Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«
Johannesevangeliet 16,16-22
Det er i dag 3. søndag efter Påske, og vi befinder os som sådan stadig i Påsketiden. Og derfor bliver vi i dagens evangelium, selvom vi har lagt påskefejringen bag os, igen taget med tilbage til Skærtorsdag, aftenen før Langfredags lidelser, hvor vi møder Jesus, der taler til sine disciple om tiden, der venter dem.
Han ved, hvad der venter forude, og vi ved det. Men disciplene har ingen anelse om prøvelserne, de vil komme til at stå overfor i de kommende dage. Og på trods af at Jesus flere gange i evangeliet har prøvet at fortælle dem om Hans forestående død og opstandelse, så forstår de ikke til fulde, hvad Han mener, og bliver forvirrede, da Han siger til dem:
En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.
»Hvad mener han med at sige: En kort tid?« spørger de hinanden om. »Vi forstår ikke, hvad han taler om.«
Måske forstår de det ikke, fordi de ikke vil se sandheden i øjnene. For det stemmer ikke overens med deres forventninger til Ham. For dem er Jesus og hans gerninger, stadig knyttet til den jødiske opfattelse af en messias. Det vil sige en frelser, der kommer for at ændre det verdslige samfund radikalt, smide den romerske besættelsesmagt ud af landet og skabe et stærkt jødisk Rige. Ja, de forventer sig nærmest en skikkelse som kong David, som vi læser om i Det Gamle Testamente. Derfor ved Jesus også, at disciplene vil blive overvældet af fortvivlelse, når Han dør. For da må de se i øjnene, at Han ikke er den, som de troede. I deres øjne kan det ikke være slut endnu: Jesus er jo ikke blevet konge over jøderne. Han har ikke skabt et mægtigt jødisk rige. Og når Jesus siger, at de snart ikke længere skal se Ham, og efter kort tid igen se Ham, forbinder de det ikke med død og opstandelse; i den jødiske tro står folk ikke op fra de døde. Så da de ser Ham dø Langfredag, så må det betyde – ja, at Han er død, ligesom deres håb og drømme.
De forstår ikke, at det rige Jesus taler om ikke er et rige af denne verden. Hans tale om frelse, handler ikke om frihed fra romerne, men derimod om at frelse mennesker fra synden og give dem muligheden for det evige liv. Derfor siger han til dem:
Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig.I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.
For når Jesus dør, vil denne verdens repræsentanter; farisæerne, de skriftkloge og rabbinerne glæder sig over at Jesus, den oprørske prædikant der har voldt dem så mange problemer, endelig er død. Men disciplene skal græde og klage, dog kun en kort tid!, og så skal deres sorg skal blive til glæde.
Jesus forklarer dem, som så mange gange før, gennem en lignelse, hvordan deres sorg skal vendes til glæde. En lignelse med udgangspunkt i noget som alle kender; fødslen. Og det er jo klart for enhver, at det vigtigste ved en fødsel er, at barnet bliver født. Det er hovedsagen, det er højdepunktet, det er det som alt det foregående; ulemperne, besværet, bekymringerne og smerten, leder frem til.
Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.
Den glæde moderen føler ved synet af sit barn vil gøre at trængslen og smerten, der går forud for fødslen, vil synes som en lille pris for den gave, hun nu har fået.
Men det kan være svært midt i trængslerne og modgangen at skimte dette lys for enden af tunnelen. Det kan være svært, at tro det bliver bedre. Og på den måde kan også vi opleve, at være i samme situation som disciplene, som den de stod i langfredag. Vi tror, men oplever, når modgangen rammer os, at det kan være svær at bevare håbet.
Når man mister sit arbejde, hvis man bliver mobbet, hvis man er syg, hvis man mister nogen, som man har kær – kan tilværelsen synes meningsløs og mørk. Man føler, at man ikke længere kan få øje på Gud.
Men i modsætning til disciplene så skal vi ikke undvære Jesus – selv for en kort tid. Hver gang vi beder, hver gang vi læser evangelierne, hver gang vi går i kirken; så er Han hos os – ikke synligt, men åndeligt. Om vi fik ved vores dåb løftet om, at Han vil være med os ”alle dage indtil verdens ende.”
Selv om vi kan føle os alene, er Han altid med os.
***
Den amerikanske forfatter og præst William Frey fortæller i en af sine bøger en historie om en ung mand i hans menighed.
Ved en fyrværkerieksplosion bliver en dreng blind på begge øjne. Hans tilværelse går i stå. Han holder sig på sit værelse, hvor han bliver stadig mere vred og bitter over sin situation – over sin hjælpeløshed. Han føler sig uduelig. Han føler, at han ikke er noget værd, at han ikke længere har noget at leve for. Men en dag kommer hans far ind på værelset og beder drengen efterspænde husets vinduer. Familien bor nemlig i den amerikanske midtvest, hvor storme og orkaner hærger, og hvert år må husene sikres bedst muligt. Drengen nægter først. Hvordan skal han kunne efterspænde vinduerne!? Han er jo blind!? Hvordan kan hans far overhovedet bede ham om det!? Det er uretfærdigt!!! Men faren insisterer: Du gør det nu!
Drengen føler sig ubehjælpsomt ned ad trapperne, rækker ud efter holdepunkter med hænderne, han kommer ud i garagen og famler sig frem til stigen. Og han får langsomt, vindue efter vindue, efterspændt dem alle.
Han klarer opgaven og føler pludselig, at han ikke er uduelig. Han føler, at tilværelsen, på trods af at han er blind, ikke er ovre. Han føler at der er håb forude.
Drengen, der da han berettede sin historie var blevet voksen, fortalte at hans mor senere fortalte ham, at faren under hans arbejde med vinduerne, aldrig havde været mere end to meter fra ham og passet på ham: ”Min far havde ikke på noget tidspunkt forladt mig.”
***
Denne lille historie indkapsler vores situation som troende.
Den unge mand kunne ikke se. Han mistede troen på, at livet havde noget at tilbyde ham. Han vendte sig bort fra livet og trak sig ind i sig selv – ind i sit eget mørke. Sådan kan det også gå – ikke bare med livet – men også med troslivet. Når man ser, hvordan verdens begivenheder udspiller sig med krig, sult og lidelse kan det være svært at se en mening med det hele. Og når vi i vores eget liv oplever modgang og tab, kan det føles som Gud ikke er tilstede, men sidder fjernt borte i sin Himmel, og med ligegyldighed betragter begivenhedernes gang.
Fortvivlelsen der kan gribe os – at verden og tilværelsen er meningsløs – er det, der rammer den unge mand. Først da hans far giver ham en direkte ordre og siger: ”Det er din opgave! ” kommer han i gang. Den unge mand kæmper for at klare opgaven. Og det går op for ham, at han godt kan, og snart afløses hans vrede over den pålagte opgave af en glæde over det lykkes. En glæde og en tilfredshed med sig selv – en tilfredshed med, at kunne klare den opgave han har fået pålagt af faren. Men det er først, da Han påtager sig opgaven, at han kommer ud af selvmedlidenheden og apatien.
Når vi lytter til Evangelierne, så hører vi også en fordring – et krav. Vi pålægges, lige som den unge mand, en opgave, der skal løses, nemlig – at leve det liv som Gud har givet os og arbejde for at opfylde den mission, som Jesus gav os i dåben: At udbrede det glædelige budskab om Guds Rige komme og arbejde for at gøre det til virkelighed nu – her på jorden.
Når vi beder Fadervor – siger vi ”Komme Dit Rige – ske Din vilje som i Himlen – således også på jorden”. Med ordene “også på jorden” står det klart, at Guds store plan ikke bare er at borttage alle de troende til himlen – men gennem de troende, allerede her og nu, skabe en ny verden.
Det er ikke en nem opgave. Men ligesom den unge mands far aldrig var mere end to meter væk fra ham, så er vores Fader i Himlen aldrig langt væk. Jesus har selv givet os løftet om, at Han altid er med os indtil verdens ende. Kristus er aldrig længere væk, end at Han står klar til at gribe os, når vi falder. Som der står i Esajas’ Bog:
Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud, Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast.
Esajas’ Bog 41:10
Med løftet, om at vi aldrig – selv når alt synes mørkt og usikkert og vi føler at vi taler for døve øren – er alene, kan vi gå ud i verden og arbejde for Guds Rige. Og den opgave vi har kan – som den unge mands viste sig at være – på trods af, at den er besværlig – være en glæde. Besværlighederne kan være med til at styrke troen, og gør glæden så meget større, når opgaven lykkes.
Jesus lovede disciplene, at Han ville være hos dem, og dette løfte omfatter også os. Han er aldrig borte – Han er altid hos os og virker gennem Helligånden. Han er til stede i de hellige sakramenter. I dåben, hvor Han tager imod os og gør os til sine egne kære børn, og i den hellige nadver, hvor Han forener sig med os, når vi modtager Hans legeme og blod.
Lad os da, mens vi venter på Evigheden med Kristus, virke her i verden med frisk mod og glæde for vores næste – og sprede det glædelige budskab om Guds nåde og kærlighed.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.
Amen.
Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg
Kategorier:Andagtsord, Mission, Prædikener
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar