Prædiken 20. s. e. Trinitatis

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: 

Jeg vil synge en sang om min ven, min elskedes sang om hans vingård. Min ven havde en vingård på en frugtbar skråning. Han gravede den, rensede den for sten og plantede den til med vinstokke. Han byggede et vagttårn i den og udhuggede også en perse. Han ventede, at den ville give vindruer, men den gav vilddruer. Og nu, Jerusalems indbyggere, Judas mænd, døm mellem mig og min vingård: Hvad var der mere at gøre ved min vingård, som jeg ikke har gjort? Når jeg ventede, at den ville give vindruer, hvorfor gav den så vilddruer? Men nu vil jeg lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård. Jeg vil fjerne hegnet om den, så den bliver afgnavet, nedrive gærdet om den, så den bliver trampet ned. Jeg lader den forfalde, den bliver hverken beskåret eller hakket, så den gror til med tjørn og tidsel, og jeg forbyder skyerne at give den regn. For Hærskarers Herres vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplante. Han ventede ret, men der kom retsløshed. Han ventede retfærdighed, men der kom nødskrig.

Esajas’ Bog 5,1-7

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«

Matthæusevangeliet 21,28-44

Der er nogle læsninger i løbet af kirkeåret man som præst ser mere frem til end andre. Dagens læsning er en af dem. At jeg særlig holder af denne tekst fra Matthæusevangeliet skyldes er at den rummer mere, end man ved første blik ser. Det er et opgør med det jødiske folk som Guds udvalgte folk og foregriber den Kirke, Jesus grundlægger – fællesskabet af kristne – Guds nye folk.

For at forstå det fuldt ud skal vi helt tilbage til starten af Matthæusevangeliet kapitel 21.

Sammen med sine disciple ankommer Jesus til Jerusalem, på det vi kalder Palmesøndag, som indleder Påskeugen.

Folkemængden modtager Jesus med et glædesråb, der er et citat fra Salme 118 i Det Gamle Testamente, mens de vifter med palmeblade:

Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

Matthæusevangeliet, kapitel 21, 9 / Salmernes Bog, kapitel 118, 26

Men det er ikke alle, der tager del i fejringen. Derimod er det foruroligende at høre for de religiøse ledere, at folkemængden hilser Jesus som Herrens udsendte. Måske har de ikke selv mødt Jesus endnu, så har de helt sikkert hørt om Ham. De har hørt beretningerne om Hans forkyndelse og de undere Han har gjort. Og de er ikke glade for Ham. Han tiltrækker sig for meget opmærksomhed. Flere gange har Han sat farisæerne til vægs i diskussioner. Og så kalder han sig Menneskesønnen, tilgiver syndere – som kun Gud kan – taler om Guds Rige – næsten som om, at Han selv er Gud.

Og da Jesus dagen efter sin ankomst til Jerusalem, går Jesus ind på Tempelpladsen og begynder at undervise. Og ikke længe efter bliver Han opsøgt af ypperstepræsterne og de ældste, der spørger Ham: »Med hvilken ret gør du dette? Hvem har givet dig ret til det?«

Og det er i den efterfølgende diskussion, vi at lignelsen om de onde vinbønder, som vi netop har hørt, bliver fortalt.

Men inden vi går videre, så lad os kort se på, hvordan en vingårdsbedrift kunne drives på Jesu tid. Det var ikke unormalt, at rige bønder købte noget jord og lavede et landbrug eller en vingård i en anden region i landet eller et andet land, end deres eget. Efter at have etableret vingården rejste ejeren tilbage til deres egen region eller hjemland og overlod driften til forpagtere. Hvert år sendte de nogle af deres medarbejder rundt til deres gårde for at inddrive overskuddet i form af penge eller råvarer – eller hvis det gik dårligt på gården, smide forpagterne ud og indsætte nogle nye.

Og det er det den rige mand gør i lignelsen. Han planter vinstokke, sætter gærde op omkring vingården, bygger en vinperse – altså der, hvor man træder druerne ud – det har altså været et stort landbrug, hvor man ikke bare dyrkede druer, men også bryggede vin – og til sidst sætter han endog vagttårne op for at passe på sin investering.

Da tiden nærmer sig, hvor overskuddet skal inddrives, sender han sine folk til gården. Men vinbønderne er umiddelbart ikke stemt for at dele overskuddet. Derimod prygler de den ene af rige mands folk, slår den anden ihjel og stener den tredje.

Endnu engang sender den rige mand sine folk afsted til gården. Men det samme sker.

Her ville man som rigmand normalt kontakte myndighederne og få dem til at fjerne de onde vinbønder, men denne rigmand er anderledes – han er næstekærlig og nådig. Så Han giver vinbønderne en chance til og sender nu sin søn i håbet om, at de i hvert fald ikke vil gøre ham noget ondt. Men da vinbønderne ser sønnen, beslutter de sig for at slå ham ihjel – på den måde håber de – ikke bare at beholde overskuddet, men overtage hele gården. Og som sagt så gjort – de slå sønnen ihjel og smider ham udenfor vingården.

Og så stiller Jesus de religiøse ledere spørgsmålet: »Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« 

Og de er ikke i tvivl – selvfølgelig skal de onde vinbønder straffes og vingården gives til nogle, der kan passe den ordentligt:

»Et ondt endeligt vil han give de onde« siger de »og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«

Men farisæerne er gået i fælden. Jesus siger til dem »Har I aldrig læst i Skrifterne?«

Og så citerer Han salme 118 – I husker den salme, hvorfra glædesråbet; Velsignet være Han som kommer i Herrens navn” kommer fra.

Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne?

Salmernes Bog, kapitel 118, 22-23

Nu forstår de religiøse ledere, at lignelsen handler om dem. Ejeren af vingården er Gud, og det er dem der er de onde vinbønder.

Gud havde udvalgt jøderne til at være Hans folk. Han har ført dem til og givet dem, det land han lovede dem, da Han førte dem ud af Ægypten. Et frugtbart land. Og som et gærde og et vagttårn beskyttede Han jøderne, som var Hans udvalgte folk.

Men gang på gang vender de sig bort fra Ham. Han giver dem loven, som de er viger bort fra. Han sender sin profeter, der taler for Ham, men folket vil ikke lytte til dem, og slår tilmed mange af dem ihjel. Men fordi Han elsker sit folk giver Han dem en chance til og sender sin Søn, Jesus Kristus, som de ligesom i lignelsen også vil slå ihjel. De blev tilbudt Guds kærlighed – et liv sammen med Gud, men i stedet blev resultatet selvretfærdighed. Eller som det beskrives i Esajas’ Bog i Det Gamle Testamente (dagens gammeltestamentlige læsning):

Hærskarers Herres vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplante. Han ventede ret, men der kom retsløshed. Han ventede retfærdighed, men der kom nødskrig.

Så spørgsmålet Jesus stiller dem i forbindelse med ligningen er rettet mod dem selv, nemlig; Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med Jer –  de onde vinbønder?« 

Og de har selv givet svaret: De skal straffes og vingården gives til andre.

Og det er netop, hvad der vil ske, siger Jesus:

Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.

Med deres afvisning af Jesus Kristus og dermed afvisning af Gud – vil jøderne ikke længere være det folk, Gud har udvalgt til at bære vidnesbyrd om Ham. Nej – Guds Rige skal gives til det folk, som bæres troens frugter.

Men hvilket folk er det? Hvis det ikke er jøderne? Det er ikke et folk i etnisk forstand. De første kristne var jo jøder, ligesom Jesus selv var det! Nej, det der sker, er at Jesus ophæver etnicitet i forhold til religion – noget som er centralt i jødedommen. Det folk, der nu skal være Guds udvalgte folk, udgøres af mennesker af alle racer, der følger Jesus – Guds folk er de kristne. Guds folk er dem, der udgør den kristne Kirke, der har Jesus som overhoved-

Og det er Jesus, der er Kirkens hovedhjørnesten – den sten som bygmestrene vragede. Men Han er ikke bare hovedhjørnestenen i Kirken. Han er for nogle også en anstødssten, der bringer forargelse og Han er den sten, som kommer med dommen.

Det vil sige, at vi som mennesker kan vælge om Jesus skal være hovedhjørnestenen i vores liv eller en anstødssten. Han kan være fundamentet for vores liv eller Han kan være en kilde til forargelse.

Og det er nok så vigtigt. For selv om lignelsen om de onde vinbønder var rettet mod de religiøse ledere, så er den også henvendt til. For ligesom det skete for jøderne, at de glemte Gud og i stedet blev selvretfærdige og optaget af deres egen godhed, sådan sker det også til tider for os. Også selv om vi anser os selv for at være gode kristne. Det er nemlig ofte sådan, at de der tror og siger, at de er tættest på Gud, glemmer hvem de burde være og hvordan de burde opføre sig. Som kristne bør vi hele tiden have for øje, hvem det er vi følger og hvem vi bør stræbe at efterligne i vores liv – nemlig Jesus Kristus vores Herre og Frelser. Men det sker desværre alt for ofte, at vi kommer vi på afveje i den opgave og bliver mere optaget af vores egen forfængelighed og selvretfærdighed. Det er en fælde som nok ingen af os kan undgå at falde i. Det sker ikke sjældent at kristne peger fingre ad andre for ikke at være ligeså ”frelste” som de selv er. Og for os præster er der også en fare for, at vi ser en søndag med en god kirkegang og tænker; det er på grund af mig de kommer – jeg er godt nok god! Men vi glemmer, at det ikke er os det drejer sig om – men Gud. Og som menighed eller menighedsråd sker det, at vi siger; se vores menighed eller kirke – se hvor mange arrangementer vi har eller hvor mange vi får i kirke om søndagen på grund af, at vi er så gode til at markedsføre os selv. Men vi glemmer, at formålet med kirken ikke er at tælle hoveder på kirkebænkene, men derimod hjerterne på de, der er kommet til Kristus.

Det er en af menneskets svagheder – en vore mange synder – at ville hævde sig selv og fremhæve sig selv.
Kan vi undgå at falde i fælde? – jeg tror det ikke. Men er vi bevidste om faren for det, kan vi modarbejde den. Det er også et formål med lignelsen; at den fungerer som et spejl for os – ligesom de ti bud gør. Den får os til at se vores synd, så vi igen kan vende os til Gud. Og når vi vender os til Gud, får vi løftet om tilgivelsen for vores synder og løftet om, at vi kan være en del af det folk, der skal arve vingården – at vi får del i det evige liv – også selv om vi ind imellem fejler. For trods vores fejl står Gud klar til at tage imod os, hvis vi ønsker det.

Og for den store gave vi får tilbudt, også selv om vi ikke fortjener den, siger vi: lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu, og i al evighed

Amen

Om lidt skal vi bede Kirkens bøn, og efterfølgende skal vi fejre nadveren, hvor vi får del Jesus Kristus. Jeg vil opfordre alle, der har lyst til at komme og modtage nadveren. Har du ikke prøvet det før eller er det lang tid side og du ikke er sikker på, hvad du skal gøre, så bare følg de andre.

Og så skal jeg minde om, at nadveren er et af vores to sakramenter, altså en særlig hellig handling. Ønsker man ikke at deltage i nadveren, skal jeg derfor bede om, at man iagttager stilhed under nadveren.

Lad os rejse os og med apostlen Paulus tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde,

Guds kærlighed og

Helligåndens fællesskab være med os alle.

Amen!

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Matthæusevangeliet, Jesus Kristus, Kirke, Kirkeåret-Trinitatistiden, Kristenliv, Prædikener, Trinitatis

Tags: 20. søndag efter Trinitatis, De onde vingårdsbønder, Esajas, Jesus Kristus, Lignelse, Matthæusevangeliet, Salmernes Bog, Vingård