Andagtsord – 2. søndag i fasten

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Matthæusevangeliet 15:21-28

Dagens evangelium er ved første syn på en og samme tid foruroligende og håbefuldt. Foruroligende fordi vi oplever Jesus afvise en kvinde, der kommer til Ham for få hjælp, og håbefuldt fordi Han alligevel forbarmer sig over hende.

Da vi møder Jesus i dagens evangelium, er Han med sine disciple fortrukket til området omkring byerne Sidon og Tyrus i Fønikien, vores dages Libanon. Måske er det den anspændte situation i Galilæa – der får Jesus til at tage sin disciple med hertil. Godt nok er de på fremmed grund blandt hedningene, men de er fri for farisæerne og får – hvilket de nok trænger til – en velfortjent pause fra den seneste tid tumult.

Men snart brydes roen. En kanaanæisk kvinde dukker op og henvender sig til Jesus med en bøn om hjælp til hendes barn. Kanaanæerne var det folk, der beboede egnene, der stødte op til Galilæa. Men på trods af den korte afstand mellem kanaanæere og jøderne, og at Kam, Noas søn, var stamfader til kanaanæerne (og de to folk dermed delte fælles stamfader) adskilte de to folk sig væsentligt fra hinanden i deres religionsdyrkelse. Kanaanæernes religion var en frugtbarhedsreligion med flere guder, som Ba’al og Ashera med overguden El i spidsen, mens jøderne kun dyrkede én Gud, og så sig selv som denne Guds udvalgte folk. Af samme årsag anså jøderen kanaanæerne for at være hedninge.

Og da den kanaanæiske kvinde henvender sig til Jesus med ordene: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« opfører Han sig da også, som man på det tidspunkt ville forvente af enhver rettroende jøde, nemlig ved at ignorer hende. Og disciplene, der er vidner til optrinnet, opfordrer Ham til at afvise hende: »Send hende væk! Hun råber efter os.«

Jesus svarer ikke kvinden, men siger henvendt til disciplene: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«

Måske fordi Jesus ikke sender hende væk, som disciplene opfordrer Ham til, øjner kvinden endnu en mulighed for at få hjælp, og hun kaster sig ned for Hans fødder: »Herre, hjælp mig!«

Nu henvender Jesus sig direkte til kvinden, og forklarer sin afvisning ved en sammenligning af Guds nåde med en husholdning: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Det vil sige at Guds nåde, som Jesu forkynder, er forbeholdt jøderne (dvs. børnene). Derfor ville det være forkert at rette den mod andre folkeslag som kanaanæerne (dvs. hundene), der jo ifølge jødisk tro ikke tilhører Guds udvalgte folk, men er urene.

Men kvinden er ikke sen til at gribe bolden og sende den tilbage til Jesus: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Kvinden mener, at selv om Han er sendt til jøderne, så må Gud, almægtig som Han er, have nok nåde til at også andre kan få del i den.

Og hendes svar får Jesus til at forbarme sig: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Når man læser beretningen om den kanaanæiske kvinde, rejser spørgsmålet sig, om den handling vi ser udspille sig mellem Jesus og kvinden, i virkeligheden fra Jesu side er en belæring af disciplene.

Hans første afvisning af kvinden sker ved at forholde sig tavs. Det er nærmest, som Han venter på at se disciplenes reaktion. Og som ventet er deres reaktion i overensstemmelse med den jødiske opfattelse af, hvordan man skal forholde sig til urene, da de opfordrer Ham til at sende hende væk. Og da Han siger, at Han er sendt for at »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« er det rettet til disciplene, mere end det er til kvinden.

Jesus vil se, hvad disciplenes opfattelse af Guds storhed er. Men Han har allerede besluttet sig for at hjælpe kvinden. For Han kan se på hendes tiltale og handling, hvordan hun opfatter Ham, hvad hun tror. Allerede da hun først henvender sig til Ham, sker det med tiltalen ”Davids Søn”. At kalde Jesus ‘Davids Søn’ er en anerkendelse af Jesu status som konge, Læser man Jesu stamtavle i Matthæusevangeliet (kap. 1, v. 17) lægges der netop vægt på at Jesus, udover at være Guds Søn, nedstammer fra jødernes Kong David, og er den retmæssige hersker over jøderne. Kvinden ser med det samme det, som disciplene har været langsommere til at forstå, og som farisæerne og de skriftkloge stadig ikke kan se.

Og ved at falde på knæ for Ham, understreger kvinden, at hun virkelig tror, at Han er konge. Hun viser, at hun anerkender Hans magt. Ja, hun anerkender ikke bare Hans magt, men er også klar over, hvor stor den magt er. For da Jesus, ved at sammenligne jøderne og hedninge med børn og hunde, siger til hende, at det ikke ville være rigtigt at bruge det, der var tiltænkt jøderne på andre end netop dem, viser hun gennem sit svar, at hun tror at Hans magt rækker ud over jødedommen. Og selv de mindste krummer af den magt kan frelse.

Det er nok ingen tilfældighed, at beretningerne om Jesu møde med den kanaanæiske kvinde kommer efter Jesu diskussion med farisæerne om rent og urent (Matthæusevangeliet 15:1-20). Den, i jødernes øjne, urene kanaanæiske kvindes tro var renere end farisæernes tro, og de tilhørte endda det udvalgte jødiske folk. Og med en tro så ren – kan hun så være uren? Og fordi hun netop anerkender Jesus som Herre og Frelser er hun ren, og får del i Guds nåde.

Når vi læser evangelierne og hører om Jesu virke, så er der nogle, der søger efter det almenmenneskelige i beretningerne. Det vil sige, at man tænker ”hvis jeg nu var den kanaanæiske kvinde”, hvordan ville det så relatere til min situation; hvordan handler denne beretning om mig? Men den tilgang kan ofte fører til, at man sidder tilbage med følelsen af, at det er svært at se sig selv i situationen, og det føles som teksten ikke rigtig ”taler” til en. Men i stedet skal man prøve, at se det fra den modsatte vinkel: Teksten handler om Jesus og det Han gør, og så vil teksterne åbne sig på en anden måde, og tale til en.

Fra den vinkel viser beretningen om den kanaanæiske kvinde os flere ting, hvoraf især to er værd at trække frem: Bønnen og Guds nåde der findes i overflod.

Bønnen og dens magt og vedholdenheden i bønnen er tydelig i beretningen. Kvinden blev ved at bede, selvom hun tilsyneladende ikke blev hørt, ja, ligefrem blev ignoreret. Hvor andre måske ville have opgivet og gået deres vej, så fortsatte hun – og hun blev hørt. Når vi her i livet føler at Gud ikke hører vores bønner, kan det være fristende (og det er der desværre for mange der gør) at sige; der sker alligevel ingenting; hvorfor blive ved? Men vi ser her, hvordan vedholdenhed i bønnen belønnes (måske ikke altid som vi ønsker det, men vi bliver hørt)!

Dernæst er der Guds nåde i overflod. Vi ser, at selv den kanaanæiske kvinde, der blev anset som uren af jøderne, kan få del i Guds nåde. Det viser det os, at Guds kærlighed rækker langt ud over vores forstand. På det rent mellemmenneskelige plan kan det få os til at overveje, om vi selv har den fejl at inddele folk i rene og urene, acceptable eller uacceptable, bedre eller dårligere mennesker – og videre; hvis Gud ikke gør det, bør vi så gøre det? Men det fortæller os dertil noget endnu vigtigere; det fortæller os nemlig, at ingen mennesker står uden for Guds kærlighed, hvis de som kvinden accepterer Jesus som Herre og Frelser. Mange tror på Gud, men de føler et eller andet sted, at troen og kirken ikke er noget for dem, det er kun for de ”frelste”. Måske bunder det i en angst for ikke at kunne gøre det godt nok, eller at de har fejlet for meget til at kunne blive tilgivet, at de tror at de er dårlige mennesker og uværdige til at modtage Guds kærlighed. Men det er netop kerne i dagens evangelium – ingen står uden for Guds frelse og kærlighed. Den omfavner alle, der står klar til at tage imod den.

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg


Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!




Kategorier:Andagtsord, Bibel-Matthæusevangeliet, Jesus Kristus, Kirkeåret-Faste, Prædikener, Teologi, Teologi-Kristologi

Tags: , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: