Kirken – Indstiftet af Kristus
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«
Matthæusevangeliet 16,13-26
Normalt kalder vi pinsedag for Kirkens fødselsdag, da det var denne dag kirkens virke blandt tog sin begyndelse folkeslagene, da Helligånden kom over apostlene. Men i dagens Evangelium lægger Jesus den første sten til sin Kirke på jorden. Den kirken der er samfundet af troende og har Kristus som overhoved. Derfor kan kirken heller ikke bare reduceres til en bygning eller et specifikt kirkesamfund eller en konfession. Kirken er de troende, der bekender sig til den treenige Gud.
I Danmark findes den udbredte misforståelse, at Folkekirken hører til staten, som enhver anden gren af den offentlige forvaltning. Og både blandt medlemmer af Folkekirken og blandt nogle medlemmer af frikirker, findes mennesker, der tror, at folkekirkens præster som følge deraf er statsansatte, før de er præster.
At vi har en Folkekirke i Danmark og statsansatte præster, hænger sammen med vor Grundlovs §4, hvori det hedder: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Og en af de måder staten kan understøtte kirken og embedet på, er blandt andet ved at sikre deres ansættelse.
Men det er ikke ensbetydende med at staten har indstiftet hverken Kirken eller de kirkelige embeder. Derfor skal staten heller ikke blande sig i embedets åndelige grundlag, selv om man ved indførelse af lovgivning, hvor der dog er undtagelsesparagraffer for at beskytte forkyndelsen har forsøgt. Og Kirken er, trods de demokratiske valg til menighedsråd og andre råd og udvalg, heller ikke et demokrati, hvor den herskende folkestemning skal afgøre lærespørgsmål. (I forhold til dette, skal der lyde en opfordring til enhver med et embede i Folkekirken, fra biskopper til præster, og til menighedsråd og lægfolk om stålsat at afvise enhver indblanding fra staten i læremæssige spørgsmål, uanset hvor i det kirkelige spektrum, man måtte befinde sig.)
Kirkens familie har som sagt Jesus som overhoved. Det er en familie, der bindes sammen ved dåbens sakramente, og hvor troen ved nadverens sakramente opretholdes og fornyes.
Men at vi som Kirke, både den verdensomspændende kirke såvel som den evangelisk-lutherske Folkekirke i Danmark, er indstiftet af Kristus selv, betyder ikke, at vi ikke har udfordringer.
I det postmoderne samfund er der sket i skred i vores fælles værdier. Det kit der bandt samfundet sammen i tidligere tider; kirke og familie, er i opbrud. Mennesket af i dag har en modvilje mod at lade sig binde af noget større end sig selv. Derfor er sandheden også blevet subjektiv. Sandheden tager udgangspunkt i. hvad den enkelte oplever eller føler, og er ikke længere baseret på objektive betragtninger eller fakta. Den individuelle fornemmelse eller følelse må, antager man, nødvendigvis være målestok for sandheden! Og alle andre mennesker forventes at rette sig efter andre menneskers oplevelse af sandheden. Og skulle man afvise at gå ind på andre individers oplevelse af sandheden, kommer man hurtigt til at krænke dem.
Derfor gør vi, hvad vi kan for ikke at krænke og være tolerante. Men det er en misforstået tolerance at lægge under for andres krav om at acceptere deres opfattelse af sandheden og virkeligheden. Derfor skal man også passe på ikke at tale om tro! For troen er en objektiv sandhed, der sjældent harmonerer med tidsåndens optagethed af subjektive sandheder.
Derfor er der mange i kirken, der er bange for at tale om tro. For at tro på Gud er at tro på, at der findes en sandhed uden for mennesket. At tale om tro er derfor næsten en sikker måde at fornærme det moderne menneske på.
Men hvad skal vi så gøre som kristne? Hvad vil Gud have os til at gøre? Hvad forventer Kristus, at vi skal gøre?
Som kristne har vi tillid til, at Gud har en plan for sin Kirke og for menneskene, men det er ikke altid klart for os, hvad planen er. Det eneste vi kan gøre er at lade os bruge af Gud med de evner vi hver især har.
Det vigtigste vi skal gøre som kristne er, som nævnt, at huske på, at kirken ikke bare er en bygning, som vi kommer i om søndagen, men at vi alle, hver enkelt af os, udgør kirken og har et ansvar for den. Som apostlen Paulus skriver til menigheden i Korinth:
For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange, som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus.
1 Korintherbrev, kapitel 12, 12
Det vil sige, at vi ikke kan forvente, at de andre skal forkynde det glædelige budskab om Jesus Kristus som Herre og Frelser, mens vi selv sidder med hænderne i skødet. Vi skal, dér hvor vi er sat, virke for at fortælle andre om Guds nåde og kærlighed. Vi skal tage Kirken med os ud i vores liv og der, hvor vi møder andre mennesker. Husk, at du er den bedste ’reklame’ for troen eller Kirken. Med næstekærlighed kan du vise andre kristendommens væsen og pege hen til Gud.
Og så skal vi huske, at kirken er et fællesskab. Kom til Gudstjenesterne i Kirken. Jo færre, der kommer, desto mindre får nytilkomne lyst til at komme. Hvis ikke engang medlemmerne kommer, hvorfor skulle nye så komme. Derimod; hvis en nytilkommen ser kirken fyldt og føler sig som en del af fællesskabet kommer flere til. Så kom i din lokale kirke og engager dig – både i gudstjenesten og i kirkes arbejde i samfundet.
Og endelig: hav tillid til Guds plan. Selv om vi oplever modgang, skal vi ikke blive modløse.
Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.
Jakobsbrevet, kapitel 1, 2-4
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
HUSK – hvis du ikke vil gå glip af nye indlæg, så skriv din email-adresse herunder.
Kategorier:Andagtsord, Bibel, Bibel-Det Nye Testamente, Bibel-Matthæusevangeliet, Jesus Kristus, Kirke, Kristenliv, Mission, Prædikener, Samfund, Trinitatis
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar