Andagtsord – 4. søndag i Advent

Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

Johannesevangeliet 1,19-28

Johannes Døberen er en særlig person.

Selv om han er en gennemgående person i de fire evangeliet, så ved vi ikke meget om ham eller den religiøse gruppe han stod i spidsen for. Vi ved om ham, at hans mor var slægtning til Maria, Jesu mor, formentlig kusine eller tante. Han levede et simpelt liv i ørkenen, klædt i tøj af kamelhår og levede af græshopper og vilde biers honning, mens han prædikede omvendelse og dåb.  Han fordømmer den jødiske religiøse overklasse, farisæerne og saddukæerne, i stærke vendinger med trusler om evig fordømmelse. Men vigtigst af alt er hans mission – at berede vejen for Jesus.

På trods af – eller måske netop på grund af – han levede så forskelligt fra samfundets normer, flokkedes folk fra hele Galilæa, Jerusalem og Jordanegnen til Jordanfloden for at blive døbt af ham.

Og Johannes Døberens aktiviteter og popularitet skaber uro blandt den etablerede religiøse elite i landet. Landet er ikke ubekendt med selverklærede profeter og messiasser, der sætter folket op mod landets ledere eller den romerske besættelsesmagt, og de store skarer han samler om sig, får de religiøse ledere til at undersøge, hvem denne Johannes Døber egentlig er. Derfor sender de præster og levitter (tempeltjenere) ud for at tale med ham og stille ham spørgsmålet: »Hvem er du?«

Men havde de ventet en selvbestaltet messias med storhedsvanvid bliver de slemt skuffede. For Johannes siger til dem »Jeg er ikke Kristus

»Hvad er du da?« spørger de ham ”er du Elias?« men igen svarer Johannes afvisende: »Det er jeg ikke.«

»Er du Profeten?« spørger de igen, og igen lyder svaret: »Nej«

Og de udsendte præster og levitter bliver utålmodige: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?«

Og nu svarer han endelig med henvisning til profetien i Esajas’ Bog fra Det Gamle Testamente: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.« og »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.«

Det er ikke det svar de havde forventet.

Johannes var ikke den messiasaspirant med høje tanker om sig selv, de havde forventet. Han er sig pinlig bevidst om sin rolle. Han bereder vejen for en, hvis skorem han ikke er værdig til at løse – Jesus.

Ved sit eksempel er Johannes Døberen et eksempel til efterfølgelse for alle kristne!

At gøre som Johannes betyder ikke, at vi skal gemme os bort i ørkenen (eller skovene – da vi jo ikke har ørkener her i Danmark), fortælle folk om deres syndige liv og true med fordømmelse. Men vi skal som Johannes gør – i hans forkyndelse og i hans svar – pege bort fra os selv – og i stedet til Kristus. Vi skal ligesom Johannes dele det glædelige budskab om Guds kærlighed og inviterer folk til at gå Gud sammen med os.

Vi skal se de positive ting i livet – ikke bare om heldige tilfælde – men som de velsignelser de er. Prøv at se din partner, børn, familie, venner, arbejde, bolig som velsignelser fra Gud. Ja, selv hvis du kun har en gammel spand af en bil, skal du i stedet for at brokke sig, prøve at være taknemmelig for, at du i det mindste har en bil. Der er mange andre, der mangler det mest basale i livet – både materielt, socialt og åndeligt. Og den glæde og taknemmelighed ved det man har, skal man ikke være bange for at udtrykke med ord som velsignelser fra Gud (man kan jo prøve at forestille sig, hvis man ikke havde noget af det). Og når vi møder folk på vores vej, skal vi handle i næstekærlighed og med omsorg for andre, for det møde med andre kan føre dem ind på deres vej til Gud.

Guds Fred til Jer alle

Pastor Schønberg



Kategorier:Adventstiden, Andagtsord, Bibel, Johannesevangeliet, Jul, Mission, Teologi

Tags: , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kursus i ikonmaling - Galleri St. Helene

Ikonmaleri for begyndere og øvede, undervisning i at tegne en ikon og male i tetrachrome, salg af ikonplader og pigmenter

Christian Roar Pedersen - præst, samtale - sorg - skyld - skam - foredrag

Sognepræst, sjælesørger, debattør - samtale - sorg - skyld - skam - foredrag

%d bloggers like this: