Pinsebevægelsen

Herre, se vi venter alle! Vore hjerters sukke hør,
Lad os se, at du som fordum end et pinseunder gør!
Udgyd Ånden over hver en trøstig sjæl,
og lad vore hjerter altid i dit nådesværk få del.

Dette ofte sungne vers udtrykker det, der er særegent for Pinsebevægelsen: koncentration omkring Helligånden, åndsdåben og de åndelige nådegaver. Venten på Åndens åbenbaring og en ny pinsefest er også det, der kendetegner en gudstjeneste inden for pinsevækkelsen. Heraf har bevægelsen også fået sit navn. Den troende venter på at opleve Åndens kraft og glæde og forventer samtidig, at den ikke-troende gudstjenestedeltager bliver sig sine synder bevidst og begærer forbøn for sin frelse.

Til gudstjeneste i en pinsemenighed

Pinsevennerne henter forbilledet for deres måde at holde gudstjeneste på i Det nye Testamente. Paulus siger (1. Kor. 14,26): »Når I kommer sammen, så har enhver af jer en salme, eller en belæring, eller en åbenbaring, eller en tungetale, eller en udlægning; lad alt ske således, at det tjener til opbyggelse!« Under henvisning til dette og lignende skriftord har man inden for Pinsebevægelsen lagt stor vægt på tungetale og profetisk tale også ved de offentlige gudstjenester. I begyndelsen dominerede denne tendens til at lade nådegaverne komme til udtryk efter indskydelse af Ånden, og gudstjenesten fik derfor en spontan, ekstatisk karakter. Med tiden har pinsemødet fået fastere former.

Under en pinsegudstjeneste nu om dage forekommer der megen sang i form af solosang, korsang, strengemusik og fællessang. Tyngdepunktet udgøres af skriftlæsning og prædiken, som regel uden manuskript. Gudstjenesten afsluttes sædvanligvis med et »eftermøde«, hvor man beder sammen med mennesker, der søger frelse, åndsdåb eller helbredelse ved bøn. Selv om den oprindelige spontanitet med tiden er blevet noget afdæmpet, har en pinsegudstjeneste stadig plads til fælles bøn, hallelujaråb, tungetale og udlægning deraf.
Pinsemødet bliver derved livligt og afvekslende og dette er nok forklaringen på, at mange mennesker har følt sig draget af denne vækkelsesbevægelse. Ligheden mellem adskillige af dens melodier og den populære schlägers tonesprog har yderligere bidraget til, at moderne, ukirkelige mennesker har fundet vej til Pinsebevægelsen. Gennem frilufts- og teltmøder, kampagner af forskellig art og traktatuddeling søger man ganske bevidst kontakt med sådanne mennesker.

Rammen om denne gudstjenesteform er kirke- og mødesale, som Pinsebevægelsen i stort tal har opført, ikke mindst i Skandinavien. Den største er »Filadelfia« i Stockholm, opført i 1930 med 4000 siddepladser. Og den har tjent som forbillede for meget senere kirkebyggeri inden for Pinsebevægelsen. Den minder om en moderne biograf eller koncertsal. I stedet for scene har den en kæmpemæssig tribune i tre etager. På den nederste er den åben dåbsgrav indbygget. Den anvendes ved de i reglen offentlige dåbshandlinger. På den mellemste platform har prædikanterne og menighedens ledere deres plads under gudstjenesten. Fra den øverste giver talrige sangere og musikere deres livligt påskønnede bidrag til gudstjenesten. Herfra har den nu afdøde sanger Einar Ekberg i årtier sat sit præg på den skandinaviske pinsevækkelses folkeligt-naive musikkultur.

Udbredelse og historisk baggrund

Vi har hidtil mest omtalt den skandinaviske Pinsebevægelse. I Sverige, Norge og Finland – og i mindre grad i Danmark – har pinsevækkelsen fået en udbredelse, der kun tåler sammenligning med bevægelsens fremgang i Sydamerika. I Sverige tæller pinsemenighederne i alt 91.000 medlemmer. I Norge og Finland er der i hvert land ca. 30.000 medlemmer. I Danmark er pinsevækkelsen delt i to hovedsageligt to grupper, Den apostolske Kirke, der fremtræder som et fast organiseret kirkesamfund, og de øvrige pinsemenigheder, der er indbyrdes uafhængige, men opretholder et løst samarbejde om visse praktiske opgaver. Der er ca. 6-7.000 pinsevenner i Danmark. I øvrigt er bevægelsen repræsenteret i de fleste europæiske lande. I Italien er således landets største ikke-katolske kirke et pinsesamfund med 45.000 medlemmer. I USA, hvor bevægelsen opstod i 1906, tæller den i en række indbyrdes uafhængige samfund omkring en million tilhængere. Ydre mission har fra begyndelsen været et hovedanliggende for pinsevennerne, og herigennem har pinsevækkelsen fundet vej til alle verdensdele.

Pinsevækkelsens frembrud i begyndelsen af vort århundrede fandt sted i en religiøs nedgangstid, præget af rationalisme, bibelkritik og liberalteologi. Som en tværkirkelig vækkelse i forskellige kirkesamfund har pinsevækkelsen med sin understregning af nådegaverne, sin tro på undere og sin håndfaste biblicisme nok udfyldt et tomrum i kirkernes liv. Imod denne formodning taler dog, at den fik så stærk udbredelse i Skandinavien, mens den aldrig slog igennem i den liberale teologis hjemland, Tyskland. På sikrere grund er man derfor nok, om man søger bevægelsens forudsætninger i den konkrete kirkehistoriske situation og milieu, hvor den er vokset frem.

I Slutningen af 1800-tallet vandt anglo-amerikansk vækkelsesreligiøsitet stærkt gehør, også i de skandinaviske lande. Dens kendteste repræsentant var amerikaneren Dwight L. Moody (1837-1899). Fra England kom samtidig Keswick-bevægelsen med sin understregning af helliggørelse og lægmandsvidnesbyrd. Bag disse bevægelser lå metodismens lære om fuldkommen helliggørelse som en særlig erfaring for troen. Denne lære går i ændret form igen i Pinsebevægelsens forkyndelse af åndsdåben som en konkret trosoplevelse, forskellig fra genfødelse og dåb med vand. Mirakeltro, helbredelsesundere og venten på Kristi genkomst udgør andre elementer i den folkelige religiøsitet i slutningen af forrige århundrede.

Vi har altså her en væsentlig forudsætning for Pinsebevægelsens opkomst. Det er ikke tilfældigt, at den skandinaviske pinsevækkelses første pioner, den engelskfødte Thomas Ball Barratt (1862-1940), der virkede i Norge, var metodistpræst.

Baptismen er en anden af den skandinaviske Pinsebevægelses vigtigste historiske forudsætninger. I Sverige vandt således pinsevækkelsen først indpas i Det svenske Baptistsamfund, der er landets ældste frikirkesamfund. Af særlig betydning blev det, at den unge baptistpræst Lewi Pethrus (f. 1884) i 1907 deltog Barratts møder og kort efter modtog åndsdåben og tungetalens gave. I endnu en årrække forblev han i baptistsamfundet, men siden 1913 har han været den selvskrevne leder af den svenske pinsevækkelse, hvis største menighed, Filadelfia i Stockholm havde 6.500 medlemmer, da Lewi Pethrus i 1958 trak sig tilbage fra stillingen som dens forstander. Både i og uden for Skandinavien har Lewi Pethrus øvet stor indflydelse i Pinsebevægelsen og har bidraget til dens baptistiske præg. Ved siden af Petrhus har forfatteren Sven Lidman (1882-1960) i en lang årrække været Pinsebevægelsens talsmand i Sveriges dannede kredse. Hans navn har tilført bevægelsen betydelig social prestige.

Den person, som i Danmark gjorde Pinsebevægelsen kendt og omtalt, var skuespillerinden Anna Larssen Bjørner (1875-1955). Hun blev åndsdøbt i 1908 under et møde, som Barratt holdt i Danmark. Hun forlod scenen, hvis største kvindelige navn hun på det tidspunkt var, og var i årtier derefter Pinsebevægelsens ledende talsmand. I 1923 tilsluttede hun og hendes man, Sigurd Bjørner, sig den apostolske kirke i Wales, hvilket gave anledning til en af mange splittelser blandt de danske pinsevenner. Når pinsevækkelsen i Danmark splittedes og derfor ikke blev så slagkraftig som i det øvrige Skandinavien er grunden nok, at den ikke havde en så fremtrædende leder som Barratt i Norge og Pethrus i Sverige.

Trosliv og forkyndelse

Inden for pinsebevægelsen er man mere indstillet på troslivets praktiske og erfaringsmæssige side en på dogmatik og troslære i en teoretisk forstand. Forkyndelse af åndsdåben med tungetalen som tegn på, at den har fundet sted er det typiske og særegne for pinsebevægelsen. Med en så stærk betoning af det åndelige og med vægtlæggen på de her nævnte træk ligger risikoen for sværmeri og religiøs subjektivisme nær. De afsporinger og splittelser, der har forekommet og jævnligt forekommer inden for pinsebevægelsen, viser, at man ikke sjældent er blevet offer for denne risiko.

Den centrale betydning, som Bibelen tillægges inden for bevægelsen, har til gengæld givet den en modvægt i objektiv, biblicistisk retning. Ved siden af den hellige skrift anerkender man inden for troslivet normgivende bekendelsesskrifter.

Lydighed over for bibelordet har karakter af respekt for dens bogstav i stort og småt, når det gælder bibelske forestillinger og forskrifter. Dette bibelsyn danner baggrund for den tilbøjelighed til strenghed i det etiske, som, ved siden af vægtlæggen på de særlige nådegaver, der er omtalt ovenfor, er det typiske for pinsebevægelsen. Samtidig er pinsevennernes bibeltroskab et udtryk for, at de bygger deres anskuelser på fælles evangelisk og kristen grund. I overensstemmelse hermed bekender man sig til den treenige Gud og til retfærdiggørelse ved tro og man praktiserer både dåb og nadver. Mår man over tribunen i en pinsemenigheds mødesal læser det ene ord: »Jesus« er det et udtryk for den enkle kristocentriske tro og prædiken, der lever i pinsebevægelsen. Bønnerne rettes mest til Jesus, ikke til Gud Fader, men dette udelukker ikke, at alt er rettet mod Ånden, og dens værk. Forbindelsesleddet mellem 2. og 3. trosartikel finder pinsevennerne i Jesu ord om Helligånden: »Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det« (Johs. Ev. Kap. 16, v. 14).

Ekstase med tungetale forekommer sporadisk i hele den kristne kirkes historie og i øvrigt også i ikke-kristne religioner. I Apostlenes Gerninger skildres en række tilfælde af åndsudgydelse med påfølgende tungetale og Paulus har karakteriseret tungetalen som en af Helligåndens haver og givet forholdsregler for dens rette brug (1. Kor., kap. 12, v. 10 og kap. 14, v. 1-28). I tilknytning til Det nye Testamente taler man inden for pinsebevægelsen om to slags tungetale. Dels om virkelige, begribelige sprog, som den tungetalende blot ikke normalt behersker, og her henvises først og fremmest til begivenhederne på den første pinsedag (Apostlenes Gerninger, kap. 2). Dels om et uforståeligt sprog, på hvilket den tungtalende »beder med ånden« uden indkobling af forstanden (1. Kor. Kap. 14, v. 15). Begge former for tungetale praktiseres inden for pinsebevægelsen.

OM tungetale i vore dage er et guddommeligt fænomen med bibelsk legitimation eller et psykisk fænomen, udsprunget af overspændt religiøsitet, er i væsentlig grad et spørgsmål om tro og kan derfor ikke besvares generelt. Men selv om man betragter tungetale som en værdifuld side af den kristne kirkes liv, må man desuden også kunne »bedømme ånder« og »udlægge tungetale« (1. Kor. Kap. 12, v. 10). I hvert enkelt tilfælde må altså åndsdåben og de dermed forbundne åndelige gaver prøves. – Dette gælder i øvrigt også de »nådegaver til at helbrede«, der omtales i 1. Kor. Kap. 12, v. 9. Efter pinsevennernes egen overbevisning er utallige mennesker blevet helbredt umiddelbart gennem bøn, undertiden under opsigtsvækkende former.

Ved siden af åndsdåben indtager to andre lærepunkter en central stilling i pinsevækkelsens forkyndelse: omvendelsen og læren om de sidste ting. Men på dette punkt er pinsevækkelsen kun udtryk for almindelig kendt anglo-amerikansk vækkelsesreligiøsitet.

Menighedssyn og organisation

Det er allerede nævnt, at pinsebevægelsen historisk set har sine rødder i baptismen. Som regel har den derfor overtaget den baptistiske menighedsopbygning. Det betyder at medlemskab i den lokale pinsemenighed opnås gennem dåb efter forudgående omvendelse og bekendelse af personlig tro på Kristus. Dåben foregår ved hele legemets neddykkelse i vand. I almindelighed tolkes den symbolsk som en lydigheds- og bekendelseshandling, men tilløb til en mere sakramental opfattelse findes dvs. at man også kan betragte dåben som en måde, hvorpå Gud virker med det troende menneske. Det baptistiske træk i pinsebevægelsen afsløres også i menighedsstrukturen. Menighedsforstanderen har ved sin side ældste og diakoner som enighedens ledere og tillidsmænd. Det besluttende organ er menighedsmødet.

Prædikanterne i pinsebevægelsen udgør en lidet ensartet gruppe mennesker. Man har i almindelighed frakendt den teoretiske præsteuddannelse enhver værdi. Man har nøjedes med den uddannelse, prædikanterne kunne erhverve sig på kortvarige bibelkursus og gennem praktisk menighedsarbejde. På dette område kommer det antiintellektualistiske træk til udtryk, der hidtil har været typisk for pinsebevægelsen. Det har givet sig udslag i skræk for teologisk uddannelse, ja, næsten for verdslige kundskaber i almindelighed. Et nyt og mere positivt syn på dette felt er dog på vej i den skandinaviske og amerikanske pinsebevægelse.

Et andet særligt træk ved pinsebevægelsen er dens yderliggående kongregationalisme. Hver menighed betragtes som et uafhængigt trossamfund uden nogen organisatorisk forbindelse med andre menigheder. Prædikantmøder, tidsskrifter og andre forbindelsesled findes dog. I almindelighed ønsker pinsemenighederne ikke at slutte sig sammen i større kirkesamfund. Der findes dog flere og flere undtagelser, f.eks. Den apostolske Kirke i Danmark og Assemblies of God i USA.

Pinsevækkelsen er en typisk frikirke-bevægelse. Den bygger på frivillighedsprincippet uden uafhængighed af staten og med egen sakramentforvaltning. En slående illustration på den udvikling henimod organiserede kirkesamfund, som pinsebevægelsen gennemgår i en række lande, er den kendsgerning, at to kirkesamfund i Chile nu tilhører Kirkernes Verdensråd. Som regel står pinsevennerne afvisende for den form for fælleskirkeligt samarbejde, som den økumeniske bevægelse repræsenterer. Den apostolske Kirke i Danmark er dog medlem af Det økumeniske Fællesråd i Danmark. – Derimod viser man sympati over for alliancer på vækkelsens og biblicismens grund. Hovedtendensen inden for pinsevækkelsen er dog, at man er tilbageholdende over for fælleskristeligt samarbejde.

Den kristne og verden

Da Anna Larsen Bjørner indtrådte i pinsebevægelsen, forlod hun scenen. Af samme grund ophørte Sven Lidman at skrive skønlitteratur og begge blev i stedet lægprædikanter af usædvanligt format. Disse to livsskæbner er typiske for pinsevækkelsens negative indstilling til adskillige sider af kulturlivet. Især bekæmper man fortsat teater og film som noget, den kristne bør holde sig bort fra. Den kristne skal »bevare sig selv uplettet af verden« (Jakobs Brev kap. 1, v. 27).
Det er dog med tiden kun tale om en delvis kulturfjendtlighed Efter at pinsevækkelsen har overvundet sine begynderårs mere sværmeriske venden-verden-ryggen har den lagt en betydelig kulturskabende kraft for dagen. I Sverige har den skabt dagblad, radiosender, folkehøjskole, bogforlag og lign. I Danmark har pinsevækkelsen to højskoler, der også uddanner prædikanter. I pinsevækkelsens barndom advarede man kristne imod at tage del i politik, som var en side af denne verdens væsen, men også her er en nyorientering på vej. I hvert fald viser den svenske pinsebevægelse en iøjnefaldende iver efter at gøre sig gældende i kommunal- og landspolitik.
Synet på den enkelte kristne livsførelse er stadig ret strengt, f.eks. når det gælder kosmetik, tobak, alkohol etc. På dette punkt fører pinsebevægelsen en pietistisk-puritansk arv videre og trods lovtrældom og moralisme har denne arv på forskellig måde været et positivt indslag i et kulturliv, der i sig rummer tendensen til moralsk opløsning. Der findes jo faktisk et bibelsk skel mellemkirken og verden, som pinsebevægelsen, når den er bedst, er med til at stå vagt om.

I takt med, at pinsebevægelsen har udviklet sig til større modenhed i synet på den kristnes og menighedens liv og opgave i verden, har man inden for andre kirkesamfund og fromhedstraditioner lært at sætte pris på denne bevægelses egenart og indsats Den sydindiske biskop Lesslie Newbiggin, der er vicegeneralsekretær i Kirkernes Verdensråd, har i sin bog »The Household of God«  talt om en tredje »pinsebetonet« strømning inden for kristenheden side om side med katolicismen og den ortodokse protestantisme. Han mener, at denne strømning har et vigtigt bidrag at give til nutidens kristenhed. I det livsduelige og ægte kristelige i pinsebevægelsen har kirkernes fællesskab noget at hente og selv får pinsebevægelsen gennem dette fællesskab mulighed for fortsat modning og indre vækst.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Den romersk-katolske Kirke

Metodistkirken

Frelsens Hær

Kvækerne

Den anglikanske Kirke

Den reformerte Kirke

Syvende dags Adventisterne

Den ortodokse Kirke

Kongregationalisme

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Debat, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Serier

Tags: Apostolske Kirke, Baptistiske kirkesamfund, Kirkesamfund, Kristenhedens Kirkesamfund, Pinsebevægelsen