Det er i dag 31. oktober – og dermed Reformationsdagen, hvor vi husker på, at Luther på denne dato i 1517 slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg.

Det er derfor på in plads, at du i dag her på bloggen kan læse endnu et uddrag fra bogen ‘Kristenhedens Kirkesamfund’ – denne gang om Den evangelisk-lutherske Kirke. Bogen der udkom i 1964 i serien Danmarks Radios Grundbøger gennemgår de forskellige kirkesamfund der er eksisterer i Danmark.

Da indlægget er det længste i bogen bringes den over to gange – i dag den 31. oktober og på næste tirsdag 7. november.

Den evangelisk-lutherske kirke

Gerhard Pedersen

»For det første beder jeg om, at man holder mit navn udenfor og ikke kalder sig lutherske, men kristne. Hvem er Luther? Læren er dog ikke min. Jeg er dog heller ikke blevet korsfæstet for nogen (…) Hvorledes er det dog kommer dertil med mig stakkels, stinkende ormesæk, at man vil kalde Kristi børn med mit ulyksalige navn. Nej, ikke sådan, kære ven, – lad os kaste alle partinavne bort og kalde os kristne efter ham, hvis lære vi har.«

Sådan skriver Martin Luther i 1522, og med disse ord er der sagt noget overordentlig væsentligt om Lutherdommen. Det var ikke Luthers mening at grundlægge en »luthersk« kirke. Det er da også betegnende, at navnet »luthersk« til at begynde med var et smædenavn (første gang påvist hos Luthers modstander Johannes Eck 1520). Imidlertid viste det sig snart, at det skulle komme til at gå helt anderledes, end Luther havde tænkt sig. Lutherdommen blev efterhånden til et »kirkesamfund« ved siden af den romersk-katolske, de orthodoxe og reformerte kirker. Og dog er det også i dag misvisende at tale om »den lutherske kirke«. Der eksisterer en række nationalkirker og frikirker verden over, som har det fælles særpræg, at de i deres lære står i gæld til Luthers forkyndelse og theologi, men om nogen luthersk verdenskirke kan man ikke tale. Derfor vil vi i dette kapitel behandle disse kirker i deres konfessionelle enhed under betegnelsen Lutherdommen. Man må dog fra begyndelsen gøre sig klart, at heller ikke Lutherdommen er nogen eentydig størrelse. Dette hænger dels sammen med, at Luthers forkyndelse og theologi er af en så dynamisk karakter, at den umuligt lader sig fastholde i et modsigelsesfrit system, og dels hænger det sammen med, at den lutherske theologi ned gennem tiderne har vist sig at være åben over for mange forskellige påvirkninger udefra og derfor har dannet vidt forskellige skoler. I det følgende skal vi forsøge så sagligt som muligt at fremstille de fælles grundtræk i den lutherske kristendomsforståelse.

Evangelisk-luthersk gudstjeneste

I et af reformationstidens centrale dokumenter, Den augsburgske Bekendelse hedder det i artikel VII om kirken, at den er »de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret«. Det betyder, at menighed og gudstjeneste på luthersk grund hører uløseligt sammen. Det er derfor naturligt at begynde en fremstilling af Lutherdommen med en gennemgang af den lutherske gudstjeneste, sådan som den former sig her i landet.

Den ydre ramme om en luthersk gudstjeneste er et kirkerum, hvis to væsentligste genstand – i god overensstemmelse med den ovenfor anførte definition af kirkens væsen – er prædikestol og alterbord. I den danske kirke har døbefonten endvidere fået en stadigt mere fremtrædende plads i selve kirkens arkitektur svarende til den fornyede forståelse af dåbens betydning, som har været et af Grundtvigs og grundtvigianismens væsentligste bidrag til dansk Lutherdom. Desforuden findes der i mange af vore kirker en rug udsmykning og meget inventar, som hidrører tiden før reformationen. Dette vidner blandt andet om, at Lutherdommen her til lands – som de fleste steder – var præget af en sund, moderat konservatisme, som bevirkede, at man ikke afskaffede andet end det, som direkte stred imod evangeliet.

Også den danske højmesse har bevaret flere af den oldkirkelige og middelalderlige gudstjenestes liturgiske led, selv om den må siges at være stærkt forenklet. Skematisk fremstillet ser dens opbygning således ud:

Hvad er nu indholdet af denne gudstjeneste? Herom siger Luther i en prædiken ved en kirkeindvielse, at kirken indvies for at der ikke skal ske andet deri, end »at vor kære Herre selv taler med os gennem sit hellige ord, og vi taler med ham i bøn og lovsang. Gudstjeneste betyder altså først og fremmest det sted, hvor Gud taler og handler med mennesker. Det, som sker, er intet mindre end at den Gud. som er den skjulte, ophøjede majestæt, åbenbarer sig og kommer mennesker i møde. Ganske vist har Gud efterladt sig spor i sin skabelse, i naturen og i historiens gang, men den Gud, som mennesket finder frem til ved at betragte disse spor, er ikke den sande Gud, men en afgud, som det skaber i sit eget billede. Gud selv finder mennesket kun der, hvor han selv åbenbarer sig: i sit ord.

Guds Ord

Den lutherske reformation har sin grund i et opgør om forståelsen af, hvad Guds ord er. Det er forkert, når det ofte fremstilles, som om Luther i virkeligheden satte den enkeltes personlige mening eller samvittighed op imod kirken. En sådan »moderne« subjektivisme ville have ligget ham fjernt. Derimod vovede han at sætte Guds ord i den hellige Skrift op imod det kirkelige læreembede (paven) og at påstå, at den romersk-katolske kirke på afgørende punkter havde taget fejl i sin udlægning af Skriften.
Når han fik mod til at foretage dette revolutionerende brud med den hidtidige tradition, så hang det sammen med en ny forståelse af Guds ord: I Ny Testamente er Guds ord først og fremmest Ordet, Guds Søn, som var fra evighed hos Gud, og som blev menneske i Jesus af Nazareth (Joh. 1, 1ff). Han er den eneste, som i egentlig forstand kan kaldes Guds Ord, fordi Gud gennem hm har talt direkte til mennesker, og åbenbaret sit sindelag for dem. Derfor er det til syvende og sidst også ham, der tales om, når de lutherske bekendelser siger, at kirken er undergivet Guds ords autoritet.

Efter påskebegivenhederne overlod Jesus ikke sin kirke til sig selv, men han efterlod den et vidnesbyrd, gennem hvilket han vil tale til mennesker ned gennem alle slægter. Vidnesbyrdet består dels af forjættelserne om ham i den gamle pagt og dels af hans apostles prædiken om ham, og det er nedfældet i Bibelen. Bibelen er altså det grundlæggende og normgivende vidnesbyrd om Jesu Kristi person og gerning, og som sådan kaldes den Guds ord.

I sig selv er Bibelen først og fremmest et vidne. Derfor er det misvisende at tale om Bibelbogen som Guds ord, sådan som forskellige retninger indenfor Lutherdommen lige siden reformationen har gjort. Det afgørende er, at det vidnesbyrd, som Bibelen aflægger om Guds store gerninger bliver levende og nutidigt. Det er netop det, der sker ved gudstjenesten. Her lyder Bibelens vidnesbyrd som et levende, mundtligt forkyndt ord, både når det læses fra alteret, og når dagens tekst udlægges i prædikenen. Her møder Guds ord mennesket i den rette sammenhæng: i fællesskabet med tidens mennesker, som samtidigt er et fællesskab, der rækker helt tilbage til apostlene; midt i troens fællesskab omkring dåb og nadver, lovsang og bekendelse. Hermed er det dog ikke sagt, at Bibelens vidnesbyrd ikke kan blive levende også i den »private« forkyndelse i sjælesorgen eller der, hvor det enkelte menneske læser skriften under bøn om Guds Ånds vejledning.
I forkyndelsen møder Guds ord mennesket under to skikkelse: loven og evangeliet. Det kommer til mennesket som lov, idet det stiller et ubetinget krav om, at mennesket skal leve sit liv i fuldstændig afhængighed af og lydighed imod Gud. Når mennesket møder dette krav kan det ske, at det enten forarges over det, og vender Gud ryggen, fordi han stiller sådanne krav til det, eller det forsøger at nedskrive Guds krav til det overkommelige og gør dermed forholdet til Gud afhængigt af en – overkommelig præstation, eller også giver mennesket Gud ret i hans krav omvender sig til ham med bøn om tilgivelse. Hvor dette sidste sker, har loven opfyldt sin egentlig funktion, som er den at være en »tugtemester til Kristus« (Gal. 3,24).
Til det menneske, som hverken afviser eller nedskriver lovens krav, men bekender sin skyld over for Gud, kommer Guds ord som evangelium, dvs. et glædeligt budskab om, at alt det, som loven kræver, men som mennesket ikke formår at opfylde, det har Gud gjort, da han sendte sin Søn til jorden og lod ham lide, dø og opstå for mennesker skyld. Derved er mennesket frigjort til at leve et helt nyt liv under Guds tilgivelse, et liv, som ikke kan fortjenes ved nogen nok så stor anstrengelse, men som kun kan modtages som gave.

Sakramenterne

Evangeliet møder ikke blot mennesker gennem forkyndelsen, men også gennem de øvrige nådemidler. Herom siger Luther i det såkaldte Schmalkaldiske Artikler (1537): ». Evangeliet kommer først og fremmest til os gennem det mundtlige ord, i hvilket der prædikes syndernes forladelse for den hele verden. Dette er evangeliets egentlige embede. For det andet gennem dåben. For det tredje gennem alterets hellige sakramente. For det fjerde gennem nøglemagten (skriftemål og absolution) og gennem brødrenes fælles samtale og trøst.«
I den danske højmesse er dåben blevet et naturligt led. Sådan har det ikke altid været, og i andre lutherske kirker, såvel som i andre kirkesamfund er det stadig sjældent, der foretages dåb under gudstjenesten. Men netop derved, at dåben sker midt i gudstjenesten, understreges det, at den er indlemmelse i menighedens fællesskab – og ikke blot en handling med det enkelte menneske. Derfor er det også en selvfølge at dåb, kirkegang og altergang hører sammen. Hvor denne sammenhæng brydes, visner kristenlivet bort. Men det er samtidig en umistelig overbevisning for Lutherdommen, at ingen kan eller skal tvinges ind i denne sammenhæng. Kirken kan kun kalde ad sine barnedøbte – ikke hverken lokke eller tvinge dem til at komme.
Når Lutherdommen har holdt fast ved barnedåben, så hænger det sammen med den omtalte konservatisme, ifølge hvilken den beholdt de skikke og brug, som ikke direkte stred imod Skriften, men først og fremmest er det dog begrundet i det lutherske syn på dåben:
For Luther var dåben – ligesom gudstjenesten som helhed en Guds handling. Det er Gud selv, som døber. Barnedåben er det stærkeste vidnesbyrd om, at frelsen udelukkende skyldes Gud. Derfor er det en hån imod Gud at gentage dåben.
I dåben skænker Gud mennesket sin frelse. Det betyder imidlertid ikke, at dåben er en magisk ceremoni, hvorved mennesket automatisk kommer i det rette forhold til Gud. Dåben og troen hører sammen. Dette udtrykker Luther således i Den lille Katekismus: »Hvad giver eller gavner dåben? – Svar: Den virker syndernes forladelse, genløser fra døden og Djævelen og giver alle dem, som tror, den evige salighed, således som Guds ord og løfte lyder.« Hvad Gud giver i dåben, modtager mennesket i tro. Dåben er derfor ikke blot en een gang for alle afsluttet handling, men gælder hele livet. Dåben betyder, »at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for daglig skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.« (Den lille Katekismus).

På denne baggrund skal også konfirmationen ses. Den er ikke en handling, som er indstiftet af Jesus selv, og kan følgelig ikke kaldes et sakramente. Gennem den forberedende undervisning får de unge hjælp til at forstå, hvad de er døbt til. Og konfirmationen er en gudstjeneste i hvilken de i menighedens forsamling får bekræftet, at Gud står ved det, han lovede i dåben. Således understreger konfirmationen, at tro og dåb hører sammen, og at dåben gælder hele den kristnes liv.

Ligesom dåben forstås den hellige Nadver først og fremmest som Guds egen gerning. Dette udtrykker Luther ved at sætte den i nøje sammenhæng med Kristi menneskevordelse: ligesom Kristus engang blev menneske og kom iblandt os som vor broder, således kommer han i dag til stede i sin kirke – i ringe skikkelse, men dog virkeligt.

Hvad der er nadverens indhold forkyndes gennem det ord, som ledsager handlingen. Dette ord er både et skabende ord, så at nadveren virkelig indeholder det, som ordet siger: Kristi legeme og blod. Og samtidig er det et forkyndelsesord, som tilsiger den enkelte, at her ved dette måltid gives Kristi legeme og blod for os til syndernes forladelse.

Luther selv – såvel som størstedelen af Lutherdommen – holdt stejlt fast ved læren om Kristi reale nærvær i nadveren, »i, med og under brød og vin.«. Ganske vist har mennesker af i dag meget svært ved at forbinde nogen mening med middelalderens – og Luthers – spekulationer over, hvorledes dette kan forstås og forklares. Det væsentlige er også at fastholde selve sagen: at Kristi legeme og blod, dvs. Kristus selv som den, der døde for vor skyld, i nadveren rækkes os under brød og vins skikkelser. Hvorledes dette sker, er og bliver et mysterium, som mennesker ikke kan udforske. Og der er langt fra enighed mellem lutherske theologer om, hvorledes dette skal forstås og formuleres. Men at det sker, står fast, fordi Kristus selv har forjættet det.
Understregningen af Kristi nærværs bundethed til nadverens elementer, brød og vin, betyder imidlertid ikke, at troen skulle være skudt i baggrunden til fordel for en mere »materiel« sakramentsforståelse. For ordet ledsager altid handlingen som forklaring og forjættelse, og det er imod Kristi ord: »givet og udgydt for eder«, at troen retter sig. I nadverhandlingen taler Jesus Kristus selv sit ord og hengiver sig selv til sin menighed – og den svarer ham med sin bekendelse og lovsang.
Når menigheden fejrer nadveren, ser den tilbage til »den nat, da han blev forrådt«. Den får del i frugterne af det, som Jesus gjorde, da han led på korset. Men den ser også frem imod det messianske festmåltid, som skal fejres, når Guds rige er kommet i kraft og herlighed. Derfor er nadveren næring for det Guds folk, som er på vandring mellem pinsedagen og den yderste dag.

I begyndelsen regnede reformatorerne med tre sakramenter: dåben, nadveren og boden (privatskriftemålet). For Luther selv var det hyppige skriftemål noget helt naturligt og uundværligt, og man fastholdt da også en vis regelmæssig skriftemålspraksis i de lutherske kirker i næsten to hundrede år (enkelte steder helt frem til vort århundrede). Dog var det et grundprincip, at skriftemålet skulle være frivilligt (jfr. Afsnittet om skriftemålet i Luthers lille Katekismus). Med pietismens og rationalismens skepsis over for al ydre organisering af det åndelige liv gik privatskriftemålet for alvor i opløsning for helt at forsvinde i løbet af det 18. århundrede. I det 19. århundrede fulgte en tilbagevenden til gammel luthersk kirkelighed, den såkaldte Nylutherdom. Og denne har sammen med dette århundredes højkirkelighed ført til, at privatskriftemålet flere steder er genoplivet.
Ved siden af det egentlige privatskriftemål udvikledes forskellige former for fælles skriftemål. Det er en af disse, som lever videre i den danske Folkekirkes nuværende skriftemål.

Husk at du kan læse næste del af indlægget “Den evangelisk-lutherske Kirke” her på bloggen næste tirsdag.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Den romersk-katolske Kirke

Metodistkirken

Frelsens Hær

Kvækerne

Den anglikanske Kirke

Den reformerte Kirke

Syvende dags Adventisterne

Den ortodokse Kirke

Kongregationalisme

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Diverse, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Mission, Sakramenter, Serier, Teologi

Tags: dåb, Evangelisk-luthersk, Kirkesamfund, Kristenhedens Kirkesamfund, Luther, Lutherdom, Martin Luther, nadver, Reformation, Reformationsdag, Sakramenter, Wittenberg