Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Johannesevangeliet 20,19-31

Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det det sikkert også! sådan lyder en velkendt talemåde.

En talemåde, som disciplen Thomas i dagens Evangelium havde taget til sig.

—

Evangelisten Johannes tager os i dagens evangelium med tilbage til tiden kort efter Jesu lidelse og død langfredag. Det er i denne mørke tid, vi møder disciplene. De har lukket sig inde. „De frygter jøderne”, som der står. “Jøderne” er de jødiske myndigheder, der netop har fået Jesus slået ihjel. Vi kan forestille os den anspændte stemning. Det utænkelige er sket! Deres ven og Herre er død! Hvad gør vi nu? spørger de hinanden. Skal vi blive her, i skjul, indtil uroen har lagt sig – eller rejse væk herfra?

Og mens de prøver at beslutte sig for, hvad de skal gøre står Jesus pludselig iblandt dem. Opstanden!

Men en af disciplene – Thomas kaldet Didymos – er ikke til stede.

Aftenen før Langfredag, da Jesus blev arresteret i Gethsemane Have, tog Thomas flugten. Og hans verden falder nu fra hinanden. Judas Iskariot, som han har betragtet som en god ven, forråder Jesus og overlader Ham til de jødiske myndigheder. Og Langfredag ser Thomas på afstand, hvordan Jesus blive pisket, ydmyget, slået, fornedret og til sidst, som en ussel forbryder, klynget op på et kors uden for byen. Og da han ser Jesus blive lagt i graven – begraves også Thomas’ håb.

Så da de andre ser Jesus stå opstanden midt iblandt dem, er Thomas dér ikke. Han vælger ensomheden – desillusioneret og nedtrykt, bitter og forvirret.

Og i de efterfølgende dage må vi forestille os, at de andre disciple leder efter ham. Bekymrede for ham, men også spændte på at fortælle ham den glædelige nyhed: at Jesus er opstanden! Og da de finder ham fortæller de ham om det under, som de har været vidner til. Men havde de ventet, at Thomas bliver grebet af begejstring, så bliver de slemt skuffede:

Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.

sådan lyder hans svar på deres beretning om mødet med den opstandne Kristus .

Thomas har det græske tilnavn Didymos.  Didymos betyder tvilling. Ja faktisk betyder navnet Thomas også tvilling – det kommer af det aramæiske ord (det sprog Jesus og disciplene talte) teoma. Hans virkelige navn var Judas, men da Judas var et almindeligt navn, gav man ofte tilnavne, der samtidig beskrev personen (således blev den Judas, der forrådte Jesus, kaldt Judas Iskariot – som man mener måske henviser til at han kom fra Keriot i det sydlige Judæa – altså Judas fra Keriot). Thomas’ tilnavn Tvilling peger formentlig på, at han altid er i to sind. En vaklen der beskrives i Johannesevangeliets kapitel 14, da Jesus forudsiger sin egen død:

»Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Og Thomas spørger Ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Og Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.

Johannesevangeliet kapitel 14:3-6

Men at Jesus er Sandheden, vejen og livet, giver ikke mening for Thomas nu. Den eneste vej han kan se er den vej, der fører til graven og døden. Det er den eneste sandhed han tror nu – efter det han har været vidne til.

Trods sine tvivl kommer Thomas dog ugen efter, da disciplene atter mødes. Han savner sine venner – de andre disciple – dem han har tilbragt så mange timer med under deres vandringer i Judæa og Galilæa.

Og mens de sidder og spiser og taler om den Opstandne Jesus, tænker Thomas nok ved sig selv: ”Ja, det er godt med Jer. Jeg så Ham dø. Når folk er døde er de døde – ingen der står op fra de døde!”

Men pludselig står Jesus blandt dem igen. Og den første Han henvender sig til er Thomas:

Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.

Og Thomas, der nu ser, at Jesus virkelig er opstanden, falder grædende på knæ og bekender:

Min Herre og min Gud!

Thomas – tvivleren – er den første, der bruger ordene om Jesus ”Min Herre og min Gud”. Den største bekendelse der findes i Biblen.

Og Jesus siger til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«

—

Den tvivl Thomas oplevede, kan alle troende mennesker møde på livets vej. Man er overbevist, man føler sig fast i troen, men pludselig sker der noget, der får troen til at vakle. Det kan være dødsfald, sygdom, skilsmisse, forældres skilsmisse, man bliver fyret fra arbejdet, man bliver mobbet i skolen eller føler sig udenfor og ensom. Og man spørger sig selv; hvis der er en Gud, hvorfor lader Han så det her ske for mig? Man tvivler – ja, måske mister man troen. Man kan ikke forstå, hvordan Gud handler. Man kan ikke se, hvad det hjælper at tro på Ham – at bede til Ham. Livet går en imod og bønnerne besvares ikke. Det er det, som Thomas oplevede. Hans tro lå i ruiner efter langfredag. Han tvivlede på de andre disciples vidnesbyrd – han tvivlede på Jesus.

Men der er forskel på at tvivle og fortvivle. Dagens evangelium lærer os er, at det er menneskeligt at tvivle. Men det fortæller os også en anden ting, som vi skal lægge os på sinde: Selv om Thomas tvivler – så forlader han ikke discipelkredsen. Han opgiver ikke Jesus. Vi hørte før, at Jesus, da Han kom til disciplene blæste Helligånden ind i dem – og de var bag lukkede døre. Det er billede på den kristne menighed – et billede på kirken. På den måde kan man sige, at Thomas, selv om han tvivlede, holdt sig til kirken. Han holdt sig til menigheden. Han tvivlede, men fortvivlede ikke.

Han havde under al sin usikkerhed og sin angst et lille håb, om at det hele ville give mening. Han fandt troen igen – og da han kom ud af tvivlen – blev hans tro stærkere end nogensinde før.

Da han ser den opstanden Jesus, giver alt det, han har hørt Jesus forkynde mening.

Og buddet som Jesus pålægger disciplene i dagens Evangelium: ”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer” griber Thomas frygtløst. Han går i gang med at sprede det gode budskab – udbrede evangeliet. Ifølge traditionen missionerede han i området ved Tigris og Eufrat – altså det moderne Irak. Han rejser til Persien – vore dages Iran, og han rejser videre til Indien –til Malankara på sydkysten, hvor han missionerer og grundlægger kirker. Og da portugisiske søfarer lander her i 1600-tallet, finder de en gruppe kristne, der samles i en kirke der bar hans navn – Mar Thoma Kirken, og som blev grundlagt af ham et halvandet årtusind før. Han dør omkring år 72 nær byen Madras, Indien, som martyr, efter at være blevet gennemboret af spyd.

—

Men hvad med os? Ligesom Thomas oplever vi også tvivl.

Hvad skal vi gøre hvis vi tvivler?

Vi skal kigge på Thomas – Thomas Tvivleren. Vi skal ikke fortvivle og opgive – vi skal ikke vende Gud og kirken ryggen. Vi skal huske det løfte, som Jesus gav os natten før korsfæstelsen; at Han ville sende Talsmanden – Helligånden. Og det er den Helligånd, Han blæser ind i disciplene. Han lover os, at Helligånden vil åbenbarer Faderen og Sønnen for os. Og Helligånden virker. To tusind år efter Jesus viste sig for den første menighed, er Hans menighed stadig samlet. Vi er samlet om nadveren, samlet om Ordet, samlet om den Opstandne Kristus.

Og for den store glæde og velsignelse siger vi af hele hjertet: Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Johannesevangeliet, Kirke, Teologi

Tags: Bibel-Johannesevangeliet, Kirken, Opstandelse, Påske, Thomas, Thomas Tvivleren, Tvivl