Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne:

Derfor beder jeg om, at I ikke taber modet over mine trængsler for jeres skyld. De er en ære for jer. Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås. Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen.

Efeserbrevet 3,13-21

Dagens andagtsord tager udgangspunkt i epistellæsningen fra søndagens tekstlæsninger (dvs. den anden læsning i Højmessen og ikke evangelielæsningen). Teksten er fra apostlen Pauli brev til menigheden i Efesos, der ligger i vores dages Tyrkiet, og er skrevet under hans fangenskab i Rom.
Formålet med brevet er at styrke menigheden – kirken – i troen, og er således ikke bare stilet til efeserne, men til alle i den kristne kirke, fællesskabet af alle troende som Paulus understreger.

Epistellæsningen er en bøn om, at vi alle forstår, hvor stor Kristi kærlighed er. Ja, at vi forstår, at den er et mysterium, der rækker langt ud over vores erkendelse. Og fordi den rækker ud over vores erkendelse, kan vi også langt mere, end vi tror og beder om, når Kristi kærlighed fylder menighedens hjerte.

I vores individuelle tidsalder glemmer vi tit fællesskabets betydning for kristentroen. Mange anser tro for at være et privatanliggende, der er uafhængigt af fællesskabet. Noget som kun angår den enkelte! Og det er sandt, at man som kristen selv må bære ansvaret for at leve i troen og tage ansvar for sine handlinger.

Men det er en fejl at tro at troen på Kristus som Herre og Frelser kan løsrives fra fællesskabet. Troen har sit udgangspunkt i fællesskabet. Fællesskabet med Kristus og med de troende. Lige fra Jesus samlede sine disciple om sig, til den første menighed i Jerusalem over menighederne grundlagt af Paulus og andre apostle i de første århundreder efter Kristi fødsel og frem til i dag, hvor kirken er til stede over hele kloden – måske nok i forskellige traditioner og retninger – så er det fællesskabet om Kristi og Guds kærlighed, der er hovedhjørnestenen i kirken. Og intet sted virker Helligånden bedre i os end i vores fællesskab; ikke bare når vi er samlet omkring gudstjenesten, hvor vi sammen lovpriser Gud og fejrer Kristi mysterier – men også i livet udenfor kirkerummet. For kirken er ikke kun kirkerummet. Kirken er de troendes fællesskab, der er uafhængigt af tid og sted. Kirken er Kristi levende legeme, der lever og ånder i verden og for verden.

Og når Helligånden virker i os – i fællesskabet – er der ingen grænser for, hvad vi kan udrette for at Kristi rige udbredes og vokser. Lad os derfor hver især tage vores ansvar på os som kristne, men aldrig glemme at vi er en del af Kristi legeme.

Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben forene;
var vi på jord ej mer end to,
bygge dog ville han og bo
hos os i hele sin vælde.

Grundtvig, Kirken den er et gammelt hus

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Husk: Modtager du ikke allerede besked, når nye indlæg slås op, så skriv din e-mailadresse herunder og få besked med det samme.

Kategorier:Andagtsord, Bøn, Bibel, Kirke, Kristenliv, Mission, Prædikener, Salmer

Tags: Efesos, Gud, Helligånden, Jesus, Kirken, Kristi legeme, Menighed, Mysterier, Paulus