Kirkesamfund – Kvækerne (serie)

I dag bringer vi endnu et uddrag af bogen ‘Kristenhedens Kirkesamfund’ – denne gang om Kvækerne. Bogen der udkom i 1964 i serien Danmarks Radios Grundbøger gennemgår de forskellige kirkesamfund i Danmark.

Uddraget om kvækerne er skrevet af Berndt Gustafsson, der var præst, sociolog, universitetsunderviser og forfatter (1920-1975).


”Vi vil være en verdensfamilie”, hed det ved kvækernes store verdenskonference i USA i efteråret 1955. Og kvækerne er en verdensfamilie. De taler om »kvækerdommen« akkurat som lutheranerne taler om »lutherdommen« om den omfatter henimod 200.000 personer over hele verden. Næsten to tredjedele heraf hører ganske vidst hjemme i USA, men andre steder er kvækerdommen ung og at den er i kraftig vækst, bekræftes ikke blot af »ungkvækerbevægelsen« i England og Irland, men tillige i lande som Spanien og Indien. Fremfor alt venter kvækerne sig meget af udviklingen i Østafrika, Rhodesia, Sansibar og Madagaskar, hvor der allerede er flere kvækere end i hele Europa tilsammen, nemlig 30.000 I norden er der ganske få: 100 i Sverige, 75 i Norge og 60 i Danmark.

Kvækerbevægelsen er en af de mange protestbevægelser mod såvel katolicismen som mod den anglikanske statskirke i 1600-tallets England. Den ville en ny reformation, mere gennemgribende end 1500-tallets. Kvækerne hævdede at repræsentere urkristendommen. »Urkristendommen er genopstået«, hed en pjece af William Penn (1644-1718), en af bevægelsens fædre, grundlæggeren af den amerikanske stat Pennsylvania, der også kaldes »The Quaker State«. De henviste nok til Luther og Calvin, men ville gå langt videre. De tog i lige grad afstand fra romersk-katolsk kirkeautoritet og fra protestantisk bundethed til Bibelen. Derfor betragter kvækerne ofte sig selv som »den tredje vej«, der har fuldført reformationens egentlige sigte: at frigøre den kristne fra alle andre autoriteter end Kristus i hjertet.

Det, der først og fremmest skilte kvækerne fra andre af samtidens radikale protestbevægelser, var to krav: at adskillelsen mellem præst og lægmænd skulle væk og at Ånden skulle sættes over bogstaven, dvs. den indre stemme over Bibelen.

Det begyndte i England

Bevægelsen begyndte i Nordengland og i private hjem i Bristol og London omkring 1650. Dens møder var efter de gældende love illegale og husværter fik forbud mod at åbne deres døre for dem. Så samledes de i det frie, f.eks. ved Themsens bredder. Det store friluftsmøde på Pendle Hill i 1652 regnes ofte for kvækerbevægelsens fødselstime. Her var det, at George Fox (1624-1691) så »et stort folk, der ventede på at blive samlet«. De første år af dem gik en hård skæbne i møde. De fængsledes, fordi de ikke overholdt den strenge helligdagslovgivning, men til og med rejste om søndagen, f.eks. til kvækermøde. De meldtes til politiet, fordi de ikke ville betale tiende til præsterne eller vise dem lydighed. De anklagedes for ikke at fejre julen. Man sagde, at de forstyrrede gudstjenesten i kirkerne og mange af dem havde faktisk svært ved at tie under præstens prædiken, hvis han sagde noget, der gik imod deres overbevisning. De tiltaltes også for ikke at tage hatten af for øvrighedspersoner, idet de mente, at alle mennesker er lige for Gud og kun for Ham tog de hatten af, nemlig når de var i bad. De var militærnægtere. De sagde du til alle og ville ikke aflægge ed. I tidens løb er tusinder af kvækere blevet idømt legemlig afstraffelse eller fængsel. Det var fra denne bevægelse initiativet med tiden blev taget til de fængselsreformer, som indledte en ny epoke i fangebehandlingen.

De kaldte sig selv »lysets børn« eller »venner i sandheden«. Vennernes samfund er bevægelsens officielle navn, men modstandere gav dem øgenavnet »kvækere«, idet »quake« på engelsk betyder skælve eller dirre. Navnet menes at gå tilbage til et retsforhør i Derby, hvor de skælvede, da de hørte Guds ord.

»Det indre lys«

Et nøgleord for kvækerne er »det indre lys«, der ikke må forveksles med samvittigheden. Med »det indre lys« forstår kvækerne »Kristus inden i os«, »Gud i hvert menneske« eller »den indre helligdoms lys«, der oplyser og vejleder samvittigheden. Kvækerne er overbevist om, at mennesket kan nærme sig Gud direkte og erfare ham direkte uden præst eller prædikant som formidler. Gud erfares gennem dette indre lys. Til illustrationen heraf tjener George Fox´s egen skildring af sin oplevelse af Gud, da han var omkring 22 år gammel: »Jeg havde ladet alle præster, prædikanter og alle, der gik for at være erfarne, fare, for jeg indså, at ingen af dem kunne tale »til min forstand«. Da alt håb var ude og ingen ydre ting kunne hjælpe mig, hørte jeg en røst, der sagde: »Der er een, nemlig Kristus Jesus, som kan tale til din forstand« Mit hjerte hoppede af gælde. Min hunger efter Herren Gud blev stadig stærkere, ligeledes min iver efter at nå til fuld vished om Gud og Kristus uden hjælp af nogen bog eller skrift. Thi selvom jeg læste Skriften, som talte om Kristus og Gud, kendte jeg ham alligevel ikke, – kun gennem erfaringen, når han, som havde nøglen, åbnede«.

Da Gud, som havde nøglen, åbnede, oplevede Fox »en åbenbaring«, og han oplevede senere flere sådanne »åbninger«, et udtryk, der kendes fra klassisk mystik. Hverken Fox eller kvækerbevægelsens øvrige fædre var uberørte af ældre mystik. De talte om det indre lys som »en strøm af lys«. George Fox kunne f.eks. sige: »Kære venner, hold jer til det, som er rent i jer, for det leder jer til Gud«. De gamle kunne også tale om »princippet i sjælen«, »Guds nærværelse i sjælen«, allesammen udtryk, som man støder på i ældre mystik hos Mester Eckehardt og andre. Det er denne tro, der gør, at kvækere ikke er bange for at dø, for døden er »at gå op i lyset«, den samme strøm af lys, som findes i en selv.

En skrevet eller talt trosbekendelse har kvækerne ikke. Vennernes samfund kræver ikke nogen formuleret trosbekendelse. Deres fællesskab hviler på en indre, personlig erfaring af Guds kærlighed og kærligheden til mennesker, som den øves i Kristi ånd. George Macauley Trevelyan har udtrykt det således: »Det væsentlige i George Fox´ milde lære var i sandhed dette: at kristne egenskaber betyder meget mere end kristne dogmer. Ingen kirke eller sekt havde tidligere gjort dette til deres levende regel. At opretholde den kristne kvalitet i forretningsliv og hjemliv, uden hykleri, var disse mærkelige menneskers store indsats«.

Kvækerne har ingen sakramenter. De døber ikke, men de tror på åndens dåb. Ved fødslen indskrives barnets navn bare i den officielle bog for det »årsmøde«, som forældrene hører til. De tror på sakramenterne, men anser det ikke for nødvendigt at have ritualer for forholdet mellem menneske og Gud. Sakramenterne rummer en indre, åndelig åbenbaring af Guds nærværelse, men kvækerne gør ikke brug af dem. I stedet mener de, at hele livet er sakramentalt.

Kvækerne tror på et liv efter dette og fejrer et medlems begravelse som en almindelig gudstjeneste, til minde om den afdøde. Den enkelte er frit stillet med hensyn til tolkning af himmel- og helvedesforestillinger. Det samme gælder treenighedslæren. Kvækerne har altid erklæret, at sandheden findes i bibelen, men samtidigt understreget, at dette er noget andet end at hævde, at det, der står i Bibelen, er sandt, blot fordi det står i Bibelen. Kvækerne har alle dage været flittige bibellæsere.

Som en slags erstatning for en trosbekendelse anføres ofte de såkaldte »queries«, spørgelister. Sådanne lister med spørgsmål kom man tidligt ind på at opstille til den enkelte troendes hjælp. Typiske spørgsmål er f.eks.: Bærer de vidnesbyrd om en tilgivelsens ånd og tager De vare på andres gode navn og rygte? Læser de ofte og med ærbødighed Bibelen og anden religiøs litteratur? Holder De Deres løfter til punkt og prikke, betaler De Deres gæld og er De hæderlig i al deres færd? Behandler De andre, som De har med at gøre, som brødre og ligemænd?

Den tavse gudstjeneste

Den daglige andagt er den vigtigste gudstjeneste i en kvækers liv. Denne andagt er altid noget af et eksperiment, en øvelse i at erfare det indre lys. Den består i en halv eller en hel times stille læsning og afspænding hver dag. Man læser f.eks. Augustins Bekendelser, Mester Eckehardt, Frans af Assisi, Det nye testamante eller Davids salmer. Derpå sidder man stille og ligesom lytter inde i sig selv. Om muligt samles »venner« i et privat hjem; én læser og derefter sidder alle tavse i længere tid.

Denne øvelse i at lytte og i at erfare lyset eller stemmen inden en én selv begrænser kvækerne ikke til en halv eller hel time, mens man holder andagt. Det er en træning i hele dagen, i alt, hvad man foretager sig, at være i afhængighed af den indre stemme. Den amerikanske kvæker Thomas R. Kelly har beskrevet det således: »Gå blot og tal og arbejd og le med dine venner! Men fortsæt bag kulisserne med enfoldig bøn og indre andagt. Fortsæt dermed hele dagen. De første dage, uger og måneder er krævende og smertefulde. Men begynd med enkle ord, som du selv formulerer: »Jeg er din, bare din«. Bliver du forstyrret, så begyndt igen. Tilsidst behøver du måske ikke engang ordene. Her er ikke tale om ekstase, men om klarhed, urokkelig klarhed, urokkelig vished og sikker kurs gennem livet«.

Gudstjenesten om søndagen forrettes som en stille andagt, uden ritual, uden præst, uden sakramenter, uden program. I lokalet findes hverken orgel eller alter. Det kan blive en time i total tavshed, hvor hver enkelt lytter til den indre røst. Det kan vare år, før et nyt medlem vænner sig til denne stilhed, men mange ældre medlemmer fortæller, at de finder stilhedens time for kort. For den, der er vant til at lytte til den indre stemme, sker der noget i stilheden. »Det begynder med tavshed, derefter lytter man, tilsidst adlyder man. Problemet er jo at blive klar over, hvad Gud vil sige, hvad han vil have, at jeg skal gøre«.

Det kan ske, at en af deltagerne får et »budskab« at fremføre eller at en anden vil læse noget højt fra Bibelen. Mødes afsluttes med, at man trykker hinandens hænder, først mødets ledere, derefter de øvrige deltagere. Men navnlig i USA og Østafrika er kvækermøder betydeligt mere livlige end her skildret. Der er i Amerika kvækergrupper, der har ansat en præst og gudstjenesten ligner her ikke sjældent andre protestantiske kirkers.

Kvækernes organisation er såre enkel. Alle beslutninger tages under udpræget demokratiske former, ikke ved afstemning, men kun ved, at der opnås fuld enighed. På det lokale plan afholdes »månedsmøde«. Kvækerne inden for et større område danner et »årsmøde«. I USA og Canada findes 28 sådanne årsmøder, baseret på 900 månedsmøder. Hvert medlem er »lægmandspræst« og har fuld frihed til at optræde som prædikant, en frihed, der fra gammel tid også omfatter kvinderne.

De første kvækere tog ikke hatten af for nogen undtagen for Vorherre. Det kendes ikke mere. Men der findes kvækere, der beholder hatten på under mødet og kun tager den af, når de rejser sig for at bede. Ligeledes er den specielle kvækerdragt – grå til kvinderne og sort til mændene – forsvundet, men en vis enkelhed i påklædningen kan endnu spores.

Social indsats og fredsarbejde

Kvækerne er navnlig blevet kendt gennem deres velgørenhed og deres fredsarbejde. Denne indsats er eet med bevægelsens åndelige indhold. Den indre stemme, som kvækerne lytter til både ved den daglige andagt og ved søndagsgudstjenesten, ønsker han at adlyde. Den pålægger ham et »anliggende«, en »concern«, som de selv kalder det. »Concern« er et nøgleord til forståelsen af kvækerdommen og af, hvorfor kvækerne gør, som de gør. Side om side med »det indre lys« er »concern« det, der kendetegner kvækerne frem for noget andet. En concern fås ofte under den stille søndagsandagt og den meddeles da de andre deltagere i mødet. Får vedkommende ikke tilslutning, betyder det, at han ikke har de øvrige bag sig i denne concern. Alle må være med i en sådan beslutning. Man venter så – ligesom ved afgørelser inden for menigheden i øvrigt – til man har en følelse af, at mødet er enigt. Det kan vare år, før en concern er moden til beslutning. En eneste, der går imod, kan forhale hele sagen.
Den vigtigste concern, som kvækerne i 1600-tallet fik pålagt af den indre stemme, var grundlæggeren af staten Pennsylvania, »det hellige eksperiment«, som det kaldtes. William Penn ville grundlægge »et asyl for de forfulgte, en frihedens bolig, et hjem for hele menneskeheden«, og altså ikke blot for de i England forfulgte kvækere. Pennsylvania blev senere den amerikanske uafhængigheds fødested og med denne stats oprettelse indledtes et nyt kapitel i religionsfrihedens historie.
I staten New Jersey oplevede skrædderen John Woolman i 1700-tallet en anden stor concern: kampen mod slaveriet. Denne kamp blev et anliggende for alle kvækere og det er ikke tilfældigt, at den flygtende Eliza i »Onkel Toms hytte« fandt et fristed netop hos kvækere. Dette kvækerhjem skildres af Harriet Beecher Stowe som et himmerig på jorden.
Et andet område, hvor kvækerne endnu med mellemrum får pålagt concern, er fangebehandlingen og straffelovgivningen. Kvækeren John Howard blev i slutningen af 1700-tallet den store fængselsreformator. Han fik hele den offentlig mening i England på sin side gennem et skrift, hvori han lod folket se inden for fængslernes mure og henledte dets opmærksomhed på de umenneskelige metoder, men der anvendte. Han rejste også ud i Europa og hans afsløringer medførte reformer i en række lande. Det var noget ganske nyt at kræve, at retfærdighed skulle forenes med menneskelighed og at straffen ikke skulle sigte på gengældelse, men på den dømtes forbedring.
Også Elizabeth Fry bør nævnes. Hendes concern førte hende ind i aktiv indsats for de kvindelige fangers undervisning og uddannelse. Hun udvirkede nye regulativer for den tids kvindefængsler og virkede for fængselsreformer både i England og i Europa i det hele taget.
Også talrige andre reformbestræbelser kan føres tilbage til kvækerne. Lancastermetoden, der i 1800-tallet betød et stort skridt fremad i folkeopdragelsen, var en kvækeridé. I vor egen tid må kvækernes flygtningehjælp og genopbygningsarbejde nævnes. Allerede efter den første verdenskrig gjorde de en stor indsats, ligeledes efter den spanske borgerkrig og om indsatsen under og efter den anden verdenskrig vidner Nobels fredspris i 1947. kvækerne delte ikke blot mad og tøj ud. De genopbyggede hele samfund, der var blevet lagt øde. De kalder hele deres indsats for tjeneste, service, – en tjeneste uden anden løn end bevidstheden om at følge et indre kald. Princippet har altid været, at materiel hjælp må fuldstændiggøres gennem åndelig hjælp, der tager sigte på at skabe mellemfolkelig forståelse. Det er et fredsarbejde, der har sin grund i troskaben mod den indre stemme.
Hemmeligheden bag dette og bag alt, hvad kvækerne i øvrigt gør, er concern, som organiseres indefra og hvor hvert enkelt menneske i indre koncentration løser sin opgave. Som er kvæker har udtrykt de: »Alt for mange af os har alt for mange jern i ilden. Et concern-indrettet liv bestemmes og organiseres indefra«. Så har hver enkelt blot eet jern i ilden, men tager sig til gengæld af det. Kvækernes bidrag til det moderne samfunds historie er skrevet af enkelte mennesker, hver med sin concern, som er udpeget af den indre stemme, det indre lys.


Guds Fred og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!



Kategorier:Diverse, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Samfund, Serier, Teologi

Tags: , , , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

KATOLSK LIV

Et frivilligt medieprojekt om livet som katolsk kristen

Brother Schoenberg

Faith - Bible - Church - Liturgy - Society

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: