Kirkesamfund – Den Ortodokse Kirke (serie)

I serien om Kirkesamfund behandlede vi sidste gang Metodistkirken og denne gang bevæger vi os videre til Den Ortodokse Kirke.

Som de andre indlæg i serien er blev teksten første gang trykt i 1964 i antologien “Kristenhedens Kirkesamfund” i serien Danmarks Radios Grundbøger. Afsnittet om Den Ortodokse Kirke er skrevet af Arne Bugge, der var domprovst ved Vor Fure Kirke i København fra 1979-1998. Han var ekspert i Den Ortodokse Kirke og beherskede både russisk og kirkeslavisk. I 2012 blev han døbt til den russisk-ortodokse tro.


Den Ortodokse Kirke

Den ortodokse kirke – også kaldet den ortodoks-anatoliske (østlige) eller den græsk katolske kirke – er navnet på det kirkesamfund, der har sin væsentligste udbredelse i Østeuropa og den nære orient. Der findes ortodokse nationalkirker bl.a. i Grækenland, Bulgarien, Jugoslavien, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Polen og Finland. Hertil kommer de gamle ortodokse kirker, der er samlet under patriarkaterne (=storbispedømmerne) i Konstantinopel, Antiokia, og Jerusalem. Den største af de ortodokse kirker i dag er den russiske, hvis øverste biskop bærer titlen: Patriark af Moskva og hele Rusland. Patriarken i Konstantinopel nyder en æresforrang blandt alle ortodokse kirkeledere; men der er ikke tale om nogen form for samlet ledelse for hele den ortodokse kirke som pavedømmet i romerkirken. De enkelte ortodokse kirker er som nationalkirker indbyrdes uafhængige. Alligevel danner de en enhed i lære og gudstjeneste og må betragtes som eet kirkesamfund, der er verdens næststørste.

Selv om hele den kristne kirke i de første århundreder med en vis ret kan betragtes som een kirke, udviklede den østlige og vestlige kirkehalvdel dog allerede fra tidligste tid hver sit særpræg i tro, fromhed og mentalitet. Med romerrigets spaltning fulgte et vist konkurrenceforhold mellem den øverste biskop i Vesten, paven i Rom og den betydeligste biskop i Østen, patriarken i Konstantinopel (hovedstaden i det østromerske byzantinske kejserrige). Det endte med det store skisma (=brud) i 1054, da paven og patriarken gensidigt bandlyste hinanden. Siden da har spaltningen i en østkirke og en vestkirke været en kendsgerning.

I det 9. århundrede blev nye områder lagt ind under den græske kirke. Brødreparret Kyrillos og Methodios – »slaverapostlene« – blev af patriarken sendt ud som missionærer blandt de slaviske folk på Balkanhalvøen. De oversatte den græske gudstjeneste til slavernes modersmål og skabte det slaviske alfabet og skriftsprog. Dermed lagde de grunden til den kristne byzantinsk-slaviske kultur. I året 988 blev også Rusland kristnet. Kristendommen slog dybe rødder i det russiske folk. Efter det østromerske riges undergang, da Konstantinopel i 1453 faldt i tyrkernes hænder, var det især Rusland, der førte den ortodokse arv fra det gamle byzantinske rige videre og bragte den til ny og skøn blomstring

Teologisk grundpræg


»Det guddommeliges indtræden i det menneskelige, i kosmos, i historien, og skabningens forklarelse – denne urkristendommens hovedtanke er også den inderste kerne i den østlige kirkes verdensanskuelse.« (N. Arseniev). – Den røde tråd igennem den ortodokse kristendoms mangfoldige livsytringer i teologi, gudstjenestebog fromhedsliv er netop denne lære om theosis. Theosis er et græsk ord der betyder »guddommeliggørelse«. Tankegangen er den, at hele skabningen og ganske særlig mennesket er bestemt til at blive »guddommeliggjort«. Guddommeliggørelsen fuldendes i himmelen som frugten af en udvikling, der begynder allerede her på jord. Denne »frelsesproces« betyder altså, at hele mennesket – sjæl og legeme – i stedse stigende grad fyldes af den guddommelige nåde, der forvandler og gennemstråler personen. Menneskets natur »forklares«, dvs. opfanger og tilbagekaster det himmelske lys´ klarhed. Denne for os så fremmedartede opfattelse af genfødelse og frelse kan synes at være i slægt med mystikkens tale om det guddommeliges og det menneskeliges sammensmeltning, så forskellen dem imellem udviskes. Men selv om ortodokse teologer i dristige vendinger taler om, at mennesket »fyldes og gennemtrænges af Gud«, understreger de samtidig, at mennesket ikke ophører med at være menneske.
Denne udvikling, som Gud allerede havde bestemt ved skabelsen, blev sat i gang i vor verden, da Kristus steg ned fra himmelen og lod sig føde på jord; Kristi menneskevordelse (inkarnationen) og theosis er uløselig knyttet sammen. Athanasios gav i det 4. århundrede den klassiske formulering af denne idé i en sætning, hvor han om Kristus ligefrem siger: »Han blev menneske, for at vi kan blive gud.« Guddommeliggørelsens kræfter triumferede første gang over forgængelighedens og forkrænkelighedens verden, da Kristus påskemorgen stod op af døde. Siden da lever disse kræfter videre i Kristi kirke, der formidler dem til menneskeheden og gennem den til naturen og hele den skabte verden. Det er guddommeliggørelsens kræfter, der bliver levende og nærværende i gudstjeneste og sakramenter, i de hellige billeder (ikonerne) og i martyrers og helgenskikkelsers liv og levned. Sådan vokser og trives ved kirken den vækst, der begyndte med Kristi menneskevordelse, og som skal fuldkommes ved hans genkomst, »for at Gud kan være alt i alle« (1. Kor. 15,28).

Ret tro og ret lovprisning

Det græske ord orthodoxia betyder både »rettroenhed« og »ret lovprisning«. Begge betydninger rummes i betegnelsen: den ortodokse kirke. Man kan endda sige, at de falder sammen; den rette tro må nødvendigvis udtrykke sig i ret lovprisning.
Biblen anses som normgivende for ortodoks tro. Ved siden heraf bygger man på kirkens læremæssige tradition, som den blev udformet på de syv økumeniske koncilier, heraf det første afholdtes i Nikæa i 325, det sidste sammesteds i 787. Vigtigt var især konciliet i Konstantinopel i 381, hvor bekendelsen til den treenige Gud og til Jesus Kristus som sand Gud og sandt menneske blev endeligt udformet. (Se noten til trosbekendelsen i Den Danske Salmebogs gennemgang af højmessen). Dette læremæssige grundlag er østkirken og vestkirken fælles om. Og trods mange forskelle bærer de to kirke-afdelinger stadig præg af 1000 års fælles historie
Ligesom den romersk-katolske kirke regner den ortodokse med syv sakramenter eller mysterier, som er den græske betegnelse for nådemidlerne: dåb, myron-salvelse, nadver, bod, præstevielse, ægteskab, oliesalving. Nadverens betydning vil blive belyst i gennemgangen af liturgien. M.h.t. de øvrige sakramenter skal vi nøjes med at fremhæve enkelte træk. Myron-salvelsen svarer til det katolske konfirmationssakramente. Men den meddeles af præsten i umiddelbar tilslutning til dåben. Ægteskabets engangskarakter er modificeret, idet skilsmisse og nyt ægteskab tolereres; dog former vielsesritualet sig i så fald som en bodsgudstjeneste. Præstevielsen foretages af biskoppen. Lægfolket er medbestemmende ved kaldelse af ny præster og biskopper. Foruden biskop og præst hører diakonen med til den indviede gejstlighed. Også de ortodokse understreger nødvendigheden af den »apostolske succession«, dvs. den udbredte række af biskopper fra apostlene til vore dag. Til forskel fra romerkirken gælder det, at præster normalt er gift. Dog lever biskopperne i cølibat, idet de rekrutteres fra munkenes rækker.
Ligesom Salomos tempel er den ortodokse kirkebygnings grundplan tredelt: forhallen mod vest, kirkeskib i midten, og alterrum i apsis mod øst. Det fritstående alter har form som en kvadratisk blok. Det kaldes også »tronen«, fordi det symboliserer Kristi himmelske trone, og fordi Kristus her i brøds og vins skikkelse er tilstede midt i sin menigheden. Alter og alterrum er imidlertid skjult for menigheden bag ikonostasen (=billedvæg). Denne væg gennembrydes af tre døre, hvoraf midterdøren, den dobbelte kongedør, er den vigtigste. På visse tidspunkter i gudstjenesten står den åben, så menigheden kan ane, hvad der foregår ved alteret. Den side af ikonostasen, der vender mod menigheden er smykket med ikoner. De forestiller patriarker, profeter, apostle, Johannes Døberen, Guds moder og Frelseren selv foruden engle og helgener. Hæver man blikket mod loftshvælvingen, der dannes af centralkuplens inderside, finder man en fresco eller mosaik af Kristus, som troner i himmel omgivet af de himmelske hærskarer. Man har således hele den hellige historie for øje. Et sådant kirkerum og en sådan udsmykning lader ane, at de hellige handlinger, man her er samlet om, er i slægt med den evige lovprisning i himmelen, ja endnu mere, at gudstjenesten i dette rum er mødet mellem himmel og jord.

Ikono
Ikonostase

Gudstjenesten – et møde mellem himmel og jord

De gudstjenstlige tidebønner, der væsentlig består af davids salmer, læses i alle ortodokse kirker; i deres fulde form med samtlige 9 bedetimer daglig dog kun i klostre og større katedraler.
Den normale hovedgudstjenste, nadvergudstjenesten kaldes »Vor hellige fader Johannes Krysotomos´ guddommelige liturgi«.
Liturgien former sig som en slags drama i tre akter; proskomidien, katekumenmessen og de troendes messe. Proskomidien (græsk: frembærelse, nemlig af de til nadveren bestemte offergaver) kan betragtes som en forberedelsesakt til den øvrige gudstjeneste; den foregår i alterrummet skjult for menigheden. Nadverelementerne tilberedes, idet præsten udfører en symbolsk slagtning af »lammet«, midterterningen i det bolleformede offerbrød (prosforaen). Af yderligere fire prosfora-brød skærer præsten et vist antal små trekantede stykker og anbringer dem på disken i en bestemt orden omkring »lammet«. Således ihukommes de levende og de døde, idet de enkelte brødstykker repræsenterer Guds Moder, englene, helgenerne, gejstligheden og andre nulevende. Dette arrangement understreger anskueligt samfundet mellem den himmelske triumferende og den jordiske stridende kirke i begges afhængighed af Kristi offer.
Med katekumenmessen (katekumen: i oldtiden betegnelsen for den, der lod sig undervise i kristendommen med henblik på at blive døbt) begynder det, der for menighedens bevidsthed betegner den egentlige gudstjeneste. Den omfatter en række bønner, bibelske salmer, procession med evangeliebogen, »den lille indgang« kaldet, og læsningerne af epistel og evangelium.
Af bønnerne skal vi her blot fremhæve de såkaldte ektenier, der er karakteristiske for hele gudstjenesten. De messes af diakonen, der ofte er udrustet med dyb og velklingende basrøst, fra dennes faste plads ved den kongelig dør, synlig for menigheden. Her bedes der » for freden ovenfra og vore sjæles frelse, for freden i hele verden og gode kår for Guds hellige kirker og alles enhed. For denne hellige kirkebygning og for dem, som går ind i den med tro, fromhed og gudsfrygt«. Videre for den kirkelige og verdslige øvrighed, for by, land, indbyggere, godt vejrlig, frugtbarhed og fredelige tider, for de rejsende på sø og land, for syge, nødlidende, fanger; og til sidst anråbes Gud om at redde os fra trængsel, vrede og nød, og om at frelse os ved sin nåde. For hvert led i denne lange bøn, der ikke lader nogen form for menneskelig trang eller nød glemmes af Guds forbedende kirke, istemmer koret flerstemmigt: »Herre forbarm dig«. Katekumenmessen slutter med »bortsendelsen« af katekumenerne, et rudiment fra oldkirkens dage, hvor dåbslærlingene gerne måtte overvære denne læremæssige del af gudstjenesten, men ikke havde adgang til de troendes messe med nadveren.
De troendes messe indledes med »den store indgang«, en procession hvorunder de tilberedte nadverelementer højtideligt bæres frem for menigheden for derefter at blive ført gennem kongedøren op på selve alteret. Efter trosbekendelsen følger den egentlige eukaristiske (eukaristi: taksigelse og nadver) del af liturgien, hvoraf de fleste led er kendt fra den romersk-katolske messe. Indholdsmæssigt fortsætter motivet fra proskomidien: sammenhængen mellem den himmelske og jordiske liturgi: »Vi takker dig for denne liturgi, som du har værdiget at modtage af vore hænder, skønt der rundt om dig står tusinder af ærkeengle etc.« I øvrigt er det værd at bemærke, at forvandlingen af nadverelementerne ikke er knyttet specielt til indstiftelsesordene, som tilfældet er i den romersk-katolske kirke, hvor dette bestemte punkt i messen kan kaldes forvandlingsøjeblikket. Hos de ortodokse derimod sker forvandlingen af brød og vin til Jesu legeme og blod i forbindelse med epiklesen: nedbedelsen af Guds Ånd over menigheden og nadverelementerne. Bønsformen udelukker en nøjagtig tidsfæstelse af forvandlingsøjeblikket. For den ortodokse bevidsthed betyder dette, at handlingens karakter af Gudshandling og nådeshandling bevares og skærmes imod menneskelig nyfigenheds geskæftige forsøg på at fastslå det guddommelige mysteriums timetabel og derved gøre det menneskeligt begribeligt. – Efter at præst og menighed i stående stilling har nydt nadveren, slutter liturgien med den præstelige velsignelse og uddeling af antidora, velsignet brød, et rudiment fra oldkirkens kærlighedsmåltider, de såkaldte agaper. Undertiden prædikes der også. Prædikenens plads kan f.eks. være ved slutningen af gudstjenesten.
Liturgien opfattes hyppigt som et symbolsk drama over frelseshistorien; proskomidien skal som forberedelsen symbolisere Kristi skjulte liv fra fødsel til offentlig fremtræden. Katekumenmessen med evangelielæsningen skal forestille Kristi forkyndergerning, og i de troendes messe opleves begivenhederne på Golgatha, Kristi opstandelse og hans genkomst på den yderste dag. Guds frelse i historiens fortid og i håbets fremtid opleves i kulten som levende og nærværende nutid.
Blandt kirkeårets tolv fester er påskefesten den største i denne kirke, der med rette er blevet kaldet opstandelsestroens kirke. Højdepunktet er gudstjenesten påskenat, hvor menigheden med tændte kerter i hånden hører opstandelsesbudskabet. Hele natten genlyder kirken af den frydefulde hymne: »Det er opstandelsens dag, lad os gennemstråles af sejrsjubel og omfavne hinanden. Lad os sige: brødre! Også til dem, der hader os; lad os tilgive alle for opstandelsens skyld og således råbe: Kristus er opstanden fra de døde, med døden har han trådt døden over nakke, og dem, som er i gravene har han skænket liv.« Denne hymne afspejler opstandelsestroens religiøse og etiske kraft; gudstjenesten følger mennesket til dørs med evangeliets kald til kærlighed og tilgivelse i den verden, hvor livet skal leves. – Forud for påsken fastes i seks uger. Kirkeåret rummer yderligere tre fasteperioder, der dog ikke overholdes så strengt som denne »store faste«, hvor man må afholde sig fra kød, ost, smør og æg.
Menighedens medleven i gudstjenesten er præget af dyb og inderlig andagt og hellig ærefrygt. Dette understreges af den stående stilling, som man indtager under de ofte flere timer lange gudstjenester. Ved bønnerne slår man korsets tegn med værdig og ophøjet ro. Nogle bøjer sig dybt og berører jorden med højre hånds fingerspidser, mens den venstre holdes for brystet. Andre lægger sig på knæ og berører stengulvet med panden. Hos mange kan iagttages en betaget henrykkelse, der presser glædestårerne frem i øjnene og giver ansigtet en næsten overjordisk glans. Evangelielæsningen påhøres med let bøjede hoveder under intens opmærksomhed. Det er betydningsfuldt for forståelse og tilegnelse, at gudstjenestesproget altid er modersmålet omend i en ældre form, som kirkegængerne efterhånden bliver fortrolig med. Den gamle sprogdragt forlener bønner og hymner med et præg af tidsløshed og evighed. De enkle men i udtrykket rigt nuancerede melodier bæres alene af den menneskelige stemme uden støtte af orgel eller andre musikinstrumenter. Gudstjenestens præg af åbenbaringshandling understreges af processionerne, der med lys, røgelse og andet gudstjenstligt tilbehør, fra det skjulte alterrum kommer til syne for menigheden gennem ikonostasens dør.

Åndeligt særpræg

Livet i kirke og hjem med gudstjenester, sakramenter, ikoner, bøn og faste danner rammen om fromhedslivet. Hertil kommer det åndelige liv, der udfolder sig i klostrene og herfra breder sig som stærke religiøse og åndelige impulser i folket. Det kendteste klostersamfund blev grundlagt i 963 på den græske bjerghalvø Athos. Her findes græske, serbiske, russiske og andre klostre, der tilsammen danner en munkerepublik. I de tusind år dette munkesamfund har eksisteret, har det haft karakter af et åndeligt kraftcentrum for hele den ortodokse verden. I klosterets fællesskab eller i eneboerens afsides klippehule helliger munkene sig et liv i bøn og åndelige betragtninger (meditation), der undertiden kan få en sådan koncentration, inderlighed og glød, at munkene i deres religiøse oplevelser bestiger mystikkens tinder. Musik, kunst og lærdom indtager også en central plads i mange munkes liv.
En åndelig aflægger af Athos fromheden finder vi i det russiske starets-væsen. En starets (i flertal: startsy) er en gammel munk, der efter år i hellig ensomhed vender tilbage til sit kloster for at delagtiggøre andre i sin åndelige visdom. Optyna Pustin klosteret var i forrige århundrede vidt berømt for sine startsy. Døgnet igennem begærede pilgrimsskarer åndelig vejledning af de vise »fædre«. Ofte bragtes de syge med, da der gik ry af de hellige munkes helbredelsesgave.
Pilgrimmene bestod for en stor del af det brede troende folk. Men også intelligens og adel fandt vejen ud til det afsides liggende kloster. Leo Tolstoj og F. Dostojevskij stod således i nær kontakt med den ærværdige starets Amvrosij. Til starets-væsenets dybe åndelige og moralske kraft i folket knyttede Dostojevskij håbet om Ruslands redning fra ateisme og gudløshed. Et monument over ortodoks spiritualitet har Dostojevskij beriget verdenslitteraturen med i romanfiguren fra »Brødrene Karamasov«: starets Zosima, hvis åndelige indsigt gav ham både ydmyghed og kærlighed, myndighed og indflydelse.
Til det åndelige særpræg i østkirken hører også ikonmaleriets hellige kunstart, der har nået sit højeste i det 14. og 15. århundredes Rusland. Vi kender flere store ikonkunstnere ved navn; her skal blot nævnes Andrej Rublev (udt. Rubljof), som i det 14. århundrede malede den nu i hele verden kendte og beundrede »Treenighed«. Dette billede er et typisk eksempel på, at ikonkunsten ikke blot portrætterer og beretter, men også kan give udtryk for et ophøjet teologisk og spekulativt tankeindhold.

Ikon af Jomfru Maria og Kristus


Folkets kirke

Den russiske kirkes historie viser os både styrken og svagheden i den ortodokse kirkes evne til at blive eet med det land og det folk, hvis kirke den er blevet. Det var i mødet med den byzantiske kristendomsform, at Rusland fra at være en samling indbyrdes stridende småfyrstendømmer udviklede sig til det mægtige tsarrige. Det var i mødet med kristendommen, at den russiske kultur blev til: tænkning, moral, livsstil, kunst, musik. Men det var også herudaf den russiske statskirkelighed udviklede sig. Kirken var i den grad blevet eet med folket, at Peter den Store kunne behandle den, som var den en af hans undersåtter, give love og bestemmelser for dens styre og i et og alt lægge den under statsoverhovedets kontrol. Fra at være eet med folket syntes kirken herefter i stigende grad at blive eet med staten og tsardømmet.   Derfor måtte den kommunistiske revolution imod det tsaristiske samfund også i høj grad komme til at berøre kirken. I 1918 vedtog Lenins regering loven om kirkens fuldstændige adskillelse fra staten. Det tog lang tid at vænne sig til den nye tingenes tilstand, både for kirken og sovjetstaten. De første tyve år af kirkens historie i den nye sovjetiske stat er præget af voldsomme sammenstød i form af drastiske kirkelukninger, konfiskation af kirkeejendom, propagandakampagner mod kristendommen, forstyrrelse af gudstjenester og især arrestationer og henrettelser af gejstlige i stort tal. Fra officiel sovjetisk side forklares disse begivenheder som legal retsforfølgelse af statsfjendtlige og reaktionære elementer i befolkningen, og man afviser, at nogen på myndighedernes foranledning kom til at lide for sin kristne overbevisnings skyld, idet man henviser til den paragraf i grundloven, der allerede dengang tilsikrede borgerne samvittighedsfrihed. Trods disse officielle forklaringer kommer man næppe uden om at betragte 20´ernes og til dels 30´ernes begivenheder som regulære kristendomsforfølgelser.
Kirken mistede imidlertid ikke sit tag i befolkningen, og da den anden verdenskrig kom, strømmede masserne igen til kirkerne for at bede om Guds hjælp og beskyttelse i farens stund. Forfølgelser og vold mod kirken var nu helt holdt op; der syntes ligefrem at foregå en slags forsoning mellem stat og kirke. Siden da har staten tolereret kirken under forudsætning af, at kirken helt holdt sig fra politik; kirken på sin side har også stedse kraftigere betonet sin loyalitet imod stat og regering. Forholdet er dog stadig spændingsfyldt, som det jo må være i et land, hvor det eneste tilladte politiske parti har ateisme og gudløshed på sit program, og hvor kirken daglig i sine gudstjenester samler store skarer af befolkningen til lovprisning af den treenige Gud.
Den emigrantrussiske lægmandsteolog N. Zernov karakteriserer ortodoksiens stilling til samfundets politiske, sociale og etiske spørgsmål med et vågent øje for både styrke og svaghed på følgende måde: »For den ortodokse er kirken ikke en kæmpende styrke, der under præsteskabets ledelse dømmer verden udefra og kalder til bod; men den opfattes som en surdejg, der gradvist omformer menneskehedens liv indefra ved at forvandle sine medlemmers hjerte og sind… Den ortodokse kirke er ikke indifferent over for sociale og politiske forhold, men den er ikke tilbøjelig til at prædike om disse emner eller afgive offentlige erklæringer herom.« Dette er en røst fra den kirke, der har en tusindårig tradition for hellere at lide martyriet end aktivt at sætte sig til modværge mod uretten.
Endelig skal det også nævnes, at hvor det politisk er muligt, røgter den ortodokse kirke sine karitative, sociale og undervisningsmæssige opgaver.

Forholdet til andre kirker

En betydningsfuld rolle har den ortodokse kirke spillet i vore dages økumeniske bevægelse. Især har Konstantinopel patriarkatet med de ortodokse emigrantkirker i Vesteuropa og Amerika bidraget væsentligt til opbygningen af denne bevægelse. Siden kirkernes Verdensråds stiftelse i 1948 har dette patriarkat været repræsenteret i rådets præsidium. Med verdensrådets generalforsamling i New Delhi i 1961 blev også Moskva patriarkatet og en række af Østeuropas øvrige ortodokse kirker optaget blandt medlemskirkerne.  Moska tog også imod pavens indbydelse til at sende observatører til Det andet Vatikanerkoncil, der indledtes i efteråret 1962. Selvom Konstantinopel endnu ikke har fulgt Moskva i dette stykke, er der grund til at fremhæve, at patriark Athenagoras af Konstantinopel, og med ham mange andre ortodokse kirkeledere, viser stor interesse for økumenisk samtale også med Rom.
Som bæreren af væsentlige værdier fra den oldkirkelige arv er den ortodokse kirke en både værdifuld og uundværlig røst i kirkernes indbyrdes samtale.


Vil du læse mere om den ortodokse kirke kan du besøge:

Den Ortodokse Kirke i Danmark – Gudsmoders Beskyttelse https://ortodoks.dk/

Den Russiske Kirke i Skt. Aleksander Nevskij Kirke i København http://www.ruskirke.dk/dk/HISTORIE.html

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg


Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!



Kategorier:Diverse, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Mission, Samfund, Serier, Teologi

Tags: , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

KATOLSK LIV

Livet som katolik

Brother Schoenberg

Faith - Bible - Church - Liturgy - Society

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: