I dag bringer vi endnu en historisk prædiken denne gang af J. P. Mynster. Jacob Peter Mynster (1775-1854) og var Biskop over Sjællands Stift 1834-1854.

Prædikenen er afskrevet efter bogen Mynster´s Prædikener 1849.50, udgivet 1851. Den bragte prædiken er fra året 1850. Jeg har holdt sproget og stavemåden som i originalen.

Den Herre Christus, forraadt af sin Discipel

Paa tredie mandag i Fasten

Den Vei, du gik i Kors og Trang,
I Bøn og Strid og Møie,
Min Jesu! Livets snevre Gang,
Lad mig den kiende nøie.
Dit Lys bestraalede Korsets Dal,
Og altid for mig brænde,
At jeg fra Dines lille Tal
Mig aldrig lader vende! Amen.

Text af Lidelses-Historien: ˶Der Judas, som ham forraadte, saae, at han var fordømt – – – en Pottemagers Ager, som Herren befalede mig,”

Der er i det Jerusalem, som nu er, en Vei som kaldes ˶Smertens Vei”, fordi man har antaget, at det var ad den, Herren drog paa sin sidste smertelige Vandring til Golhathas høi. Hvorvidt dette forholder sig saa, kunne vi ikke afgiøre, men ad den virkelige ˶Smertens Vie” føres vi i disse Uger, i det Evangelisternes Beretning langsomt opruller for vort Øie Billedet af vor Herres og Frelsers Lidelser i den Nat, der han blev forraadt, indtil han paa Korset kunde sige: Det er fuldbragt. Det er ikke mange Timer, og dog er Fortællingen saa lang, der skeede saa meget i disse Timer, og i de Morgen-Andagter, hvortil vi i disse Uger samles, standse vi ligesom ved hvert Skridt for at betragte Herren i hans Lidelser, betragte Menneskene omkring ham, Jøder og Hedninger, Venner og Fiender, og da at vende Tanken ud over Menneskelivet, det, der rører sig i Verden omkring os, det, der rører sig i vort eget Bryst, og betænke, hvad det er uden Christus, og hvad det kan vorde ved ham, hvad hans Aabenbaring har bragt, hvad hans Lidelse har erhvervet.
     Denne Gang standse vi ved den Discipel, der forraadte sin Herre og Mester, ved hans forfærdelige Gjerning og forfærdelige Skiebne. Men Hovedsagen i alle disse Betragtninger er dog, at vi vende Sindet til Herren selv, her altsaa ikke blot til Den, der forraadte, men til Den, der blev forraadt.

Den Herre Christus, forradt af sin Discipel, er saaledes den store Forestilling, vi i denne Stund, ville stille os for Øie. Det er vel tilddels sørgelige Tanker, som herved trænge sig giennem Sielen, dog skal Betragtningen tiene os, ikke blot til Lærdom, men ogsaa til Trøst.
     Hvor kiender ikke det skiønne Billede, hvori en gammel høit begavet Konstner har fremstillet Herren ved den sidste Nadvere i det Øieblik, da han tilkiendegav de forfærdede Disciple, hvad der skulde vederfares ham ved En af deres Kreds? Dette Billede er utallige Gange gientaget, vi finde det trindt omkring i Husene, og hvo der seer det, beundrer den Konst, hvormed hvad der foregaard i Enhvers Indre, er udtrykt i de forskiellige Skikkelser. Men, mine Venner! Naar vi da have betragtet Billedet, da lader os ikke glemme at se ned til Underskrivten, nemlig Herrens Ord: ˶Sandelig siger jeg Eder, at En af Eder skal forraade mig!” ¹⁾
     Det var den sidste Nadvere; endnu engang havde Herren forsamlet dem om sig, hvilke han i Særdeleshed havde udvalgt til sine Vidner; han havde paa sine Vandringer giennem Landet seet Mange komme og gaae, Mange havde fornummet Indtrykket af hans livsalige Ord, Mange havde jublet omkring ham, men Disse havde forladt alle Ting for at følge ham, men Disse havde forladt alle Ting for at følge ham, til Disse havde han sagt: ˶I ere de, som ere blevne varagtige hos mig i mine Fristelser” ²⁾. Endnu engang, for sidste Gang, var han saaledes samlet med dem, hans Hjerte, hans Mund var opladt imod dem; da – saa skriver den Discipel, hvem han elskede, som i denne Time saae op til hans Bryst – da blev han heftig bevæget i Aanden, og sagde: Sandelig, sandelig siger jeg Eder, at Én af Eder skal forraade mig ³⁾.
     Det var bittre Lidelser, Herren havde at dele med os, havde at bære for os. Hvad et Menneske endog har at taale, om Verden sviger og forlader ham, om de, der tilforn ophøiede ham til Himmelen, nu ville nedtrykke ham i Støvet, da lindres dog Alt, naar han har et kierligt Bryst, hvortil han kan helde sig, en Ven, der er ham en trofast Støtte. Men naar han ogsaa der, hvor han skulde hente Styrke, finder Svaghed og Vankelmodighed, endog finder Sviig og Troløshed, da er dette som den sidste Malurt i Bitterhedens Bæger. Ogsaa Du! Ogsaa Den, som jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, opløfter sin Hæl imod mig ⁴⁾.
     Herren sad i sine Disciples Kreds, men hans Blik trængte ud i den forestaaende Skiebne, han vidste, at om faa Timer skulde han være overantvordet i sine Fienders Hænder; hans Blik trængte ind i Diciplenes Hjerter, han vidste, at Én af dem skulde forraade ham, at en Anden skulde fornegte ham, at de Alle skulde forarges paa han, at den Time var kommen, da de skulde adspredes Hver til Sit, og forlade ham alene⁵⁾. Og dog sad han der mild og kierlig, aldrig var hans Hjerte fuldere opladt, aldrig strømmede Kierlighedens Ord rigere, mere husvalende fra hans Læber; dog sad han der fast og rolig, han veg ikke tilbage, skiulte sig ikke fra den frembrydende Skjæbne; han vidste, at til denne Time var han kommen⁶⁾, og hvor forladt han end skulde være blandt Menneskene, sagde han dog med fast Bevidsthed det store Ord: ˶Jeg er ikke alene, thi Faderen er med mig”⁷⁾. O, mine Venner, lader os elske ham, thi han har elsket os først! Thi derfor er Frelserens Billede ogsaa under disse Lidelser fremstillet for os i al dets Skiønhed, at det skal trænge ind i vore Hjerter, og blive deri, at det mere og mere skal forene sig med alle vore Tanker og Forestillinger, at, dersom Verden blev os øde og tom, dersom vi Intet fandt, hvorpaa vort Øie kunde hvile med Glæde, da skal denne himmelskskiønne Skikkelse træde frem for os, og forsone os med vor Tilværelse, og vække os til at sige: En saadan Ven, en saadan Frelser gav Gud os!

Men Christus har liidt for os, efterladende os et Exempel. At vi skulle følge hans Fodspor⁸⁾. Vi vide, at den Vei, han fører os til Livet, til hans Rige, gaaer giennem mange Trængsler, at vi først skulle kiende hans Lidelsers Samfund, dersom vi skulle vorde deelagtige i hans Herlighed. Dersom du og skal dele den Lidelse, hvortil vi nu i Særdeleshed have henvendt Betragtningen, dersom den bitre Kalk skal rækkes dig, som Venners Vankelmod og Forsagthed har blandet for dig, i det de forargedes over dig, dersom den Tiid kom, at du saae idel Troløshed og Forræderie omkring dig, ja, da har du vel Deel i din Herres Lidelser, men da vare det samme Sind i dig, som og var i din Herre og Frelser! Lad det Onde ikke overvinde dig, men overvind det Onde med det Gode⁹⁾; saaledes lyder det til os i Herrens Apostles Formaning, men saaledes lyder det ogsaa for os i Herrens eget Exempel, thi han skiendede ikke igien, da han blev overskiendt, truede ikke, da han leed, men ved Kierlighed overvandt han dem, som vare svage og vildledte, og samlede dem atter omkring sig, og den Forhærdede overgav han til Ham, som dømmer retfærdigen. Det hele Forbillede være ikke forgieves fremstillet i Christi Menighed, thi ikke ved at sætte Ondt mod Ondt, ikke ved at efterligne de Troløse i Sviig og Uret, men ved Sandhed, Retfærdighed og Kierlighed skal det Onde overvindes. Men blive vi i den Vei, hvor Herren har efterladt de hellige Fodspor, da tør, da kunne vi ogsaa mod Verdens Vankelmodighed og Troløshed sætte det faste, ubevægelige Sind, thi da gielder det ogsaa os, at om end Verden forlader os, da ere vi ikke fortabte, ikke ene; Gud er med os. ˶Dette” – sagde Herren just derefter – ˶dette har jeg talet til Eder, paa det I skulle have Fred i mig; i Verden skulle I have Trængsel, men være frimodige, jeg har overvundet Verden¹⁰⁾”, og hvorved, uden ved Sandhed og Kierlighed?

     Det er sørgeligt, naar vi fra Betragtningen af den Hellige og Retfærdige skulle vende os til Ham, hvem Herren kaldte et Fortabelsens Barn¹¹⁾; men hans Navn er saaledes indflettet i Fortællingen om Herrens Lidelser, at han giennem alle Tider vil staae der som et advarende, forfærdende Exempel, hvor dybt et Menneske kan synke, naar alle Guds Naades Paamindelser ere forgieves. Vel vide vi, at, ligesom der i disse Tider saa ideligen viste sig en Tilbøielighed til at drage det Ophøiede ned, at forringe det Ærværdige, kaste en Skygge paa Det, der lyste frem i ædlere Glands, saaledes ogsaa omvendt til at besmykke det Slette, at undskylde Brøde og Misgierning, og at saaledes endog den troløse Discipel, der forraadte, der solgte sin Herre og Mester, har fundet dem, der vilde forringe, tildække hans Brøde, thi – sige hans Forsvarer – han meente ikke, at det skulde føre saa vidt; da han saae, at Jesus var dømt til Døden, gik han dog i sig selv, og erkiendte, at han havde gjort ilde. Viselig tilkommer det ikke os at ville udtale den evige Retfærdigheds Dom, til hvilken hiin Ulyksalige selv hastede, men Den, som er over os Alle, som paa Jorden har tolket Guds Raad, har selv sagt: Det var dette Menneske bedre, at han aldrig var fød¹²⁾. Judas havde fulgt Mesteren paa hans Vandringer, han havde hørt de Ord, i hvilke de Andre erkiendte det evige Livs Ord, og som bandt dem for stedse til ham, men hans Hierte havde de ikke rørt. Han havde seet Gierninger, som havde været de Andre til Vidnesbyrd, at Gud var med ham, men han havde deri kun seet den stærke Magt, hvormed han meente, at Herren vilde bane Veien til Glands og Overflædighed, hvilken han selv da havde villet dele med ham, og da dette Haab svigtede, svigtede ogsaa hans Troskab. Han havde forvaltet det fælles Gods, paataget sig at sørge for de fælles Fornødenheder – maaske fordi det ikke behagede de Andre at forlade Guds Ord for denne ringere Syssel¹³⁾ – men ogsaa denne Tillid havde han sveget, han havde hyklet Omsorg for de Fattige, i det han dog- kun vilde gavne sig selv¹⁴⁾. Nu havde han siddet ved Nadveren i de andre Disciples Kreds, og da Herren blev bevæget i Aanden, og sagde: Een af Eder skal forraade mig, da det foer isnende giennem de Andres Hjerter, og Enhver af dem i Forfærdelse spurgte: Er det mig? da spurgte han ogsaa, og da svarede den onde Aand, som havde taget Sæde i hans Inderste: Ja, det er mig; jeg er rede at opfylde, hvad du saa bestemt siger forud; saa gik han hen til Folkets Øverster,  og tingede om Lønnen, og, ligesom fordum Israels Børn, da Propheten begierede, at de skulle bestemme hans Løn som Prophet, ikke agtede ham Mere værd, end tredive Sølvpenge, saa var dette ogsaa nu – siger vor Text –  den Vurderedes Værd; dertil vurderede Israels Børn den hellige, som var sendt til dem. Da tog Judas den bevæbnede Skare, og gik ud til sin Herre og Mester som til en Røver, der skulde gribes, og han havde givet dem det Tegn: Den, hvem jeg kysser, ham er det, griber ham, og fører ham sikkert, at han ikke undviger. ˶Judas, forraader du Menneskenes Søn ved et Kys?” sagde Herren med den milde advarende Stemme; den trænger os til Marv og Been, mens hans Hierte rørte den ikke, han lod sin Herre og Mester bindes, og overantvordede ham i hans Fienders Hænder, og fortiente sin Løn. Først omsider, da han saae, at han var fordømt, da vaagnede Sanvittigheden: ˶Jeg har syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod”. O, hvor har dog Gud og hans Lov sit Vidnesbyrd i ethvert Menneskes Inderste Samvittigheden kan overdøves, kan trænges tilbage; og dog kommer der atter en Tiid, da den bryder frem i fortærende Lue; den var given Mennesket til en Veileder, som skulde føre ham paa den rette Vei, som skulde aabne hans Øine, at han saae Fordærvelsens Afgrund, for han hastede til den; nu forvandler den sig til en straffende Engel, som lægger den svære Brøde paa ham: ˶Du har syndet, syndet mod Gud, og Mennesker”. Men ogsaa denne Guds Dom i Samvittigheden hører til Guds Godheds og Langmodigheds Rigdom, og vil lede Overtræderen til Omvendelse¹⁵⁾. Thi saalænge det kaldes i Dag, er Omvendelsens Vej endnu aaben, saalænge det kaldes i Dag, er der endnu en Forbarmer, som udstrækker sine Arme mod hver den, som vender tilbage. Og han havde seet ham, han, som forraadte ham, han havde hørt det i hans Ord, havde set det i hans gamle Vandel, at Den, som kom til ham, vilde han ingenlunde kaste henud ¹⁶⁾; dersom Frelserens Kierlighed nogenlunde havde rørt hans Hierte, vilde den ogsaa været vaagnet i Fortvivlelsens Stund, han vilde have kastet sig i Støvet for Jesu Kors, og hvo af os turde sige, at Naadens Rigdom havde været udtømt? Men den Ulyksalige blev i Mørkets Magt, til hvilken han havde hengivet sig, og den førte ham til Fordærvelsen. Han havde jo dog sikkert ofte hørt- Davids Formaning: ˶Herre! hvor skal jeg gaae hen for din Aand, og hvor skal jeg fly bort fra dit Aasyn? Reder jeg min Seng i Afgrunden, see, da er du der. Siger jeg: Mørket maa skiule mig, da er Mørket ikke mørkt for dig, og Natten lyser som Dagen¹⁷⁾. Og dog mente han at kunne flye fra Samvittighedens Qvaler, at kunne flye fra Herrens Aand. Saa veg han – som de andre Apostle sagde – bort, og gik hen til sit Sted¹⁸⁾.

     Men ogsaa ved Forræderens Værk fuldbyrdedes Guds Raad; dette skeede, ˶at Skrivten skulde fuldkommes” – Dog, hvorledes? Var det da virkeligen forud skrevet om Denne, at han skulde vorde et Fortabelsens Barn, at han skulde fødes, for at det derefter skulde have været ham bedre, han ikke var fød? Var det den uimodstaaelige Magt, der raader over Tingene i Himmelen og paa Jorden, som førte ham ned i Afgrundens Dyb? Nei, mine Venner! Guds Raad omfatter Muelighedens hele Rige, der skeer Intet, som jo Guds Øie forud har skuet, som jo hans Viisdom kan føre til det bestemte Maal; men et Muelighedens Rige aabnede han ogsaa for Menneskets frie Valg. Det var ikke forordnet over Mennesket, at Synden skulde indkomme i Verden, men da den kom ind ved Mennesket, saa var det forordnet i Guds Evige Raad, hans uudgrundelige Forbarmelse, at den Eenbaarne skulde aabenbares som Frelser og Forløser. I ham var Livet, og Livet var Menneskenes Lys¹⁹⁾; men Menneskene elskede mere Mørket end Lyset, thi deres Gierninger vare onde²⁰⁾. Og naar Forløseren skulde aabenbares i en Verden, som ligger i det Onde, da maatte det skee, at Verden vilde forskyde ham, at de Onde ville søge at udrydde ham af deres Midte. Redskabet ville ikke mangel, men hvor der vilde tilbyde sig dertil, beroede paa det frie Valg, og dette gik atter frem af den Magt, som han forud selv havde tilbudet sig at tiene. Havde der ingen Judas været, som havde hengivet sig i Gierrighedens, Svigens, Troløshedens Vold, hvem den fordærvede Magt førte fra Skridt til Skridt hen mod Undergangen, da havde en Anden, mange Andre, været rede, og Skrivten var dog bleven fuldkommet, Forløseren var dog bleven regnet blandt Overtrædere, var bleven saaret af vore Overtrædelser, knuset for vore Misgierninger²¹⁾. Nu var der i Disciplenes kreds en Mand, som var optagen deri, fordi det giennemskuede Øie saae, at han var rede til at udføre den Gierning, som skulde udføres; og saaledes fuldbyrdes ved ham Guds Raad.
     Thi hvo seer ikke der Guds Finger? Over al Menneskenes Forblindelse og Forhærdelse, over al Troløshedens og Forræderiets Vederstyggelighed svævede dog Guds Raad. Saalænge havde Jesus vandret omkring fra Sted til Sted, Efterstræbelsen havde stedse fulgt hans Fied, Forfølgelsen havde ofte reist sig imod ham; Folket havde villet stene ham, nedstyrte ham i Afgrunden, men han var undkommen fra deres Hænder; de havde ofte villet gribe ham, og dog havde Ingen lagt Haand paa ham, thi hans Time var endnu ikke kommen²²⁾. Nu var det hans Fienders Time, og Mørkets Magt²³⁾, men det var ogsaa den Time, som var bestemt i Guds Raad, thi til denne Time var Forløseren kommen²⁴⁾. Vi kiende Alle, hvad Joseph sagde sine brøde: I tænkte Ondt mod mig; Gud tænkte at vende det til det Gode, at giæøre det, som sees  paa denne Dag, at holde meget Folk ved Live²⁵⁾. Hvor ofte have Alle, som frygte Gud, gientaget disse Ord ved Betragtningen af hvad der har tildraget sig i denne Verden, i det Større og i det Mindre, men aldrig har det viiset sig fuldere og herligere, end da den Herre Christus blev forraadt af sin Discipel, og da hans Fiender fordømte ham. Vi have for en Deel skildret Herrens Lidelser, der var ingen Bitterhed, som jo var blandet i den Kalk, der blev ham rakt; og dog var der ingen Draabe deri, for hvilken han vilde skaane sig selv; og nu, da de saalænge siden ere forvandlede til Seier og Ære, skulde vi da ønske, at de havde været mindre bittre? O, der er dog intet Trøsteligere, end naar det saa aabenbar viser sig, at der er en Magtt over al Verdens Magt, et Raad over al Verdens Raad, en Tanke, som vender til det Gode, hvad Menneskene tænkte Ondt. Hist var det meget Folk, som ved hiin Mands underlige, tunge Prøvelser skulde holdes ved det timelige Liv; her var det en Skare, som ingen kan tælle af alle Folkeslag og Slægter og Tungemaal, som ved Verdens Frelsers Opoffrelse skulde vinde det evige Liv. Saa stort og herligt Christi prophetiske Embede er, i det han, som en Lærer kommen fra Gud, bragte den Viisdom, som er fra Gud, og er bleven dem, der troe paa hans Navn, Veien og Sandheden og Livet²⁶⁾; saa stort og herligt hans kongelige Embede er, i det han, efter at han er faren til Himmelen, er hos Guds høire Haand, og Englene og Magterne og Kræfterne ere ham underdanige²⁷⁾: saa var dog hans ypperstepræstelige Embede ikke ringere, ikke mindre fornødent, hans Værk på Jorden til menneskenes Frelse var først fuldbragt, i det han blev hengiven for vore Overtrædelser, i det han bragte det store Offer, og fandt en evig Forsoning. Den, der forraadte sin Herre, de, der fordømte ham, de, der raabte over ham: Korsfæst! korsfæst! de tænkte Alle Ondt imod ham, men Gud tænkte at vende det til det Gode; thi Eders Tanker ere ikke mine Tanker, og Eders Veie ere ikke mine Veie, sagde Herren, thi, som Himmelen er høiere end Jorden, saa ere mine Veie høiere end Eders Veie, og mine Tanker høiere end Eders Tanker²⁸⁾. Og her i Særdeleshed tør vi anvende, hvad Herren siger ved en anden Prophet: Jeg veed de Tanker som jeg har tænkte over Eder, nemlig Freds Tanker, og ikke til Ulykke²⁹⁾.

     Vi kunne nu ikke gaae ind i Guds Raad, og søge at forklare, hvorledes Guds Retfærdighed og Guds Forbarmelse i den skiønneste Forening aabenbarede sig, da Gud i Christo forliigte Verden med sig selv og Ondskaben selv, som ikke vidste hvad den giorde, måtte tiene til, at der blev stiftet en Forsoning. Men ˶Forsoning” – o er de Nogen, som i disse Forstyrrelsens Tider skuer ud over Verden, hvem et andet Ord kunde lyde mildere, trøsterigere, end dette: Forsoning i Verdens Striid, Forsoning for Verdens Synd? Gud, som lod Menneskenes Slægt udbrede sig paa den gamle Jordens Kreds, dog af eet Blod, og bestemte dem forordnede Tider og visse Grændser for deres Bolig³⁰⁾, vilde jo visseligen, at de skulde forene deres forskiellige Kræfter, for at Guds Rige kunde komme i Skiønhed og Herlighed, i Mangfoldighed og dog i Eenhed. Men naar da Folkene i deres hovmodige Tanker kun Hver for sig ville stifte et Rige af denne Verden, naar de ville sønderrive ethvert Baand, der holdt dem sammen, og neppe ville unde hverandre Plads ved Siden af sig: hvorledes skulde der da vorde Forsoning, uden i det de atter slutte sig til Ham, som giorde Eet af de Forskiellige, og nedbrød Adskillelsens Mellemvæg³¹⁾, som ifører sine Troende det nye Menneske, hvor der ikke er Forskiel paa Græker og Jøde, Barbar, Skythe, Træl, Fri, men hvor Christus er Alt i Alle³²⁾? Og naar hvert Aar forøger Verdens Synd, naar den uhyre Brøde raaber mod Himmelen, hvorledes skulde vi da trøstes, naar vi see ud over Jorden, hvad skulde vi vente uden Retfærdighedens strenge Domme, dersom der ikke var stiftet en Forsoning, som forvisser os, at naar Menneskene søge Adgang til Guds Naade, da er den ikke tillukt? Men ogsaa vi selv, Hver for sig, hvor skulde vi finde Forsoning i vore stridende Tanker, Forsoning i de Lidenskaber, der brænder i vort Bryst, Forsoning med Verdens Skiebner, hvor skulde vi finde Forsoning med den evige Dommer, for hvem vi vel ikke kunne fremstille os med Tillid, dersom vi ikke øve os selv til at bevare en uskadt Samvittighed for ham og Menneskene, men dog ingenlunde tør fremstille os i Tillid til de Retfærdigheds Gierninger, vi have giort: hvor, uden hos Ham, hvem Verden forstød, hvem hans Discipel forraadte, hvem hans Folk, da han efter Guds  besluttede Raad og Forsyn var given hen, korsfæstede med ugudelige Hænder³³⁾, men som ved alle disse Lidelser blev indviet til at være vor Saliggiørelses Stifter³⁴⁾? Til at knytte os stedse nøiere til ham, skal ogsaa Ihukommelsen af hans Lidelser, som vi i disse Uger fornye; og saaledes være det med troende og taknemmelige Hjerter, at vi forene os i den Bøn, som er anordnet for denne Tiid i vor Kirke.

Vi takke dig, Gud Fader! o. s. v.

1) Matthæusevangeliet, 26,21

2) Lukasevangeliet 22,28

3) Johannesevangeliet 13,21

4) Joh 13,18

5) Matthæusevangeliet 26, 31

6) Johannesevangeliet 12,27

7) Johannesevangeliet 16,32

8) 1. Petersbrev 2,21

9) Romerbrevet 12,21

10) Johannesevangeliet 16,33

11) Johannesevangeliet 17,12

12) Matthæusevangeliet 26,24

13) Apostlenes Gerninger 6,2

14) Johannesevangeliet 12,6

15) Romerbrevet 2,4

16) Johannesevangeliet 6,37

17) Salmernes Bog139,7 ff

18) Apostlenes Gerninger 1,25

19) Johannesevangeliet 1,4

20) Johannesevangeliet 3,19

21) Esajas 53,5

22) Johannesevangeliet 7,30

23) Lukasevangeliet 32, 53

24) Johannesevangeliet 12, 27

25) 1 Mosebog 50,20

26) Johannesevangeliet 14,6

27) 1. Petersbrev 3,22

28) Esajas 55, 8,9

29) Jeremias 29,11

30) Apostlenes Gerninger 17,26

31) Efeserbrevet 2,14

32) Kolossenserbrevet 3,10, 11

33) Apostlenes Gerninger 2,23

34) Hebræerbrevet 2,10

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Kirkeåret-Faste, Kirkehistorie, Kristenliv, Mission, Prædikener, Prædikener-Historiske

Tags: Fasten, Historisk prædiken, J. P. Mynster, Jesus Kristus, Judas, Mynster, Prædiken, Prædikener