I dag kommer der et lille ekstra indlæg.
Nogle af Jer følgere her på bloggen har måske undret Jer over, at de forskellige links på bloggen til de sociale medier er forsvundet.
Jeg har været på Instagram, Pinterest og Twitter nogen tid og oprettede for nylig også en side for bloggen på Facebook. Og har I også fulgt mig dér, så har I måske også fundet ud af, at jeg har gjort dem inaktive.
Jeg har altid haft en kritisk holdning til sociale medier, da jeg synes, de ofte tager for meget af folks tid, lagringen af brugernes personlige oplysninger er mildest talt tvivlsom, og så er det endelig chancen for, at de bliver et ekkokammer.
Men jeg må indrømme, at det havde en effekt at komme på Facebook. Bloggen nåede ud til mange flere! Og det er fantastisk at kunne dele budskabet med endnu flere. Men jeg oplevede desværre også i nogle af de forskellige grupper på Facebook, der havde med tro at gøre, at nogle medlemmer kunne havde en intolerant og grim tone.
Forstå mig ret – jeg siger ikke, at alle mennesker på Facebook er intolerante!
Langt den største del er venlige, rare og høflige mennesker. Men de mest højtråbende i disse grupper har desværre til tider en tone, der ikke er kristne værdige. De var ikke sene til at hakke på de, der ikke var enige med dem. Og det er vel i virkeligheden det, der afholder mange fra at have en fornuftig debat på de sociale medier (som der også er fokus i medierne på i disse dage). Såvel ikke-troende, som troende, som ikke havde den samme udlægning af Biblen som de højtråbende selv, blev nedgjort i en blanding af gammeltestamentlige skriftsteder og løsrevne citater fra Jesus.
Det kan lyde, som jeg er vred på dem, men det er ikke sådan det forholder sig. Tværtimod har jeg lidt ondt af dem på grund af den vrede de synes at bære på. Deres gudstro synes mest af alt at bunde i angst eller en følelse af utilstrækkelighed. Måske er det angsten for ikke at virke ‘retfærdig’ eller ‘troende’ nok, der får dem til at dømme andre som værende ikke nok troende. Eller er det, hvad vi kalder religiøs fanatisme; at man ikke længere er i stand til at lytte til andre, men lever i en boble eller ekkokammer med andre af samme opfattelse. Frem for at kigge på sig selv og egen fejl, dømmer man i stedet andre:
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.
Lukasevangeliet, kapitel 6, vers 41-42
Troen på Jesus Kristus bør ikke bunde i angst og vrede. Der er forskel på at tro, fordi man er angst for fortabelsen, eller at tro fordi man glædes over frelsen. Troen på Kristus bør bunde i kærlighed og glæde over Guds godhed og nåde. Hver dag bør ses som en gave fra Gud. Vores næste – troende eller ikke-troende, kristen eller ikke-kristen – bør ses som en af Guds skabninger, som vi har ansvaret for. Og vil vi omvende folk, så bør det ske med kærlighed og forståelse og ikke gennem fordømmelse og vrede.
De, der kender mig, vil nok sige, at jeg har nogle rimelig stålsatte holdninger til min tro. Men der er forskel på at stå fast på ens eget og så fordømme andre. Som kristne udlægger vi Bibelen forskelligt, vægter tingene forskelligt og kan have forskellig praksis alt efter om vi er lutherske, reformerte, katolikker, ortodokse eller tilhører andre kristne trossamfund – men det der gør os kristne – det der samler os – er, at vi alle ser Jesus Kristus som Herre og Frelser! Det der gør, at kristendommen altid er levende er, at vi prædiker Ordet og møder næsten i kærlighed og lytter til hinanden. Vores forskellige kristne traditioner indeholder alle sammen noget værdifuldt, som vi må lære af for sammen at bevæge os fremad i troen.
Ja, faktisk gælder det ikke kun, når vi taler om tro, at vi må lytte til hinanden; det gælder alle emner. Og det er bekymrende at tænke på, hvor mange at vores unge mennesker, der færdes på disse sociale medier. Der er risiko for, at de havner i ekkokamre, der gør dem ude af stand til at få et nuanceret syn på verden omkring dem, eller at de bliver nedgjort, fordi de udtrykker deres holdninger. Vi voksne kan, for de fleste vedkommende, ryste det af os og gå videre, men for unge kan det ødelægge deres selvværd og deres tilværelse at blive udsat for den opførsel, der kan præge de sociale medier. Jeg håber, at tonen bliver bedre og at alle, der måtte læse dette, husker det, når de færdes på de sociale medier.
Formålet med denne blog er at skrive om Bibel, kristendom, tro, liturgi og samfund og styrke og hjælpe folk til at blive klogere på kristendommen, kirken og deres tro – og ikke at opnå likes på Facebook eller andre sociale platforme.
Jeg har derfor besluttet at droppe de sociale medier og i stedet fokusere på arbejdet med bloggen og lade kendskabet til den sprede sig fra mund til mund (eller mail til mail) med hjælp fra Jer, der følger den. Forhåbentlig vil I hjælpe med, at kendskabet til den udbredes og vokser, så vi sammen kan nå endnu flere mennesker med det glædelige budskab.
Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg
Respekt nok for at holde dig fra de såkaldt sociale medier. Bedste hilsner Thomas
LikeLiked by 1 person
Jo tak. Jeg må “nøjes” med den personlige samtale og mailen 🙂
LikeLike
Tak for dit gode og meget givende indlæg – jeg er ganske enig og er heller ikke at finde på de sociale medier af de samme årsager. Jeg mener, at man som kristen har en forpligtelse til at opføre sig ordentligt overfor andre mennesker, også selv om man ikke er enig med dem.
LikeLiked by 2 people
Mange tak for de rosende ord.
Og jeg glad for at høre, at jeg ikke er den eneste i en verden, der har det sådan. Og som du rigtigt skriver, så bør man som kristen bestræbe sig på at opføre sig ordentligt overfor andre mennesker.
Den tone, som jeg har beskrevet i mit indlæg, der er blandt nogle kristne på Facebook, virker modsat – den skubber folk væk fra Jesus. Det er ikke sådan vi skal gøre. Vejen til Gud går gennem venlighed, kærlighed og samtale.
Nu hvor du har det som mig i forhold til sociale medier, så har du vel også hørt spørgsmålet: “Hvorfor er du ikke på?” som det nærmest er i strid med naturen ikke at være det?
Guds Fred, Pastor Schønberg
LikeLiked by 1 person