Gode råd til kirkegang for ikke-kirkevante
Dagens indlæg er ment som en hjælp til ikke-kirkevante, der skal deltage i en gudstjeneste, men ikke er helt sikker på, hvad man skal gøre.
Er man fast kirkegænger (og præst) kan man til tider opleve (desværre ikke så sjældent som ønskeligt), en del uro i kirken, når ikke-kirkevante kirkegængere deltager i gudstjenester. Især ved dåb i højmessen, hvor både den faste menighed og dåbsgæster, hvoraf nogle ikke er kirkevante, kan det ofte afstedkomme en del uro.
Så hermed et par grundlæggende råd til dig, der ikke er vant til at gå i kirke. Følger du disse råd, går du aldrig galt i byen (kirken).
Sørg for komme i god tid
Hvad enten du skal til en vielse, konfirmation, bisættelse, dåbsgudstjeneste eller højmesse (hvor der kan være dåb), så sørg for at komme i god tid. Jeg tror mange præster har oplevet, at nogle i dåbs- eller bryllupsfølget ankommer netop som brud eller dåbsforældre skal til at gå ind i kirken. Brud og forældre bliver lettere forfjamskede, da de allerede er spændte og har fokus rettet på den forestående handling (jeg har oplevet, at de forsinkede gæster forsøgte at skynde sig ind i kirken lige inden organisten begyndte at spille præludiet, hvilket resulterede i at gæsterne i kirken, i forventningen om at det var dåbsforældre der kom ind, rejste sig).
Forstå mig ret: der kan selvfølgelig altid komme noget i vejen, der gør, at man bliver forsinket – men skulle du være så uheldig at komme for sent, så vent udenfor kirken eller i våbenhuset indtil gudstjenesten er i gang og gå stille og roligt ind og sæt dig, når lejligheden byder sig (nemmest under en salme).
Sluk telefonen
Dette punkt burde være en selvfølgelighed. Men det nævnes!
Inden du går ind i kirken, så sluk din telefon eller slå lyden fra. Jeg har et par gange oplevet, at telefoner ringer. Jeg taler dog videre, som intet er hændt (som far til seks kan man ignorere det meste larm) – men for ejeren af telefonen er det en pinlig affære at tiltrække sig de øvrige kirkegængeres opmærksomhed. Så for at være sikker på du ikke tiltrækker dig uønsket opmærksomhed midt i gudstjenesten – sluk telefonen!
Desuden har man alligevel ikke noget at bruge telefonen til under gudstjenesten – fokus bør være på det, der sker i kirken ikke på telefonen.
Påklædning
Moden ændrer sig hele tiden. Det der var på mode i går, er ikke på mode i dag og vil være helt yt i overmorgen. Men selv om moden ændrer sig bør man stadig gøre sig nogle tanker om påklædning i forbindelse med kirkebesøg.
Klæd dig pænt og efter begivenhedens karakter: Eksempelvis vil badesandaler, shorts og tanktop være upassende ved en bisættelse, ligesom at komme i joggingbukser og omvendt kasket ved en vielse (der jo er en fest), hvor to mennesker, der giver sig selv til hinanden i overværelse af Gud og mennesker, vil virke lidt malplaceret.
Så klæd dig pænt og efter begivenheden.
Og selvfølgelig – mænd bør ikke bære hovedbeklædning i en kirke.
Fotografering
Det er altid dejligt at have nogle minder fra de store begivenheder i vore liv.
MEN inden du begynder at knipse løs med kamera (eller telefon – selv om den burde være slukket – se ovenfor) så spørg først præst eller kirkebetjening, hvilke regler der gælder i netop den kirke.
Vær især opmærksom på, at du ikke fotografere kirkegængere, der ikke er en del af ”dit” følge – de ønsker måske ikke at blive en del af dit Facebook-opslag om den glædelige dag.
Gudstjenester er ikke en social begivenhed
I forbindelse med mange gudstjenester møder vi ofte familie, venner og bekendte, som vi ikke har set i lang tid og gerne vil tale med, men husk: gudstjenesten er ikke stedet, hvor man lige skal følge op på tiden, der er gået siden sidst man mødtes. Vent til efter gudstjenesten med at blive opdateret om venner og families liv. Hvilket fører os til næste punkt:
Ingen småsnak
Samtale mellem kirkegængere under gudstjenesten er forstyrrende. For præsten, der ofte er koncentreret omkring gudstjenestens afvikling (dvs. i forbindelse med dåbsforældre, brudepar og pårørende til en afdød, at gøre det bedst mulige stykke arbejde for, at de får en god oplevelse) er det forstyrrende. Og for de, der er kommet til kirken, for at få døbt deres barn, blive viet eller tage afsked med en kær, kan det opfattes som udtryk for ligegyldighed eller manglende respekt.
Og husk: ved en dåb i højmessen deltager den faste menighed, der er kommet for at høre prædikenen og deltage i nadveren. Så selv om man ikke selv er troende – eller praktiserende troende – bør man respektere deres ønske om at kunne deltage i gudstjenesten. Dette bringer os til næste punkt:
Fokusér på præsten – ikke den ved siden af dig.
Gudstjenesten har, som sit udgangspunkt (uanset hvilke type gudstjeneste vi taler om), vores, menneskets, forhold til Gud i centrum. Når bønnerne lyder, læsningerne læses, prædiken holdes eller sakramenterne forvaltes, er det hele tiden med Gud som centrum. Fokus bør derfor være rettet mod præsten under gudstjenesten – og ikke fordi præstens person er særlig interessant – men fordi præsten er kaldet af menigheden til at lede gudstjenesten – eller styrer slagets gang om man vil.
Uanset hvilken kirkelig handling der er tale om, er det præsten, der forestår ritualet; så vil man kunne følge med, bør man fokusere på og lytte til præsten.
Når du fokuserer på præsten, lægger du også mærke til eventuelle håndbevægelser eller ord der indikerer, hvornår man skal sidde eller stå.
Amning
I forbindelse med dåb kan man høre spørgsmålet: ”Må jeg amme i kirken?”. Jeg tror, det er forskelligt fra præst til præst. Jeg anbefaler, at man går ud i vores tilstødende lokale (selv om det ikke er alle kirker der har et sådan) – alternativt at gøre det diskret. Ikke fordi det er unaturligt at amme, men fordi det for det første giver moder og barn ro og lidt mere private rammer, og for det andet fordi nogle kan blive stødt over det. Nu hører jeg straks nogle sige: ”Kan man blive stødt over det?!” – Ja, nogle kan. Og kirken er et sted, hvor vi bør tage hensyn til hinanden. Det er ikke under gudstjenesten, at man skal tage det store opgør med, hvad man måtte synes er gammeldags, og hvad man mener at andre burde lære at leve med. Vi skal alle kunne være dér.
Larmende børn
Børn har sværere ved at være stille end voksne – sådan er det! En gudstjeneste er ikke anlagt på små børns præmisser. Så sidder børnene og leger lidt og siger billyde eller andre lege-lyde (hvis der er noget der hedder sådan), så vil jeg anbefale at lade dem være. Nogle gange er det værste man kan gøre at tysse på børnene – det kan gøre situationen værre.
An på aldersgruppen kan man tage en lille taske med legetøj med (nogle kirker som Ledøje-Smørum Kirker, hvor jeg er, har lege-tasker til låns) og lade børnene lege med det.
Bliver børnene for urolige eller løber rundt og larmer og råber, bør forældre, bedsteforældre eller andre, tage barnet med ud af kirken og gå en lille tur.
Gangbesværede
Vær opmærksom på eventuelle gangbesværede kirkegængere. De kan have brug for at sidde yderst på kirkebænkene mod midtergangen.
Nadveren
Ved højmessen fejres nadveren. Nadveren er et af vore to sakramenter (dåben er den anden). Hvad enten man deltager i nadveren eller ej, bør man være stille af respekt for sakramentes vigtighed og for deltagerne i nadveren.
Ønsker man at deltage i nadveren, går man med de øvrige nadvergæster op til alterskranken og knæler, hvorefter man vil modtage Jesu Kristi legeme (brødet) og Jesu Kristi blod (vin). Den mest korrekte måde, at modtage brødet på er ved at forme en skål med hænderne, hvori præsten kan lægge brødet og ikke tage brødet ud af præsten hånd (når brødet lægges i vore hænder understreger vi, at vi modtager Jesu legeme). Man modtager brødet og vinen i tavshed – ingen tak eller andre bemærkninger.
Er du i tvivl om, hvad du skal, så sæt dig ikke som den første, så kan du se, hvad de andre gør og gør så som de. Så kan det ikke gå helt galt.
Ud under gudstjenesten
Bliver du nødt til at gå ud under gudstjenesten – enten med et barn eller fordi du skal træde af på naturens vegne – så gør det så vidt det er muligt under en salme.
Mad i kirken
Selv om sulten kan komme over os alle, så hører mad ikke til på kirkebænkene.
Små børn kan sagtens spise lidt rosiner, kiks eller andet – men husk at rydde op.
For voksne bør det gælde, at man ikke spiser eller drikker i kirken.
Skal vi klappe?
At klappe er en måde, hvorpå vi viser vores glæde eller anerkendelse. Til tider er der i forbindelse med gudstjenester venner eller familiemedlemmer, der synger eller spiller en sang. Men klappen hører ikke til under en gudstjeneste. Opsøg i stedet den optrædende efter gudstjenesten og ros dem for deres optræden.
Ved gudstjenestens slutning
Gudstjenesten afsluttes med et såkaldt postludium. Under postludiet går brudepar, dåbsforældre og præst, konfirmander (ved bisættelser kistebærere med kiste og nærmeste pårørende) ud først. Herefter forlader følget kirken.
Ved højmesser er der forskellig praksis afhængig af lokal tradition og præst; enten bliver man siddende under postludiet og lytter til musikken eller gå ud under postludiet. Et godt råd er: vent og se, hvad præsten gør. Når præsten forlader kirkerummet, kan man gå ud!
Jeg håber, at ovenstående råd kan hjælpe, hvis man er lidt beklemt ved at skulle i kirke og ikke er vant til det. Husk: Du kan altid spørge præst, kirkebetjening eller nogle af de faste kirkegængere, hvis du er i tvivl – de er kun glade for at kunne hjælpe.
Vigtigst af alt er dog: tag det roligt, nyd det og læg mærke til, hvad andre gør – så går det hele fint. For det er i virkeligheden ikke så svært.
Står du overfor at skulle i kirke, kan du med fordel læse indlæggene herunder, der forklarer de enkelte led i gudstjenesten – så er du så godt forberedt som man kan blive:
Er der nogle punkter jeg har glemt og som bør nævnes, så skriv dem gerne i kommentarfeltet herunder.
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Debat, Diverse, Gudstjeneste, Gudstjeneste-Dåb, Gudstjeneste-Højmesse, Gudstjeneste-Liturgi, Gudstjeneste-Vielse, Gudstjenester-Konfirmation, Gudstjenste-Nadver, Gudtjenester-Bisættelser/Begravelser, Kirke, Kristenliv
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar