Hvem og hvad er Frelsens Hær?

I dag bringer vi endnu et uddrag af bogen ‘Kristenhedens Kirkesamfund’ – denne gang om Frelsens Hær. Bogen der udkom i 1964 i serien Danmarks Radios Grundbøger gennemgår de forskellige kirkesamfund i Danmark.

Uddraget om Frelsens Hær er skrevet af Ketty I. Røper, der var major i Frelsens Hær.

Frelsens Hær
Ketty I Røper

Det er måske netop ikke stedets værdighed, der slår en, når man som fremmed træder over tærsklen til Frelsens Hærs største helligdom i Danmark, Templet i København. Man kan nemlig både komme ud for, at der rasles med tamburin, truttes i horn og klappes i hænder, hvilket mange vil finde helt uforeneligt med forestillingen om et Guds hus.
                      Og hæderspladsen i en niche oppe under det høje tag har man viet en mand med ørnenæse og bølgende skæg, der – om end kun buste – lader ane førerskikkelsen.
                      Men kristne mennesker i almindelighed vil sikkert være forment forudsætning for at forstå, at man har sat et menneske på den plads, som ene synes at tilkomme Kristus, og kan derfor let drage den lige så forhastede som forkerte slutning, at disse mange og forskellige mennesker, som her er smeltet sammen i en egen støjende glæde, umuligt kan dyrke de kristnes Gud. Og den uindviede, der måske føler sig lige så tiltrukket som frastødt – thi hvad rummet mangler i anstand, har det i atmosfære – må nænsomt have det hele forklaret.
                      William Booth (f. 1829) dyrkes hverken som Gud eller helgen, selvom bustens placering kunne tyde derpå. Men han indviede i 1897 Templet med følgende utvetydige proklamation:
                      »Hvis kærligheden til samfundets allerulykkeligste nogen sinde skulle svigte og dørene til dette hus lukkes for syndere og fattigfolk, ser jeg hellere huset nedbrænde til grunden.«
                      Fra sit høje stade minder han nu bare sine soldater om, at han ikke har skiftet sind.
                      Frelsens Hær skabtes ikke af en flok målbevidste religiøse humorister, der bestemte sig til at chokere datidens konventionelle kirkefolk. Nej, den pressedes frem af tidens tryk og trang. Hærens første kirke havde himlen som tag, mens Londons slum leverede vægge. Prædikestolen var en omvendt sæbekasse, og manden, der stod på den, anede intet om, at han var begyndelsen til en armé, der endnu kun var en tanke i Guds hjerte. Men op ad den nøgne stenbro og skidne rendesten myldrede den hær, hvormed han skulle erobre verden. At alt dette kom til at præge bevægelsen, også da den flyttede indendørs, er selvsagt.
                      For William Booth – thi han var manden – troede som de gamle romere på »panem et circenses« – brød og skuespil – og vidste, at en mand ikke bliver ren, fordi man vasker hans skjorte, ligesom det ikke nytter at prædike for mennesker med kolde fødder og tomme maver. Derfor blev indgangen til hans kirke ikke et våbenhus, men en blanding af et vaskeri, en varmestue og et suppekøkken, mens selve kirken mere mindede om en cirkus end et gudshus. Han gjorde tiggere til mennesker og strøg – humorist, som han var – tristheden af deres ansigter ved at give dem noget at le ad.

Tempel uden traditioner

Hærens lokaler er naturligvis ikke mere primitive som i de første dage, hvor de ofte indrettedes i vognporte og stalde. Men selv nu er der hverken alter eller altertavle. Intet orgel og ingen levende lys – slet intet af den ydre festivitas, der straks stemmer søgende sjæle til højtid. Og dog -!
                      Der er alligevel et alter – en hvidmalet bodsbænk, hvor mennesker søger og finder Gud i bøn. Den må dog ikke betragtes som en del af Frelsens Hærs kultus; thi en ægte salvationist finder en bodsbænk overalt: på gaden, på værtshuset og i hjemmene. Ethvert sted, hvor mennesker gør bod og frembærer sig selv som et levende offer til Gud, er en bodsbænk, et alter.
                      Der er også en levende altertavle: platformen med de mange uniformerede musikanter og sangere. Og et vældigt »orgel« af horn- og strengeinstrumenter. Thi sangen og musikken er en vigtig del af Hærens ritual, der med sine iørefaldende klange har banet vej for evangeliet hos mange af dem, der var fremmede og fjendtlige over for både Gud og gejstlighed. Og vidnesbyrdet – ofte fremført i et ubehjælpsomt sprog, men gennemglødet af oplevelsens varme, sorg over egen utilstrækkelighed, parret med taknemmelighed over Guds grænseløse kærlighed – er lys i ensomme, fristede og fortvivlede tilhørers mørke…
                      Hærens gudstjeneste er lige så enkel som dens dogmatik. »Vort system hviler på samarbejde. Hovedtanken er at få mest ud af den enkelte. Folk har hundrede gange mere interesse af et møde, hvori de selv tager aktivt del … Hemmeligheden til fremgang er levende møder.«
                      Med disse ord indførte Booth det almene præstedømme, suppleret af sin begavede hustru, Catherine (f. 1829), der tidlig og silde i skrift og tale hævdede kvindens ret til at prædike evangeliet, hvorved skabtes en helt ny kvindetype i det victorianske mandssamfund. Og Booth fandt efter eget udsagn aldrig grund til at fortryde, at han gav kvinden i sin hær ligestilling med manden.

Klar kristendom

For Booth var kristendommen den store drivkraft i hans iver for at frelse verden. Kristi evangelium var hans værktøj. Selv blev han omvendt uden nogen form for teologiske spekulationer, og derfor spildte han heller ikke siden tiden med den slags spidsfindigheder.
                      »Vi har hverken brug for eller lyst til at bekymre os selv eller besvære vore forsaminger med tvivl og kritik« sagde han. »Vi siger til alle slags mennesker under alle forhold: ´Her er et lægemiddel mod det ondes magt i jeres natur, i jeres liv. Gennem tro på Gud og hans søn Jesus Kristus kan I finde hjælp mod synden og kraft til at leve et uselvisk liv. Prøv det!«
                      Og de prøvede. Og resultatet var uimodsigeligt.
                      »Det har aldrig været min hensigt at danne en ny sekt. Intet var mig fjernere end at ville øge meningsforskellene mellem Kristi bekendere. Af den grund har vi også opgivet forvaltningen af sakramenterne. Vi er ingen kirke. Vi er hær – en frelsens hær,« erklærede han åbent.
                      Vi kan derfor med kvækerne sige: »Vi benytter os ikke af dåb og nadver, men vi tror på, hvad de symboliserer.«

Med tiden blev Booth dog tvunget til at udforme en teologi, der efter Hærens grundlov af 1878 bygger på følgende elleve læresætninger:

1. Vi tror, at Det gamle og Det nye Testamentes skrifter er inspirerede af Gud, og at de alene udgør den guddommelige rettesnor for kristelig tro og kristeligt liv.
2. Vi tror, at der kun er én Gud, som er fuldkommen, at han er alle tings skaber, opholder og styrer og den eneste, der er tilbedelse værd.
3. Vi tror, at der i guddommen er tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden, uadskillelige i væsen, ligestillede i magt og herlighed.
4. Vi tror, at i Jesu Kristi person er den guddommelige og menneskelige natur forenet, så at han er virkelig og sand Gud såvel som virkeligt og sandt menneske.
5. Vi tror, at vore første forældre skabtes i uskyld, men at de ved ulydighed mistede deres renhed og lykke, og at alle mennesker som følge af deres fald er blevet syndere og som sådanne med rette hjemfaldne til Guds vrede.
6. Vi tror, at vor Herre Jesus Kristus ved sin lidelse og død er blevet en forsoning for den ganske verden, så at enhver, som vil, kan blive frelst.
7. Vi tror, at anger over for Gud, tro på vor Herre Jesus Kristus og en ny fødsel ved Helligånden er nødvendig til frelse.
8. Vi tror, at vi retfærdiggøres uforskyldt af nåde ved troen på vor Herre Jesus Kristus, og at den, som tror, har vidnesbyrd herom i sig selv.
9. Vi tror, at det at forblive i nåden hos Gud afhænger af fortsat tro på og lydighed mod Kristus.
10. Vi tror, at det er alle troendes forret at blive fuldkommen helliget, for at deres »ånd og sjæl og legeme må bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herre Jesu Kristi komme«.
11. Vi tror på sjælens udødelighed, legemets opstandelse og den almindelige dom ved verdens ende.

Suppe, sæbe og sjælesorg

Fænomenet William Booth og hans Salvation Army må ses på baggrund af det socialistiske uvejr, der visse steder hånd i hånd med folkevækkelser drog hen over hele Europa og kaldte ad »proletarer i alle lande«. Det var i midten af det forrige århundrede på en tid, hvor det engelske aristokrati væltede sig i luksus, mens landevejene og Londons gader vrimlede med lazaroner, der hverken havde føde eller tag over hovedet.
                      Da Booth på grund af uoverensstemmelser med Metodistkirken, af hvilken både han og hans hustru var runden, som 36-årig eksistensløs præst fik fast grund under fødder i Østlondon (1865), formede han hurtigt sit program i slagorden »the cabhorse-standard«, dvs., at ingen mennesker skulle have det ringere end en droskehest.
                      Ud af dette ønske groede som en del af gudstjenesten det sociale arbejde, der manifesterede  sig i herberger og alle slags institutioner for mænd, kvinder og børn. Ja, man kan vel sige, at ånden og hånden her indgik en lykkelig forening efter William Booths recept: soup, soup and salvation og fulgte hans marchordre:»Gå efter syndere og gå efter de værste!« Ved at gribe ind på snart alle områder, hvor der var nød at afhjælpe, blev det i mange tilfælde samfundets dårlige samvittighed.
                      Frelsens Hærs sociale arbejde er kendt af alle. Mange ikke alene respekterer, men overvurderer det, mens dog langt de fleste udtrykker deres mening i ord, der er blevet et helt mundheld: »Frelsens Hær gør meget godt!«

Alsidig armé

Men Frelsens Hær i Danmark er jo kun en lille deling af en stor international hær, der eksempelvis tæller spedalskhedskolonier i Indonesien, et øjenhospital på Java, grundlagt af en dansk salvationist, dr. Vilhelm Wille (f. 1862), som opgav sit gode velrenommerede praksis herhjemme for at rejse ud som missionær; tuberkulosehospitaler og -sanatorier i Japan, tigger- og forbryderkolonier i Pakistan, hospitaler, apoteker og skoler i Afrika, alkoholistanstalter i Sverige, USA og New Zealand, rigsungdomsgård og folkehøjskole i Sverige.
                      Frelsens Hær var også først på barrikaderne, når det gjaldt kampen mod den hvide slavehandel, og har, hvor den rykkede frem, ikke skyet noget middel for at sætte kvinder, der selv ville det, i frihed.
                      Befrielsen i 1946 af Djævleøen, Frankrigs ilde anskrevne straffekoloni gennem mange år, viser Hærens berettigelse selv i vor velfærdstid.
                      Og hermed er kun en brøkdel nævnt om Hærens sociale og evangeliske arbejde blandt alle racer og folkeslag i alle verdensdele.

Spurv i tranedans

Men Frelsens Hær er ikke, hvad den har været. Den er i dag ikke nær så anmassende, foruroligende og – morsom, som da den for eksempel via Sverige gjorde landgang i Danmark for godt 75 år siden (1887), hvor den ikke kunne andet end virke som en snurrig spurv i den øvrige kristelige tranedans. Det er ikke at undres over, at Hæren med sine udanske metoder måtte kæmpe ligeligt med skepticismen, forargelsen og det noksom berygtede danske grin. For der var i sandhed nok at grine ad.
                      Men spot er forlængst forvandlet til sympati. Dertil har personligheder som Agnes (f. 1871) og Jens A. H. Povlsen (f. 1868) med flere fra de første dage bidraget både ved deres helhjertethed, originalitet og begavelse. I dag synes Frelsens Hær ingen fjender at have – hvilket i høj grad bør give stof til eftertanke! Spurven træder nu uden at vække mindste opsigt i den kristelige tranedans og er medlem af det økumeniske Fællesråd i Danmark, Evangelisk Alliance og Evangelisk Frikirkeråd.

Fællesskab og farveglæde

For at blive soldat i Frelsens Hær må man underskrive krigsartiklerne, hvor man blandt andet erklærer at være »frelst fra syndens skyld og magt ved sand anger og tro på Kristi blod«, »opildnet for andres frelse ved Helligånden« og »fuldstændig afholdende fra berusende drikke samt alle skadelige vaner«.
                      Hærens medlemmer kaldes med en fællesbetegnelse salvationister, afledet af det engelske salvation (frelse), og bindes sammen kloden over af usynlige og synlige kendetegn, blandt hvilke naturligvis uniformen, der som tjenestens symbol fortæller, at bæreren er »frelst for at frelse«, våbenmærket samt »blod og ild« – fanen, der i én sum sammenfatter hele Hærens lære: den mørkerøde bund symboliserer Jesu, Guds Søns blod, der renser fra al synd, mens den gule stjerne taler om Helligåndens ild og den blå bræmme om hjertets renhed.
                      Denne fane følger salvationisten fra vugge til grav. Den vajer over barnet, der overgives i Guds varetægt, opildner ham til strid livet igennem og svøber sig til sidst om krigerens kiste, når han efter Hærens terminologi er »forfremmet til herligheden«…
                      Salvationisternes politik er internationalisme. »Ethvert land er mit fædreland; thi alle lande tilhører min fader,« erklærede Bramwell Booth, grundlæggerens ældste søn og arvtager (f.1856). Hærens internationale hovedkvarter ligger i London.
                      Frelsens Hærs farver er som nævnt rødt, gult og blåt. Men de er flere. De er også brunt, sort og hvidt – og alle de andre nuancer i den menneskelige races farvespekter. For her er »ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er de én i Kristus Jesus«.
                      Gud har endnu en gang gjort et mirakel. Af det, som intet var uden menneskevrag og pjalter, oprejste og udrustede han en hær, der nu med flyvende faner marcherer mod sit 100-års jubilæum (1965). Der er stadig i verden en mangfoldighed af opgaver, der kalder på dens mod og handlekraft. Og det er ikke blot Krigsråbet, der som dens officielle organ lyder af kampbulder. Hæren selv er kampberedt. Dens motto uforandret: Verden for Kristus.

Jeg håber, at du har fundet indlægget spændende. Husk at hold øje med bloggen for endnu et indlæg om Kristenhedens Kirkesamfund.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Debat, Gæsteindlæg, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Mission, Samfund, Serier, Teologi

Tags: Frelsens Hær, Ketty I Røper, Kirke, Kirkesamfund, Kristenhedens Kirkesamfund, William Booth