Denne søndag septuagesima bringer bloggen en prædiken fra1869 af biskop Hans Lassen Martensen (1808-1884). Jeg har denne gang (i modsætning til tidligere historiske prædikener bragt her på bloggen) valgt at bevare datidens sprog eksempelvis dobbelt a, de store begyndelsesbogstaver ved navneord.
Prædikenen er fra prædikesamlingen: Martensen – Prædikener, holdte i Aarene 1864-1869 – Gyldendalske Boghandel – 1869
Bemærk at Evangelielæsningen er Lukasevangeliet, kapitel 10, 38-42 og ikke som nutidens læsning til dagen fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, 1-16.
Kunne du tænke dig flere historiske prædikener her på bloggen, så skriv det længere nede i kommentarfeltet eller på bloggens Facebook-side.
Maria og Martha
(Septuagesima 1869)
(Indledende bøn)
Eet er fornødent o Herre! og Meget er fornødendt, naar vi rettelig skulle gribe og fastholde det Ene under dette Livs Adspredelser og Fristelser. O giv os at høre dit Ord og bevarte det; giv os at bede som de, der i Bønnen annamme din Helligånd, giv os at arbeide efter din Villie! Og hvilke end de naturlige Indskrænkninger monne være, med hvilke Enhver af os har at kjæmpe efter sin Ejendommelighed, opdrag Du os til dit Rige, opdrag Du os til saaledes at tjene Dig, saaledes at elske Dig, som Du selv vil tjenes og elskes af os! Amen.
Luc. 10, 38-42.
Men det begav sig, der de vandrede, gik han ind i en By; men der var en Qvinde, som hedte Martha, hun annammede ham i sit Huus. Og hun havde en Søster, som hedte Maria, og hun satte sig ved Jesu Fødder, og hørte hans Tale. Men Martha syslede med megen Opvartning; og hun traadte til, og sagde: Herre! agter du ikke paa, at min Søster lader mig opvarte ene? Siig hende dog, at hun kommer mig til Hjelp. Men Jesus svarede og sagde til hende: Martha! Martha! Du gjør dig Bekymring og Uro med mange Ting; men Eet er fornødent. Maria haver udvalgt den gode Deel, som ikke skal tages fra hende.
Vort Evangelium har ført os til det stille Huus i Bethanien, hvor Herren så ofte tog ind hos Martha og Maria og deres Broder Lazarus; og skjøndt vi ofte have været der tilforn, dog vende vi gerne tilbage dertil som til et kjært Sted, hvor verdens larm er udelukket, og hvor der er godt at være. Vi kjende de tvende Søstre, Maria, der sidder ved Herrens fødder og hører hans Ord, og Martha syslede med megen Opvartning, Maria med det dybe Sind, der gjorde hende så skikket til den fromme Betragtning, og Martha med det lettere, det udadvendte Sind, der gjorde hende skikket til det virksomme Liv, skikket til at forestå huset og den huslige Gjerning. Vi kjende de tvende Søstre også fra andre af vore evangeliske Fortællinger, og hvergang møder os den samme Forskjellighed i deres Væsen. Vi have set dem på Sorgens Dag, da deres Broder Lazarus var død, og Frelseren nærmede sig Huset, og Maria blev siddende, indesluttet i sig selv, i stille, taus, indadvendt Sorg, men Martha med sit mere levende udadvendte Sind ilede Herren imøde på Vejen og sagde: Herre! dersom du havde været her, da var min broder ikke død! 1) Vi have paa glædens dag seet dem ved gjæstebudet i Bethanien, hvor Martha atter vartede op, og hvor Maria, der i sit dybe Sind havde en Anelse om, at Herrens Død var nærforestaaende, tog en Alabastekrukke, fuld af kostelig Nardussalve, sønderbrød den og udgjød den over ham og hele Huset blev fyldt af den Duft! 2) Hvor forskjellig er dog disse tvende Søstres Ejendommelighed. Dog elskede de Begge Herren, og Herren omfattede dem Begge med sin Frelserkjærlighed, vilde opdrage dem Begge til Guds Rige. Og derfor siger han ogsaa til Martha i vort Evangelium, da hun beder ham, at han skal sige til hendes Søster, at hun skal hjælpe hende med at varte op, istedetfor at blive siddende ved hans Fødder og høre hans Ord: Martha! Martha! Du gjør Dig Bekymring og Uro for mange Ting. Eet er fornødent! Marta har valgt den bedre Deel, der ikke skal fratages hende. Der ere dem som heraf have villet udlede, at Kjærligheden til det Himmelske er uforenelig med det virksomme Liv, den daglige Gjerning, at det himmelske Kald, hvormed vi ere kaldede til Guds Rige, er uforeneligt med det jordiske Kald i Verden, og at et Menneske enten må forsømme det ene eller det andet. Dog skulle vi ikke saaledes misforstaae vort Evangelium. Thi naar Herren dadler Martha, da dadler han ikke, at hun øvede Gjæstfrihedens skjønne Pligt, men at hun gjorde sig Uro og Bekymring for mange Ting og derved stod i Fare for at glemme det Ene; da dadler han kun, at hun gjorde alt for Meget af denne Opvartning, og ikke stillede dem paa den underordnede Plads, der tilkom den. Og dette skulle vi lære af dette Evangelium, ikke at forlade vort jordiske Kald, hvormed vi ere kaldede til Guds Rige, ikke at opgive de jordiske anliggender, men paa rette Maade underordne de jordiske Ting under de himmelske Ting, de menneskelige Ting under de guddommelige Ting. Alle skulle vi lære af dette Evangelium, hvorpaa det først og fremmest kommer an, naar vi saaledes ville tjene Herren, saaledes ville elske Herren, som han selv vil tjenes og elskes af os. Hertil give han os selv sin Naade, idet vi nu ville tage dette Ord for os: Maria har valgt den bedre Deel, der ikke skal tages fra hende.
Maria har valgt den bedre Deel, der ikke skal fratages hende. Hvorfor var det da virkelig den bedre Deel, som Maria valgte, da hun satte sig hos Herrens Fødder og hørte hans Ord? Hvorfor kunne vi ikke sige, at Martha lige saameget bør roses, efterat hun jo i Gjerningen vilde bevise Herren sin Kjærlighed, i Gjerningen vilde vise, hvor højt hun ærede ham. Jeg vil svare: den bedre Deel, som vi skulle udvælge, det er ikke vor menneskelige Gjerning, ikke hvad vi kunne gjøre mod Herren eller for hans Skyld og til hans Ære; den bedre Deel, som vi skulle udvælge, er det som Herren har gjort, er hans guddommelige Gjerning, hans Naades Gjerning, som han vil gjøre mod os til vore Sjæles Frelse; den bedre Deel, som vi skulle udvælge, det er hans Ord, hans Evangelium, hvilket vi skulde tilegne os i et troende Hjerte. Og dette er Forskjellen mellem Maria og Martha, at Martha vilde tjene Herren efter sine egne Tanker, men Maria tjente Herren efter Herrens Tanker, hans Tanker, der ikke var kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene, tjene os ved at aabenbare os Guds Riges Hemmeligheder, Guds Raad til Syndernes Frelse. Dette er Forskjellen mellem Maria og Martha, at Martha ville tjene Herren ved at gjøre Noget for ham, men Maria vilde lade sig tjene af ham, hvorfor hun holdt sig stille for Herren; at Martha vilde bevise sin Kjærlighed til Herren ved at ville give ham Noget, men Maria beviste sin Kjærlighed ved at modtage, hvad Herren var kommen til at bringe Verden, bringe ogsaa til hende. Derfor sige vi: hvad det først og fremmest kommer an paa i vor Kjærlighed til Gud, til Christum, det er, at vi modtage Guds Kjærlighed, Guds Naade i Christo vor Herre. Hvor ufuldstændig, hvor indskrænket er dog saa mange Menneskers Forestilling om Kjærligheden til Gud! Thi spørge vi Menneskene, hvad det er at elske Gud, da ville saa Mange svare: at elske Gud, det er at opfylde vore Pligter i verden, det er at gjøre Guds Villie i den Verden, i hvilken han har sat os, det er at elske vore Medmennesker, der ere skabte i Guds Billede. Og Gud forbyde, at vi nogenlunde skulde ophøre med af prise Gjerningernes Kjærlighed, nogensinde skulde ophøre med at formane os selv og Andre til at bevise vor Kjærlighed til Gud i Gjerning. Men dog – hvor ensidig er alligevel denne Marthaforestilling, at Kjærligheden til Gud kun skulde være indskrænket til det virksomme Liv! Dersom Du virkelig vil efterkomme det Bud: Du skal elske din Gud af dit ganske Hjerte og din ganske Sjæl, og af al din Formue – maa Du da ikke erkjende, at der ogsaa er Pligt at forholde dig modtagende, tilegnende til din Guds Aabenbarelse, ogsaa er Pligt at aabne dit Øre for de himmelske Røster, aabne dit Hjerte for Guds Aands Indvirkninger, ogsaa er Pligt at afbryde det verdslige Arbejde og den verdslige Travlhed, at det på Dig maa opfyldes: da alle Ting vare i Stilhed, da kom dit Ord og besøgte mit Hjerte! Men efterdi Kjærligheden til Gud ikke blot er en Pligt, men ogsaa en Trang, en Forlængsel i Menneskets Hjerte, maa da ikke et gudsøgende, gudelskende Menneske føle Trang til at nedsænke sin Sjæl i Betragtningen af Guds Væsens, Guds Kjærligheds Dybheder, i hvem vi see Faderen, i hvem Faderen har gjort sig fattelig, beskuelig for os, at vi i ham i Sandhed kunne elske Gud? Og maa Du ikke ogsaa føle Trang til i Bønnens Kjærlighed at forene Dig med din Gud og din Frelser, at hans Aand maa gaa over i din Aand, at hans Hjerte maa være forenet med dit Hjerte, til at omdanne dig, forvandle Dig efter hans Billede? Men naar dette forholder sig saaledes, da ville vi prise Maria, der valgte den bedre Deel og satte sig ved Herrens Fødder og hørte hans Ord. Da ville vi ogsaa prise alle de dybe Mariasjæle i Kirken, hvis Særkjende gjennem Aarhundredernes række er dette, at de trænge til at elske Gud, efter Christum i Betragtningens, i Bønnens Kjærlighed, Sjæle, der ikke kunne finde deres Tilfredsstillelse i Noget af det Skabte, fordi de have en uudsigelig Forlængsel efter et højeste, et evigt Gode, Sjæle, paa hvis Spørgsmaal Verden ikke har noget Svar, som føle sig eensomme midt i den verdslige Vrimmel, og som fra den verdslige Adspredelse, fra de verdslige Herligheder stedse paany forlænges efter Gud og de guddommelige Ting, og hvis Grundtone er denne: Du har skabt os til Dig og vort Hjerte er uroligt i Verden og hviler ikke førend det hviler i Dig, o Herre! Dog er det ikke blot dem, der i en særegen Betydning kunne kaldes Mariasjæle, der have denne Trang. Thi denne Trang er, bør være i ethvert menneskeligt Hjerte, om den end ofte er tilbagetrængt af Verden, tilbagetrængt af de verdslige Adspredelser, de verdslige Sorger og Bekymringer, det verdslige Arbejde, hvilket Menneskene saa ofte gjøre til Eet og Alt. Derfor takke vi Gud, fordi der blandt Ugens Dage er én Dag, der kaldes Hviledagen, fordi den er bestemt til Hvile, vel ogsaa for Legemet, fra det legemlige Arbejde, men ogsaa til Hvile for Sjælen, Hvile i Gud; en Dag, på hvilken Frelseren i en særegen Betydning siger til os: Kommer til mig Alle I, som arbejde og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile; en Dag, på hvilken de Christne ihukomme Herrens Opstandelse fra de Døde, der profetisk peger hen paa den tilkommende Hvile, paa alle Tings Fuldendelse, da Gud skal hvile i Skabningen og Skabningen i Gud, da denne Verdens Strid og Uro og Arbejde skal være forsvunden. Og derpaa skal det kjendes, om Du efter Gud, – ikke paa den udvortes Kirkegang, ikke på en ængstelig, pharisæisk Overholdelse af Sabbaten – men derpaa, om Du føler Trang til Hviledagen, ikke blot i verdslig, men i hellig Betydning; Trang til Hvilen i Gud, til Bønnen, til Guds Ord Betragtning, det være sig i Menighedens Forsamling, det være sig i det stille Lønkammer. Derpaa skal det kjendes, om Du elsker Gud, om Du midt under det verdslige Arbejde forlænges efter Timen, i hvilken det opfyldes paa Dig: Da alle Ting vare i Stilhed udenom mig og inden i mig, da kom dit Ord og besøgte min Sjæl!
Maria har valgt den bedre Deel, der ikke skal fratages hende. Men naar vi nu med Maria have valgt den bedre Deel, naar vi i den rette Betydning have ladet os tjene af Herren, da bør det os ogsaa at tjene ham, da bør Betragtningns og Bønnens Kjærlighed til Gud viselig ogsaa bære Frugt i Gjerningernes Kjærlighed, den tjenende Kjærlighed i vort jordiske Kald; og da kan Martha komme til at udfolde sin eiendommelige Gave, naar hun først af Maria har lært at fæste Blikket paa det Ene, som er fornødent og som skal gjennemføres i alle Livets Forhold. Det lader sig ikke nægte, der have været med Maria beslægtede fromme Sjæle, dom her have feilet, idet de have opgivet alt det Jordiske som uforeneligt med det Himmelske, have betragtet det som det Fuldkomneste at leve deres Liv i klosterlig Stilhed, afsondrede fra de verdslige Ting. De have ment at udvælge den bedre Deel, ved ligesom altid at ville sidde ved Jesu Fødder, altid at ville hvile i hans Beskuelse, altid at ville være i Betragtningens Ro, ligesom bortslumrede fra det verdslige Liv, kun vaagne, kun levende i Ham. Dog mine Venner, om vi end kunne føle med dem, dog er dette en stor Vildfarelse. Thi dersom Bøn og Betragtning alene havde været vort Livs Bestemmelse, da havde Gud viselig maattet sætte os i en heelt anden Tingenes Orden, en heelt anden Verden, end den, i hvilken han har sat os. Men nu har Gud jo sat os i en Verden, hvor det er en Nødvendighed for Mennesket at drage Omsorg for de legmelige Fornødenheder, dyrke Jorden og ved sit Arbejde at fremføre Brød af Jorden, en Nødvendighed til at bygge Huse og plante Haver til at leve i det borgerlige Selskab med dets mangfoldige Forhold og Sysler. Og dersom Du virkelig har siddet ved Jesu Fødder og hørt hans Ord, da har Du ogsaa hørt, at han tager sine Billeder fra Menneskelivets jordiske Forhold, taler om Sædemanden og Hyrden, om Bruden og Brudgommen, om Huusherren og Forvalteren, om Bygmesteren og Bygningsfolkene, om Kjøbmanden og Vexelerne, om Værten og Herberget, om Lægen og Dommeren, om Feltherren og Kongen. Alt dette finder Du i hans Tale om Himmeriges Rige til et Vidnesbyrd, at der bestaaer en dyb Sammenhæng, i hvilken det Jordiske har en billedlig, en forberedende Betydning for det Himmelske, skal helliges og forklares ved dette. Vel staaer det fast og uomstødeligt: Eet er fornødent, at blive salig, at indgaae i Himmeriges Rige. Men for at modnes, dannes til Himmeriges Rige, er det ikke blot fornødent, at vi øves i Betragtningens og Bønnens Kjærlighed, den modtagende og den tilegnede Kjærlighed til Gud, men ogsaa at vi øves i den tjenende Kjærlighed til Gud, hvilken vi skulle bevise i vort jordiske Kald. Og viselig, der er Meget som hører til Guds Rige, hvilket vi ikke tilfulde kunne lære i Betragtningens Timer, ikke kunne lære ved at sidde stille ved Jesu Fødder, men ved at følge ham efter, naar han fører os ind i selve Livets Skole. Med Rette er dette jordiske lignet ved en Skole, og for Dig har dit særegne, jordiske Kald den Betydning at være i den Skole, i hvilken Du skal dannes til Himmeriges Rige ved at dannes til Lydighed mod Gud, idet Du skal gjøre din Gjerning som en Tjeneste i den himmelske Faders store Husholdning, skal gjøre din Gjerning som en Guds Huusholder over det betroede Gods, skal gjøre den i den Bevidsthed, at eengang kommer der en Dag, da det skal lyde til Dig: Gjør Regnskab for din Huusholdning, thi Du kan ikke længere forestaae denne jordiske Huusholdning, og da det skal vise sig, om Du er bleven moden til at optages i en højere Huusholdning og der at sættes over Mere. Og dette jordiske Liv er lignet med en Sædemark, hvor vi skulle udsaae Sæden baade for Timelighedens og Evighedens Høst; og for Dig har dit særlige jordiske Kald den Betydning, at være den Ager, det Stykke Jord, som Du er sat til at dyrke, hvor Du skal saae og plante og vande, forventende og bedende, at Gud vil give Væxt; men hvor der ved dit Livs Ende først og fremmest skal spørges om dette, om Sædemanden, om Du selv igjennem dit Livs Arbejde selv er voxet og modnet til en Frugt for Evighedens Høst. Og dette Liv er lignet ved en Kampplads, hvor de strides og kæmpes for at vinde Klenodiet; men for Dig har dit særegne jordiske Kald, disse dine særlige jordiske Forhold den Betydning, at være den Kampplads, på hvilken Du er stillet af Gud for at stride dit Livs Strid, ikke for menneskelige kampdommere, men for den evige, den usynlige Kampdommer, for at øves og prøves i at kæmpe med Sandheds og Retfærdigheds Vaaben, øves og prøves i Taalmodighed, i at lide, bære og undvære, og hvor der ved Livets Grændse skal spørges, om Du har kæmpet heri for at vinde en eller anden af Verdens forgængelige Krandse, eller om Du har kæmpet for at vinde den uforvisnelige Krands, som Herren har forelagt for Alle dem, der have elsket hans Aabenbarelse. I denne Betydning skulle vi forbinde dette vort jordiske Kald, ja selv den ringeste Gjerning mod vort himmelske Kald, idet vort jordiske Kald er et Middel for Udførelsen af det himmelske, og derved adskille vi os fra dem, der mene, at det at leve udelukkende for det jordiske Kald er Livets Maal, og naar de ere komne til Dødens Porte, gjøre den sørgelige Opdagelse, at de have forvexlet Middel og Maal, have taget for Maalet hvad kun skulde have været Middel til Guds Rige, idet vort jordiske Kald skal udvikles og vinde Skikkelse i os. I denne Betydning skulle vi forbinde det jordiske Kald med det himmelske, og naar vi under Livets Strid og Arbejde, under al dets Forvirring og Adspredelse saa ofte føle, hvor vanskeligt det er at fasthold det Ene, som er fornødent, og at gjennemføre det Ene, maae vi da ikke ogsaa stedse paany føle Trang til de stille Timer, hvor vi efter Marias Forbillede sætte os ved Herrens Fødder og høre hans Ord, de stille Timer, hvor det atter skal opfyldes paa os: Da alle Ting vare i Stilhed udenom mig og inden i mig, da kom dit Ord og besøgte min Sjæl!
Lader os da fra denne stille Time tage Ordet med os, som dennegang har besøgt os, Evangeliet om Martha og Maria, at det maa vorde frugtbart i vort Liv, idet vi søge paa rette Maade at forbinde det Himmelske og det Jordiske, Hviledagen og Søgnedagene, den fromme Betragtning og Arbeidet i den daglige Gjerning, den modtagende og tilegnede Kjærlighed til Gud og den tjenende Kjærlighed, forbinde det Alt i den levende Tro, thi til Troen gaaer Alt tilbage som til Roden. Og lader os i Særdeleshed tage dette Ord med os: Maria har valgt den bedre Deel, som ikke skal tages fra hende. Den bedre Deel er Guds Naade i Christo vor Herre. Og Guds Naade vil jo ikke blot modtages af os i Betragtningens og Bønnens Timer, men Guds Naade vil ogsaa modtages af os midt under vort Arbeide; midt under Livets Strid, midt under Verdens Larm, naar vi kun selv ere modtagelige derfor.
Derfor siger ogsaa Apostlen: Beder uden Afladelse! 3) hvormed han ikke vil sige, at vi altid skulle øve Bønnen som en særskilt Handling, altid skulle bede i Ord, men at vi under det verdslige Arbejde og de verdslige Sysler, i vort Allerinderste skulle være i den bedende Stemning, i vort inderste Menneske altid skulle føle os trængende til Gud, trængende til Guds Naade, og saaledes holde os modtagelige for Gud, modtagelige for det som Naaden vil give os under Udførelsen af vor Gjerning, og ofte taler Guds Aand til os under Verdens Adspredelse, under Menneskenes verdslige Selskab, og at vi fornemme det ikke, fordi vi ikke lytte, ikke høre med Marias Øren. Beder uden Afladelse. Dersom Martha i sit Inderste, i sit skjulte Menneske under sin Gjerning havde været i den bedende Stemning, da skulde hun ikke have gjort sig al den verdslige Uro og Bekymring for de mange Ting; og viselig, vor Gjerning skulde langt bedre lykkes, vore Gjenvordigheder langt bedre bæres, dersom vi mere vilde beflitte os paa at efterkomme denne Apostlens Formaning. Hvad det kommer an paa under det jordiske Arbeide, den jordiske Nød, den jordiske Strid, det er jo dog at bevare Stilhed i Sjælen, det er jo dog at have en Fred i Sjælen, der ikke kan tages fra os, hvor meget det end stormer udenom os, ja indeni os. Men hvorfra skulle vi tage denne Fred uden fra Dig, al Fredens, al Naadens Kilde! O Du vor Frelser og vort Forbillede, Du der er forsøgt i alle Ting som vi, dog uden Synd; Du som ikke blot Eensomheden paa Bjerget har tilbragt de stille Nætter under Faderens Stjernehimmel i Bønnen, i de hellige Syner, i Samtalerne med den himmelske Fader; men ogsaa nedsteg til Menneskelivets Dale, til al Menneskenes Uro og Nød og Synd og Elendighed, til at udføre det Kald, din Fader havde givet Dig at udføre; Du som midt under Arbeidet, midt under Kampen mod Verden altid var i den himmelske Fred, fordi Faderen altid var hos Dig, fordi Du altid hørte hvad Faderen talede, altid saae hvad Faderen viste dig: giv ogsaa os din himmelske Fred! Giv os den, ikke blot i Betragtningens Hviletimer, men giv os, at der midt under Livets Arbejde og Uro, under dets Gjenvordigheder og Trængsler, der ville gjøre vor Sjæl urolig og bekymret for mange Ting, dog i vor Sjæls inderste Kammer, dybt i Baggrunden af vor Sjæl maa være ligesom en stille Maria, der sidder og lytter og hører hvad Herren og Hans Aand taler om det Ene, som er fornødent, og af ham annammer Naaden og Freden, det evige God, der ikke skal tages fra os! Hertil velsigne Du paa os dette Ord: Maria har valgt den bedre Deel, der ikke skal tages fra hende! Amen.
1) Joh. 11, 21
2) Joh. 12, 1-8
3) 1 Thess. 5, 17
God søndag, Guds Fred og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Andagtsord, Bibel-Lukasevangeliet, Jesus Kristus, Kirkehistorie, Prædikener, Prædikener-Historiske
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar