I dag bringer vi endnu et uddrag af bogen ‘Kristenhedens Kirkesamfund’ – denne gang om Den reformerte Kirke. Bogen der udkom i 1964 i serien Danmarks Radios Grundbøger gennemgår de forskellige kirkesamfund i Danmark.
Uddraget om Den reformerte Kirke er skrevet af J. C. Cartal.
De kirker, som i det 16. århundrede udgik fra reformationen, er for så vidt alle »reformerede« kirker, men en af dem fik i historien navnet den »reformerte kirke«.
Det var den kirke, der udgik fra Johannes Calvin (1509-1564), hvis reformatoriske virke faldt i Strasbourg og – navnlig – i Genève. Man kan tale om »calvinismen«, det vil sige de kirker, der i deres lære, gudstjenesteform og hele åndelige grundpræg blev præget af Calvins reformation. I den angelsaksiske verden hedder den kirke den presbyterianske kirke, et navn, der viser hen til den kirkeforfatning, hvis grundlag er forsamlingen af »ældste« (presbyter = ældste), hvad enten denne er præst i egentlig forstand eller en lægmand, der har del i kirkens ledelse.
Ordet »Reformert kirke« er en forkortelse for »den kirke, der er reformerte (genformet) ved Guds ord.«
Det er netop på disse sidste ord, at Calvin og hans medarbejdere lagde eftertrykket. Den reformerte Kirke er først og fremfor alt Ordets Kirke, det vil konkret sige Bibelens og prædikenens Kirke. For at blive klar over dette, er det tilstrækkeligt at deltage i en af dens gudstjenester.
Den reformerte gudstjeneste
Søndagsgudstjenesten1) begynder med, at menigheden synger en Davidssalme – svarende til introitus (indgangssalmen) i oldkirken. Dernæst begynder en dialog, hvor præsten taler skiftevis i Guds navn og i menighedens. Det er Herren, der tager initiativ til dialogen, idet Han giver sin Lov til sit folk. Anklaget af denne lov, som den ikke har adlydt, bekender menigheden sine synder. Gud svarer ved at love sin frelse (den klassiske tekst er Johs. 3,16). Frelst ved troen på Jesus Kristus bekender menigheden denne tro (som oftest i form af den apostolske trosbekendelse).
Dernæst kommer læsningen af Skriften, som alene er grundlaget for prædiken.
Denne strengt reformerte prædiken er altså hverken en dogmatisk redegørelse eller en moralsk formaning. Det ville aldrig falde Calvin ind på prædikestolen at udvikle et tema, end ikke et så grundlæggende som frelsen ved troen. Han holder sig så meget som muligt til teksten, idet han sammen med menigheden, der i reglen sidder med Bibelen i hånden, læser den igennem vers for vers, alt imedens han med det samme drager de praktiske konsekvenser for Kirken i dag. Emnets logiske sammenhæng, den fremadskridende udvikling af tanken sættes med vilje til side til fordel for troskaben mod teksten. Den reformerte prædiken bliver altså lige så afvekslende som Bibelen selv. Lad os tilføje, at det er hele Biblen, både Det gamle og Det nye Testamente, der prædikes over.
Efter prædikenen fremsiger præsten den store forbøn, kirkebønnen: for de fattige, de syge, de lidende, menigheden, den almindelige Kirke og verden, altid afsluttet med Fadervor.
Så kommer gudstjenestens anden del: nadveren. En misforståelse, som man endnu i dag finder i alle skolebøger, går ud på, at der meget sjældent er Nadver i Den reformerte Kirke. Calvin lærer imidlertid udtrykkeligt, at nadveren sammen med prædiken og bønnen er en af gudstjenestens væsentligste bestanddele. Hver søndag skal »Herrens bord« dækkes, forsikrer han. Men Genèves befolkning bestemte – imod reformatorens mening – at der kun skulle være Nadver fire gange om året. Denne bestemmelse har desværre – til trods for nogle enkelte protester – sat sit præg på alle de reformerte kirkers liv indtil begyndelsen af dette århundrede.
Den bibelske og calvinistiske fornyelse, der begyndte i trediverne, har blandt andre gode ting givet den reformerte kristne en større trang til nadveren. I næsten alle kirker (undtagen i Skotland) er der nadver i det mindste én gang om måneden.
