Idag kan du læse anden del af sidste uddrag om Den evangelisk-lutherske Kirke fra bogen ‘Kristenhedens Kirkesamfund’ – der udkom i 1964 i serien Danmarks Radios Grundbøger og gennemgår de forskellige kirkesamfund der er eksisterer i Danmark.
Du kan læse første del her Den evangelisk-lutherske Kirke – Del I
Troen
På Guds gerning, som den sker i ordets forkyndelse og sakramentshandlingerne, svarer menigheden med sin bekendelse og lovsang. Efter tekstlæsninger og prædikenen lyder dette svar i salmerne, som synges. Og når evangeliet er læst fra alteret, svarer menigheden på »det glædelige budskab« ved at bekende troen i den form, der i sit væsentligste indhold går tilbage til den apostolske tid, og som derfor kaldes den apostolske tid, og som derfor kaldes den apostolske trosbekendelse. Også nadverliturgien har i den danske Folkekirke – trods sin meget enkle og beskedne udformning – bevaret det præg af taksigelse og lovprisning, som den har haft siden oldkirkens dage. Endelig skal også menneskets hverdag, dets arbejde og fritid, forstås som en gudstjeneste, sådan som vi senere skal komme nærmere ind på det. Hovedsagen er i denne forbindelse at understrege, at troen, sådan som vi møder den i gudstjenestens sammenhæng, hvor den giver sig udtryk i lovsang og bekendelse, ikke er andet end en »genlyd« af Guds ord til os og Guds handlen med os. Dette vil vi nu uddybe lidt nærmere ved at redegøre for Luthers lære om retfærdiggørelsen.
Er Guds ords autoritet Lutherdommens ene grundpille, så kan det siges, at retfærdiggørelsen af tro er den anden. Oprindelsen til den lutherske retfærdiggørelseslære var en undersøgelse, som Luther foretog af begrebet »retfærdighed« i de gammeltestamentlige salmer. Gennem denne og gennem studiet af Paulus’ breve blev han klatr over, at »retfærdighed« i Bibelen ikke betyder en »overnaturlig kvalitet«, som indgydes i mennesket eller som det erhverver sig, men at den er en Guds gave, som mennesket får skænket. Retfærdighed betyder syndernes forladelse, som kommer til mennesket udefra: Mennesket bliver retfærdigt, fordi Kristus uskyldigt har lidt døden i vort sted og nu bytter med mennesket, tager dets synd og skyld på sig og giver det sin retfærdighed i stedet for. Når mennesket i troen tager imod Kristi retfærdighed, er det retfærdigt for Gud.
Baggrunden for denne lære er den lutherske opfattelse af menneskets radikale bundethed efter syndefaldet. Det naturlige menneske er bundet af synden og har ingen muligheder for at befri sig selv for denne bundethed. Ja, også dets vilje er trælbundet, så det ikke engang formår at ville ud af trældommen, men indretter sig med den, om ikke Gud ved sin Helligånd nyskaber mennesket. Således er det, for at intet menneske skal rose sig, men for at alt skal bero på Guds nåde og barmhjertighed alene. Men netop fordi Gud er den, der begynder og fuldender, rummer troen en vished om, at Guds nåde vil vare ved – også på dommens dag. Denne vished er alt andet end menneskelig sikkerhed – i sig selv er mennesket altid usikkert – men en vished, der alene bygger på Guds nåde og magt. Derfor lever det kristne menneske trods alle anfægtelser og prøvelser i frihed og i en glad taknemmelighed over for Gud. Det er netop denne taknemmelighed, som finder udtryk både i søndagens gudstjeneste og i hverdagens tjeneste for næsten.
Kirke og embede
Den lutherske opfattelse af kirkens og embedets væsen hænger nøje sammen med den ovenfor skildrede forståelse af Guds ord. Kirkens grundvold er Guds egen gerning til menneskers frelse i Jesus Kristus og gennem ordet om ham. Kirken blev stiftet på pinsedagen, da Helligånden gjorde dette ord levende og derved skabte den første menighed (Ap. Gern. 2).Og når der efter Jesu egen befaling er en kirke og et embede, så skyldes det, at ordet om ham skal videregives til alle slægter – ikke som en »lære«, der kun er en åndelig dødvægt, men som et levende, personligt budskab.
Kirken betegnes i den lutherske tradition først og fremmest med det nytestamentlige udtryk »de helliges forsamling«. Deri ligger hverken, at de kristne er syndfrie, eller at kirken som sådan er uden fejl – Luther kalder tværtimod kirken for »den store synderinde« – men udtrykker »de helliges forsamling« udsiger, at kirken er et fællesskab af mennesker, som i troen på Kristus har deres synders forladelse, og derfor er hellige for Gud. Som sådan er kirken nødvendigvis usynlig, for intet menneske kan afgøre, hvem der er troende, og hvem der blot er en hykler og bedrager. Det henhører alene under Guds dom. Det er altså ikke givet noget menneske at sætte grænserne for den sande kirke. Det inderste og væsentligste i kirken unddrager sig den ydre iagttagelse. Kirken fremtræder ikke som et skue i ydre glans og herlighed. Den er genstand for tro.
Og dog er denne skjulte kirke ikke uden synlige tegn. Et sted nærmer Luther syv kendetegn på den sande kirke: ordet (forkyndelsen), dåben, nadveren, nøglemagten, embedet, bønnen og det hellige kors (lidelse og modgang). Andre steder nævnes blot forkyndelsen, dåben og nadveren. Hvor disse tegnfindes, skal ingen tvivle om, at den sande kirke virkelig er til stede.
Den sande kirke er altid i kamp og under tryk fra den falske kirke, »modkirken«, som Luther også kan kalde Djævelens regimente. Den falske kirke kan se meget smuk ud i det ydre, men i virkeligheden er den kun et stykke verden i religiøst klædebon, uden virkelig tro søger den sin egen ære. Den sande kirke er altid uden ydre garantier, bestandig anfægtet og i kamp for at fastholde troen på, at Gud har magt til at føre sit værk igennem trods alle tegn på det modsatte.
Kirken er det folk, som Gud ved sit ord har kaldet ud af verden, for at de skal høre ham til. Den er et kongeligt præsteskab og et helligt folk (1. Pet. 2, 9). Gennem dåben bliver enhver kristen indlemmet i dette folk og har dermed del i dets præstelige opgaver. Men det betyder ikke, at enhver, som er døbt, uden videre kan give sig til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. Det ville føre til anarki. Reformatorerne fastholdt det særlige præsteembede som indstiftet af Gud, men ikke som en særlig »præstestand«, der gennem en sakramental indvielse bliver de eneste formidlere af Guds nåde. Præsten har en særlig tjeneste som overdrages ham gennem menighedens kaldelse og biskoppens indvielse (ordination). Hans væsentligste opgave er at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. Det har altid været de lutherske kirker magtpåliggende, at ordets tjenere var vel oplærte i Skriften og i kirkens lære. Derfor skal de gennemgå en theologisk uddannelse.
Kirkeforfatningsspørgmålet har ofte voldt vanskeligheder i Lutherdommen. For Luther slev var det ganske underordnet, hvilken ydre ordning kirken havde, selv om han var klar over, at den burde have en sådan. De fleste lutherske kirker verden over er i dag frikirker med en synodal forfatning (dvs. de ledes af en særlig forsamling (synode) af præster og lægfolk, som er valgt af de enkelte menigheder). De lutherske kirker i Skandinavien har derimod altid haft et meget nært forhold til staten. I Danmark er grundlovens løfteparagraf, som siger, at »Folkekirkens forhold ordnes ved lov«, og som sigter mod en kirkeforfatning, aldrig er blevet opfyldt. At dette ikke er sket, skyldes ikke staten, men kirken selv, idet vide kredse indenfor Folkekirken altid har været modstandere af enhver form for kirkeforfatning af frygt for, at en sådan vil betyde en indskrænkning af den åndelige frihed gennem flertalsdiktatur.
Kirkens enhed
Af det, som allerede er sagt, skulle det være fremgået, at kirkens enhed for Lutherdommen ikke blot er et detailspørgsmål, som kan overlades til dem, som har speciel interesse herfor, men at den er en del af selve kirkens væsen. Dette kommer tydeligt til udtryk i Den augsburgske Bekendelse, hvor det i artikel VIII hedder: »Ligeledes lærer de (lutherske kirker), at der bestandig vil forblive een, hellig kirke… Og til kirkens sande enhed er det nok at være enig med evangeliets lære og om sakramenternes forvaltning. Det er ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige overleveringer eller riter og ceremonier indstiftede af mennesker; som Paulus siger: Een tro, een dåb, een Gud og alles Fader osv.« Reformatorerne kunne lige så lidt som Romerkirken acceptere kirkens splittelse, men måtte principielt fastholde, at kirken er een. Striden kom til at stå om, hvad der konstituerer denne enhed.
Som i andre afgørende spørgsmål udviklede Lutherdommen sin opfattelse af kirkens enhed i et dobbeltsidigt opgør. På den ene side vendte den sig imod den romersk-katolske opfattelse, ifølge hvilken kirkens enhed manifesterer sig i biskoppernes enhed, ja i sin sidste instans i pavedømmet. Og på den anden side vendte den sig imod »sværmerne«. Disse hævdede, at Luther ikke havde ført sine reformatoriske principper konsekvent igennem, men var standset på halvvejen. Enhver ydre autoritet var efter deres mening af det onde og kunne kun tjene ti at hindre Guds Ånds gerning. De forkastede Luthers lære om Skriftens autoritet og påberåbte sig i stedet deres egne oplevelser: »det indre lys«. I forlængelse heraf måtte de hævde, at kirkens enhed slet ikke manifesterer sig i noget synligt, men er en usynlig enhed af alle dem, som har modtaget Guds ånd. Over for disse to opfattelser – i deres gennem tiderne vidt forskellige udformninger – har Lutherdommen fastholdt, at kirkens enhed vel er en åndelig enhed, troens enhed, men at den også giver sig til udtryk i noget ydre, nemlig enighed om evangeliets lære (dvs. forkyndelsen af retfærdiggørelsen af tro) og sakramenternes forvaltning. Overalt, hvor evangeliet forkyndes og de af Kristus indstiftede sakramenter rækkes menighederne, der er den ene, sande kirke – uanset om det er i Moskva, Rom eller Wittenberg.
På denne baggrund er det vel ikke mærkeligt, at Lutherdommens historie på at forlige de skilte parter f.eks. gennem de såkaldte religionssamtaler. Imidlertid skulle det være forbeholdt det 20. århundrede at se de gamle splittelser for alvor taget op til revision. Det føltes da også som noget helt naturligt, at lutheranere fra første færd deltog i den økumeniske bevægelse. En af bevægelsens første førende skikkelser, den svenske ærkebiskop Nathan Söderblom, var lutheraner, og adskillige andre af Lutherdommens store personligheder i Europa og Amerika har indtaget fremtrædende pladser i det økumeniske arbejde ligesom de fleste lutherske kirker verden over er medlemmer af Kirkernes Verdensråd.
En frugt af det økumeniske arbejde er også dannelsen af de konfessionelle verdensorganisationer, hvoriblandt Det lutherske Verdensforbund, som dannedes i Lund 1947. I dag er langt de fleste af verdens lutherske kirker medlemmer af dette forbund, som varetager opgaver, der kræver de lutherske kirkers samlede indsats. Inden for den økumeniske bevægelse har der været rejst kritik imod de konfessionelle verdensforbund. Man har hævdet, at deres stærke konfessionelle orientering hindrede udviklingen frem imod kirkens synlige enhed. Selv om der kan være noget berettiget i en sådan kritik, så bør man dog ikke glemme, at den økumeniske samtale altid må gå hånd i hånd med, at den enkelte kirke besinder sig på sin bekendelse og egenart. Kun derved bliver samtalen ægte.
Kirkens forhold til verden
Lutherdommens pessimistiske syn på det faldne menneske har aldrig formået at gøre den puritansk eller asketisk. Tværtimod har den ofte været kulturåben. Dette hænger sammen med dens tro på Gud som skaberen. Gud er ikke blot den, der engang ved tidens begyndelse skabte universet. Han skaber i hvert øjeblik. Hvis han ophørte hermed, ville verden gå til grunde. Alt, hvad Gud har skabt, er godt, og et kristent menneske er frit til at bruge alle Guds gaver med taknemmelighed.
Når det sommetider for mennesker kan se ud, som om synden og det onde var ved at ødelægge Guds gode skaberværk totalt, så betyder det ikke, at Gud ikke længere har magten i verden. Tværtimod: Han regerer den gennem sine to regimenter, det åndelige og det verdslige. I det åndelige regimente regerer Gud, idet han lader sine tjenere forkynde evangeliet, i hvilket frelsen og det nye liv tilbydes mennesker. I det verdslige regimente regerer han med strenghed, idet han lader øvrigheden føre sværdet og opretholde ro og orden.
Det er for en luthersk betragtning såre vigtigt ikke at sammenblande de to regimenter. Det er det, som sker, når kirken gennem sine repræsentanter griber ind i det politiske liv, eller når øvrigheden ikke sørger for, at evangeliet kan forkyndes i frihed, men tværtimod foreskriver kirken, hvad den skal forkynde. Det er også en sammenblanding af de to regimenter, når nogle mener, at verden i grunden burde regeres efter bjergprædikenen eller i det hele taget efter evangeliet. »Det ville, siger Luther, være det samme, som hvis en hyrde førte ulve, løver, ørne og får sammen i en stald og lod dem gå frit om mellem hinanden og sagde: »Græs nu og vær fromme og fredelige indbyrdes, stalden står åben og græs er der nok af… så ville fårene sikkert holde fred og fredeligt lade sig således mætte og regere, men de ville ikke leve længe.«
Men selv om de to regimenter ikke må sammenblandes, så hører de dog sammen. Det ser man, når hele menneskelivet betragtes som et kald. Den kristne, som gennem retfærdiggørelsen er blevet befriet fra syndens magt, og fra at alle skulle vinde Guds velbehag ved sine gode gerninger, sendes ud for at leve livet med sin næste. Og det er netop i dette liv, han ved at underordne sig de af Gud indsatte ordninger virkeliggør den nye eksistens, han har fået givet i retfærdiggørelsen. Livet i kald og stand er en direkte fortsættelse af gudstjenesten. Som mennesket møder loven i forkyndelsen, således ligger livet korsets byrder på det, tvinger det til at bære dem og lærer det der – ved at søge sin hjælp og trøst alene hos Gud. Og som mennesket hører evangeliet ved gudstjenesten, således modtager det hver dag livet som en gave af Guds hånd, ligesom det får lov til at give sin taknemmelighed udtryk i frivillig og glad tjeneste for sin næste.
Der har været rettet kritik imod Lutherdommen på grund af dens opfattelse af forholdet til verden. Man har – og med en vis ret – beskyldt den for at være en »borgerliggjort« kristendom. Man har spurgt, om det virkelig er muligt at betragte også den moderne industri trivielle arbejde som et »kald« og en gudstjeneste. Man har også påstået, at Lutherdommen med sin lære om de to regimenter har været med til at forberede statsmagtens sækularisering i mange lande. Disse kritiske spørgsmål rammer ikke Luther selv. For han var naturligvis et barn af sin tid, og selv om han advarede kirken mod at blande sig i politik, så hævdede han dog, at det var dens opgave at prædike evangeliet for statens repræsentanter, for at også de måtte se deres gerning i det verdslige regimente som en gudstjeneste, i hvilken de var ansvarlige over for Gud. Kritikken rammer den Lutherdom, som ofte viser en tendens til politisk passivitet, og som til tider for let lod sig nøje med at »underordne sig øvrigheden« og glemte, at man skal adlyde Gud mere end mennesker.
Lære om de to regimenter har også præget den lutherske indstilling til sociale spørgsmål. Fra begyndelsen har man givet udtryk for, at sociale problemer burde ordnes ad politisk vej. Det er da også en kendsgerning, at lande med en overvejende luthersk befolkning har en relativt høj social standard. Det betyder imidlertid ingenlunde, at lutherske kristne altid har forkæmpere for social retfærdighed, hvad den, der kender lidt til f. eks. dansk kirkeliv omkring århundredeskiftet, vil kunne give talrige eksempler på.
Lutherdommens anliggende
Vi har nu forsøgt at give en skildring af Lutherdommen som konfession. Det har kun kunnet blive i grove træk – nogle konturer. Til slut vil vi nu prøve at sammenfatte det, som her er sagt.
Lutherdommen er ved en skæbnens ironi blevet et kirkesamfund. Dette strider i grunden mod dens kald: at være en vækkende og spørgende røst i kirken. Dens anliggende er hverken kirkepolitisk eller alment religiøst, men theologisk. Eller sagt på en anden måde: dens anliggende har ført og fremmest med forkyndelsen at gøre. Og da forkyndelsen bygger på den hellige Skrifts vidnesbyrd, bliver theologiens opgave i første række at kæmpe for at finde frem til den rette forståelse af Skriftens indhold og udtrykke det i vor tids sprog. Til en ret forståelse af Skriften hører både lærdom, forskning og tro. Tre ting er nødvendige, siger Luther: bøn, meditation og anfægtelse.
Det er næppe tilfældigt, at den lutherske reformation begyndte med, at en theologisk professor udgav nogle teser, som han ønskede at diskutere med sine kolleger, eller at det blev de theolgiske professorer – og ikke biskopperne (som f.eks. i den anglikanske kirke) – der blev de ledende skikkelser i Lutherdommens historie. Deri ligger på een gang dens styrke og svaghed.
Det er stadig Lutherdommens opgave at yde en theologisk indsats og ikke at konsolidere sig i en velorganiseret verdenskirke. De lutherske kirker har ofte isoleret sig og haft nok i deres eget. Men intet strider i den grad imod deres kald som gold isolation og konsolidering. I sin opståen var Lutherdommen et brud med en fasttømret, kirkelig tradition, og den har siden da været i stadig kamp med de »menneskelige traditioner«, som truer med at kvæle kirken. I dag tvinges den ind i et fornyet opgør om de fundamentale trossandheder, et opgør, som på den ene side er bestemt af den sækulariserede verdens påstand om kirkens overflødighed og på den anden side af de andre kirkesamfunds kritiske spørgsmål til den. Kernen i dette opgør forbliver det samme som i reformationen: kampen for Guds ords frihed og suverænitet midt i verden, som søger sin egen vej til Gud, og midt i en kristenhed, som er trælbundet af menneskelige traditioner. Jo mere Lutherdommen holder sig dette sit mål for øje, desto mere vil den kunne forny sig og tjene de andre kirkesamfund og dermed kirkens sande enhed.
Jeg håber, at denne serie om Kristenhedens Kirkesamfund har bidraget med indsigt og forståelse for de andre kirkesamfund, som udgør det kirkelige landskab i Danmark, uanset hvilke af dem man selv tilhører.
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Du kan finde de andre indlæg i serien Kristenhedens Kirkesamfund her:
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Diverse, Gudstjeneste, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Mission, Sakramenter, Serier, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar