Dette hellige evangelium skrives af evangelisten Matthæus: 

Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.« Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:

I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere. 

Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.

Matthæusevangeliet 2,13-23

Om få timer går vi ind i et nyt år – 2024, som forhåbentlig bliver glædeligt og lykkebringende for os alle. Men i dag er det også julesøndag og dermed snart en uge siden juleaften, hvor vi fejrede at Jesusbarnet blev født julenat. Og på markerne viste englene sig for hyrderne på marken og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Og julefreden sænkede sig over stalden i Betlehem og i de små hjem landet over.

Men her kun seks dage efter julenat bryder Matthæusevangeliets beretning juleidyllen. Ikke så snart er de vise mænd fra Østen, der kom med gaver til vor Herre Jesus Kristus, rejst bort, før en engel viser sig for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til.«

Englen advarer Josef, fordi Kong Herodes har hørt, at jødernes konge er blevet født. Og han vil ikke dele sin kongeværdighed med nogen. Ingen skal udfordre hans kongemagt. Derfor giver han ordre til sine folk om at slå alle drengebørn, der endnu ikke er fyldt to år ihjel – for at være sikker på, at Jesusbarnet er blandt dem. Så Josef bryder op fra Betlehem med Maria og den lille Jesus og sætter kursen mod Ægypten, hvor de er udenfor Herodes rækkevidde. Man kan levende forestille sig Marias frygt, da Josef, midt om natten, vækker hende og beder hende pakke deres få ejendele, sætter hende på æslet med det lille barn og begynder at vandre afsted i nattemørket.

Og her i Ægypten venter den lille familie, indtil Herodes dør. Men Josef tøver med atter at vende hjem, da det er Herodes søn, Arkelaos, der har overtaget tronen. Og Arkelaos var ikke bedre end Herodes, faktisk er hans styre så slemt, at romerne i år 6. e.Kr. fødsel fratager ham kongemagten og sender ham til Gallien i det nuværende Frankrig, hvor han dør i år 18. Endnu engang får Josef et syn, der fortæller ham, at han skal vende tilbage og slå sig ned i Nazareth i Galilæa.

***

I det 19. og det 20. århundrede er der sået tvivl om historien, som vi netop har hørt, på baggrund af at barnemordet i Betlehem ikke optræder uden for Biblen. En tommelfingerregel når man skal se om en historisk begivenhed har fundet sted er, at der skal være to kilder, der uafhængigt af hinanden nævner denne begivenhed. Men selv om historien om barnemordene i Betlehem ikke er nævnt andre steder, så er den højst sandsynlig. På tidspunktet omkring Jesu fødsel var Betlehem en lille by med omkring 300 – 400 indbyggere. Og det vil være rimeligt at antage, at der har været 15-20 børn under to år. Og hvor forfærdeligt det end er – så er det i forhold til, hvordan Herodes ellers agerede, langt fra utænkeligt, at han kunne have befalet det. Fra det vi ved om ham, var han en forfærdelig person.

Da det eksempelvis gik op for Herodes, da hans liv nærmede sig sin slutning, at der ikke ville være nogle der sørgede over ham, hidkaldte han, som en sidste handling for at straffe det folk, han hadede så meget, overhovederne for de ledende familier i hele Judæa. Da de ankom, fik han låst dem inde og gav sin søster ordre til, at de – når han døde – skulle slås ihjel. På den måde ville hele nationen sørge – måske ikke for hans død – men de ville dog stadig sørge. Heldigvis for de indespærrede kom hans søster, da han døde, til fornuft og slap dem fri. Herudover var Herodes gift hele ti gange – og havde ikke ét lykkeligt ægteskab. En af hans hustruer, som blev kaldt hans yndlingskone, fik han henrettet, fordi han troede – hvilket skulle vise sig ikke at være sandt – at hun havde en affære. Og mens han var i live, fik han slået sin svigermor Alexandra, sin onkel Josef og sin svoger Kostobar ihjel. Ja, han slog endda tre af sine fjorten børn ihjel. Når hans egen familie betød så lidt for ham, hvorfor skulle 15-20 fattige drengebørn i en landsby have nogen værdi for ham.

Den romerske kejser Augustus er citeret for at skulle have sagt, at det var bedre at være et svin end Herodes søn.  Pointen er, at Herodes jo ikke rørte svin, da han var jøde – men rask værk slog sin familie ihjel.

Så at beordre 15-20 børn af fattige galilæiske bønder myrdet ville ikke have betydet det mindste for en mand som Herodes. For ham var de en parentes.

***

Josef gjorde klogt i at rejse til Egypten. Men flugten var også en del af Guds frelsesplan og understreger Jesu rolle som Frelser. Og beretningen om Moses i Det Gamle Testamentes kan ikke undgå vore tanker, når vi hører om flugten til Egypten.

På Mose tid var israelitterne slaver i Ægypten. De er i sin tid kommet til Egypten som gæster, men med årene vokser deres tal, og Farao – altså den ægyptiske konge – er nu bekymret for, at israelitterne skal blive for mange og overtage landet. Derfor befaler han, at alle jødiske drengebørn skal slås ihjel. For at redde Moses, tager hans mor ham og lægger ham i en sivkurv, som hun sætter ud på Nilen for at redde barnets liv. Og her finder faraos datter kurven med barnet, som hun tager til sig, og Moses vokser nu op i den kongelige familie.

Men da Moses, som voksen, ser en af de israelitiske slaver blive slået af en egyptisk vagt – farer han i flint – slår vagten ihjel og må efterfølgende flygte til Midjan. Og her taler Gud til ham fra en brændende tornebusk, og befaler ham, at han skal drage tilbage til Egypten og fører israelitterne ud af landet og til det forjættede land – Kanaans land.

I Evangeliet, vi har hørt i dag, prøver kong Herodes at slå Jesusbarnet ihjel. Og, som Moses, må den hellige familie flygte og drage i eksil – i Egypten. Og her får Josef at vide, at de skal drage tilbage til Nazareth, hvor Jesu opgave begynder; at føre folket til det forjættede land – Guds Rige.

På den måde foregribes Jesu virke i Det Gamle Testamente. På Moses tid kunne denne verdens herskere ikke stoppe Guds plan. På Jesu tid kunne denne verdens herskere ikke stoppe Guds plan. Og i dag kan denne verdens herskere ikke stoppe Guds plan.

***

Som sagt er det kun seks dage siden, at vi fejrede Jesu fødsel. Ikke kun her i Danmark men verden over. Og som sædvanlig strømmede folk til kirkerne juleaften for at deltage i fejringen. Men om nogle måneder, når vi kommer til Langfredag, er de fleste ikke at finde på kirkebænkene.

Måske skyldes det, at de glædelige budskaber, som Jesusbarnets komme til verden, er nemmere at komme overens med end de triste. Men vi må se hele Jesu liv i dets helhed for at forstå den frelse, som Han tilbyder os. Og så vil selv Langfredagens lidelse og død blive oplevet som glædelig, udfra det de udvirker.
For kristendom er ikke bare glæden over Jesu fødsel. Kristendommen er både beretningerne i Bibelen om glæden, når folk imod det glædelige budskab, skuffelsen når Han blev afvist, fejringen Palmesøndag, da Han som en konge red ind i Jerusalem, og det er lidelsen, ydmygelsen og døden på korset Langfredag og det er den glædelige opstandelse Påskedag, hvor Han besejrede synden og døden.

At være kristen er så at sige at tage det sure med det søde. Man forstår ikke kristendommen til fulde, hvis man kun fokuserer på de glædelige beretninger om Jesus. Man vil blive skuffet, hvis man som kristen kun forventer medgang og at blive accepteret af det omgivende samfund. Bekender man Kristus som Herre og Frelser, vil man finde ud af, at det ikke altid nemt at følge Jesus. Det er ikke nemt at være kristen. I Første Petersbrev står der:

»I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares.«

1 Petersbrev, kapitel 4,12-13

På samme måde kan vi, når vi rækker ud til andre for at fortælle dem om tilgivelsen i Jesus og Guds nåde opleve modgang.  Og det er nemt at blive mismodig, når det ikke lykkes, når tingene går en imod. Og det er nemt at blive trist, når man ser på verdens tilstand og man tager sig selv i at tænke; hvis alle bare forstod og tog imod det glædelige budskab, ville verden se ganske anderledes ud. Tog jøder og muslimer imod Kristus ville krigene, der hærger Mellemøsten slutte. Hvis folk handlede i næstekærlighed mod hinanden, ville krige og menneskeskabte lidelser verden over hører op. Men når vi tænker sådan, skal vi minde os selv om, at Kristus også oplevede modgang. Han blev også afvist. Ja, man stræbte Ham efter livet!

***

Herodes troede, fordi han ikke vidste, hvem Jesus i virkeligheden var, at barnet, der blev født, ville blive en jordisk konge. Derfor forsøgte han at bremse Guds plan. Men overfor Gud var Herodes magtesløs i sit raseri.

I Johannesevangeliet står der om Jesus: »I Ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.« Det var det, der skete med Herodes og det der stadig sker i dag – lyset, Kristus, skinner i mørket – og Herodes’ mørke og ondskab kunne ikke gribe lyset.

***

Ravi Zacharias – en Kristen apologet fortalte en historie om en ven fra sin studietid, som jeg vil gengive ud fra erindringen. Det var tilbage i 1976 i Vietnam. Vietnam-krigen var netop overstået, men der var stadig en del uroligheder i landet. Og han rejste gennem landet på kryds og tværs sammen med en kristen vietnamesisk studiekammerat. Kort efter deres rejse og efter Ravi havde forladt landet, blev vennen arresteret. Men en dag – flere år senere – ringede Ravis telefon. Det var vennen. Ravi spurgte: Hvor ringer du fra? Jeg ringer fra Los Angels. Hvordan er du havnet i Los Angels? Det sidste jeg hørte var, at du var i fængsel. Har du to minutter til at høre min historie, spurgte vennen og begyndte at fortælle.

Jeg var fængslet og sat i genopdragelseslejr. Og jeg fik at vide, at de ville fjerne alle vore fejl. Kapitalister, liberale, kristne – vi skulle alle sammen lære om Marx og Engels og blive gode kommunister. Vi arbejdede og læste: Marx og Engels, Marx og Engels. Dag ud og dag ind. Uge efter uge, måned efter måned. Og en dag tænkte jeg – hvad nytter det? Hvor er Gud, når Han kan tillade, at jeg sidder her. Og en aften sagde jeg til mig selv: Det nemmeste er at opgive troen. Måske har kommunisterne ret. Måske var det de kristne missionærer, der havde taget fejl. Måske var det dem, der havde sat ideer om Jesus og Gud i hovedet på os. Måske er der virkelig ikke mere end denne verden. Næste dag stod jeg op og tænkte, at jeg ville være lydig og fordybe mig i marxismen og gøre den til mit livssyn. Jeg meldte mig til at gøre latrinerne, altså lejrens toiletter, rene. Og da jeg lå og gjorde rent, så jeg i al skidtet en seddel, hvorpå noget stod skrevet på engelsk. Det var forbudt at læse noget engelsk, så jeg vaskede den og stoppede den i lommen. Og først da lyset var slukket om aftenen, turde jeg tage den frem. Og i lyset fra min lille lygte foldede jeg papiret ud og læste:

»For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.«

Det var fra Romerbrevet. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Gud rakte ud efter mig.

Jeg meldte mig hver dag til at ordne latrinet, og hver dag fandt jeg nye sider. Det viste sig, at den vagthavende havde en gammel Bibel, som han brugte som toiletpapir. Og hver dag samlede jeg siderne sammen, vaskede dem og brugte dem som læsestof om aftenen. Og jeg blev stærkere i troen, og begyndte at lægge planer for at flygte.

Men en dag da jeg stod ved hegnet og overvejede, hvordan man bedst kunne flygte, kom nogle af vagterne hen til mig med hævede geværer. De spurgte om jeg prøvede at flygte. Rystede som et espeløv nægtede jeg. Men ikke så snart var gået, før jeg tænkte: ”Her står jeg. Og tør ikke sige sandheden. ” Og jeg lovede mig selv, at hvis et skete igen ville jeg sige sandheden. Hvorfor frygter jeg noget, når Gud er med mig. Det burde jeg have lært nu.

Nogle dage senere, da jeg igen stod ved hegnet og tænkte over, hvordan man skulle komme væk, kom de samme vagter igen – og spurgte igen om jeg prøvede at flygte. Denne gang sagde jeg: Ja, hvad vil I gøre smide mig i fængsel. Nej – sagde den ene af vagterne – vi vil med.

Og sammen flygtede vi nogle dage senere – først til Thailand og så videre til USA.

***

Som Gud talte til Josef gennem englen, således talte Gud også til Ravi Zacharias´ ven.

Begge var de truet, begge frygtede for deres liv og begge oplevede, hvordan Gud greb ind. Men hvad med os? hvordan taler Gud til os, når vi oplever modgang som troende? Sommetider kan man tænke: giv mig et tegn – vejled mig – vis mig en vej jeg skal gå! Vis mig, hvad jeg skal gøre!? Gud sendte sine engle til Zakarias, den hellige Maria og Josef! – ville et lillebitte tegn så være for meget forlangt!?

Men kan det tænkes, at tegnene er der? Men at vi er for dårlige til at lytte eller til at se dem. Ofte lever vi vores liv for os selv og lytter kun til os selv. Vi gør vores hjerter hårde. Vi overbeviser os selv om, at vi ved, hvad der er bedst. Vi har ikke brug for Gud, tror vi. Som oftest mærker folk oftest Gud, hører Ham først, når de er triste, syge eller i sorg. Det er fordi, vi netop dér ser vores egen utilstrækkelighed, vores egen fejl, vores egen menneskelighed i øjnene. Vi indser, at vi ikke er herrer over livet, men at vi derimod har en Skaber som er Herre over alt. Og selv om det på sin vis ville være på sin plads, at Han ikke talte til os, når vi ellers gør os så stort et besvær med at ignorere Ham, så er det netop her, at Han viser os, hvor stor Hans kærlighed til os er; For Han vender sig ikke bort fra os!

Han vender sig ikke bort fra dig på noget tidspunkt. Aldrig! Det er derimod os, der vender os bort fra Ham. Men hvis du tør vende dig mod Ham, hvis du vælger, at åbne dit hjerte for Guds ord, så vil du se tegnene. Hvis du tør smide al selvtilstrækkelighed over bord og lade Gud komme ind i dit liv, så vil du, når du læser Bibelen, kunne høre Ham tale til netop dig og så vil du, når du modtager nadveren mærke Hans nærvær.

Det er det, der sker her i kirken. Vi er i Guds nærhed, når vi samles her. Nogle overbeviser sig selv om, at de ikke behøver Kirken for at tro på Gud. De behøver ikke at få udlagt Skriften, det kan de selv (og tage de ting fra den de synes de kan bruge) og de har ikke brug for noget fællesskab med en menighed, de kan sagtens være alene med deres tro. Men Kirken kan ikke undværes. Det er her i Kirken, at vi mødes som Kristi menighed; Kirken er Kristi Legeme, og det er her i Kirken, at Guds ord lyder til os. Kirken blev stiftet af Kristus selv, da Han sagde til Simon Peter:

»Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.«

Kirken er Kristi Kirke. Den er ikke en statsinstitution eller et redskab for en politisk dagsorden, selv om politikerne prøver at blande sig i Kirkens indre anliggender. Men de skal forstå – og det skal alle forstå – ligesom Herodes skulle have forstået det – Kirken er Kristi Kirke.

Og i Kirken hører vi det glædelige budskab: I medgang og i modgang har vi det glædelige budskab om Guds kærlighed og nåde. Selv når vejen synes mørk og trang, lyser Jesus Kristus som et lys i mørket og oplyser den vej, Han ønsker vi skal gå.

Lad os derfor i det nye år, som vi skyder ind om snart ganske få timer, have som nytårsforsæt at åbne vores hjerter for Jesus Kristus og følge Ham, og arbejder for, som vi beder i Fadervor; at Hans rige kommer og Hans vilje sker, som i Himlene, således også på jorden.

Og for det siger vi: Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen!

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Matthæusevangeliet, Højtider, Jesus Kristus, Kristenliv, Mission, Prædikener, Teologi-Treenighedslære

Tags: Betlehem, Herodes, Jesus Kristus, Julesøndag, Matthæusevangeliet, Nytår, Nytårsaften, Prædiken