Når det stadig er vanskeligt at gøre det oftere, er det for det første, fordi man ikke på få år kan afskaffe en firehundredeårig gammel sædvane. Men der er en anden og mere vigtig grund. Når der holdes Nadver, er det hele menigheden, der deltager, således, at hvis man ville give sig af med statistikkernes barnlige leg. Ville man måske opdage – hvilket paradoks! – at der i Den reformerte Kirke, at man gennemsnitligt oftest modtager nadveren.
Dette fører os til læren om sakramenterne. Ligesom alle andre evangeliske kristne anerkender den reformerte to sakramenter: Dåben og Nadveren.
I brødet og vinen tror han, at han virkeligt modtager Kristi legeme og blod. Dette betyder, at der foregår et virkeligt møde med Jesus i Nadveren. Virkeligt, men åndeligt. Åndeligt vil ikke sige symbolsk, men ved Helligånden, Ånden som er Herre. Ånden som er friheden (2. Kor. 3,17). Jesus giver sig til den troende i brødet og i vinen, ikke i kraft af en sakramental handling, der virker »af sig selv«, men fordi Han i sin frihed vil det. Man vil altid bede om det. Det vigtigste i den reformerte nadverliturgi er ikke indstiftelsesordene, men bønne til Helligånden (»epiklesen«) om, at Jesus i sin ånd igen virkeligt vil være tilstede i sin kirke.
Man står her over for modsætningen, den eneste alvorlige, mellem reformerte og lutheranere, som går langt udover nadversynet. Biblen forkynder lige så kraftigt både Guds fuldstændige frihed som Herren og Hans trofasthed over for sine løfter, som vor synd ikke kan rokke. Dette er et af den kristne åbenbarings mysterier, som den menneskelige tanke aldrig kan bringe på én formel. Luther har lagt eftertrykket på Guds trofasthed, Calvin på Guds frihed. Det er i øvrigt indlysende, at på det åndelige livs plan vil man finde ikke få reformerte, det er lutherske, og lutheranere, der er calvinistiske!
Nadveren er ikke et offer, men en henvisning til det eneste offer, der blev bragt én gang for alle på Golgata. Jesus er den eneste og sidste offerpræst; korset er det eneste og sidste alter. Dette offer blev bragt »én gang for alle«; dette »præstedømme« kan ikke på nogen måde overføres (Hebr. 7,24-27). Derfor er den reformerte præst ikke en offerpræst (»sacerdos«) i hedenskabets, jødedommens eller romerkirkens forstand, nemlig en hellig person, der kan bringe Gud et gyldigt offer. Derfor er der heller ikke noget alter i en reformert kirke, men et nadverbord. Lad os understrege, at der på dette punkt ikke er tale om nogen afvigelse fra Den lutherske Kirkes lære. Den reformerte Kirke har blot ville indrette sin kirkebygning og danne sin sprogbrug i fuldstændig overensstemmelse med sin tro.
Dåben virker ikke af sig selv. Den er, sådan som Paulus lærer det (Rom. 6), et fællesskab med den eneste kilde til ethvert menneske frelse, nemlig med Jesu Kristi død og opstandelse. Gud alene er i sin kærlighed ophavsmand til denne frelse. Han er altid fri, selv over for de sakramenter, som han har indstiftet. Gud er fri, men Kirken er det ikke! Den reformerte kristne bekender, at såvel dåben som, som nadveren og søndagens prædiken er nødvendig, »ikke at Gud skulle være bundet til sådanne underordnede midler, men fordi det behager Ham at holde os i en sådan tømme«. (La Rochelle-bekendelsen, 1559, § 25).
Calvin – såvel som Zwingli (svejtsisk reformator, 1484-1531) og alle de reformerte bekendelser – anerkender barnedåben. Men denne lære er aldrig blevet antaget af vore menigheder med den selvfølgelighed, som den har i den lutherske, anglikanske eller romersk-katolske kirke. Til enhver tid har teologer, præster og menighedsmedlemmer i det mindste stillet spørgsmålet om berettigelsen af denne dåbspraksis. Siden det forrige århundrede har et vist antal familier foretrukket at »fremstille« deres nyfødte og vente med dåben, til børnene havde bekendt deres tro. Men det er først med Karl Barth (svejtsisk teolog, f. 1886), at spørgsmålet blev stillet offentligt.
Selvom det i dag er en undtagelse, at en reformert præst nægter at døbe små børn, går et stadigt voksende antal (især i Svejts og Frankrig) ind for de bekendendes dåb og tilskynder deres menigheder til at gøre det samme. Dåben foregår da, ligesom i oldkirken, efter at den pågældende er blevet undervist i kristendommen og på det tidspunkt, hvor konfirmationen senere blev lagt. I Frankrig har Den reformerte Nationalsynode anerkendt begge fremgangsmåder.
For ærlighedens skyld er det nødvendigt at præcisere, at denne holdning ikke falder sammen med baptisternes. Hvad den reformerte end gør i praksis, er et lille barns dåb ofr ham en virkelig dåb, der ikke kan gentages.
Nogle historiske oplysninger
I Norden, såvel som i England og – i mindre grad – i Tyskland, var den lutherske eller anglikanske reformation et kollektivt fænomen, hvor alle »gik over« i flok og følge. Den evangeliske kirkes historie falder her, i det mindste tildels, sammen med landets historie. Der er intet tilsvarende i de lande, der har haft en »reformert« reformation. I Frankrig, i Svejts, i Nederlandene, i Ungarn, i Bøhmen, ja endog i De forenede Stater er Huguenotternes og Puritanernes efterkommere sig bevidst, at de nedstammer fra martyrer, fra vidner, der måtte kæmpe og lide for deres tro.
En første beklagelig, men forståelig følge heraf er, at indtil for nylig har den reformerte kristne haft sværere end nogen anden protestant ved at befri sig for et antikatolsk kompleks. Dette betyder ikke blot et fjendskab uden nuancer mod den romerske kirkeinstitution, men – hvad der er værre – en instinktiv mistillid til enhver form for lære, skik eller fromhedshandling, der kunne minde om katolicismen.
Selv der, hvor den reformerte reformation til slut sejrede, blev enhver forbindelse med middelalderen afskåret. Det skete aldrig med vilje, men under pres af begivenhederne, især forfølgelserne. Da Calvins reformation skulle finde sit konkrete udtryk med hensyn til kirkebygningernes indretning, gudstjenestens form og det kirkelige embede, måtte man begynde helt forfra. Selv terminologien blev dannet på ny, hvilket i øvrigt bevirkede, at man undgik visse af de tvetydigheder, der findes i den nordiske lutherdom, hvor for eksempel ordene biskop, præst, alter og messe er blevet overtaget fra middelalderen, men med en betydning, der er forskellig fra eller endog modsat af de samme ords betydning i den middelalderlige katolicisme. Dette gør det desværre også vanskeligere for den reformerte end for lutheraneren eller for anglikaneren at føle sammenhængen mellem kirken i middelalderen og den evangeliske kirke.
For den reformerte betød hans kirkes historie den fristelse, at han – blot for at sikre sin tilværelse – trak sig ind i snæversynethed og sekteri. I dag er det en naturlig ting – hvis man kan kalde Helligåndens virkning »naturlig« – at den reformerte kristne deltager i den økumeniske samtale.
Ordets kirke
Den første sande reformerte (vi skriver det i ramme alvor) er munken Martin Luther fra årene 1513-18, der for sine lever eller venner udsynger sin betagende glæde over at have genopdaget den eneste ting, der er nødvendig for ham og for verden, nemlig den uforskyldte kærlighed, som ikke kan opnås ved nogen fortjeneste og som ingen synd kan omstøde: Guds kærlighed til os i Jesus Kristus.
Men denne Jesus, hvor har Luther mødt ham? Hvor kan Kirken møde ham i dag? Ganske givet ikke i sig selv, ikke engang i de helligste af dens medlemmer. Men i det Ord, som Herren selv retter til Kirken gennem profeterne og apostlene – konkret: i Bibelen. Denne enestående og højeste myndighed, som Guds Ord har, og som allerede til stadighed er underforstået i Confessio Augustana, bliver det udtrykkelige grundlag for alle de reformerte trosbekendelser, or eksempel for den allerede nævnte, den såkaldte La Rochelle-konfession, der er grundlaget for de reformerte Kirker i Frankrig (§5):
Vi tror, at det Ord, der er indeholdt i disse bøger, kommer fra Gud, fra hvem det alene får sin myndighed, og ikke fra mennesker … Det er en rettesnor for al sandhed, idet det indeholder alt det, der er nødvendigt til at tjene Gud og til vor frelse … Hverken alder eller sædvane, hverken mængden eller den menneskelige visdom, hverken kirkelige bestemmelser eller konciler, hverken syner eller mirakler kan være i modstrid med denne hellige Skrift; men tværtimod skal alle disse ting undersøges, normeres og gendannes (»reformeres«) i overensstemmelse med den…
Den reformerte Kirke har, i kraft af sine egne principper, fra begyndelsen været Bibelens kirke. Derved vil den blive. I lang tid har den huguenottiske familieandagt bestået af husfaderen daglige oplæsning for alle børnene og tjenestefolkene af et »kapitel« (man begyndte med 1. Mosebog kap. 1, og når man var færdig med Johannes Åbenbaring, begyndte man forfra), efterfulgt af en kort bøn. Indtil midten af det 19. årh. og endnu i dag i visse kirker var de eneste salmer, der var anerkendt ved søndagsgudstjenesten, Davidssalmerne. Når forberedelsen til konfirmationen (eller dåben) strækker sig over to år, skyldes det, at førend den egentlige katekismeundervisning skal enhver erhverve et kendskab – tilpasset efter hans alder, men dog grundigt – til hele Bibelen, både Det gamle og Det nye Testamente. »Bryllupsbibelen« er den sædvanlige gave, som præsten på Kirkens vegne giver det unge par, hvis ægteskab han lige har velsignet. Man traf tidligere og træffer måske stadig i dag fårevogterske i Skotland- eller i Sydfrankrig, der aldrig har åbnet hverken en roman eller en avis, men som er overordentlig dannede. »Bogen« udgjorde deres læsning.
Kirken og dens embeder
Karl Barth siger et sted: »Det nye Testamente kender absolut ikke tanken om en fra oven organiseret »storkirke« eller om en kirke, der efterhånden skal udvikle sig frem imod en sådan organisation, heller ikke tanken om en »idealkirke«, hvoraf de mange enkelte menigheder kun er dele«.
For at møde den almindelige kirke, Kristi brud og Kristi legeme, skal man ikke gå l længere ud eller højere op end til sin egen menighed. At tjene kirken, at tjene Jesus Kristus, vil altid (kun med undtagelse af missionsarbejdet) være at tjene i en bestemt menighed.
Det nye Testamente nævner en halv snes embeder i oldkirken, Men temmelig hurtigt udskiller tre former for tjenere sig: biskoppen, presbyteren (den ældste) og diakonen.
Ifølge Paulus (1. Timoteus 3,1-7; Titus 1, 5-9; jfr. Apostlenes Gerninger 20, 18ff) består biskoppens arbejde i »at drage omsorg for Guds menighed«. Han prædiker, lærer, gendriver dem, der siger imod, og modtager fremmede hos sig. Det var ham, der, i hvert fald fra det andet århundrede, uddeler sakramenterne. Paulus beder Titus om »at indsætte dem i alle byer.« Det er kort sagt i bogstavelig forstand en »sognepræst«.
Den reformerte Kirke tror, at denne sognepræst er den eneste virkelige efterfølger af aposteltidens biskopper, ikke ifølge en eller anden biskoppelig »succession«, men fordi han er den eneste, der i kirken gør det, som denne biskop gjorde.
Den ældste (på græsk: prebyteros, hvoraf ordet »præst« meget senere afledet) er ikke i sit væsen forskellig fra biskoppen. Paulus bruger de to ord i flæng. I det Konsistorium (eller »Presbyterium« – 1. Timoteus 4, 14), som leder enhver reformert menighed er »de ældste«, hvilken profession de end har, ikke »lægmænd« men »gejstlige«. De er ikke præstens rådgivere, men kolleger. De har den samme pligt og det samme ansvar som han angående forkyndelsen, sjælesorgen og undervisningen, kort sagt hele kirkens liv.
Hvad angår diakonerne har den reformerte Kirke i praksis genoptaget den tradition, der gør dem lig med de »syv«, der er udpeget til at »tjene ved bordene« (Apostlenes Gerninger kap. 6), hvilket vil sige, at deres arbejde fremfor alt bliver af social karakter.
Når kirken er den enkelte menighed, så udtrykker denne kirkens enhed og indbyrdes kærlighed sig gennem fællesskabet mellem de enkelte menigheder. Hvordan virkeliggøres dette fællesskab?
Næsten alle de reformerte Kirker besvarer dette spørgsmål ved at følge det presbyriansk-synodale system, efter hvilket de enkelte menigheder, der ledes af deres Konsistorium, anerkender Synodens myndighed. Synoden er en forsamling af udsendinge fra de enkelte menigheder, der mødes regelmæssigt.
Hvor meget vore kirker end fastholder dette synodale princip, betragter de det kun som en menneskelig styreform. Der kan også tænkes andre. Der er Ingen principiel modstand imod »episkopalismen«, det vil sige den styreform, hvor ledelsen ligger hos biskopper.
På den anden side findes der en stærk tendens til at understrege den enkelte menigheds selvstændighed, det syn som vi kalder for »kongregationalisme«. (Congregatio betyder menighed). Ved Kirkernes Verdensråds stiftende møde i Amsterdam 1948 gik Karl Barth kraftigt ind for dette syn.
Så længe som embedet forbliver et »ministerium«, det vil sige en tjenergerning, og sålænge det ikke gør indgreb i den ret, som Helligånden altid har til at tale til sin kirke, således som den vil, når den vil og ved hvem den vil, er spørgsmålet om Kirkens ordning ikke afgørende for den reformerte Kirkes syn på Kirkens enhed.
Kirkens i verden
Man kan stort set sige, at lutherdommen ikke strækker sig ud over den germanske og nordiske verden med disse landes udvandrere (særlig Nordamerika), og ar den anglikanske lære kun findes i den engelske sprog- og kulturverden. Den reformerte Kirke, der er udgået fra den lille by Genève uden at have fået støtte fra nogen stor politisk magt, er meget hurtigere og meget nemmere blevet udbredt over hele verden uden at standses af geografiske eller kulturelle grænser. Med undtagelse af lutheranerne er der ikke et eneste stort protestantisk trossamfund, hvis lære ikke er afhængig af Calvins dogmatiske hovedværk »Institutio Christiana«.
Med hensyn til de reformerte kirkers ikke kirkelige, men humanitære arbejde i verden har det næsten altid og næsten overalt gået ud over de konfessionelle grænser.
I Frankrig har de reformerte, der udgør knap 1.5% af befolkningen, været foregangsmænd i størstedelen af de sociale fremskridt, der fandt sted i det 19. århundrede. På det internationale plan er det en mand som Henri Dunant fra Genève, der for netop 100 år siden grundlagde Røde Kors. Man kunne også minde om den gamle »pionerånd« i De forende Stater. Ingen sociolog vil bestride, at den for en stor del var en religiøs arv fra de gamle puritanske »Pilgrims Fathers«.
Kirken er suveræn og uafhængig i sit arbejde og kan ikke tåle nogen indblanding fra statens side, hverken i sin organisation eller i sin forkyndelse. I 1538 foretrækker Calvin at forlade Genève og at gå i landflygtighed i tre år i Strasbourg fremfor at lade Genèves bystyre »kontrollere« Konsistoriums udøvelse af kirketugten angående adgangen til Nadveren. Og lad os i nyere tid minde om en Karl Barths del i det absolutte »Nej«, som Bekendelseskirken (såvel som den lutherske som den reformerte!) sagde til Hitler (Barmen-teserne 1934).
Verden af i dag stiller den kristne over for store problemer af national eller international karakter: kommunisme, hjælp til udviklingslande, afrustning, atombomben, militærnægtere, osv. Den reformerte Kirke betragter det som en væsentlig del af sin forkyndelse at tage konkret stilling til disse problemer. Dette medfører naturligvis en alvorlig risiko for fejltagelser. Især på dette område er Kirken fejlbar. At løbe denne risiko er alligevel mere kristelig end at tie stille.
Ecclesia reformata semper reformanda
Den reformerte kirke bør stadig reformeres.
På trods af sin bevægede, til tider lidelsesfulde historie er den reformerte kirkes liv og forkyndelse stadig som for 400 år siden. Og dog søger den ikke for enhver pris at bevare fortiden. Den reformerte kirke har en åndelig tradition, men den er alt andet end »traditionel«. Det er måske en Guds tilskikkelse, at den reformerte kirkes historie ikke har tilladt den at samle sig en arv- af hellig tradition. (Det er først i år, 404 år efter sin grundlæggelse, at Den reformerte Kirke i Frankrig har kunnet udgive sin første fuldstændige officielle liturgi!) Idet den er fattig på »tradition«, er den fri. Den kan – vi påstår ikke, at den altid gøre det! – lade være med at tage sig selv højtideligt.
Den reformerte Kirke betragter ikke reformationen som noget fuldbyrdet, der ligger bag den, men som et krav, der stadig bliver stillet til den. Den vil ikke tro på sig selv, men tro på Helligånden, der er »Herre og den, som levendegør« (Den nikænske bekendelse). Den beder om, at denne Herre vil forny alle trossamfund efter sin vilje, for at Kirken i Hans time kan blive een.
Det er således, den reformerte tror på »den hellige, almindelige Kirke«.
1) Vi følger her den liturgi, som Den reformerte Kirke i Frankrig bruger. De andre er kun lidt forskellige herfra.
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Diverse, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Samfund, Serier
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar