Så blev det endnu engang tid til et uddrag af bogen ‘Kristenhedens Kirkesamfund’ – denne gang handler det om vores romersk-katolske brødre og søstre i Den romersk-katolske Kirke. Bogen der udkom i 1964 i serien Danmarks Radios Grundbøger gennemgår de forskellige kirkesamfund i Danmark.
Uddraget om Den romersk-katolske kirke er skrevet af Hans L. Martensen (1927-2012), der var biskop i den katolske kirke (ikke at forveksle med Hans L. Martensen (1808-1884), der var biskop i Folkekirken).
Den romersk-katolske kirke
HANS L. MARTENSEN
Det er en rodfæstet overbevisning i den katolske kirke, at der eksisterer en dyb sammenhæng mellem gudstjeneste og tro. Under gudstjenesten virker Helligånden i hele det troende folk, og dette er grunden til, at katolsk teologi fra gammel tid kender grundsætningen, at gudstjenesten er retningsgivende for troslivet: lex orandi est lex credendi, bønnens norm er troens norm.
En udenforstående er tilbøjelig til at betragte katolicismen som en stram ydre organisation med en pave i spidsen og med en rangordning af forskellige embeder; eller også som et fasttømret system af dogmatiske læresætninger. Imidlertid oplever katolikken ikke først og fremmest sin kirke som en samling læresætninger, ejheller som pavelig autoritet; men han oplever sin religions midtpunkt i gudstjenesten, og naturligvis mest af alt i messen.
Messen
Er vokset ud af urkirkens agape, dvs. kærlighedsmåltid, hvor menigheden under den fælles nadver fejrede mindet om Herrens død ved »brødets brydelse« og modtog Herrens legeme og blod for at blive delagtige i hans liv. Denne gudstjeneste, hvor man i broderlig kærlighed fejrede korsofrets forløsende virkning, fik snart navnet eukaristi, taksigelse. Menigheden kom først og fremmest sammen for at takke Faderen, glæden over hans frelse var gudstjenestens bærende kraft, forenet med Jesus Kristus bragte menigheden Gud lovprisningens offer. Senere fik kirkens centrale gudstjeneste betegnelsen messe, et ord der er taget fra gudstjenestens slutning, hvor menigheden med Guds velsignelse sendes ud (missa=missio) til sin gerning.
Det katolske kirkerum har lige siden oldkirkens tid og indtil i dag båret præg af, at det først og fremmest skal tjene til messens højtideligholdelse. Alteret indtager den vigtigste plads, prædikestolen derimod er anbragt til den ene side. Denne ordning af kirkerummet kender vi stadig fra de danske landsbykirker, der stammer fra den katolske tid. I middelalderen var der imidlertid ingen prædikestol i kirkerne, men præsten holdt sin prædiken fra alteret.
Den katolske religion samles som i et brændpunkt i messen. I den modtager menigheden Guds ord, særlig i messens første del, der er læsegudstjeneste med tekster fra det gamle og det nye testamente, med prædiken (altid på modersmålet!) og den fælles trosbekendelse. I messen svarer menigheden tillige på Guds ord, når den delagtiggøres i Kristi liv og sammen med ham frembærer lovprisningens offer til faderen; dette sker især i messens anden del, der er den sakramentale del.
I messen møder katolikken den hellige Treenighed, ikke i form af tørre dogmatiske læresætninger, men som en virkelighed, der griber ind i hans liv. Hele gudstjenesten er båret af Helligånden, der er menighedens vejleder i bønnen, den ånd, i hvilken menigheden alene kan fatte Jesu evangelium og gøres delagtig i hans liv, død og opstandelse.
Det er katolsk tro, at messen gør Guds Søns ene og uigentagelige korsoffer nærværende midt iblandt de kristne, der i åndelig virkelighed samles om Herrens kors og i Helligånden fornys i den nåde, som allerede ved dåben er givet dem: Nåden til med Kristus at dø fra synden og med ham at genopstå til nyt liv. Messen betyder en delagtiggørelse i Jesu Kristi sindelag, der kun havde den ene vilje at gøre Faderens gerning, og inddrager ved Helligåndens virke den kristne i Jesu korsoffer, hans lydige hengivelse til Faderen.
Messen er en uadskillelig enhed med Kristi korsoffer, i denne forstand taler katolsk teologi om messeofferet. Den katolske tro på, at der i den ny pagt kun findes Kristi ene, uigentagelige offer, finder udtryk i forvandlingslæren, dvs. læren om, at brødet under messen forvandles til Kristi sande legeme og vinen til hans blod. Således er det ikke menigheden, der under messen frembærer Gud et offer af brød og vin, men det er Kristus selv, der under messen gør korsofferet nærværende, idet menigheden får del i hans legeme og blod, som han ofrer til Faderen. Når katolikken går til kommunion (til alters) er det hans tro, at han modtager selve det legeme og blod, der blev hengivet til verdens frelse, og at han ikke symbolsk, men virkeligt, forenes med den Herre, der som den opstandne og herliggjorte stadig er til stede iblandt sine troende.
Således forkyndes messen , i bønnens form, ikke blot den katolske kirkes tro på treenigheden, men også på menneskets frelse og retfærdiggørelse. Guds nåde opleves her som syndstilgivelse, da Herrens legeme og blod er givet for de mange til syndernes forladelse; denne nåde indeholder imidlertid også delagtighed i Kristi ny liv, således at den kristnes eget liv bliver frembåret til Faderen sammen med Jesu Kristi offer. Mennesket forholder sig – i kraft af den gave, der er skænket det i Kristus – ikke rent passivt, men det kaldes til at tjene Gud, både i bøn og gerning. Messen ender virkelig med en »missa«, en udsendelse, hvor menneskets gudstjeneste skal fortsættes i selvhengivelse og opofrelse for andre mennesker i kærlighedens gerninger.
I vort århundrede har to stærke strømninger præget katolicismen og bidraget til en fornyelse af kirken, nemlig den liturgiske bevægelse og bibelbevægelsen. Disse strømninger svarer til de to kilder til åndeligt liv, der siden apostlenes tid har været kendetegnende for kristendommen: Meddelelsen af sakramenterne og forkyndelsen af Guds ord.
Den liturgiske bevægelse, der voksede sig stærk i tiden omkring den første verdenskrig, først i Tyskland, senere i Frankrig og andre vesteuropæiske lande, ønskede i særdeleshed at føre det katolske lægfolk til en mere aktiv og forstående deltagelse i liturgien. I første instans ønskede man ikke at ændre gudstjenestens sprog; men ved udgivelsen af såkaldte »messebøger«, hvor tjenestens latinske tekst sidestilles med en oversættelse til modersmålet, gjordes det muligt for katolikker at følge med i alt, hvad præsten foretog sig ved alteret, selv om de ikke forstod latin. Også de øvrige sakramenters liturgi ønskede man at gøre mere tilgængelig for lægfolket. I de fleste katolske bispedømmer i Europa foregår nutildags følgende sakramentshandlinger på modersmålet: Bønnerne og ceremonierne i forbindelse med dåben; ægteskabsritualet; bønnerne og sakramentet for de syge (»De syges salvelse«, cf. Jak. 5, 14-15); i bodens sakramente havde modersmålet naturnødvendigt aldrig ophørt at indtage en vigtig plads, idet skriftebarnets bekendelse og præstens formaning altid havde forgået på modersmålet.
Da dåben i den katolske kirke (uden for missionsområderne) normalt gives til småbørn, var der et særligt felt at opdyrke for den liturgiske bevægelse i forbindelse med dette sakramente. Det gjaldt om at gøre dåbspagten aktuel for de voksne. Derfor arbejdede man på at få en særlig højtidelig fornyelse af dåbspagten indført i den katolske kirke. Disse bestræbelser kronedes med held, da Pius XII indførte den ny påskeliturgi. I denne lægges påskens hovedgudstjeneste til natten før påskedag. Et højdepunkt af gudstjenesten udgør dåbsvandets indvielse (og i missionsområderne derefter voksendåb) og menighedens fælles fornyelse af dåbsløfterne (på modersmålet) i samme form som ved dåben selv.
Den liturgiske bevægelse har fremhævet betydningen af et andet sakramente i den katolske kirke, nemlig firmelsen (konfirmationen). Ligesom man i NT*) læser, at apostlene ønskede, at deres kristne ud over dåben skulle modtage en yderligere Helligånds-meddelelse ved håndspålæggelse (jfr. Apostlenes gerninger 8, 14-17), således modtager katolikken, når han nærmer sig den myndige alder, ved biskoppens håndspålæggelse og salvelse firmelsens sakramente, for at han skal få Helligåndens særlige gave og sendelse til at gå ud i kald og stand som Jesu Kristi vidne, der bringer evangeliets lys videre. Firmelsen er i en særlig forstand lægfolkets og det almindelige præstedømmes sakramente. I firmelsens sakramente mødes liturgisk bevægelse med den katolske lægmandsbevægelse. I dette sakramente mødes også det institutionelle i kirken med det karismatiske (ånds-skænkede), for kirkens embede sender – ved biskoppens hånd – de troende til deres gerning, idet Ånden der »blæser hvorhen den vil« kommer ned over dem.
Den liturgiske bevægelses hovedindsats vil imidlertid bestå i en fornyelse af selve messens liturgi. På dette punkt må man formode, at bevægelsen endnu står ved sin begyndelse snarere end ved sin afslutning. Ganske vist er der allerede sket en stor fornyelse. En pave var selv foregangsmand: Pius X (d. 1914) opmuntrede ved sine nadverdekreter alle katolikker til at gå hyppigt til kommunion, om muligt hver dag. I løbet af vort århundrede er det blevet skik, at katolske børn går til deres første altergang i 6-7 års alderen.
Bibelsyn
En anden betydelig faktor i den moderne katolicisme er den stadig om sig gribende bibelbevægelse.
Kirken har altid regnet biblen for en hellig bog, der var inspireret af Guds Ånd. Biblens inspiration betyder, at denne bog på en særlig måde indeholder Guds ord og Guds åbenbaring. Inspiration er mere end ufejlbarhed. Den katolske kirke lærer om sine højtideligt definerede dogmer, at de er ufejlbare; men de er ikke inspirerede. Det inspirerede Guds ord er ikke blot fri for fejltagelse, men det er et ord, der er blevet sagt i det øjeblik og på den måde, som Gud ønskede det. Det inspirerede Guds ord træffer mennesket, netop hvor det skal træffes, det er »levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger«. (Hebr. 4,12).
Biblen er det dokument, der allerede i GT´s*) bøger bringer os frelsens historie, hvorledes Gud gennem udvælgelsen af Israels folk forbereder den forløsning, der fuldbyrdes ved Messias. Gennem NT´s skrifter formidles kendskab til den historiske person Jesus af Nazareth, kristendommens grundlægger. Kun ved stadig tilbagevenden til Jesu liv og lære vil kirken finde kraft til åndelig fornyelse. Den lange dogmeudvikling, som kirkehistorien har ført med sig, har givet den katolske troslære stor rigdom og erfaring; men den har også gjort den kompliceret, således at man har brug for bestandig at blive stillet ansigt til ansigt med Jesu eget enkle budskab.
Biblen kan ikke undgå at have en central plads i kirkens trosliv, fordi kristendommen forstår sig selv som en historisk religion, der helt og holdent bygger på bestemte begivenheder, som er foregået på et bestemt tidspunkt af verdenshistorien. Denne Guds historiske indgriben gennem Jesu Kristi liv, død og opstandelse er imidlertid overleveret gennem vidner, der levede samtidig med Jesus eller i tiden umiddelbart efter hans død, og som gennem de forskellige skrifter i NT overleverede Jesu budskab til efterverdenen. Kristendommen kan ikke bestå uden de historiske vidnesbyrd om Jesus Kristus og om den første kirke.
Den moderne katolske bibelbevægelse omspænder to linier: Den videnskabelige og den folkelige. Mens den protestantiske bibelforskning i forrige århundrede var den katolske overlegen, har den katolske videnskab på biblens område gjort store fremskridt i vort århundrede; en opmuntring til yderligere anstrengelse på bibelvidenskabens område kom gennem pave Pius XII´s rundskrivelse »Divino afflante Spiritu« (fra år 1943). Rundskrivelsen slog fast, at det er bibeltolkningens første opgave at nå frem til den beslutning, som forfatterne selv havde, den gang teksterne først blev nedskrevne eller samlede i den form, vi nu kender dem. Til en sådan forståelse af biblen var videnskabeligt arbejde med teksternes grundsprog og miljø uundværligt; det betonedes, at intet emne burde være tabu for videnskaben, og at alt, hvad der var videnskabeligt sandt, måtte kunne benyttes i teologien og bibelvidenskabens tjeneste.
Side om side med den videnskabelige bevægelse er der efterhånden vokset en stærk folkelig bibelbevægelse frem i den katolske kirke. Det er blevet mere og mere almindeligt, at katolikker holder daglig bibellæsning, og at klosterfolk og præster benytter biblen som grundlag for deres daglige private bøn og betragtning. I løbet af de sidste 30 år er der udkommet et meget anseligt antal nye katolske bibeloversættelser på næsten alle større moderne sprog. Desuden er der udkommet mange populære kommentarværker. I vor tid er bibelbevægelsen i den katolske kirke et punkt, hvor der foregår en tilnærmelse til de andre kristne konfessioner. Forskellige steder arbejder man på, at katolikker og protestanter skal benytte samme bibeloversættelse. I Danmark f. eks. har den katolske biskop Th. Suhr tilladt katolikkers brug af den protestantiske oversættelse. I Holland har man i de seneste år foretaget et økumenisk samarbejde, idet man sender en calvinist og en katolik parvis ud sammen for at sælge bibler ved dørene. Det stigende kendskab til biblen fører selvsagt til en større forståelse af messen, der bygger på biblens tekster; men også til en fordybelse og fornyelse af troslivet.
Kirkesyn
Ved sin aktive deltagelse i gudstjenesten og ved sit forhold til den hl. Skrift oplever den troende, hvad det konkret vil sige at tilhøre den katolske kirke.
I gudstjenesten oplever katolikken, hvorledes frelsen ikke blot er hans egen personlige tro, men tillige indlemmelsen i et fællesskab, hvis samlende midtpunkt er det fælles bord, hvor de troende samlet om deres biskop eller præst modtager Herrens legeme og blod som den hellige kommunion (fællesskab), der binder dem alle sammen og gør dem til eet legeme med Kristus. Han oplever kirken som det samfund, der har sin ydre, fastlagte struktur, ja endog sin kirkeret, der pålægger katolikken den tungtvejende forpligtelse at overvære messen hver søndag og som formaner ham til at gå ofte til alters; og han ved, at hans kirke har en kirketugt, hvis yderste straf består i en ex-communicatio, dvs. udelukkelse fra at måtte deltage i menighedens fælles kommunion.
I messen indlemmes katolikken i en menighed, der står under Guds forjættelse, og som ved gudstjenesten styrkes til en tilværelse, der endnu her i tiden bærer det foreløbiges tegn, og hvor selve kirkens embede kun har stedfortrædende funktion i den mellemperiode, hvor Kristus, kirkens herre, har forladt den synlige verden ved sin »himmelfart«; ved messen forkyndes Herrens død »indtil han kommer tilbage«, derfor oplever menigheden netop her kirken som den forsamling, der venter på alle tings fuldendelse, når Herren kommer tilbage i herlighed.
Også i sit forhold til den hellige skrift oplever katolikken, hvad kirken betyder for ham.
Det Ny Testamente giver os mange træk af urkirkens selvforståelse, og vi genkender i denne selvforståelse typisk katolske træk. Der findes i urkirken på NT´s tid et særligt Petrusembede, idet Simon, en af de 12 apostle, gøres til klippen (Petros), hvorpå Kristus grundlægger sin kirke og giver nøglemagten (jfr. Mattæus, 16, 16ff). I apostelgerningerne ser vi Petrus hyppigt udøve sit embede. Nøglemagten til at binde og løse indeholder allerede en urkirkelig begyndende kirkeret; denne genfindes også i Jesu ord til alle apostlene om deres myndighed til at løse og binde (Mt. 18,18); denne begyndende kirkeret finder vi desuden i Paulus´ myndige bestemmelser til menighederne, f.eks. hans befaling til udelukkelse af en mand, der har begået blodskam (1. Kor. 5, 1ff); endnu stærkere findes en kirkeretslig ekskommunikationspraksis i 2. Johannesbrev, hvor det endog forbydes de kristne at sidde til bords sammen med en kætter (2. Johs. 9f). I Paulusbrevene finder vi allerede en opdeling af forskellige over- og underordnede embeder i kirken med krav om kirkelig lydighed; Paulus og andre apostle tager autoritativt stilling til moralske og praktiske spørgsmål, f.eks. om der er tilladeligt at spise afgudsofferkød (1. Kor. 10, 28-29), hvorledes gudstjenesten skal ordnes (1. Kor. 11 o.a.), hvorledes ægteskabsforhold skal reguleres, hvis den ene, men ikke den anden part går over til kristendommen (1. Kor. 7, 12-15). I særdeleshed finder vi det kirkelige embede i funktion i beskrivelsen af det såkaldte »Apostelkoncil« i Jerusalem, hvor de forsamlede apostle under ledelse af Petrus og biskoppen af Jerusalem Jakob tager stilling til, om hedninger, der omvender sig til kristendommen, skal omskæres og holde moseloven. I denne tekst (Apostlenes gerninger 15, 23-29) finder vi en »katolsk« kirkeforståelse, for så vidt som embedsindehaverne i kirken kan udfærdige et dekret, der indeholder de autoritative ord: »Helligånden og vi har besluttet…« Allerede i de såkaldte pastoralbreve (1. og 2. Timotheus og Titus) finder vi en skelnen mellem lægmand og embedsindehaver i kirken, idet bispen som hyrde har fuldmagt til at vogte Herrens hjord; han er Herrens husholder. Denne udvikling fremmes yderligere i slutningen af det 1. århundrede – altså på den tid, da NT er ved at være skrevet færdigt- ved de første farlige kætterier, der truer kristendommen med deres skabelsesfjendtlige indstilling og deres åndeliggørelse af trosindholdet, som bl.a. vil bortforklare Jesu materielle legeme som blændværk. I kampen mod disse retninger, der truer med at bringe den kristne menighed i opløsning, betones biskoppens stilling mere og mere. Menigheden opfordres til kun at anse den nadver for gyldig, som fejres af den rette embedsindehaver, hvis forbindelse med apostlene gennem håndspålæggelse kan godtgøres (den apostoliske succession). Således findes allerede i NT kimen til den senere katolicisme med dens eftertryk på kirkens synlighed, nådens sakramentale modtagelse, et indviet præsteskab og den romerske biskops autoritet.
Imidlertid finder man også i NT en begyndende dogmeudvikling. Man kan konstatere en betydelig udvikling mellem de tidlige og de sene skrifter af NT i synes på Kristi gerning og person, i synet på kirken og dens embeder, i synes på verdens ende. Den kristne kirke på NT´s tid lever i den sikre overbevisning, at Jesus Kristus, der er ophøjet ved Faderens højre, stadig taler til sin kirke og vejleder ved Helligånden, som han sender til sine troende. Kristus taler til kirken- dette tager man så bogstaveligt, at menigheden ikke tager i betænkning at forme Jesusord, der måske aldrig er blevet talt under Jesu jordiske liv, men som svarer til det budskab, den himmelske Kristus skænker sin menighed. Dette gælder i særlig grad Johannesevangeliet og Johannes´ Åbenbaring, hvor den ophøjede Kristus taler; men også i de synoptiske evangelier kan man konstatere, hvorledes eet og samme Jesusord eller een og samme lignelse er undergået forandring, idet menighederne har ændret ordlyden, således at ordet eller lignelsen kom til at svare særligt til menighedens aktuelle situation.
Den katolske kirke har altid fastholdt tanken om, at den apostoliske tidsalder (altså ca. 1. århundrede) var en privilegeret tid, hvor Ånden skænkede sin kirke særlige gaver; Petrusembedet var ikke i enhver henseende det samme som senere hen pavernes, og apostlenes embede var ikke slet og ret det samme som senere hen til biskoppernes; alligevel mener den katolske kirke, at der var en stadig kontinuitet mellem den apostoliske tid og den derpå følgende periode. I den apostoliske tid virkede Helligånden med særlig profetisk og inspirerende kraft. I denne tid blev de skrifter skrevet, som er den ny pagts hellige skrifter. Men i den efterapostoliske tid opstod der snart uenighed om, hvilke skrifter, der skulle regnes med til NT og hvilke ikke. Ligeledes var der strid om, hvor vidt GT skulle bibeholdes som hellig bog for de kristne; det var da kirken, os især den romerske menighed, som gennem de første århundredes løb kom til at tage stilling til, hvilke skrifter, der var kanoniske og inspirerede. Kirken vidste, at den stod under de skrifter, som Helligånden havde inspireret; alligevel vidste den sig selv i besiddelse af Helligånden, så den kunne skelne mellem, hvad der var og hvad der ikke var hellig skrift.
Den dogmeudvikling, der allerede kan spores inden for NT, fortsatte ligeledes ubrudt, også efter apostlenes død. Ganske vist var den kristne åbenbaring afsluttet allerede med Kristi evangelium, således som apostlene tolkede det, og således som det blev nedfældet i NT´s skrifter. Alligevel opstod der allerede på apostolisk tid hæresier, dvs. lærdomme, der tolkede Kristus og hans lære anderledes end apostlene. Johannes advarer mod folk, der nægter, at Kristus er kommet i kødet. Paulus siger sit anathema (forbandelse) mod enhver, der prædiker et andet evangelium end det, han har prædiket. I den efterapostoliske tid melder der sig snart endnu større vanskeligheder på det dogmatiske område. Kirken bliver nødt til at omskrive sin tro i en bestemt bekendelse, og atter her bliver det den romerske form, der vinder særlig hævd som den »apostoliske trosbekendelse«. Senere bliver spørgsmålet om den rette tolkning af biblen stadig mere brændende: Lærer NT, at Kristus er Gud i samme grad og samme forstand som Faderen? Lærer NT, at Kristus har både en guddommelig og en menneskelig natur, eller tværtimod, at han kun har een natur, der er en blanding af det guddommelige og det menneskelige? I disse og mange andre tilknyttede spørgsmål tolkede de kristne NT på vidt forskellig og modsigende måde. Hvem havde ret? Da var det atter kirken, der i sin bevidsthed som fællesskab samlet i Helligånden følte sig kompetent til at give en forpligtende tolkning af NT´s budskab, og det skete på de første store almindelige kirkemøder, hvor læren om treenigheden, om Kristi guddom og om hans to naturer, om Jomfru Marias bestandige jomfruelighed osv. blev slået fast som kirkens forpligtende lære. Hvert almindeligt koncil tydeliggjorde kirkens lære; hvert koncil havde også sine tragiske virkninger, fordi mennesker, der ikke ville bøje sig for biskoppernes samlede afgørelser, skilte sig ud fra den katolske kirke og dannede modkirker. Således opstod den arianske, nestorianske og monofysitiske kirke – for blot at nævne nogle af de vigtigste kirkespaltninger fra de første fem århundreder.
Det forløste menneske
Mens dogmeudviklingen i oldkirken først og fremmest var bevæget af spørgsmål om Gud selv, om treenigheden og om Kristus, blev den i middelalderen og den nyere tid stærkere præget af spørgsmål om, hvad mennesket er i Guds øjne, og hvorledes det modtager Guds frelse. I denne forbindelse må den katolske kirkes dogmer om jomfru Maria forstås. Disse dogmer har altid skullet tjene til at klargøre noget enten om Jesus Kristus eller om det forløste menneske i Guds frelsesplan.
I Oldkirken var det store stridsspørgsmål, om Kristus var Guds Søn fra første øjeblik af sin jordiske eksistens, eller om han først senere blev det, da Helligånden steg ned over ham i Jordanfloden. Striden blev afgjort ved dogmet om, at Maria er »Guds Moder«, idet barnet, hun fødte, var guddommeligt og allerede fra undfangelsens øjeblik een person af den hellige Treenighed: Et Mariadogme blev svaret på stridigheder, der havde stået om Kristus og Treenigheden. Det klareste udtryk, man kunne finde for, at Gud selv var blevet menneske – i modsætning til at blot et menneske var blevet guddommeliggjort – var dette, at Maria var moder til en person, der fra sin første jordiske eksistens var Gud.
De andre Mariadogmer tjener til at vise, hvorledes Guds nåde virker i det forløste menneske.
Læren, som allerede klart findes hos Matthæus og Lukas, at Maria fødte Kristus som jomfru, uden mands medvirken, viser Maria som troens menneske. Mens Abraham er det store troens forbillede i den gamle pagt, er Maria for den katolske forståelse det stærkeste eksempel på den ny pagts menneske, der i fuldkommen tro modtager Guds nåde i Jesus Kristus. Biblen priser Maria for hendes tro: »Salig er hun, som troede; thi det, der er sagt hende af Herren, skal gå i opfyldelse« (Luk. 1,45). Hun, der ikke kendte til nogen mand (Luk. 1,34), og som derfor var ligesom den »fattige« og »ufrugtbare«, som det GT så ofte taler om, havde efter menneskelig målestok allermindst chance for at blive moder til den forventede Messias. Netop hun fæstede lid til det ord, der udgik til hende, at hun skulle blive Frelserens moder. »Hunundfangede Kristus ved sin tro, før hun undfangede ham i sit moderliv«, således som kirkefædrene yndede at sige, Maria er det forløste menneske, der hører Guds ord og bevarer det (jfr. Luk. 2,19; 2, 51; 11, 27f). Maria viste sig som troens menneske, da hun sammen med de fromme kvinder stod under sin søns kors og her blev overdraget til »den discipel Jesus elskede«, som hans moder og fik denne discipel som søn (Johannes 19, 25 ff).
Spørgsmålet melder sig, hvorledes Maria var i stand til så fuldkomment at tro på Guds ord. Hvorfor svigtede hendes tro ikke, således som andre menneskers tro svinger mellem tillid og vantro i vanskelige situationer? Svaret på dette spørgsmål giver den katolske kirke i læren om jomfru Marias ubesmittede undfangelse. Denne lære går ud på, at Maria på grund af Kristi korsdøds frelsende kraft fra første øjeblik af sin tilværelse (lige fra undfangelsen i moders liv) blev bevaret fra synden og dens følger. Således forberedte Gud fra hendes jordelivs første øjeblik den fuldkomne tro, der en gang skulle modtage ordet om at blive moder til Messias. Læren om Marias ubesmittede undfangelse er det højeste udtryk for, at hun intet var eller formåede af sig selv, og at hendes tro kun var mulig i kraft af Kristi korsdøds frelsende kraft og af Gud Faders særlige indgriben; hvis ikke denne korsdød havde forløst hende og bevaret hende fra besmittelse fra første stund, ville hendes tro have svigtet i afgørelsens øjeblik.
Når den katolske kirke endelig bekender det som sin troslære, at Maria er optaget i himlen, så skal atter dette give et håndgribeligt udtryk for en frelse, som efter Guds plan skal komme alle forløste mennesker til del, den frelse, der bekendes i trosbekendelsen: »Jeg tror på kødets opstandelse og det evige liv«
Mariadogmerne og Mariafromheden, således som den findes hos katolikker og ortodokse, har altid været en anstødssten for reformationens kirker: Dette er forståeligt, fordi disse Mariadogmer på egenartet anskuelig måde samler og konkretiserer visse typisk katolske træk. Måske er de netop af den grund blevet definerede: Ikke fordi Maria i sig selv er den centrale del af den katolske tro, eller fordi hun udgør troens genstand, men fordi Maria giver jævne mennesker – der ikke ønsker at tænke i teologiske abstraktioner – en enfoldig og letfattelig sammenfatning af vigtige træk i den katolske kirke.
De viser den katolske forståelse af traditionen og dogmeudviklingen: At ikke alle trossandheder er udtrykkeligt og ordret indeholdt i den hellige skrift, men at visse vigtige sandheder blot er mundtligt overleverede i kirken under Helligåndens vejledning; de viser den katolske forståelse af retfærdiggørelsen, der alene kommer fra Gud på grund af Kristi død og opstandelse, men som skaber en ny virkelighed i mennesket og udvirker en forløsning, der også er legemets forløsning gennem den kommende kødets opstandelse; de viser grunden til, at den katolske kirke – ligesom allerede Paulus i 1. Kor. 11 – har regnet den jomfruelige stand for en gyldig kristen livsform; når munke og ordenssøstre i den katolske kirke giver afkald på ægteskabet er det for at leve helt og holdent i troen på den kommende Herre, der skal bringe den ny himmel og den ny jord, hvor man »ikke tager til ægte, ej heller bortgiftes« (Matthæus 22, 30). mariadogmerne viser endvidere den katolske forståelse af de helliges samfund, fordi Maria er en af de mange helgener, der er gået forud for os gennem døden, men som vi stadig er i samfund med og kan bede til, ligesom vi kan bede andre kristne i levende live gå i forbøn for os og frembringe vore anliggender for Gud. Endelig giver Mariadogmerne et nødvendigt supplement til den katolske embedslære ved at føre for øje, at den sande storhed ikke ligger i embedets værdighed (Maria havde hverken præsten eller biskoppens embede), men i den skjulte tro, og at det ikke er den effektive dygtighed, der bærer kristendommen, men hjertets enfold – ikke en mand, men en kvinde regnes af den katolske kirke for den største af alle forløste mennesker. Bjergprædikenens saligheder sammenfattes i Maria: Herrens fattige, Herrens tjenerinde, den rene af hjertet.
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Bibel, Debat, Gæsteindlæg, Jesus Kristus, Jomfru Maria, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Sakramenter, Samfund, Serier, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar