Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«

Johannesevangeliet 14,22-31

Pinsen kaldes, som I måske har hørt, Kirkens fødselsdag. Det var på denne dag, Helligånden kom over disciplene, der var samlet i Jerusalem og dermed blev grunden til Kirken lagt. Men på trods af dagens store betydning, nyder dagen ikke nær sammen grad af opmærksomhed som Julen eller Påsken! Butikkerne, der jo ellers er hurtige til at omsætte helligdage til salg som ved jul og påske, fastelavn, allehelgen eller Sankt Valentinsdag, synes underlig rådvilde, når de skal finde ud af, hvordan de kan tjene penge på Pinsen – indtil videre er de i hvert fald ikke lykkes i større grad.

Måske skyldes butikkerne manglende udnyttelse af pinsen, at de ikke forstår, hvad der skete i pinsen. Og det er måske ikke så underligt. Mange danskere – ja, mange Folkekirkemedlemmer – har svært ved at finde ud af, hvad Pinsen egentlig er. Sidste undersøgelse jeg så om emnet, viste at kun hver tredje vidste, hvorfor vi fejrer Pinse. Og blandt mange af dem der ved det, er der besværligheder med at svare på, hvem Helligånden er og hvad Helligånden, der kommer over disciplene, egentlig gør eller virker!?

I dagens Evangelium giver Jesus disciplene en kort beskrivelse af Helligåndens opgave; »Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer!«

Helligånden er sendt af Gud Faderen for at minde os om det, Hans Søn Jesus Kristus har lært os.

—

Inden vi går videre, så lad os kaste et blik på, hvem Helligånden er. For en af årsagerne til at Pinsedag ikke fylder mere i Kirken er måske, at vi har lidt svært ved at forstå Helligåndens væsen og rolle. I Det Gamle Testamente hører vi jo, at Gud Fader skaber verden og vi hører Ham tale (både selv og gennem profeterne) og i Det Nye Testamente hører vi beretningerne om Jesus – Guds Søn – der blev menneske. Vi hører de ord, Jesus sagde og vi læser, at Han levede og døde som menneske – det kan vi forholde os til. Men Helligånden er på sin vis – ved første øjekast – underlig tavs og fraværende.

Men Helligånden er faktisk til stede fra begyndelsen til enden i Bibelen.
I Skabelsesberetningen læser vi: »I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.« (1 Mos 1,1-2), og da Gud skabte mennesket blæste Han det til live med sin Ånde (1 Mos 2, 7). Og da Jomfru Maria blev frugtbar var det da Ånden kom over hende, ligesom Helligånden ved Jesu dåb i Jordanfloden dalende ned over Ham ligesom en due.

Helligånden var med ved Skabelsen; det var Helligånden, der gav mennesket liv; det var Helligånden der kom over Maria; Helligånden var til stede og viste sig for Johannes Døberen og de tilstedeværende ved Jesu dåb – og det er Helligånden, der Pinsedag er livsånden, der blæser liv i Kirken og stadig gør det den dag i dag.

Helligånden er altså ikke bare en mindre del af Treenigheden – Nej, Gud Helligånd er en del af Treenigheden på samme måde som Gud Faderen og Gud Sønnen. De tre personer i Treenigheden er én Gud og lige evige. De virker på hver deres måde – men kan trods deres forskellighed aldrig adskilles. Et langt fra tilfredsstillende og langt fra fyldestgørende eksempel, der kan hjælpe på forståelsen af Treenigheden er at tage en kvinde som eksempel; hun er datter, hun er hustru og hun er mor – men stadig kun én person.

—

Lad os vende tilbage til Pinsen. I Kirken er den mest velbesøgte dag i kirkeåret juleaften, hvor vi fejrer at Frelseren bliver født julenat, men højdepunktet i kirkeåret er uden tvivl Påsken, hvor Jesus overvinder synden og døden. Men selv om det er højdepunktet i Kirkeåret, så er den tomme grav påskemorgen ikke enden på Guds Frelsesplan. For Guds ønske – og årsagen til at Han lod sig føde som menneske i Jesus Kristus – er at alle mennesker skal få del i den Frelse, som Jesus skænkede os ved sin død på korset. Og det er kun ved at se til korset og den tomme grav, at vi kan forstå Guds gave til os.

Og for at vi mennesker bliver ved med at se til korset og den tomme grav, måtte Gud sikre, at det glædelige budskab blev båret videre til generationerne efter Påskens begivenheder udspillede sig. Det er derfor, Gud Fader i Gud Sønnens navn sender Gud Helligånden for at vejlede og styrke os. Og som vi hørte i læsningen før, så kom Helligånden bestemt ikke i stilhed. Det var nærmest som en eksplosion, der rystede huset, hvor disciplene var samlet. En lyd som et kraftigt vindstød, fyldte hele huset og med eet viser flammer eller tunger af ild sig for disciplene og sætter sig på dem – og de fyldes af Helligånden og begynder pludselig at tale alverdens sprog. Helligånden gør disciplene i stand til at sprede Evangeliet – det glædelige budskab – til mennesker over hele verden. Og de bliver ikke bare i stand til at forkynde på alle sprog, men fylder dem også med det de skal sige.

Helligånden gør disciplene i stand til det, der er selv Kirkens væsen, at forkynde Evangeliet for alle. Så når vi kalder Pinsen for Kirkens fødselsdag, så er det fordi, det er her Helligånden, ligesom ved skabelsen af mennesket, indblæser liv i Kirken – fylder Kirken med Guds Ånd. Fra at være en gruppe af troende bliver disciplene til de én Kirke. Og ligesom personerne i Treenigheden er én – så bliver de troende i Kirken også eet legeme i Kristus. Eet legeme, hvor hver del har fået forskellige gaver – de såkaldte nådegaver – altså forskellige evner, der gør os i stand til på hver vores måde, at tjene Gud og være Kirke for alle mennesker. På den måde fortsætter Helligånden med at virke. Men den kommer ikke altid med et stort brag, som en eksplosion som det skete Pinsedag, hvor ildtunger dansede rundt. Helligånden virker også i det stille. Den leder folk til Kristus og knytter dem tættere til Gud. Men den vejleder også de troende. Og både som individer og som Kirke skal vi huske at lytte til, hvad Helligånden fortæller os. For Helligånden er også vores værn mod de, både i og udenfor kirken, der vil forvanske den kristne lære eller påstår at være profeter og leder de troende vild (Matt 7,15-20; 24,23-27).

Lad os derfor på denne Pinsedag takke Gud Fader, der er Gud over og hinsides os, for ved Jesus Kristus, Gud Sønnen, der er Gud med os – der blev menneske og levede blandt os som en bror – sendte os Gud Helligånd, der er Gud inden i os, og leder os til Kristus og lader os leve i Ham.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.

Amen!

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Johannesevangeliet, Højtider - Pinse, Kirkeåret-Pinse, Prædikener

Tags: Helligånden, Jesus, Jesus Kristus, Johannesevangeliet, Pinse, Pinsedag, Prædiken, Talsmanden