Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Matthæusevangeliet 28,1-8
I Faderen og Sønnens og Helligåndens navn. Amen!
***
Kristus er opstanden! – Han er sandelig opstanden!
Sådan lyder påskens glæderåb. Det er glædesråbet over, at Jesus Kristus brød syndens og dødens lænker og stod op Påskemorgen og dermed har givet os løftet om det evige liv med Ham.
Men herudover er påsken og Kristi opstandelse også den ultimative tros-prøvelse.
Sankt Paulus skriver i sit brev til korinterne;
” Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.”
1. Korintherbrev, 15,13-14
Ordene opsummerer glimrende denne tros-prøvelse!
Tror du på, at Jesus stod op fra de døde, eller tror du ikke, at Han stod op fra de døde. Det er spørgsmålet. Der er ingen middelvej!
Han stod op eller Han gjorde ikke. Alligevel prædiker og tror nogen, at Jesu opstandelse skulle forstås billedligt. Altså at Han på en eller anden måde stod op fra de døde i ånden, men ikke legemligt. Det siger de, fordi døde jo ikke kan stå op igen. Det er umuligt! Det ved alle jo! Men det er netop det, der er kernen i Påsken! Det er det, der er det glædelige budskab.
For folk på Jesu tid vidste også udmærket, at folk ikke står op fra de døde. Og de to Maria’er – Maria Magdalene og den anden Maria – som vi hører om i dagens Evangelium, gik da heller ikke ud til graven påskemorgen i forventningen om, at Jesus var stået op fra de døde.
Går man et kapitel tilbage i Matthæusevangeliet, som dagens tekst er et uddrag af, får man forklaringen på, hvorfor de to går ud til graven.
Matthæus fortæller os, at Josef af Arimatæa, der overværede korsfæstelsen, henved aften – altså Langfredag aften, hvor Jesus var blevet korsfæstet – får udleveret liget af Jesus og lægger Ham i den grav, som han havde købt til sig selv.
Det gjorde han ikke, fordi han anså det som en ære eller lignende. Han gjorde det, fordi det skulle gå hurtigt. For fredag aften begynder den jødiske sabbat – altså hviledagen – og på hviledagen, må man ikke arbejde. Det vil sige, at man heller ikke måtte tage ligene af de korsfæstede ned eller gøre ligene i stand med vellugtende salver og olier, som det var tradition. Man skulle skynde sig at få Jesu lig gravlagt inden solnedgang – så måtte resten af begravelsesritualet vente til efter sabbatten.
Så den første mulighed de fik for at gøre Hans lig i stand var altså søndag morgen – sabbatten varer fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. Så det var først her søndag morgen, at de to Mariaér kunne gøre deres elskede Jesu lig ordentligt i stand. Det er derfor, de to går ud til graven ved solopgang søndag morgen. Ingen går jo ud til en kirkegård for at se om de, der er begravet stadig er dér – man går derud, fordi man ved de stadig er der!
Så da de to kvinder i den stadige kølige natteluft med trætte skridt går ud til graven, mens solen første stråler bryder nattemørket, er det sidste de forventer at komme til en tom grav. Men det er det, der sker.
Stenen er væltet fra indgangen og graven er tom. I stedet for at finde Jesus bliver de mødt af en engel, der sidder på stenen. »Frygt ikke!« siger englen til dem » Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå.«
Det kvinderne oplever er i modstrid med al fornuft og erfaring. De så Jesus dø og de så Han blev lagt i graven og nu et graven tom og Han lever!
Og i en blanding af frygt og glæde løber de ind til byen for at sprede budskabet.
Som sagt er der nogle, der vil gøre opstandelsen til en form for åndelig opstandelse i stedet for en legemlig – en fysisk – opstandelse. Det gør de – ikke fordi det står i Biblen – men fordi de ikke kan få en fysisk opstandelse til at passe ind i vores postmoderne verdensbillede. Så de tolker Bibelen så den passer ind i deres verdensbillede, fremfor at stole på Bibelen.
Men læser man Bibelen, så kan man ikke være i tvivl om, at Jesus ikke var en form for ånd eller spøgelse. Derimod står det klart, at Han kom tilbage i kød og blod. Men Han var ændret. Hans krop var ikke længere bundet af menneskets begrænsninger. Han var ikke bundet af fysiske begrænsninger. Men ikke desto mindre var Han virkelig fysisk til stede.
I Lukasevangeliet siger Han til disciplene, da Han kommer til dem efter opstandelsen:
Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har
Lukasevangeliet, kapitel 24,38-39
Og Han er også stadig underlagt menneskets behov, da Han spørger:
Har I noget at spise her? De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog Han og spiste.
Lukasevangeleit, kapitel 24, 41-42
Og selv om man er Guds Søn bliver man åbenbart stadig sulten af tre dage uden mad, for også i Johannesevangeliet spørger Han disciplene, som han opsøger ved søen, efter de har genoptaget deres arbejde som fiskere
”Børn, har i noget at spise!?
Og i Johannesevangeliet hører vi, at Thomas, ham der også kaldes tvivleren, der ikke tror de andre, når de siger, at de har set den opstandne, udbryde efter selv at have mærket sårmærkerne på Jesu krop – den efter min mening smukkeste bekendelse:
”Min Herre og min Gud!”
Johannesevangeliet, kapitel 20,29
Jo – Jesus stod legemligt op fra de døde.
Men når nogle stadig afviser den fysiske opstandelse, er det som sagt fordi det ikke passer ind i vores verdensbillede. Vi lever i en verden, der tilsyneladende er blottet for mirakler. En verden hvor intet, der ikke kan bevises eller erfares videnskabeligt, kan ske.
Men kendetegnet for et mirakel er jo netop, at det sprænger grænserne for, hvad vi ved der kan lade sig gøre? Et mirakel er, når alt vi troede og var sikre på med ét vendes på hovedet. Som når Gud lader sig føde som menneske, eller når en ung fattig jomfru føder Guds Søn. Eller når Jesus med to fisk og frem brød bespiser tusinder, får blinde til at se og lamme til at gå. Miraklet indtræffer, når det der ikke kan ske – sker!
Men det kan gøre det svært at tro. Vi, der er her til stede i dag, kan ikke se den tomme grav, som de to mariaér kunne. Vi har ikke set Jesus med vores egne øjne, som disciplene gjorde det. Han har ikke vist sig for os, som Han viste sig for de 500, som Paulus beretter om.
For mange er det svært at tro uden beviser. Især når vi lever i en verden, der er fyldt med lidelse og død. Og hvor pandemier og krige hærger. Det kan være svært at bevare håbet og troen, når man står ansigt til ansigt med modgangen. Men det er netop i modgangen, at vores tro prøves og det er i modgangen, at man ofte finder troen stærkest.
De, der havde fulgt Jesus, var sønderknust. De havde tre dage tidligere set Jesus lide og dø Langfredag. De befandt sig i den smertefulde tomhed, som mange oplever, når de mister en elsket. Den tomhed tror jeg alle, der har prøvet at miste, kender. Men det er netop i denne smertefulde tomhed – i den tomme grav – at Jesus åbenbarede sig som Kristus. Det var her det stod klart, at Jesus havde overvundet synden, mørket og døden.
Derfor er den tomme grav billedet på Påsken. Ja, den tomme grav er selve Påskens budskab.
Den tomme grav viser os, at Han med sin lidelse og sin død på korset havde overvundet synden og døden.
Den tomme grav er billedet på Guds kærlighed til os. Med Jesu død og opstandelse viser Gud sin kærlighed til os. En kærlighed der er så stor, at Han ofrede sin egen søn for vores skyld. Det er en kærlighed, der bortfejer enhver angst for ikke at være elsket af Gud. Det er en kærlighed, der sætter os fri fra den smerte vi bærer på. En kærlighed der ser gennem vores fejl og synder. Opstandelsen indbyder os til at træde ud af skyggerne og ind i lyset. Ind til et nyt liv med Gud.
Og så giver den tomme grav os også et glimt af vores egen fremtidige opstandelse. For Kristi opstandelse er løftet om, at vi heller ikke skal smage døden, men leve med Ham i evigheden. Han er lyset, der bryder mørkets magter og lover os det evige liv, der sætter os i stand til at leve livet her på jorden uden frygt for slutningen. Det er i sandhed et glædeligt budskab.
Det var det kvinderne vidste, da de løb bort fra graven fyldt af glæde. Graven var tom, fordi Jesus levede, som Han sagde Han ville. Nu huskede de Hans ord. De troede. De glædede sig. Og de blev nødt til at dele det de havde oplevet – de kunne ikke lade være.
Kvinderne gik ikke hjem og glædede sig bag hjemmets trygge vægge. I stedet gik de ud og delte det glædelige budskab med andre, så de også kunne få del i Frelsen. Det er også det, som påskemiraklet skal virke i os. At vi deler der glædelige budskab om at Jesus Kristus, vores Herre og Frelser er her, og tilbyder os tilgivelsen og livets gave med dem vi møder. Ligesom kvinderne skal vi, når vi går herfra, fortælle alle vi møder om Påskens glædelige budskab. For det er et budskab, der gælder alle mennesker over hele jorden.
Jeg vil til slut give jer nogle af de ord, den gamle ærkebiskop Chrysostemos (død 407) har lagt ind i Påskedag:
“Træd alle ind i jeres Herres glæde;
de første som de sidste modtager lønnen;
rige og fattige, jubler sammen med hverandre!
De, som har fastet og de, som ikke har fastet, glæd jer i dag på samme måde.
Ingen græde over sin fattigdom, for riget, som er fælles for alle, bryder frem.
Ingen sørge på grund af synden, for tilgivelse stråler frem fra graven.
Ingen frygte døden, for Frelserens død har forløst os.
Den, som steg ned i dødsriget, har lænket Helvede.
Kristus er opstanden, og dæmonerne styrter.
Kristus er opstanden, og englene glæder sig.
Kristus er opstanden, og livet er levende.
Kristus er opstanden, og de døde er ikke mere i graven.
For Kristus opstod fra de døde som den første af dem, som sover dér.
Ham være ære og herredømme i evighedernes evighed! ”
KRISTUS ER OPSTANDEN!
JA, HAN ER SANDELIG OPSTANDEN!
Og for det fantastiske og glædelige budskab siger vi: Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Glædelig Påske
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Få besked så snart, der er nye indlæg på pastorschoenberg.com – skriv din e-mailadresse herunder, så du ikke går glip af noget!
Kategorier:Andagtsord, Bibel-Matthæusevangeliet, Gudstjeneste, Højtider, Højtider-Påske, Jesus Kristus, Kirkeåret-Påske, Mission, Prædikener
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar