Prædiken – 5. søndag efter Påske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«

Johannesevangeliet 16, 23b-28


»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.« sådan hører vi Jesus sige til sine disciple i dagens Evangelium.

Hvordan kan det være, at man mange gange kan bede og ingenting sker! Det må være en fejl! Jesus siger jo selv; »Beder I Faderen om noget i mit navn, skal Han give Jer det!« Enten må der være sket en stavefejl i den oprindelige tekst eller en fejl i den efterfølgende oversættelse, eller også er der noget, vi har misforstået!?

En stavefejl er det ikke, og det er heller ikke en fejl i oversættelsen – så det må være os, der misforstår noget. Det er vores opfattelse af, hvad bøn er, der er forkert!

Mange opfatter bøn som noget vi kan sige, hvis vi vil have, at Gud skal opfylde et ønske for os. Måske er dette syn på bøn et levn fra fortiden, hvor vores forfædre bad deres guder om hjælp til at få, for eksempel, en god høst.  Man bad og bad og ofrede i håb om, at få guderne til at lytte. Og skete der ingenting, nåede man måske frem til, at guderne ikke lyttede, fordi de straffede folket.

De guder vores forfædre tilbad, var fjerne guder. De havde ingen eller kun ringe kontakt eller interesse i menneskenes verden. Det er lige modsat vores Gud. I Jesu tale om bønnen, fortæller Han os nemlig mere end om bøn alene. Ved den gentagne brug af ordet ”Faderen”, fortæller Han os også, hvem Gud er. Nemlig at vores Gud er en nærværende Gud – vores Fader. Og når Jesus siger til disciplene: »Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen« så er det et ekko af begyndelsen af Johannesevangeliet, der indledes med ordene:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.  Han var i begyndelsen hos Gud.  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.  I ham var liv, og livet var menneskers lys.

Johannesevangeliet 1,1-4

Med sine ord slår Jesus fast, at Han (Ordet) er Gud. Og som en del af den treenige Gud er Han udgået af Faderen og vender nu tilbage til Faderen.

Når han fortæller os, at vi skal bede i Hans navn – i Jesu navn – er det altså ikke bare, fordi det lyder godt, eller fordi ordene indeholder en speciel magisk styrke. At bede i Jesu navn er at bekende, hvem Jesus er. At bede i Jesu navn er at forstå, at Han er Gud. Og det fortæller os, at vores Gud ikke er en fjern gud, der sidder på sin trone i himlen og betragter os mennesker med ligegyldighed, og kun lejlighedsvis blander sig – hvis det altså passer Ham. Nej, for Gud – Jesus – er til stede hos sine disciple. Han blev menneske og kom til os julenat, Han led og døde Langfredag for vores skyld, og Han besejrede døden og gav os løftet om, at også vi vil arve det evige liv- på grund af Hans kærlighed til sin os. Han er ikke en fjern gud, som de guder andre religioner tilbeder. Gud kom til os. Han talte til os og med os og lytter til os! Han tager vare på os! Og Han giver os løftet om det evige liv, hvor vi skal være sammen med Ham i evighed.

Som jeg indledte med at sige, så opfatter mange mennesker bøn, som noget man siger, når der er noget man gerne vil opnå. Men man kan opleve at bede og bede, uden noget sker. Denne tilsyneladende tavshed bevirker, for nogles vedkommende, at de vender sig bort fra Gud, fordi de ikke føler sig hørt. ”Jeg bad – ingeting skete – altså eksisterer Gud ikke!” ræsonnerer de. Hvor vores forfædre så gudernes tavshed som tegn på at guderne havde forladt dem, ser mange Guds tilsyneladende tavshed, som et lignende fravær af Gud.

Men bøn skal ikke opfattes, som noget man bare kan gøre, når man vil have sine ønsker opfyldt. Bønnen er troens sprog. Det er troens åndedrag. Bønnen er vores samtale med Gud. Som Gud blev menneske i Jesus og talte til os, således indbyder Han os til at tale med sig.

Vi kan tale med Ham om alt. Vi kan bede Ham om, hvad som helst – alt det man måtte ønske sig. Men det er ikke ensbetydende med, at det vi beder om vil ske. For ikke alt vi beder om, er gavnligt for os, og ikke alt vi beder om, indgår i Hans plan for os.

Ligesom barnet der løber til sin mor eller far, når der er noget de vil have hjælp eller lov til, så sker det ofte, at deres bønner ikke opfyldes. De opfyldes ikke, fordi det ikke er gavnligt for barnet – men det betyder ikke, at deres bønner ikke høres eller, at deres mor eller far ikke elsker dem. Var det op til de fleste børn, spiste de allerhelst guldkorn til morgenmad hver eneste morgen, og burgere til frokost og slik til aftensmad, men forældrene ved, at det vil være dårligt for barnet. Barnet kan i øjeblikket føle, det ikke bliver hørt, men senere i livet vil det forstå, hvorfor forældrene ikke opfyldte deres bøn.

Og det er ikke alt, vi beder om, der indgår i Guds plan. Når vi beder, så beder kan vi – ikke sjældent – opleve at ingenting sker. Igen er det ikke fordi, Gud ikke lytter, men det vi beder om, er ikke altid i overensstemmelse med Hans plan for os.  Da Jesus sad i Gethsemane Have natten til Langfredag, bad Han. Han bad, fordi Han vidste, hvad der ventede forude af smerte og lidelse. Han bad sin Fader om at blive fri for det der skulle ske:

Fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog ikke, hvad jeg vil, men hvad du vil.

Matthæusevangeliet 26, 39

Han bad, men underkastede sig Guds vilje. Han stolede på Gud.

Men det er ikke meningen med bøn, at vi skal have vores vilje gennemtrumfet, men at det vi beder om sker i overensstemmelse med Guds vilje.

Det er derfor vi i Fader Vor-bønnen, som Jesus selv lærte os, siger »ske din vilje«. Vi beder til, at Guds vilje – ikke vores – vil ske.

Som vi hørte i den første læsning:

Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for Jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig.

Jeremias’ Bog 29, 11-13a

Ved vores dåb lød ordene:

Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.

Markusevangeliet 10,15

Og på samme måde skal vi se vores bønsliv.  Vi skal bede som børn – i tillid til Gud. Vi skal bede som små børn, der beder deres forældre om noget. I tillid til at Han er der for os. Og vi skal, som det lille barn stole på, at deres Far i himlen lytter til os i kærlighed.

Bøn er ikke en ønskebrønd, der giver os det vi ønsker os, og bøn er heller ikke en besværgelse, der sikrer os mod det onde, vi kan møde her livet. Bøn ophæver ikke de grundvilkår, vi lever under. Men bønnen giver os et sted at gå hen med vores bekymringer og vores sorg. Den giver os et sted at gå hen med vores glæde over livets undere.

Men bøn kræver arbejde. Det kræver arbejde at opbygge et bønsliv. Hvis vi kun beder, når vi vil opnå noget, så er det ikke et bønsliv. Et liv i bøn kræver, at vi arbejder på at bede regelmæssigt og ofte – ikke kun i Kirken om søndagen, men hver dag. Bøn kræver, at man har hjertet med. Og den mest inderlige bøn er den samtale, du har med Gud alene. Og her handler det ikke om at bruge de rigtige ord, men at du bruger ordene, der kommer fra dit hjerte. Gud ser ind i vores hjerter. Han ved, hvad der tynger dig, hvad du ønsker og hvad du vil takke for. Og derfor skal du heller ikke være bange for, om du nu er troende nok, eller hellig nok  om man vil! Nogle siger til sig selv: jeg må vide mere om troen, inden jeg begynder at bede, jeg må være mere sikker i min tro eller jeg må kende de rigtige bønner. Men det betyder ingenting. Gud er ikke interesseret i de rigtige ord eller, hvor længe du har været troende, eller om du tvivler – Han lytter altid til sine børn!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

God søndag

Guds Fred til Jer alle og Gud elsker Jer
Pastor Schønberg

Husk – følger du ikke allerede bloggen, så skriv din email herunder,og få besked, hver gang nye indlæg bliver publiceret!



Kategorier:Andagtsord, Bøn, Johannesevangeliet, Kristenliv, Påsketiden, Prædikener

Tags: , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kursus i ikonmaling - Galleri St. Helene

Ikonmaleri for begyndere og øvede, undervisning i at tegne en ikon og male i tetrachrome, salg af ikonplader og pigmenter

Christian Roar Pedersen - præst, samtale - sorg - skyld - skam - foredrag

Sognepræst, sjælesørger, debattør - samtale - sorg - skyld - skam - foredrag

%d bloggers like this: