Endnu engang slår vi vejen forbi bogen ‘Kristenhedens Kirkesamfund’. Denne gang kapitlet kongregationalismen. Bogen der udkom i 1964 i serien Danmarks Radios Grundbøger gennemgår de forskellige kirkesamfund der er eksisterer i Danmark.
Kapitlet er skrevet om Skat Hoffmeyer, der var biskop over Århus Stift (1940-61).
Kongregationalisme
Skat Hoffmeyer
Kongregationalismen går tilbage til venstre fløj af reformationsbevægelserne i England.
Den engelske Reformation var i mange måder noget andet end reformationen på fastlandet. Dels begynder den længe før, nemlig med Wiclif (+ 1384); dels formede den sig, da den endelig kom med indflydelse fra fastlandet, som en zig-zagbevægelse med bagslag under den katolske dronning Mary (+1558); dels var det humanistiske islæt stærkt, – groft udtrykt kan det siges, at det, som England fik, var humanismen plus en række reformer: Erasmus af Rotterdam levede flere år i England, og de engelske »reformers« var hans disciple; og endelig kom den egentlige reformatoriske påvirkning ikke fra Luther og Wittenberg, men fra Calvin og Genève.
For kongregationalismen blev dette afgørende. I Genève blev vægten lagt på menigheden: den »rene« menighed af sande troende til Guds ære: i praksis betyder menigheden mere for calvinismen end for lutherdommen. Congregatio betyder menighed, og det mest karakteristiske ved kongregationalismen er dens hævdelse af den enkelte menighed, den lokale menighed. Det er den, som »har det hele«: Guds udvælgelse og Guds ledelse.
Kongregationalismen er altså calvinsk, men den er tillige et angelsaksisk fænomen, dens sprog er engelsk; bortset fra Wales og nogle af de nyere kirker forekommer den kun i engelsktalende lande. De kongregationalistiske menigheder udgør ikke nogen stor kirkeafdeling: måske 4 millioner på begge sider af Atlanterhavet: England-Wales og USA. Men naturligvis betyder disse få millioner forholdsvis meget mere end medlemmerne af de romersk-katolske og lutherske stats- og folkekirker i Europa.
Kongregationalismen havde i førstningen en bevæget historie – med forfølgelser og martyrer. Hele menigheder udvandrede til Holland, hvor forholdene var friere, og fra Holland startede »pilgrimsfædrene« til den nye verden med det berømte skib Mayflower i 1620, og siden fulgte flere efter.
Kongregationalismen stod altid i de reformerte (presbyterianere) nærmest, men de var uenige med dem i deres kernepunkt: den enkelte menigheds frihed og selvstændighed. En menighed skulle ikke stå under en konge eller en biskop, men heller ikke under et »presbyterium« eller en synode. Et fælles presbyterium måtte aldrig have mere end rådgivende indflydelse. Der var jo et ideal i dette: en menighed skulle bestå af frie og ansvarlige mænd, hvis fællesskab blev ledet af ånde fra Den hellige Skrift, som talte til og genne, hele menigheden og ingenlunde bare igennem et præsteskab eller et ældsteråd.
Det 17. århundrede blev kongregationalismens store tid i England. Cromwell! Han støttede og begunstigede den, og han ville gøre Englands kirke til en independentisk statskirke – et begreb, der lyder selvmodsigende, men trods det nok kunne realiseres. Hans tid blev kort, han døde 1658, men af stor betydning i stats- og kulturhistorie.
Fra dette århundrede stammer også den tolerance, som altid siden har præget kongregationalisterne. Den har sin rod i selve det grundlæggende princip: den enkelte menigheds frihed. Men den blev unægtelig fremmet af, at de var meget forskellige indbyrdes og ofte uenige.
Teologi og Menighedssyn
I England har kongregationalismen sit væsentligste tilhold i byerne og navnlig i forstæderne til de store byer. På landet finder man den egentlig kun i Wales og i nogle egne i Nordengland. Det er folk af intelligens og en ret solid økonomi.
Man hører ofte kongregationalisterne sig: Kristus har stadig nyt lys og ny sandhed, som vil bryde frem af hans ord. De har en stærk bevidsthed om nødvendigheden heraf, de er kulturåbne og ser klart, t nye forhold stiller nye problemer, som menigheden har pligt til at finde vej i. Og Kristi ord er Bibelen. De har altid været modstandere af trosbekendelser, – ikke just, fordi de er uenige i de gamle, historiske bekendelser, men fordi Bibelen alene skal være afgørende.
Tolerancen og friheden gav kongregationalismen større liberalitet end andre kirkesamfund. Historisk bibelopfattelse og anerkendelse af moderne videnskab vandt tidligere indpas i den end nogen anden kirkeafdeling. Ned mod 1900 blev liberal (»modernistisk«) teologi dominerende, og kongregationalismen blev ofte en nødhavn for præster, der fik det for hedt andre steder. Kongregationalismen har altid haft en meget fornem og solid teologi, og den kongregationalisitiske prædiken stikker dybt både i Guds tanker og i menneskets problemer.
På den ene side er kongregationalisterne individualister, på den anden side er det nok deres bedste og største bidrag til den samlede kirkes liv, at de tager fællesskabet i menigheden så indtrængende: hvor to eller tre er sammen, er Kristus hos dem. Det gælder gudstjenesten, og det gælder ikke mindre »kirkemødet«. En menighed er en familie, som mødes for Guds ansigt og ud fra Guds ord søger klarhed over, hvad der er hans vilje med den netop på det sted.
Hvad angår en menigheds struktur, er diakonerne i grunden det vigtigste, for de bliver. Præsten kommer og går, – en skønne dag bliver han kaldet til en anden menighed. Men diakonerne er nogle af menighedens lægfolk. Og den afgørende faktor er »kirkemødet«. Da nu den enkelte menighed er suveræn, kan det risikeres, at en menigheds præg forandres. Det mest i øjenfaldende eksempel herpå er fra Amerika. De to gamle berømte universiteter Harvard og Yale er begge stiftet af kongregationalister (som altid har været stærke i uddannelse, education); men en skønne dag er menigheden i Boston blevet unitarisk – og dermed også Harvard.
I gudstjenesten var der tidligere en tendens til at understrege det frie og aktive i modsætning til det faste ritual og den faste liturgi. Særlig vægt på prædikenen og salmevalget.
Deeres store salmedigter er Isaac Watts (+1748); vi har to af hans salmer i Den danske Salmebog (begge oversat af Grundtvig: »Syng højt, min sjæl, om Jesu død« – og »Halleluja for lysets drot«); og »Congregational Praise« er virkelig en dejlig salmebog. Den nedarvede mangel af en fast liturgi gav dog ofte præsten lovlig meget eneret over gudstjenesten, selvom han ikke blot var trænet prædikant, men også trænet i at lede menigheden i bøn. I de senere år virker imidlertid indflydelsen fra de anglikanske omgivelser i retning af mere brug af faste rituelle bønner – og tillige i retning af at anerkende kirkeåret, – det blev negligeret af de gamle puritanere.
Vore centraliseringstider gør de enkelte menigheders suverænitet og isolering til et særligt problem. Desuden er der mange store opgaver – mission, uddannelse osv. – som kun kan løses i fællesskab. I Amerika fik de »independente« menigheder hurtigt et vist fællesskab og samarbejde; i England-Wales kom det først til en sammenslutning i begyndelsen af 1830érne. Dog, fællesskabet er stadig kun rådgivende. Kongregationalisterne har stadig skræk for al lovgivning på kirkelige område – til trods for, at der er påfaldende mange sagførere iblandt dem.
Den kulturåbne holdning har medført, at kongregationalisternes rolle i det kulturelle og sociale liv har været mærkbar. Modstandere af dem har beskyldt dem for at være ophav til den industrielle revolution i det 19de århundrede. De var i hvert fald de første, som så dens vrangside og søgte at modarbejde dem. De frikirkelige (non-conformisterne) i England, og ikke mindst kongregationalisterne, støttede gennemgående det liberale parti; og selvom det jo smuldrede ved 1ste verdenskrigs tid, er det ikke forkert at sige, at de have været med til at lægge grunden til den moderne velfærdsstat.
Det må vist siges, at mange kongregationalister i den senere år har svigtet deres menigheder og sluttet sig til den anglikanske kirke. Det skyldes for en del åndelige grunde. De har syntes, at den anglikanske forkyndelse er klarere end den kongregationalistiske, som ofte er temmelig liberal. (I det 19de århundrede var det snarere omvendt). Dertil kommer, at den faste liturgiske form i anglikanismen er mere praktisk i åndelig henseende end den fri og noget løse kongregationalistiske. Men hertil kommer ganske udvortes forhold. Mange af disse bymennesker holder nu deres week-ender på landet, og derude er der ingen kongregationalistkirker, men masser af anglikanske.
Maleri af Robert Walker, ca. 1649
Kongregationalismen i USA
Også i Amerika er kongregationalismen kun et lille kirkesamfund, men derovre har den haft en enorm betydning. Den er en af de vigtigste traditioner i Amerikas liv – og det til trods for, at den er udpræget nordlig: syd for den såkaldte Mason-Dixon-linie har den aldrig i sig selv haft nogen betydning. Det er præcis den ældste åndelige tradition i Amerika, at kirke og stat skal være uafhængige af hinanden, og det er jo kernen i kongregationalismens politiske tankegang. En praktisk følge er, at de offentlige skoler ikke må undervise i kristendomskundskab- det tager kirkernes søndagsskoler sig af, og en amerikaner har svært ved at forstå, at skolernes religionsundervisning i Danmark har været til velsignelse i århundreder.
I Amerika har kongregationalismen også haft sin egen historie. Ved en af de inkonsekvenser, som historien er så rig på, startede den i New England som statskirke – altså i overensstemmelse med Cromwells program. De ældste kirker i New England er kongregationalistiske eller unitariske, – skismaet mellem dem skete kort efter 1800. Fra prædikestolen blev der prædiket frihed – også politisk; »Hvor Herrens ånd er, er der frihed«; »I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer«. Anglikanerne derovre skævede stadig hjem til England. Presbyterianerne til Skotland; kongregationalisterne derimod kunne principielt ikke skæve, Man kan faktisk sige, at de gamle kongregationalistiske prædikener var forløbere for uafhængighedskrigen i 1776.
Statskirketilstanden i New England varede ikke længe; anglikanerne nede i Virginia og kongregationalisterne oppe i Massachusetts slog hinanden ud i den unge føderation, som måtte have plads for begge parter. Den amerikanske forfatning slog fast, at der ikke måtte kræves noget bestemt religiøst standpunkt ved besættelsen af noget embede eller nogen stilling, og at kongressen aldrig måtte indlade sig på kirkelig lovgivning eller hindre frit religiøst liv.
Også i Amerika viste kongregationalismen tidligt liberale tendenser, ikke blot i politisk henseende. Unitarismen, der nægter Kristi guddom, udgik fra den (i England udgik den fra presbyterianere),
I 1ste halvdel af 18de århundrede havde Amerikas kongregationalisme sin store teolog: Jonathan Edwards, hvis »Freedom of the Will« nævnes i samme åndedræt som Calvins »Institutio«. Han var ren calvinist i sin forkyndelse af Guds absolutte suverænitet: dog var han ikke nogen kold tænkemaskine, men tillige en mand af dybe følelser, en psykolog før psykologien.
Ligesom i England var missionsarbejde og uddannelse altid den amerikanske kongregationalismens vigtigste interesser, og også derovre er den ophav til megen fremragende og frisindet teologi. For negrene er den for teologisk. Som allerede nævnt står den prebyterianismen nærmest; hvis en kongregationalist flytter til en anden by, hvor han ikke finder sin »egen« kirke, vil han hurtigt føle sig hjemme i en presbyteriansk. Og omvendt.
Kongregationalismens enorme historiske betydning i Nordamerika gælder ikke blot den principielle adskillelse mellem stat og kirke, men også kirkebevidstheden. Når en amerikaner tænker på »kirken«, tænker han ikke på sin konfession eller sit kirkesamfund, men på sin egen lokale kirke. Han tænker på bygningen, og hvad der foregår i den og de mennesker, han kommer sammen med der. Hertil hører, hvad vi ville kalde »menighedslokalerne«, ofte(st) i bygningens underetage (basement) og livet der. En amerikansk menighed er en familie. Den er glad over at komme sammen og taknemmelig for familiesammenholdet. Dette er karakteristisk for enhver menighed i ethvert kirkesamfund i Nordamerika, og det går både historisk og principielt tilbage til kongregationalismen.
Af særdeles betydning har tillige været dens udprægede individualisme. Den er ikke blot individualistisk i sit syn på den enkelte menighed, men også på det enkelte menneske. Det svarer til Amerikas historie. Pilgrimsfaderen, pioneren, manden på »fronten« – som skubbes længere og længere mod vest, men først efter utalte mænds – og kvinders – personlige indsats nåede ud til Stillehavet -, måtte være individualister, og kongregationalismen lærte dem hvordan.
Dog, også i Amerika, føler man nu, at individualismens guldalder er ved at være forbi, opgaverne er for komplicerede for den enkelte. Symbol herpå er, at i de sidste 100 år har kongregationalisterne også i Amerika haft fælles konciler med få års mellemrum. I den økumensike bevægelse er vi taknemmelige for deres missionsiver og – erfaringer, deres dygtige teologi, deres frisind, deres poisitive forhold til det kulturelle liv.
Udløbere i Norden
Kongregationalismens bærende tanke: at den enkelte menighed »har det hele« og vel at mærke har det uden antydning af højkirkelighed, men netop som lokal menighed og i praksis, føles ikke fremmed i dansk kristendom. Mange grundtvigianere vil nikke bifaldende, men også mange, der ikke ville drømme om at kalde sig grundtvigianere. Der er en beslægtet menighedsbevidsthed mange steder i dansk folkekirkelighed, dog vel nok især i grundtvigske valg- og frimenigheder, der netop ynder at kalde sig »frie menigheder«. En klar forskel ligger i det sakramentale. Kongregationalismen holder både dåb og nadver, naturligvis, men både i teori og praksis er de langt mindre centrale end i grundtvigianisme. Hertil kommer det forskellige syn på Bibelen og trosbekendelsens indbyrdes forhold – og meget andet. Og historisk har grundtvigianismen ikke sin oprindelse i kongregationalismen.
Det samme gælder de såkaldte missionsforbund i de nordiske lande. Det svenske blev til i 1878 ved en udskillelse fra Den evangeliska Fosterlandsstiftelse, en pietistisk vækkelsesbevægelse, hvis kendteste navn er C. O. Rosenius (1816-68). Hans efterfølger som redaktør af bladet »Pietisten« blev P. P. Waldenström (1838-1917), som i prædikener og artikler gjorde sig til talsmand for en subjektiv forsoningslære: »Der tales ikke et eneste sted i skriften om, at det er Gud, som er forsonet ved Kristi død«. Dette var stik imod, hvad Rosenius havde prædiket, og det førte i 1878 til en udtrædelse af den ældre bevægelse: Svenska Missionsförbundet blev dannet. I begyndelsen var det en ganske løs sammenslutning af selvstændige kredse; de trådte ikke ud af statskirken, og lod deres børn døbe i den; men de holdt altergang for sig selv og kun for sande troende (så vidt muligt).
Men Waldenströms forsoningslære var, hvad man kunne kalde »liberal«, gjaldt dette ingenlunde hans teologi på andre områder; han var udpræget konservativ i sin bibelopfattelse og var blottet for videnskabelig forståelse. De menigheder, der sluttede sig til det svenske missionsforbund, gjorde sig fri af den professionelle teologi (Waldenström tog selv sin afsked som præst) og organiserede sig hver for sig efter forbillederne i Det ny Testamente. Waldenström var en meget betydelig prædikant, og som politiker arbejdede han for afholdssagen og andre moralske emner; han kæmpede altid for frihed i religiøse sager. Meget sprængstof i svensk kirkeliv går tilbage til denne magtfulde personlighed.
Det danske Missionsforbund har ikke haft tilnærmelsesvis så stor samfundsbetydning og har aldrig haft en så betydelig leder. Det har sin oprindelse i Indre Mission. Så vidt det kan skønnes, ønskede man ikke at bryde med denne kirkelige retning; bruddet skyldtes kulde og mistillid fra de gamle missionsfolks side. Missionsforbundet blev organiseret i 1888. Den svenskfødte I. Franson, der i Chicago havde haft forbindelse med den store vækkelsesprædikant Moody (som var metodist), havde del i en vækkelse her i landet, – mest dog på 2den hånd, da hans nærværelse var uønsket fra officiel side. Den betydeligste af de hjemlige prædikanter var J. Jensen-Maar (1856-1932), en fiskersøn fra Thyholm; mildt og myndigt søgte han at holde sammen på de nye menigheder, der blev offer for mange divergerende tendenser; i mange år redigerede han forbundets blad »Morgenstjernen«.
Atter og atter understreger Det danske Missionsforbund, at alle troende er eet i Kristus. Heri ligger to ting. Det stiller sig positivt over for evangelisk alliance og den økumeniske bevægelse, men negativt overfor folkekirke og statskirkesystem. Et citat: »Den menighed, som åbner sine porte for uomvendte mennesker, kan ikke være Guds menighed; men den som lukker til for nogen af dem, som Gud har antaget som sine børn, kan ej heller være Guds menighed«. Livet sættes principielt over læren.
Gudstjenesten består af lovsang, skriftlæsning, bøn (som er spontan i menigheden) og prædiken, men hver enkelt menighed bestemmer selv sin gudstjenestes form. I de senere år er det blevet sjældnere, at børnene døbes, – dette i modsætning til Waldenström, der tog skarpt afstand fra baptismen.
– Med den egentlige kongregationalisme deler disse nordiske bevægelser altså synet på den enkelte menigheds frihed og selvstændighed samt afvisningen af forbindelse mellem stat og kirke. Det er interessant, men ikke mærkeligt, at disse tanker er kommet frem i vore lande århundrede efter, at de blev virkeliggjort i den engelsktalende verden- Og som vi har set, går de skandinaviske bevægelser i åndelig henseende ingenlunde tilbage til de angelsaksiske. Missionsforbundenes baggrund er luthersk, og deri ligger forskelle i synet på frelsen og sakramenterne og meget andet – kongregationalismens baggrund er calvinsk. I vore dage søger man naturligt forbindelse og berigelse over grænserne, og Det danske Missionsforbund er optaget i en »føderation af frie evangeliske kirker«. Foruden de nordiske nævnes 10 andre lande, men ikke kongregationalismens fødeland England. Desuden er Det Danske Missionsforbund medlem af Det økumeniske Fællesråd i Danmark og af Evangelisk Alliance. Det tæller ca. 2000 medlemmer.
Jeg håber, at I fandt dagens indlæg interessant.
Inden De er færdig med at læse dette indlæg tillader jeg mig, at knytte en kommentar til det. Jeg blev – i forbindelse med et tidligere indlæg om et kirkesamfund – spurgt af en person på Facebook, hvorfor jeg skrev om nogle af disse kirkesamfund, der på nogle punkter ligger fjernt fra os. Er det ikke – lød spørgsmålet – at gå deres ærinde (underforstået missionere for deres måske ‘fejlagtige’ teologi)?
Svaret er simpelt: Nej. Det er ikke mission for andre kirkesamfund. Jeg ved, hvad jeg tror på og på hvilket grundlag jeg står. Men for at forstå sin vores egen kirketradition og -historie (hvad enten vi er evangelisk-lutherske, romersk-katolikker, ortodokse eller andet) og dermed vores teologi, må vi også prøve at forstå de andre kirkesamfund, da vi alle er forbundne.
Noget af det mest skadelige for enhver fornuftig samtale med – og om – andre kristne er at debattere uden at have gjort sig den ulejlighed at undersøge, hvad der er sandhed og hvad der er misforståelser – først når man ved det, kan man være egentlig uenig.
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Debat, Diverse, Gæsteindlæg, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Samfund, Serier, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar