Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«
Lukasevangeliet, kapitel 16, 19-31
En ting man næsten kan være sikker på er, at man aldrig ser en flyttevogn følge efter en rustvogn – sådan kan man opsummere moralen af dagens Evangelium.
Her hører vi om en rig mand, der lever i overflod, og om den fattige, sultne og lidende mand Lazarus, som sidder i mandens port og tigger. Da begge dør, bliver Lazarus bliver taget op i Abrahams skød, mens den døde vågner op i helvede, må vi forstå, da vi hører at han pines. Og fra sin plads i den evige pinsel kan den rige mand se Lazarus.
I sin afmagt og lidelse råber den rige mand til Abraham, at han skal sende Lazarus hen til ham, så han kan få noget at drikke. Men Abraham minder den rige mand om, at han fik det gode i livet og nu får det onde, mens Lazarus fik det onde og når får det gode. Rollerne er byttet om. Derfor må han tage sin lidelse på sig, og desuden er det slet ikke en mulighed af overskride kløften mellem det gode og det onde i efterlivet. Den rige mand beder Abraham sende Lazarus tilbage til livet, så han kan advare hans fem brødre mod ikke at begå samme fejl, som han selv. Men de har det de har brug for, siger Abraham; de har Moses og profeterne. Men den rige mand insisterer: Ser de Lazarus opstanden fra de døde, så vil de helt sikkert omvende sig. Men Abraham afviser ham igen; hvis de ikke allerede kan forstå det – så vil heller ikke mødet med en opstanden hjælpe. Den rige mands lidelse og nødråb er forgæves.
Den rigdom han havde samlet i livet hjalp ham ikke i døden – man ser ikke en flyttevogn efter en rustvogn.
I døden bliver den status man har i livet let vendt på hovedet – og de laveste ophøjes.
I selve beretningen falder det i øjnene, at den fattige mand, Lazarus, nævnes ved navn (Lazarus er en forgræskning af det hebraiske navn Eleazar, der betyder Gud hjælper), mens den rige ikke nævnes ved navn. Det er det omvendte af livet her på jorden, hvor det ofte er de riges navne vi husker; som Bill Gates eller Warren Buffet, mens navnene på de fattige og hjemløse ikke glemmes.
Men den rige mand – han ved godt hvem Lazarus er. Han er jo stødt på ham dagligt, når han er gået ud af sit hus, og hans kender hans navn Lazarus – Gud hjælper – der burde have tjent som en påmindelse om, hans ansvar over for næsten. Men han ignorerede ham i deres jordiske liv, og selv her i døden, ser han stadig Lazarus, som ligger i Abrahams skød, som mindre værd end ham. Derfor taler han heller ikke til Lazarus, men henvender sig til Abraham som en ligemand, da han beder ham sende Lazarus til ham med vand. Selv i døden tror han, at den rigdom han havde på jorden har betydning for ham nu, og han tror, at hans slægtsskab med Abraham giver ham en status, som Lazarus ikke har. Han forstår ikke, at hans rigdom som i verden skabte en kløft mellem ham og Lazarus, nu skaber en kløft mellem dem i efterlivet.
Der har altid været en spænding i kristendommen mellem rigdom og frelsen. Kan man blive frelst, hvis man er rig? Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. (Matthæusevangeliet 19,24), sige Jesus i Matthæusevangeliet, da den rige unge mand kommer til Ham for at høre, hvad han skal gøre for at få evigt liv. Det kan synes umuligt at blive frelst, hvis man er rig!
Men her i dagens tekst, hvor Jesus løfter lidt af sløret for livet hinsides vores liv her på jorden og lader os kigge ind i dødsriget, møder vi ikke kun den rige mand, der ignorerede Lazarus, vi møder også en anden rig mand – rigere end den rige mand i beretningen – nemlig Abraham, i hvis skød Lazarus ligger.
Mens han levede på jorden vrimlede Abrahams vrimlede med okser, kameler, får, geder og æsler og i hans telte boede over hundrede af tjenere. Han havde guld og sølv i overflod. Alligevel møder vi ham her i Himmerig. Altså er rigdom ikke en hindring for frelsen. Det er derimod, hvordan vi betragter kilden og brugen af vores rigdom, der er på spil. Abraham ser sin rigdom som en velsignelse fra Gud. Han bruger ikke sin rigdom på sig selv og på at fremhæve sig selv eller klæde sig i purpur og guld, men derimod til at tage sig af sin næste og tjene Gud. Abraham anerkender, at det er Gud han kan takke for sin rigdom, lykke og velsignelse og bruger pengene til det gode. I modsætning til Abraham har den rige mand i Lazarus-beretningen erstattet Gud med pengene, og han har ingen barmhjertighed tilovers for næsten. Han skabte en kløft mellem sig selv og næsten – og har kun øje for sig selv og sin rigdom. Og den kløft består selv efter døden – men nu er rollerne byttet om. For første gang oplever den rige man lidelsen som han aldrig oplevede i livet, mens Lazarus for sin del oplever det han aldrig oplevede i livet, nemlig barmhjertighed, nåde og overflod.
Og det er først her i dødsriget, at det går op for den rige mand at han selv har skabt kløften. At det han har sået i livet, nu er det han høster i døden. Det han har begyndt i livet fuldendes i døden.
Se, nu er det nemt at bruge dagens Evangelium som et våben i en social kamp, som eksempelvis nogle kommunistiske regimer gjorde i forsøg på at bruge kristendommen som moralsk grundlag for deres egen ideologi. Men det er en fejl at se beretningen som et revolutionært opråb fra Jesus til os. Jesus brugte ikke beretningen om Lazarus og den rige mand, fordi vi skulle dømme andre, men derimod fordi Han ville have os til, at se på os selv og bruge den rige mand som et eksempel på, hvilke konsekvenser et hårdt hjerte vil have.
For spørgsmålet er: Hvad gør du med din rigdom? Og nu vil du måske indvende – jeg er ikke rig! Men hvem er rig? Den hjemløse vil synes manden med tusind kroner på kontoen er rig. Ham med tusind kroner vil synes ham med 10.000 kroner er rig, ham med de ti tusind at ham med 100.000 er rig og så fremdeles. Og det er netop sagen, hvad er rigdom for dig. Hvis du dyrker pengene som en gud, hvis du altid jager rigdommen, så vil du altid være fattig, for du kan aldrig få nok – du vil altid have mere.
Men på den anden side betyder det heller ikke, at vi kan frelses ved at give alle vores penge væk. Hvis vi tror, vi kan frelses ved bare at give alle vores jordiske besiddelser bort, altså at vi frelses ved gode gerninger alene, tager vi fejl. Derimod er gode gerninger frugten af troen på Jesus Kristus. Det vil sige, at hvis vi bekender at Jesus er Herre og Frelser, så vil Hans budskab om barmhjertighed og kærlighed tag bolig i vores hjerter og få os til at handle efter Hans bud. Så vil vi ikke bare give for at opnå vores egen frelse, men fordi det er det troen virker i os.
Det er nemlig troen på Guds Søn Jesus Kristus, der åbner døren til Himmerig – ikke gode gerninger, rigdomme eller afstamning. Som Paulus skriver i sit brev til menigheden i Rom:
For det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro.
Romerbrevet, kapitel 4, 13
Det er troen på den opstandne Frelser. Det er derfor, Jesus i sin beretning nævner Abrahams svar til den rige mand, da han vil have, at Abraham skal sende Lazarus tilbage til den rige mands familie for, at de kunne frelses siger han til ham – som en henvisning til sig selv: »Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«
Eller oversat til vores situation: hvis man ikke tror på det, vi læser i Bibelen altså Jesu ord – så vil man heller ikke komme til troen, om så man så den opstandne Jesus stå foran os. Jesu opstandelse er kun et tegn for, de der udøver barmhjertighed.
Og hvis vi tror på den opstandne, så vil vi som kristne bruge vores rigdom til gavn for næsten og mindske kløften mellem rig og fattig – ikke som politisk ideologi, men fordi det er det rigtige at gøre i forhold til vores næste. Men vi skal lade Kristus sidde på tronen – og lade rigdommen sidde på sin rette plads. Og vi skal huske på, at vi allerede er rige. Rige på håb. Rige på sammenhold. Rige på løftet om at vi som Guds børn er lovet en plads hos Ham i Himmerig.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.
Amen.
Glædelig søndag
Guds Fred til Jer alle og husk Gud elsker Jer
Pastor Schønberg
Kategorier:Andagtsord, Gudstjeneste, Kirkeåret-Trinitatistiden, Prædikener
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar