En Højkirkelig Traktat
I 1833 udkom den første af i alt 90 skrifter, der bar det fælles navn: Tracts for the Times. Forfatterne bag disse traktater var en del af den højkirkelig bevægelse, der udgik fra Oxford, hvilket også gav den navnet; Oxford Bevægelsen. Medlemmerne, der var præster i Church of England, arbejdede for at man i kirken skulle genoplive den romersk-katolske arv og tradition, og fik med tiden stor indflydelse på den sakramentale og liturgiske praksis i den anglikanske kirke.
Nærværende Traktat (i min oversættelse) er skrevet af Richard Hurrell Froude (1803-1836). Hurrell Froude var elev af John Keble (1792-1866), der var en af hovedkræfterne bag bevægelsen, sammen med John Henry Newman og Edward Pusey.
Traktaten ”Om forkortelse af Kirkens Gudstjeneste” (eng. On Shortening the Church Service) udkom 31. oktober 1833 og er en kommentar til et af kritikpunkterne, der blev rettet mod kirken; at gudstjenesten var for lang (genkender vi noget?)! I sin traktat griber Hurrell Froude tilbage til Oldkirken og den tidebøns-praksis, der havde været tradition for i tidligere tider.
Selv om de halvfems traktater er skrevet for snart 200 år siden, er de stadig aktuelle, da mange af de problemstillinger de behandler, også gør sig gældende i dag.
Om forkortelse af Kirkens Gudstjeneste
[Nummer 9]
Der er en voksende opfattelse af, at kirkens gudstjenester er lange, og mange mennesker mener, at det må være en rigtigt, alene fordi den er voksende. Lad de, der endnu ikke har besluttet sig omkring spørgsmålet, underkaste sig selv – før de går ind på argumenterne mod vores gudstjenester – at dvæle ved følgende overvejelser.
Vor Kirkes gudstjenester, som de er for nuværende, udgør kun en meget lille del af tilbedelsen, som den blev praktiseret i Oldkirken, og – til trods folk i dag synes, de er for lange – kan der ikke være tvivl om, at Oldkirkens troende ville finde dem for korte. Jeg er dog langt fra at betragte dette, som et afgørende argument; at hvis oldkirkens troende har ret, så tager folk i dag fejl; men andre vil sikkert påberåbe sig, at det modsatte er tilfældet. På sådanne punkter er det sikrest ikke at antage noget, men arbejde ud fra fakta som vi finder dem; og fakta er dette.
I Oldkirken opfattede troende Bibelens ord om bøn bogstaveligt. David havde sagt;
Syv gange daglig priser jeg dig for dine retfærdige bud.
Salmernes Bog, kapitel 119, 164
og Sankt Paulus sagde:
Bed uophørligt
1. Thessalonikerbrev, kapitel 5,17
De følte sig ikke fri til at afvige fra disse tekster, men fulgte dem til bogstavet, priste Gud syv gange om dagen, udover deres morgen- og aftenbøn. Deres andagtstimer var; i dagtimerne, 6, 9, 12 og 3, som vi kalder horae canonicae; om natten 9, 12 og 3, der kaldes nocturne; herudover timen ved daggry og solnedgang, ikke at de erstattede disse tidspunkter med deltagelse i offentlige gudstjenester, – dette var umuligt; men de synes at have sigtet mod at bede i enhed, og på samme tid – selv når de ikke kunne gøre det på samme sted.
”Den universelle kirke” siger Biskop Patrick ”fastsatte på oldkirkens tid bestemte tider til bøn, så at alle kristne verden over på samme tid i fællesskab kunne ære Gud; og nogle mente, at de himmelske hærskarer, bekendt med disse tidspunkter, tog sig tid til at slutte deres bønner og lovprisninger til kirkens.“
Hymnerne og teksterne fra Salmernes Bog, der blev brugt ved disse tidebønner, var fra første færd kun beregnet til individuel meditation; men efterfølgende, da religiøse ordener blev dannet, og de mennesker, der havde trukket sig tilbage fra det sekulære liv, levede sammen med et liv i fromhed som formål, blev messesang introduceret og arrangeret til brug for tilbedelse i menigheden. I alle kirker benyttedes det latinske sprog, og gudstjenesterne blev afholdt med meget få variationer; i romersk-katolske lande er de forsat i brug den dag i dag, med kun få moderne tilføjelser.
Længden af disse gudstjenester vil – til en vis grad – kunne forstås ud fra det faktum, at de i løbet af uge gennemgik hele Salmernes Bog. Forfatteren (af dette skrift) er blevet fortalt af en fremtrædende person, der engang var romersk-katolsk præst, at tiden der blev brugt på gennemgangen, tager omkring tre timer om dagen året igennem.
Overgangen fra denne oldkirkelige gudstjenesteform til det der nu bruges i Church of England fandt gradvist sted. Lang tid før afskaffelsen af den latinske tjeneste, var de oldkirkelige tidebønner faldet ud af brug: i religiøse ordener var de daglige og natlige tjenester blevet arrangeret i grupper under navnene matin og vesper; og de, der bad alene, kunne tilpasse deres tidebønner efter deres egen bekvemmelighed, forudsat de gennemgik alle tidebønnerne hver dag. Man kan dog ikke antage, at disse tilpassede krav i almindelighed blev fulgt. Over tid blev synet på de opfattelser, med hvilke bønnen havde været omfattet af de tidlige kristne, antikveret; formerne blev fastholdt, men afklædt deres oprindelige betydning; gudstjenesterne blev samlet i én, der oprindelig havde været særegen; tanken om fælles tilbedelse i forskellige lande på samme tid og samme sprog, blev glemt; tanken om faste tidspunkter blev opgivet, og tanken om det fælles sprog blev ikke anset for værende værd at bevare. Bevidste om uoverensstemmelsen mellem Oldkirkens former og moderne opfattelser, påtog vores reformatorer sig at konstruere gudstjenesten i overensstemmelse med deres egen tids ånd. De indarbejdede det engelsk sprog; de forkortede de tidlige kristnes, i forvejen komprimerede ritual, således, at Salmerne kunne gennemgås månedligt, i stedet for ugentligt; og fortsatte videre i denne komprimerende ånd, da de til Matin-tjenesten tilføjede Messen eller kommunionen, der ellers havde været helt adskilt fra den.
Siden reformationen er den samme gradvise ændring i den fremherskende opfattelse af bøn, langsomt men sikkert, blevet almindelig.
Gudstjenester, som de blev overleveret os af reformatorerne, var, som de havde været fra den første tid, daglige tjenester; nu er de ugentlige gudstjenester. Skal de nu på samme måde være månedlige?
Jeg håber, at I fandt dette lille skrift spændende og oplysende. Jeg håber, at jeg i nærmeste fremtid kan få oversat flere af Oxfordbevægelsens skrifter, da de på en gang er et spændende tidsbillede og aktuelle den dag i dag.
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Kategorier:Bøn, Gudstjeneste, Kirke, Kirkehistorie, Kristenliv, Prædikener-Historiske, Sakramenter, Samfund, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar