden for sine egne rammer tæller både »katolikker« og »protestanter«, har jo alle muligheder for at kunne formidle kontakten mellem trossamfund af meget forskellig art. Dens stilling som nationalkirke i et land med meget store religiøse mindretal – og samtidig som en verdensomspændende kirke – vejer til i samme retning. Men ikke mindst har de mange betydelige mænd, lægfolk og teologer, som fra anglikansk side er gået ind for fællesskabet mellem de kristne kirker, gjort, at anglikanismen har betydet ganske overordentligt meget for den økumeniske sag – selv om det højkirkelige anglikanske syn på bispeembedet også har medført visse problemer. Disse problemer består især i, at mange anglikanere har svært ved at anerkende præstevielsen hos lutheranere og reformerte. Deraf følger også vanskeligheder med hensyn til nadverfællesskabet.
     Det eneste kirkesamfund, som anglikanerne har fuldstændigt nadverfællesskab med er Den gammelkatolske kirke, et lille kirkesamfund med i alt ca. 100.000 medlemmer, der væsentlig findes i Schweiz, Tyskland og Holland. Den gammelkatolske kirke er blevet til som en protestbevægelse mod pavedømmets stigende magtfylde indenfor romerkirken. Størst tilgang fik den gammelkatolske kirke i årene lige efter pavens ufejlbarhed i 1870 var gjort til dogme. Bortset fra, at gammelkatolikkerne ikke anerkender ufejlbarhedsdogmet og de moderne Mariadogmer, har de stort set samme lære som den romersk-katolske kirke. De har dog gudstjeneste på modersmålet, og præsterne må gifte sig. Deres biskoppers indvielse er anerkendt af Rom, selv om de regnes for frafaldne. I 1931 sluttede anglikanerne og gammelkatolikkerne aftale om fuldstændigt indvielses- og nadverfællesskab.
     Med den danske folkekirke har anglikanerne kun et stærkt begrænset nadverfællesskab, der hviler på den ordning fra 1956.

Jeg håber, at dagens indlæg gjorde jer lidt klogere på vores kristne brødre og søstre.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Diverse, Gæsteindlæg, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Samfund, Serier, Teologi

Tags: Anglikansk, Anglikansk kirke, Common Prayer Book, England, Gammelkatolikker, Henrik VIII, Kirkesamfund, Kristenhedens Kirkesamfund, Thomas Cranmer