Hvert år i januar offentliggør Opendoors deres World Watch List. Listen kortlægger forfølgelser af kristne verden over.  Og således også i år, og situationen er ikke god, for at sige det mildt.

Som man kan læse på opendoors.dk inddeles graden af forfølgelse normalt i tre niveauer: ’ekstrem forfølgelse’, ’meget alvorlig forfølgelse’ og ’alvorlig forfølgelse’. Men i år er forfølgelserne taget så meget til, at kategorien ’alvorlig forfølgelse’ er udgået, og kun efterladt “ekstrem-” og meget “alvorlig forfølgelse”!

Blandt andet har covid-19 pandemien medført, at forfølgelserne er taget til, da de kristne minoriteter nogle steder får skylden for spredningen af vira.

—

Forfølgelser af kristne er ikke noget nyt, men har rødder til den allertidligste kristendom, hvor Sankt Stefan blev stenet ihjel for sin tro, og blev den første kristne martyr. Og Jesus advarer da også selv sine disciple om, at de vil lide på grund af deres tro:

Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld.

Lukasevangeliet, kapitel 6:22

Og det er selve kernen i kristentroen; at bekende sig til Jesus som Herre og Frelser – uanset omkostningerne, og ikke svare igen med vold.

Men at leve med den bevidsthed, at det at være troende kan føre til forfølgelse, er ikke ensbetydende med at vi skal være tavse. Lukker vi øjnene for vore medkristnes lidelser, ja for alle menneskers lidelser, er det lig med at vende Kristus ryggen. I Matthæusevangeliet kapitel 25 forudsiger Jesus dommen over menneskerne. Her gør Han det klart, at vi skal se Ham i næsten, vores omsorg for andre mennesker eller mangel på samme afgør, hvordan vi dømmes:

…jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«

Matthæusevangeliet, kapitel 25:42-46)

At følge Jesus betyder med andre ord, at vi ikke kan sidde vore kristne brødre og søstres bøn om hjælp, overhørig. Vi der er sikre, har en pligt til at tale de undertryktes sag over for undertrykkerne. Derfor må Kirken – og her menes ikke kirken forstået som; Folkekirken, den Katolske Kirke, Baptistkirken og andre kirkesamfund, men kirken som samfundet af Kristustroende, lige fra biskop til lægmand, arbejde for at sikre at andre kristne frit kan dyrke deres tro.

Man kan støtte forfulgte kristne økonomisk gennem for eksempel en organisation som Opendoors Denmark, men vi kan ikke komme udenom, at det er gennem det politiske arbejde, forholdene for de forfulgte for alvor kan ændres.

Derfor påhviler der vores politikere et stort ansvar i situationen. På den ene side fordi vi er et kristent land, og bør kunne identificere os med kristne verden over, ligesom vi identificerer os med demokratibevægelser verden over, da vi deler nogle grundlæggende værdier (mange af disse værdier har kristendom og demokratiet tilfælles. Der kan måske ses en sammenhæng i det faktum, at undertrykkelse og forfølgelser af kristne og andre grupper på grund af race eller seksualitet, hovedsagligt finder sted i lande, der ikke er demokratiske eller har et anstrengt forhold til demokratiet). På den anden side påhviler der dem et ansvar, fordi vi som mennesker altid bør bekæmpe forfølgelser af mennesker på grund af religion, køn, race og seksualitet.

Og med det in mente er det bemærkelsesværdigt, at i en tid, hvor politikerne er ved at falde over hinanden for at fremstå som de mest ihærdige forkæmpere for diverse minoriteters rettigheder verden over, er deres optagethed af kristenforfølgelser forbavsende lille. Nu og da kommer man med en udtalelse; man italesætter sine intentioner; man nedsætter et råd; man opretter et kontor i udenrigsministeriet med fokus på kristenforfølgelser, men forbavsende lidt sker.

Nu ved jeg godt, at nogle vil sige, at politik er en mere kompliceret affære end som så. Ændringer kræver internationalt samarbejde – hvor mange forskellige interesser er på spil. Gennem forskellige samarbejdsaftaler med de pågældende lande, med venskabsbyer, udviklingssamarbejder og andet forsøger man at forbedre kristnes (og andre forfulgte minoriteters) forhold. Og nogle vil hævde (måske med rette), at hvis vi presser for meget på for øjeblikkelige ændringer, vil det gå ud over de kristne i de pågældende lande: Men det ændrer ikke ved at forfølgelserne er taget til, hvorved man vel kan konkludere at den strategi man har fulgt hidtil ikke virker.

Jeg er præst og ikke politiker. Derfor erkender jeg også åbent, at jeg formentlig ikke forstår alle de komplicerede aftaler og spil, der foregår i det internationale diplomati, men det er heller ikke min opgave. Det er derimod politikernes opgave. Og politikerne må belært at tidligere tiders erfaringer, som blandt andet nazisternes forfølgelser af jøderne eller undertrykkelsen af religiøse grupper i den kommunistiske verden, kunne se nødvendigheden af at bekæmpe disse onder.

Vi må derfor som mennesker og kristne, hvad enten man er præst og lægmænd, lægge pres på vores politikere, både på nationalt, såvel som kommunalt, plan, og kræve at de sætter handling bag ordene.

Det skylder vi vores medkristne og det skylder vi vores medmennesker.

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Du kan også støtte bloggen medet fast månedligt eller årligt beløb her

Kategorier:Debat, Diverse, Kirke, Mission, Samfund, Teologi

Tags: Åbne døre, Forfølgelser, Menneskerettigheder, opendoors, opendoors.dk, Undertrykkelse