Prædiken holdt i Ledøje Kirke 14. maj 2023

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«

Johannesevangeliet 16,23b-28

Prædiken 5. s. e. Påske

Evangeliet vi netop har hørt, er et uddrag af Jesu afskedstale i Johannesevangeliet. Her taler Han til disciplene om tiden, der skal komme og forsøger at forberede dem på påskeugens begivenheder; Hans lidelse og død, opstandelsen og sidenhen Himmelfarten, hvor Han vender tilbage tilGud Fader. Men det er også et nyt bud til disciplene; at de skal bede til Gud Fader i Hans navn – i Jesu navn -, og det er en understregning af Hans del i treenigheden.

Det første mange hæfter sig ved, når de hører teksten, er ordene »Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.« For det lyder jo fantastisk; beder vi om noget i Jesu navn, giver Han os det. Det er nærmest som det at bede, er det samme som at smide en 50-øre i en ønskebrønd. Men det er selvfølgelig ikke det, Jesus siger. For meningen med bøn Det er ikke det som bønnen skal bevirke, men derimod som Jesus siger; så jeres glæde kan blive fuldkommen.

Men hvad vil det sige, at vores glæde skal blive fuldkommen? Ville vi ikke blive fuldkommen glade, hvis alle vore bønner blev positivt besvaret? Er det ikke det, der er meningen med bøn?

Jo, vi beder fordi vi ønsker Guds indgriben eller trøst. Men forventer vi, at Gud skal give os alt, vi beder om, så tager vi fejl af bønnens væsen. Så opfatter vi bøn som en ønskebrønd.

Meningen med vores bønner til Gud er ikke, at vi skal have opfyldt alle vore egne behov og ønsker.

Tænk på Fadervor-bønnen, som vi beder ved hver gudstjeneste i Kirken. Her siger vi »Ske din vilje, som i Himlen således også på jorden.«

Vi beder altså ikke om, at vores vilje sker, men Guds vilje. Vi beder om, at det er de planer Gud har lagt for os, der sker.
Og det er ikke alt vi beder om, der er en del af Guds plan. Det er ikke alt, vi ønsker os, der er gavnligt for os.

Når et barn for eksempel spørger sin mor om de må få chokolade til morgenmad, chips til frokost og is til aftensmad, så vil hun sige nej. Ikke fordi hun ikke elsker sit barn, men netop fordi hun elsker det. Fordi hun ved, at det ikke er godt for barnet. I stedet vil hun give det nærende kost, så barnet kan vokse sig stort og stærkt. I situationen vil barnet blive sur eller irriteret, men når det vokser til, vil det kunne se meningen med det. På samme måde med er det med vores bønner. Det er ikke alt, der er godt for os og det er ikke alt vi ønsker os, der er gavnligt.

De fleste af vore bønner tager udgangspunkt i det nære for os, hvilket jo er naturligt nok. Vi beder for ting, der har indflydelse på vores dagligdag. Det kan være en bøn for familiemedlemmer, det kan være bønner i vanskelige tider – ja, måske at vi får lønforhøjelsen, der vil kunne gøre vores dagligdag lidt nemmere. Men netop fordi vores bønner er centreret omkring vores egne ønsker og vores egne behov – kan vi ikke altid forstå, hvorfor det ikke opfyldes. Hvorfor det vi beder om, ikke sker. Og måske bliver vi, ligesom barnet, sure eller fornærmede, fordi vi føler vi ikke bliver hørt.
Man kan også tilhører den anden side, hvor man synes, at ens bønner ikke er vigtige nok for Gud at lytte til; og fremfor at blive skuffet over der ikke sker det, man ønsker, så afholder man sig helt fra at bede.

Men der er ingen bønner, der er for små til, at Gud vil lytte. Gud lytter. Og Han lytter til os, også selv når vi oplever, at vores bøn ikke udvirker det, som vi ønsker.

Det er klart, at vi kan føle, at vi ikke høres, når vores bønner – i mangel af et bedre ord – bliver opfyldt. Men måske skyldes det, at det ikke er det rigtige tidspunkt, måske vil det vi beder om være skadeligt, måske er det noget endnu bedre i vente. Det er kun Gud, der kender grunden. Og det er det vi skal huske, når vi beder; at det er Hans vilje der skal ske – ikke vores. Ved bønnen opgiver vi vores selviskhed, men lægger derimod vores liv i Guds hænder – i tillid til Hans kærlighed til os.

Da Jesus sad i Getsemane Have natten til Langfredag, bad Han. Han bad til sin Far om at undgå den smerte og død, som Han vidste ventede forude. Han bad om at blive fri for det, der skulle ske. Men Han underkastede sig Guds vilje: »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.« (Matt 26,42)

Derfor siger Jesus: »Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.«

Den fuldkomne glæde er nemlig ikke at få opfyldt det ene ønske eller det andet; at få vores egne behov dækket. Den fuldkomne glæde rækker videre ud over os selv. Den fuldkomne glæde har Guds Rige som endemålet. Den fuldkomne glæde er foreningen med Gud.

Det er den fuldkomne glæde, som Jesus med sin død og opstandelse, tilbyder os. Han har ændret vores forhold til Gud. Gennem Ham kender vi nu Gud.

Han er, som Han siger, udgået fra Faderen og går tilbage til Faderen. Han er ét med Faderen og går i forbøn for os. Ved at bede i Jesu navn, bekender vi Ham som Herre og Frelser, og underkaster os dermed Hans vilje. Og fordi vi er iklædt Hans Søns retfærdighed, vil Gud Fader lytte til os. Fordi vi er iklædt Kristus, er vi Hans børn.

»Det er denne frimodighed« som Johannes skriver i sit første brev: » vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os.  Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.« (1 Joh 5,14-15)

Og for den fuldkomne glæde siger vi:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.

Amen!

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bøn, Bibel-Johannesevangeliet, Jesus Kristus, Prædikener

Tags: 5. søndag efter påske, Bøn, Bønsliv, Jesus, Jesus Kristus, Johannesevangeliet, Påske, Prædiken